Bayreuth - igår, idag, imorgen

Af
| Årgang 25 (1950) nr. 10 - side 204-207

Bayreuth - igar, idag, imorgen . . .

Af Guido Waldmann

Da jeg for nylig bladede i Voltaires breve, faldt mit blik på et brev til markgrevinde Wilhelmine af Bayreuth. I dette brev bliver den store spotter Voltaire til en begejstret lovpriser af byen Bayreuth:

»Dette underskønne sted, hvor man kan nyde alle yndighederne ved hoffet uden den store verdens ubehageligheder«. Denne lovprisning ender med ordene: »Der var en tid, da Europas kunstnere rejste til Italien, idag er deres rejses mål Bayreuth«. Hvis man ikke vidste, at Voltaire var ophavsmanden til disse linjer, så kunne man formode, at en begejstret Wagnerven havde skrevet dem, og at villa Wahnfried havde været modtageren. Richard Wagners mægtige genius overskygger til den grad de forestillinger, vi gør os om byen Bayreuth, at det kun altfor let glemmes, hvad der før og efter Wagner har tildraget sig i denne by. Ganske vist falder ens første blik på festspilhuset, når man ankommer til Bayreuth; men kommer vi ind i byens inderste del, viser der sig et billede af en velplejet, lille residens fra det 18. århundrede: Husrækker med ædle barokfacader, det gamle slots stolte bygning med det massive ottekantede tårn, og det prægtige nye slot, som med sine rødtlysende gobeliner og forgyldte møbler fremmaner rokokotiden for vore øjne. Ikke langt fra byen kan vi ligeledes opleve den reneste rokoko ved Eremitageslottet, som ligger midt i den herligste park. Ved synet af dette anlæg var det, Friedrich den Store udbrød: »Madame, Ihre Eremitage möchte ich mitnehmen nach Berlin!«

Markgrevinden, til hvem disse ord var rettet, hørte til sin tids mest åndfulde damer. Det var også hende, der i sin teaterlidenskab lod det markgrevelige operahus' pragtbygning opføre, et teater, der ikke alene ved sin tilblivelse var det største i Tyskland, men som gennem Galli Bibiena - den tids betydeligste teaterarkitekt - fik et udstyr, som gjorde alle dets rum til en sand symfoni af ædle former og farver. Det var da også dette teater, der fristede Wagner til at virkeliggøre sine tanker om et festspilteater netop i Rayreuth. I sin dagbog skriver Cosima Wagner den 5. marts 1870, at hun og Richard Wagner en regnfuld eftermiddag drøftede festspilhuset, og da hun tog et konversationsleksikon frem, fandt hun under »Bayreuth« til sin store glæde »et pragtfuldt gammelt operateater anført«. Først da det viste sig, at det markgrevelige operahus ikke svarede til det wagnerske musikdramas krav, blev det planlagt at opføre et eget festspilhus.

I dagene 2.-10. juli 1949 kunne vi påny opleve, hvor fortræffeligt det markgrevelige operahus endnu idag er egnet til at lade baroktidens musik klinge indenfor en repræsentativ ramme, idet Bayerische Staatsoper i denne bygning gennemførte en festuge med »Musik des europäischen Barock«. Om der blev spillet en opera af Purcell, en ballet af Rameau, musik af Vivaldi, Bach eller Händel, overalt skabte dette operahus en ramme, der - foruden at forlene festugen med en egenartet atmosfære - i visse øjeblikke lod hele baroktidens glans genopstå.

Mindede denne festuge os om, at Rayreuth udover Richard Wagner endnu har en anden tradition at værne om, så er det arbejde, der ydes af »Institut für neue Musik«, som blev grundlagt i 1948, så meget mere betydningsfuldt for samtiden. Stillede man i sommeren 1948 eller 1949 en musikstuderende, en korleder, en musikpædagog spørgsmålet »Skal De til Bayreuth?«, så mentes dermed ikke festspilteatret og heller ikke det markgrevelige operahus; man tænkte derimod på »Ungdom og ny musik«s uge, hvis afholdelse hører til »Institut für neue Musik«s væsentligste opgaver. Det var en modig, men i grunden også en konsekvent tanke, netop i Bayreuth at opbygge et institut, der har stillet det som sin opgave at løse spørgsmålet om, hvorledes ny musik på pædagogisk grundlag kan formidles til de videste kredse. Bayreuth var jo i de forløbne år stadig mere blevet til et samlingspunkt for alle traditionens forkæmpere, for alle dem, der i bevidst fornægtelse af,' at også Richard Wagners musik engang havde været forkætret »fremtidsmusik«, nu troede, i det wagnerske værks skygge at kunne gå imod samtidens musik. Således kunne en indsats for den ny musik på intet sted være mere hensigtsmæssig end her i Bayreuth, og den sukces, der i de to forløbne år var blevet »Jugend und neue Musik«s præstationer til del, deres resonans og eftervirkninger i hele Tyskland, fortrinsvis i den studerende ungdom, var så betydelig, at man virkelig kunne sige, at her var det rette arbejde ydet på det rette sted.

Ganske vist var festlighederne i 1948 kun en første begyndelse, et samlingssted for alle kredse, der var interesseret i ny musik. Som improvisation blussede mangen en diskussion op, som improvisation virkede programmet; - tidspunkter blev udskudt og den kunstneriske ydelse var ikke altid fremragende, men alligevel var hele mødet præget af den lyksalige bevidsthed om arbejdet med en ny sag. I 1949 var hele arrangementet blevet fastere; det var ligesom allerede præget af tradition. Ved siden af professor Mersmann, som ledede de daglige prøver, havde en lang række betydelige pædagoger, af hvilke her kun skal nævnes Fritz Jöde og Erich Doflein, tilsagt deres medarbejderskab. Faren for, at musiken i en sådan »arbejdsdag«s ramme kunne blive snak


ket og doceret ihjel, blev imødegået derved, at hver dag blev afsluttet med en koncert, ved hvilken der medvirkede fremragende kræfter. Men også her bestræbte man sig på at nærme publikum til det værk, som det ved koncerten skulle blive præsenteret for. Således gav Hans Mersmann den dags eftermiddag, da Stravinskys koncert for to klaverer stod på programmet, en indgående analyse af dette værk, og også ved denne introduktion blev væsentlige dele af Stravinskys musik spillet. Således forberedt modtog tilhørerne om aftenen Stravinskys værk med en begejstring, som steg til en stormende bekendelse til den ny musik.

Det afgørende ved disse »arbejdsdage« var imidlertid den kendsgerning, at ungdommen her virkelig mødte op og ikke blot enkelte, særlig i ny musik interesserede lyttere, men en stor del af den studerende ungdom fra hele Tyskland. Ikke færre end 320 unge er gratis blevet befordret og indkvarteret i Bayreuth. Dette synes ved første øjekast ikke mange, og dog er tallet stort, når man tænker på, at det for størstedelen drejer sig om studerende, der har viderebragt alt det, som de har hørt i Bayreuth, til deres egne læreanstalter. Jeg har fået mange vidnesbyrd om, hvorledes der i tilslutning til Bayreutherdagene er opstået diskussioner, møder og studiekredse, således at tallet på dem, der med ildhu har kastet sig over studiet af den ny musik, har vokset sig meget stort. Når Fritz Jöde henviste til, at da det for første gang i 1928 blev forsøgt at nærme ungdommen til den ny musik, havde store dele af ungdommen stået Palestrina nærmere end Hindemith, hvorimod idag 90 % af ungdommen bekender sig til den ny musik, så vidner dette om, at den skabende del af vor tids ungdom er blevet berørt af den ny musik i et omfang, som vi kort forinden ikke havde vovet at håbe.

Når der her med så meget eftertryk blev henvist til markgrevetidens Bayreuth og denne bys bestræbelser til fremme af den ny musik, så skete det for at vise, hvor mangfoldige de kræfter er, som bestemmer denne bys åndelige liv. Selvfølgelig kan der ikke herske nogen tvivl om, at der tilkommer Richard Wagners værk i alle disse kræfters sammenspil en fremherskende betydning. Dette indtryk kunne heller ikke ungdommen, som var kommet til Bayreuth til arbejdsmessen, unddrage sig. Da Wieland Wagner førte messens deltagere gennem festspilteatret, gaves der en kærkommen lejlighed til at lære samtidens ungdoms stilling til Wagners værk at kende. Det viste sig endnu engang, at den unge generation står overfor Richard Wagner med en sund reservation; hans storhed anerkendes uden videre; men samtidig betragtes hans værk i dets historiske afhængighed, og derfor holder ungdommen sig lige så fjernt fra kritikløs sværmen som principiel afstandtagen.

Desværre vil deltagerne i dette års messe ikke få glæde af Wieland Wagners venlige indbydelse til at overvære prøverne på festspillene, da genoptagelsen af festspillene er blevet udskudt ét år - til jubilæumsåret 1951. Af mange grunde blev denne beslutning taget: for det første skulle spørgsmålet klares, hvem der skulle være leder af festspillene, efter at Winifred Wagner var fratrådt ledelsen - Wagners børnebørn Wolfgang og Wieland Wagner har nu overtaget denne opgave. Derefter gjaldt det festspillenes financiering, fremskaffelsen af forudsætningerne for en fri indrejse og anbringelsen af udenlandske gæster, valget af de medvirkende og tusinde andre spørgsmål, til hvis løsning tiden til sommeren 1950 ikke havde slået til. Hvor vanskelig situationen stadig er, fremgår alene deraf, at der efter valutareformen hverken var formue, scenedekorationer eller dekorationsstoffer tilstede, efter at et lager til en værdi af 150.000 mark i sammenbruddets dage var blevet udplyndret. En lykke var det, at festspilteatret med dets vidunderlige akustik blev skånet. Der var stor fare for dets tilintetgørelse under krigen, da der blev kastet bomber over Bayreuth, og talrige bygninger - deriblandt også en del af huset Wahnfried med Wagners musikværelse og Cosimas modtagelsesrum - blev lagt i aske; der var fare endnu efter krigens ophør, da besættelsestroppernes soldater i festspilteatret, som er bygget af træ (grunden til dens vidunderlige akustik: huset er ligesom en stor, syngende violin), regerede med spritapparater og varmeovne; men der var også fare fra tysk side, idet en lidet kunstbegejstret magistrat i de første måneder efter 1945 frigav festspilteatret ikke alene til andenrangs »Flagermus«- og »Butterfly«-opførelser, men også opvartede med en varieté-revy »Lys for dine øjne. Sang, musik, dans, humør og akrobatik«.

Idag har forholdene ændret sig ganske betydeligt: staten og byen støtter aktivt bestræbelserne for at genåbne festspillene i 1951 - 75 år efter de første festspil. Når så i den kommende sommer festspillene genåbnes af Furtwångler med Beethovens 9. symfoni, som blev spillet ved festligheden i anledning af nedlægningen af grundstenen i huset, er en kreds blevet sluttet igen. I 1951 skal hele »Ringen«, »Parsifal« og måske også »Tristan« klinge i festspilteatret. Over det wagnerske værks magiske tiltrækningskraft vil vi imidlertid heller ikke glemme det. andet Bayreuth, markgrevinde Wilhelmines Bayreuth, den store digter Jean Pauls Bayreuth og det Bayreuth, som på den modigste måde optræder som den ny musiks forkæmper. Kun således kan Bayreuth af igår organisk og virkningsfuldt knyttes sammen med Bayreuth af imorgen.