Sangkunst

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 09 - side 189-190

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

sangkunst

Viggo Forchhammer fremkommer i DM nr. 4 med en række indvendinger imod min artikel i nr. 5/6 1949. Pladsen tillader ikke en detaildiskussion, og jeg vil derfor indskrænke mig til at svare på enkelte punkter, der betyder noget dels i erkendelsen af stemmefunktionen dels for det praktiske arbejde med at uddanne sangere. Det er mig så meget lettere, som hovedparten af V. F.s indvendinger er pedanteri og kun på nogle periferiske punkter har betydning.

Vedrørende stemmens fysiologiske støtte kunne V. F. have fundet den i den såkaldte »strohbas«. W. Talvi har givet en beskrivelse af den i sin bog »huru rbstorganen behårskas« (side 36 og 37) og har endda et fotografi af samme. Tilmed har han i Forchhammers egen forening »Diskussionsklubben« holdt et foredrag om samme emne.

Der er imidlertid 3 hovedpunkter i min artikel, som V. F. angriber, og som jeg vil forsvare.

»Vort stolte tempel er styrtet i gruset«, skriver han. Denne vending skjuler den ejendommelighed, at ikke en sten af templet er lagt af V. F.

Punkterne er:

1) Hvordan dannes tonehøjden.

2) Består der en sådan kobling mellem

stemmelæber og resonansrum, at reso-

nansrummene kan påvirke tonehøjden.

3) Har næseresonansrummene gavnlig el-

ler uheldig indflydelse på tonen.

(Spørgsmålet har betydning, da skøns-

mæssigt mellem 30 og 50 % pædagoger

arbejder direkte for at få en næsereso-

nans frem).

Hvad angår første spørgsmål, da står endnu hypotese imod hypotese, hvilket jeg heller ikke lagde skjul på. »Det stolte tempel«s hypotese kan udtrykkes på denne måde (amerikanerne Judson & Weaver):

En forøgelse * af lufttrykket under stemmelæberne + en forøgelse af spændingsforholdet i disse giver en stigning i tonehøjde.

En forøgelse af lufttrykket + en formindskelse af spændingsforholdet giver en stigning af tonestyrken, men ingen intervalstigning.

I denne hypotese ser man rigtig bort fra stemmelæbens dimensioner (tynde eller tykke stemmelæber), hvad V. F. øjensynlig endnu ikke er nået til; han burde v~ere kommet ind på tanken, da Ewald og Wethlo demonstrerede deres polsterpiber.

Imod denne hypotese taler, at det falder svært at begribe, at stemmeleeberne har nuancer i spændingsgrader til b åde at omfatte pianissimo og fortissimo på hver tone over 2 å 3 oktaver, men så længe man ikke har målt disse spændingsgrader og deres relation til tonehøjden, står hypotesen åben. Lufttrykkets stigning fra de dybe til høje toner er målt og konstateret. Men der er een ting til:

Allerede Musehold og senere andre har konstateret, at åbne- og lukkefasen i stemmelæbernes svingninger ikke var ensartet, således som man må vente det i en mekanisk funktion (når stemmelæberne er indstillet til en bestemt tonehøjde, skal tonen komme rent mekanisk som produkt af lufttrykket, jfr. det foranstående). Musehold så for de lavere toner, specielt i brysttoner, at forholdet var 1 tidsenhed for åbneog 2 for lukkefasen. V. F.* omtalte selv for sine tilhørere en demonstration, hvor fasen var som 1 til 5.

Det må være nærliggende overfor fasebevægelsen som een til fem at efterlyse en impuls. Ad mekanisk vej, kan den ikke foregå, i så tilfælde ville enhver, der har set gardiner blafre for en konstant vindstyrke, have iagttaget, at ud- og tilbageslag forløb i uens tidsforhold. Der er efter den mekaniske hypotese vist ingen anden mulighed end faserne 1:1. Det har altid været et stort problem efter »tempel«-hypotesen at give en fysisk forklaring på, hvordan stemmelæberne kom tilbage i rette tid til en ny anblæsning. Man må erindre, at vi skal op til 1000 gange i sopranens høje c.

Husson er efter en dybere overvejelse end den, V. F. ofrer på problemerne, kommet til den overbevisning, at der skal en impuls til. Altså en af hjernen dirigeret nerveimpuls.

Tanken er tiltalende; der er dog endnu ikke bygget et tempel for den, men muligvis et arbejdshus, som dog ikke har flere etager end at der næppe sker skade, om det skulle falde. Imod den taler, at enhver nerve efter en impuls har en periode på 2 å 3 tusindedele sekund, hvor den er immun for påvirkding, hvorefter følger en periode på 12-15 tusindedel sekunds varighed, før den får sin fulde reaktionsevne igen. Og dette tager altså for lang tid

hvis man skal have 1000 dobbelt-svingninger i sekundet.

Hvilken af disse teorier der kommer til at leve, vil tiden vise. Muligvis supplerer de hinanden på de højere toner.

Med -hensyn til »koblingsfænomenet« ligger det sådan, at R. Husson offentliggjorde sine selvstændige undersøgelser allerede i 1932 samtidig, men uafhængig af D. Weiss. Afhandlingen står i »revue francaise de phoniatrie«, og den drager vidtrækkende konsekvenser. Der kræves nemlig overensstemmelse mellem tonehøjde og resonans, og der drages hårdt til felts imod alle »fikseringer« af resonansfornemmelsen, hvad enten det drejer sig om fornemmelser i hovedet eller kroppen, højt eller lavt strubehoved. Når det er en kendsgerning, at praktisk sangundervisning bygger på fast fiksering af en fornemmelse i ansigtet, i panden, i baghovedet, i ryggen, i mellemgulvet, i underlivet etc. etc., vil det let forstås, at ensidighed er en far ' e, og det er min såvel som Tarneaud og Hussons mening, at de fleste ødelagte stemmer skyldes uvidenhed om dette forhold. Der kan siges mere om dette emne, end jeg disponerer over af plads.

Hvad angår nasalering, da har Husson ad videnskabelig vej fastslået, at resonans fra næserummene er af det onde. I øvrigt er nasalering kun et spørgsmål om dårlig smag.

Hvis Forchhammer kan lide den, så gerne for mig. Det er ikke et argument at påstå, at Caruso nasalerede. Caruso, havde flere fejl end denne, men han havde unægtelig også fordele, der kunne bære fejlene.

De, der ønsker nærmere oplysning, an

befales at lære »revue fran~aise de phoniatrie«, april o,, juli 1934, hvor Raoul Husson behandler problemet fra alle synsvinkler, og hvor enkelte fonetikere prøver at imødegå ham. Hans konklusion er, at misbrug 'af nasaliserede lyde og de systematiske forsøg på at finde støttefornemmelser for tonen i ansigtet eller næsen er antifysiologiske og kun kan skabe forstyrrelse i det virkelige sangapparats ligevægt. Denne konklusion kan bekræftes gennem utallige danske eksempler.

Svend Turning.

Redaktionen har vist mig den venlighed at gi mig lejlighed til at svare ganske kort på ovenstående indlæg. Det skal ikke falde mig vanskeligt, selv om det selvfølgelig er umuligt at gå i detaljer på den mig indrømmede plads; men det behøves heller ikke, da jeg i alt væsentlig kan henvise til min artikel i DM nr. 4.

Når Turning betegner hovedparten av mine indvendinger som pedanteri, indvendinger som væsentlig bestod i påvisning av notoriske fejl og misforståelser, hvorav den vigtigste, som T. selv slog meget stærkt op, av vor første muskel- og nervefysiolog blev betegnet som det rene vrøvl, ja så vil jeg gerne være pedant. Når T. stadig henviser til og anbefaler Husson, faderen til den som det rene vrøvl karakteriserede teori, nødes jeg til at advare imod ham. Red udtalelsen: »ikke en sten af templet er lagt af V. F.« vil T. åbenbart reducere min indsats på det stemmefysiologiske område til 0. For mig gerne; det er ikke min sag at fremdrage mine mulige fortjenester; men jeg kan dog ikke nægte mig at henvise til min bror Jørgens og min 600 sider store »Theorie und Technik des Singens und Sprechens« som efter 10 års samarbejde udkoni i 1921, omtrent samtidig med Barths, men ganske uavhængig av denne. Det var på en tid, hvor stemmefysiologien endnu var i sin barndom, og det er derfor nærmest overraskende hvor meget af de deri fremsatte synspunkter der endnu står ved magt. I øvrigt må jeg overlade til læserne at se, hvad de kan få ud av T.s artikel, ja hvor meget av den de i det hele taget kan forstå. Lykke til! Viggo Forchh~mer.

Årgang 25/1950, nr. 09