Propagandaugen for levende musik

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 09 - side 171-171

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Propagandaugen for den levende musik

Om ganske få dage afholdes »Propagandaugen for den levende musik« for sekstende gang (fra 17.-24. september). En række arrangementer i København og provinsen - hvis detaljer ikke bør røbes nu - er tilrettelagt eller under forberedelse. I år vil også rene landdistrikter komme nied ind i arbejdet for første gang. Radioen er som'sædvanlig med, fuld af forståelse og imødekommenhed overfor ugen. Musikugens traditionelle plakat er tegnet (Mogens Ziegler) og trykt. Alt tyder på en morsom og begivenhedsrig uge i år - i endnu højere grad end tidligere baseret på idéer af virkelig propagandamæssig virkning.

Men for hvem og for hvad laves denne propaganda? Har »musikugen« ikke overlevet sig selv?

For så vidt er »Propagandaugen for den levende inusik« for længst blevet overflødig, eftersom ugen i sin tid blev indstiftet for at modgå den fare, man troede lå i radioens (og grammofonens) mekanisering af musiklivet. Det er rigtigt, at etableringen af en sådan uge for 16 år siden var et udslag af musikhandlernes og musikforlagenes nervøsitet. Ingen kunne jo vide, at netop radioen og forskellige mekaniske musikgengivere ville komme til at virke befordrende på musikinteressen.

Men hvortil. så stadig en musikuge?

Fordi denne uge i sin struktur allerede i løbet af få år ganske urnærkeligt og uden hensyn til særinteresser blev et fælles propagandamiddel. for at få folk til under den ene eller anden form at beskæftige sig med musik - at få dem til at spille. Musikfolk og andre glemmer ofte, at uhyre mange mennesker overhovedet ikke har nogen aktiv tilknytning til musik. Ikke fordi de har noget mod musik eller mangler evnen til at forstå den eller gå i gang med den - men simpelthen fordi det ikke er gået op for dem, at her er en side af tilværelsen, hvis glæder de endnu ikke har nydt.

I praksis vil det rent ud sagt sige, at »Propagandaugen for den levende musik« lægger an på og er tilfreds med at få folk til bare så meget som at blæse i en mundharmonika eller klimpre på en mandolin. Det er måske karikeret sagt, men det er for de mange, som musikalsk set snorker, at musikugen slår på tromme. Hvis del vækker dem, tror vi, at resten kommer af sig selv. Og i kredse langt ud over de, der er tilknyttet musikugen, har man set det berettigede i en sådan propaganda. Et af de bedste og glædeligste beviser er, at vore skoler nu er kommet med ind i propa-gandaarbejdet med orkestre og kor.

Men der er to forhold, der vanskeliggør gennemførelsen af en 100 procent perfekt musikuge. Forhold der er at finde indenfor musiklivet selv, og hos de instanser som skulle have forståelsen af propagandaens betydning.

For at tage det sidste først er det beskæmmende at konstatere, at de myndigheder, som kunne være musiku~gen til økonomisk hjælp, stadig er af den opfattelse, at musikugen er et kommercielt foretagende, hvis forretningsprægede bagmænd har råd til at betale, hvad det koster. Overfor disse vantro er kun overbevisningens vej samt fremlæggelse af musikugens kontingentbidragslister anvendelig. Det har også hjulpet lidt - men desværre ikke nok.

Mere graverende er næsten det andet forhold. At det nemlig kniber for en hel del af de mennesker, der kægger tid og arbejde i arrangementerne i propagandaugen, at forstå, at det, det drejer sig om med denne uge, er at skabe publicity for det samlede musikliv - ikke at dyrke særinteresser. Musikugen kan, hvis der skal være en mening med det hele, ikke være forum for seriøse ambitioner eller pnaesentationer af vidunderresultater. De, for hvem musiken endnu er en ukendt verden, er nemlig rystende ligeglade med det, musikfolk selv er imponerede af. Skal de fanges, skal de lokkes. Og det sker ene og alene ved tilrettelæggelsen af programmer, der virker chokerende indbydende. Tiden og arbejdet, der anvendes, er stort set det samme. Det drejer sig faktisk bare -om at forstå, hvad propaganda er.

Fra den 17.-24. september går det løs igen. Gid mange efter de dage må have fundet ud af, at det er musik der skal til.

Årgang 25/1950, nr. 09