Kære DM!

Kære DM!

Du har for gammelt ven- og bekendtskabs skyld bedt mig opridse din 25-årige livsbane, fortælle lidt om hvad der er sket gennem tiden og opfriske hvad Du og mange har glemt. Nuvel -- jeg får vel føje dig.

Som andre levende væsner var Du mindre ved fødslen end Du er i dag, kun 22 em høj mod 25 em nu, ligesom Du også er blevet 3 em bredere end dengang; og så er Du blevet fed, en hel halv meter og efter alle solemærker at dømme bli'r Du tykkere endnu. At Du ikke er lavet af luft, vil Du få et svagt indtryk af ved blot at blade dig selv igennem; Du er sprængfyldt af mer eller mindre tung fordøjelig lærdom, navnlig i tiden fra 29-42, siden da er der kommet mere »ballon« over dig. Naturligvis har Du ligesom os andre i den forløbne tid haft forskellige opfattelser af den samme ting, det er kun naturligt, men heldigvis har din kærlighed til musiken fra første åndedrag til nu været uvisnelig, det vil jeg gerne slå fast med det samme. Du har efter min mening både været mor,som og kedelig, men derfor ikke mindre værdifuld; det kan man navnlig se idag -og så har Du været dyr i drift; alle de, der har skullet betale for dit livs opretholdelse har revet sig i hårene og ofte bandet dig stygt, men jeg tror roligt Du kan regne med, at samtlige skaldepander i dag er glad over, at de Ihar holdt liv i dig, for Du har --- trods alt -- været et samlingsssted for dansk musikliv i 25 år og vil for eftertiden blive en uvurderlig kilde at øse af, når regnskabet for det forbigangne skal gøres op, - - tænk blot på de spontane, for ikke at sige uoverlagte bemærkninger vore nu hæderkronede komponister har fyret af i tidens løb; ingen vil kunne beskylde dem for mangel på temperament - i al fald hvad det litterære angår.

Nå --

Men vi skulle jo kigge nærmere på dig. I dine første tre år henvendte Du dig foruden til fag-musikeren også til musikpublikummet; artiklerne er med få undtagelser af almen og orienterende art og der er billeder at se på for dem, der kan lide det. Det vil ikke kede dig at genopfriske Milhaud's og Louis Glass' betragtninger over jazz-musik eller Gustav Hetsch' artikel om Erik Satie, men ellers excellerede Du i særnumre, hvor enten et helt lands musikliv blev taget op til bedømmelse og orielhtering (Finland og Sovjetunionen) eller en enkelt komponist fik en fyldig gennemgang (Beethoven, Schubert, Lange-Müller og Carl Nielsen); desuden præsenteres datidens unge og ukendte komponerende og udøvende musikere såsom Hindemith, Honegger, Strawinsky, Riisager, Weis, Bentzon etc. for blot at nævne nogle af datidens værste »enfantterribler«. Skulle Du en aften have lidt tid til overs, skulle Du more dig med at læse nogle af koncertkritikerne, de er bestemt ikke uden interesse. Således: »Musikforeningen havde en ret uheldig Aften. Udførelsen af Beethovens pragtfulde Egmontouverture var saaledes utilladelig usikker, baade teknisk og musikalsk. Det er kedeligt at maatte konstatere, at Carl Nielsen, der dog i andre Ting kan faa samme Orkester til at spille helt inspireret, overfor denne Opgave maatte give næsten blankt op.« Eller: »Nogen udpræget Rytmiker kan Bruno Walter ikke siges at være, og Linieføringen og den dynamiske Fordeling af Lys og Skygge er ikke altid tilfredsstillende.« Eller Kai Aage Bruun's anmeldelse af Dansk Koncertforening: - - »Hvor klingeskarpt staar ikke Formen hos denne danske Romantiker, hvis Toner er en stadig Udløsning af det ene Ord Poesi --- men Gade skal ogsaa spilles med Sind og Sans rettet mod det Ord og det blev han saa sandeligt ikke! Derimod spillede Peder Gram de unge godt.« - Har Du appetit på mere, vil Du ikke blive skuffet!

Imidlertid er Du blevet fire år og bliver nu sat i skole hos den unge initativ- og reform-ivrige Gunnar Heerup. Alle de Alle de små billeder, de vendte sig omkrilhg Og nu er der kun sagligt betrykte sider i de kommende mange år. Du kender jo Gunnar lige så godt som jeg og ved at han gjorde det i en god mening, men kedelig så Du sgu ud måned efter måned, år efter år, når Du dumpede ind af brevkassen; --- der skulle virkelig moralsk mod til at læse dig, men det lønnede sig ofte. Fra at være udadvendt blev Du indadvendt. Hør bare hvad den unge redaktør bl. a. skriver i sin trontale betitlet »Introduktion«: »Dette blads læsere skal først og frenhmest læse om musik. Skildringen af komponisterne selv, deres liv, levned og død, vil blive underordnet omtalen af det vigtigste: værkerne, deres livsindsats uden hvilken de var glemte, upåagtede mennesker. Delhlhe omtale skal være: ikke en æstetiserelhde, stemningsfuld indtryksbeskrivelse, men elh musik-faglig kritik, der kun har det foriihål at uddybe den kunstneriske, den rent musikalske forståelse, eller Om muligt at påvise kulturelle, fortrinsvis musikkulturelle sammenhæng.« Så mange var ordene og flere til, ganske fortræffelige forresten --- og der blev levet op til dem, skal jeg love for.

Det blir analysernes og nodeexemplernes tid, musikmagistrene lufter deres kæpheste og bringes til orden af komponisterne (sikke en ballade Viderø's »Bach's koncertform« affødte; Jørgen Bentzon opfandt ved den lejlighed slagordet »Formanalysens ABC-Gespenst« ikke rettet mod Viderø men mod mindre profeter); musikpædagogik og musikopdragelse, koncertlivets sanering, den dengang nye opfattelse af fremførelsen af baroktidens komponister, (der i dag er gået os i blodet), er emner der går igen og igen. Stat, kommune og skole får på hattepullen fordi de ikke støtter musik og blot giver tålelige vilkår for musiklivets trivsel; nøjagtig det samme råb gentages den dag i dag uden forståelsen er blevet synderlig større hos lovgivende og bevilgende myndigheder i kulturstaten Danmark, al den stund man i de kredse stadig anser støtte til fremme af det materielle for mindre kredse for vigtigere end befordring af hele befolkningens åndelige livsindhold --- men en skønne dag, kommer det, vær sikker på det kære DM og hold krudtet tørt! Vil Du læse noget betydeligt fra de år, så vil jeg gøre dig opmærksom på Heerups artikler om Béla Bartok, det vægtige Carl Nielsen hæfte i 7. årgang, Richard Hove's I. P. E. Hartmann (senere udkommet i bogform), Koppels artikel om Johannes Brahms, hvor lian med stort mod anerkender arv og gæld til romantikerne. Glemmes må heller ikke Kai Aage Bruun's: »Strejflys over det 18. århundredes musikopfattelse«, hvor affektlæren bringes på bane. Og vil Du vide noget om sangundervisning i skolen eller andre musikpædagogiske spørgsmål, går Du ikke forgæves til disse årgange.

Jeg kunne blive ved at nævne læseværdigt stof; Riisager, Jørgen Bentzon, Holmboe, Høffding's indlæg om aktuelle spørgsmål, indenfor komponistens verden, Poul Hamburgers evindelige polemiker og Agerby's D. U. T. organisationsprægede artikler giver alle et rigt indtryk af hvad der optog tiden 1930-40. Og Heerup har jo heller ikke været bange for at sige et og andet. Men en rubrik må ikke gå upåagtet hen i den almindelige opremsning: »Opmuntrende kendsgerninger ved Pebberf uglen«.

Hvem var pebberfuglen? og lever den endnu? Du kan give svaret, hvis Du vil, DM -- inen, altid har Du været tavs som graven. Lad mig dog blot finde et par af de mest klassiske udgydelser frem og mindes din mest respektløse og flabede rubrik. Husker Du?: »Musikforlægger Svend Wilhelm Hansen passerede tidligt i går morges Gothersgade til hest.

Samtidig passerede musikforlægger Clir. Sødring Kongens Nytorv. Til hunds.«

Eller:

»Det kgl. teater, der næste sæson går ind i sit prøveår, under hvilket teatrets kulturelle indsats vil blive bestemmende for dets existens mange år frem i tiden, forbereder naturligvis en spilleplan der kan sige sparto til hvad man før har oplevet i teatrets allerbedste sæsoner. Det ser således ud til, at operaen vil gøre en indsats med opførelsen af Puccinis operaer »Bohéme« og »Tosca« (den sidste med kammersangerinde fru Tenna Kraft i titelrollen) og at såvel Wagner (»Lohengrin; der hviskes allerede på teatret om muligheden af en helt ny svane, med rigtige fjer!) som Kuhlau (»Elverhøj«) vil blive repræsenteret. Balletten påtænker at nyindstudere »Thrymskviden«. Eja, hvor sælsom en dans« Tempora mutantur eller ikke?

I de 13 år Du blev redigeret af Heerup var både Du og han til jævnlig diskussion i »Det tinge Tonekunstnerselskab«s bestyrelse. Nogle mente Du skulle se sådan ud og andre at Du skulle helt anderledes og mere udadvendt igen, med billeder, historiske artikler etc. Efter mange temperamentsfulde meningsudvexlinger sluttede den tredie puniske krig med redaktørskifte. I dag er der ingen, der bærer nag til nogen og jeg tror, jeg som gammel frontkæmper kan sige, at Heerups store og uegennyttige arbejde har båret en god frugt. Men selvom »Bohéme« og »Tosca« i overført betydning er nieget godt, så frisker det altid med lidt repertoireforandring.

Fra og med januar 1942 ophørte Du med at være niedlenisblad for Musikpædagogisk Forening, til gengæld blev Dansk Tonekunstner Forening og Dansk Komponist-Forening medudgivere; Jens Schrøder blev redaktør og Knudåge Riisager, Torben Krogh og undertegnede indtrådte i et redaktionsudvalg. Ved nogle yderst fornøjelige redaktionsmøder fik vi fastlagt månedens principielle artikel. og tvunget Torben Krogh til at udlevere to epokegørende afhandlinger dels om »Kong Christian stod ved højen Mast« dels om »Elverhøj« musikens tilblivelse. Schrøder havde gode forbindelser i Sverige og fik en række indlæg om svenske musikforhold, og billeder begyndte at dukke op på dine sider. Det historiske stof holdt sit genindtog foruden, med Kroghs artikler med Jersilds »Lidt om spilleurene fra det 18. århundrede«. I marts måned 1942 døde Aksel Agerby og Du mistede her en af dine allermest trofaste venner; som han havde skabt samling af det danske musikliv ved at tage initiativ til dannelsen af »Musikrådet« således var det hans ide, at de største danske musikforeninger skulle være fælles oin din udgivelse, og denne ide har indtil i dag været til lige stor gavn for alle parter. Vi savner alle Aksel i vor midte i dag og jeg er glad for, at Du indirekte giver mig anledning til at mindes hans indsats påny.

I slutningen af 1942 blev Jens Schrøder kaldet til kapelmester i Ålborg; vi måtte således påny se os om efter en der kunne varetage din fortsatte trivsel, og vi var så heldige, at Nils Schørring ville påtage sig dette byrdefulde hverv. Glem ikke at vi dengang var inde i besættelsestidens mest stygge år og der skulle megen snilde til at føre dansk kulturarbejde uantastet igennem. Udenlandske artikler skulle forelægges, et tysk censurudvalg og tilbudene om vaskeægte germansk stof pressede på. Schiørring klarede alt på det smukkeste. Ingen nazipropaganda sneg sig ind. Redaktionsudvalget blev nedlagt, men de samme retningslinier om en afvexlende stofmængde blev videreført i de kommende år. Dit format blev større, Du fik arkitekttegnet og farvet omslag, billeder blev brugt i stigende antal, satsen blev gjort tospaltet med ændring af typerne, således at det var muligt dels at bringe mere stof og udnytte pladsen mere økonomisk. Og så lykkedes det Schiørring at drage en hel ny kreds af både unge og ældre til at skrive i dine spalter; som exempel husker Du sikkert Hakon Børresens: »Erindringer om samvær med Edvard Grieg« og Fritz Cromes: »Et brev fra en afdød klaverberønitlied«.

Skal jeg nævne flere artikler? Jeg behøver det vel næppe, for 5--6 år tilbage i tiden kan Du vel huske. Tilbage står så blot i korte træk at ridse din historie op til i dag.

Efter Du i tre år på det bedste var røgtet og plejet af Schiørring måtte han, som han selv skriver, nødtvunget af andre hverv trække sig tilbage og med kortest tænkelig varsel overtog Sverre Forchhammer redaktørstolen for et år. Allerede ved overtagelsen spøgte planerne om at finde udveje for en sammenslutning af Heerups »Levende Musik« og dig, så Sverre havde det overordentlige utaknemmelige hverv at holde dig flydende. Det var ikke sjovt for ham og jeg tror kun hans gamle kærlighed til dig, fik ham til at agere redningsmand. Når så dertil kommer at han skulle slås med papirrestriktioner, kan det vist fastslås, at målet af ubeliageligheder var fuldt; så meget større ros bør der tildeles ham, for at »flydningsaktionen« i det hele taget lykkedes.

Så kom sammenslutningen pr. 1. januar 1947 og Musikpædagogisk Forening indtrådte som medudgiver; kredsen var sluttet. Gunnar Heerup og Søren Sørensen var i fællesskab redaktører men allerede ved blad nr. 2 skete der en kortslutning og dine nuværende plejeforældre Sigurd Berg og Frede Schandorf Petersen overtog roret.

Jeg kan mærke på dig, at Du nu begynder at blive nysgerrig efter at få at vi de, livad jeg mener om dine meriter i de sidste år. Og jeg kan ikke nægte mig selv den fornøjelse, selvom jeg skulle få skudt i skoene, at jeg skamroser dig. Altså ganske ærlig, jeg synes at Du bli'r bedre og bedre uden at Du derfor ikke kan blive endnu bedre. Du har fået et pænt udseende både udvendigt og indvendig, dine interesser er alsidige, Du er taktfuld uden at være servil - men spark kun lidt i bolledejen af og til, så Du ikke glemmer din ungdom - og Du kommer forholdsvis præcis. Skulle Du træffe pebberfuglen på din vej, ville jeg gerne se ham i dine spalter, selv om det af og til skulle gøre av - og er det end utænkelig at fru musica skulle findes affotograferet i stil med hvad »Mandens blad« bringer, så må Du gerne flotte dig lidt mere på anden måde med billedstoffet. Ligeledes synes jeg ikke at den rubrik som hedder »Musiklivet« som Jürgen Balzer med stor dygtighed startede i gamle dage ---- kan gøres fyldig nok.

Det blev jo efterhånden en længere smøre og jeg skal forskåne dig for flere udgydelser. Men inden jeg slutter, synes jeg vi skal sende en taknemmelig hilsen til dem, der satte dig i verden: Helge Bonnén, Chr. Bjørvig og Olaf Schmidt. De så rigtig i at det danske musikliv ikke kunne undvære et talerør. Og at »Det unge Tonekunstnerselskab« havde kræfter og afså penge til din opvækst kan heller ikke noksom prises.

Et ønske med på vejen? At Du i de næste 25 år mindst må blive 1/2 meter tykkere og at vi alle ikke alene i tiltale men også i omtale mere og mere hjerteligt kan sige: Kære DM. Lykke og held fremover .

din hengivne

Waldemar Wolsing.