Nordiske musikdage i uddrag

Nordiske musikdage i uddrag

Ved Sv. S. Schult--

I år var det Finlands tur til at være vært. for de såkaldte nordiske musikdage. I tiden fra den 15.-19. september vajede de nordisk flag i Helsingfors i skønneste sanidrægtighed, synibolsk for den broderånd der indbyrdes råder mellem komponister, dirigenter, instrumentalister, sangere og sangerinder, arrangører, musikforlag og alle andre indenfor den store nordiske enklave, der sætter præg på og muliggør disse foranstaltninger. Bortset fra den betydning det li-,ir, o-g den fornøjelse (let altid er at træffe sammen nied nordiske musikmennesker, melder sig så spørgsmålet: Hvad betyder disse musikdage rent, praktisk og kunstnerisk? Rent praktisk ved jeg, at de kan være i liøjeste grad befordrende for komponistens værker. Slår et værk. an, er det givet, at det temmelig omgående distribueres Norden over, først og fremmest i de respektive landes radioer men også på (le talrige koncerttribuner (let samlede Norden råder over. Noget ganske tilsvarende -ælder naturli,fvis for dirigenter o- de syn,,,ende o,, spillende danier og herrer. Sixten Ehrling, den svenske koncerts kapelmester, slog således sit navn fast som en ganske overordentlig begavet fremfører af nutidig musik. Kolossal teknisk velfunderet, gennemmusikalsk og hurtig. Og liermed er vi så

1-1 Z,,

ovre i kunstneriske betragtninger, der ikke, som de rent praktiske, kan besmykkes ined lutter lovord -- hvor gerne man iøvrigt. ville. For straks at slå ned på det ømmeste punkt: Island. Så længe dette lands komponister ikke har mere og bedre tin.1 at sige, bør de ikke beslaglæ-,,e en liel aften. Hovedværket, Jon Leif's synifoni (forøvrigt det eneste der transmitteredes over danske stationer. Red.), var aldeles groteskt, i sine ytringer. Det var uniuli-ft at bevare masken. De latterinilde danskere kunne i livert fald ikke. Men det var bestenit ikke nieningen - tværtimod.

Norges synifonikoncert blev båret oppe af Sæveruds stort og stærkt tænkte og følte femte symfoni. Geirr Tveitt, den talentfulde, havde forvildet sig ud i nogle rytmiske inkonsekvenser med sin balletniusik, mens Sparre Olsens o-I koncertens kapelniester Olav Kiellands bidrag i høj grad var musik med mening i.

Finlands synifonikoncert, der ligesoni (le andre afholdtes i universitetets meget smukke, amfiteatralske aula, blev for hvert væ.rks vedkommende dirigeret af komponisterne selv. De to Nils-Eric'er Fougstedt og Ringbom. mødte beskedent op med inindre sager, lienholdsvis en intrada og en lille suite, sund og god musik, der tydelig bar præg af frigørelse fra den væAdige Sibelius-romantiske tradition, som så niange andre finske koniponister segner under. Også Sulko Rauta fængslede tilhørerne nied sit lange, nien stemningsmættede og periodevis gribende værk »Laulu vaakalinnusta« for baryton, damekor og orkester. Tuukkanens o,,, den unge komponist Pylkkånens væ- rker hørte jeg desværre ikke. På den finske opera fik nian leveret et afgørende bevis på den højtstående finske musikkultur. Frernførelsen af Madetoja's værk »Østerbottningar« var, ikke mindst for de fremragende sangere og sangerinders vedkommende, noget af en oplevelse. Man glemmer ikke lige med det samme den stærke finske atmosfære, der både i lyst og nød hviler over dette nationalværk. Og synge kunne de, næsten alle sammen lige godt, hvormed hele forestillingen fik et yderst behageligt egalt forløb. Ak ja, havde vi blot herhjemme sådant et lille teater, der kun skulle bruges til musikforestillinger!

Sveriges symfonikoncert gav et godt billede af.de herskende musikalske tilstande i dette land. Karl-Birger Blomdahl er tydeligvis orienteret ad Hindemith til, men har dog så meget selvstændigt på hjertet, at man lytter med største opmærksomhed til hans expressive tonesprog. Erland von Kock er musiker af fineste sortering. Der var over hans violinkoncert, mesterligt spillet af Francis Akos, en højst charmerende lethed og så var der melos og musikantisk elan. Endvidere værker af Gustav Paulson, Moses Pergament og Lars Erik Larsson, den sidste med et meget smukt arbejde med den oplysende titel: Musik for orkester. Sverige stod sig godt og var ligesom Norge, men i modsætning til Danmark, også fyldigt repræsenteret udadtil med musikskribenter, journalister, komponister og andre musikfolk. Det føltes en lille smule beskæmmende, at der ikke var flere danskere til stede. Først da det trak op til den afsluttende danske symfonikoncert, stævnede en håndfuld mænd didop og havde så iøvrigt den glæde at læse i bladene dagen efter, at den danske koncert ansås for den bedste. Dette var nu ikke blot komponisternes skyld. Lavard Friisholn? må være med i vognen. Hans fortræffelige prøver med det ene af de to aldeles udmærkede orkestre var på mange måder mønstergyldige. Vi havde al mulig grund til at være stolte af ham. Hans fremførelse af min indledende ouverture var bedre end selve værket og hans kolossalt smidige ledsagelse til Koppels klaverkoncert og N. V. Bentzons kammerkoncert for tre flygler gjorde det til en nydelsesrig reprise for os, der kendte kompositionerne, og for dem der første gang konfronteredes med værkerne, blev de et uomstødeligt bevis på, hvor overvældende sikkert og bevidst de nyeste strømninger i tidens tonesprog forvaltes herhjemme. På linie hermed kom så naturligvis Riisagers mærkeligt gribende »Archaeopteryx«, der ved denne lejlighed fik sin uropførelse, og endelig Tarps fuldbårne symfoni i Es med den pompøse sidste sats' storartede Ausklang.

Kammermusik- og kirkemusikkoncerterne vil det føre for vidt at komme detailleret ind på i denne lille oversigt. Taget sammen med symfonikoncerterne gav de et udmærket tværsnit af nordisk tonekunst af idag. Foreløbig går det hele stort set i en rolig gænge. Fartein Valen stikker vel et par tolvtoner ud af og til og får os til at tænke på, at disse musikdages mest »moderne« værk, N. V. Bentzons kammerkoncert, i det sydlige udland omtaltes som fortrinlig underholdningsmusik (!). De nye atonale signaler er endnu ikke hejst nord for Padborg, nordisk musik hviler trygt i sin dur-moll-tonale tradition, og, forekommer det mig, har langtfra udtømt de muligheder, dette elastiske system indebærer. Velgørende ville det dog på den anden side være, om endnu flere af Nordens komponister efterhånden viklede den traditionelle romantiske følemåde af sig. Men tungt ruller det nordiske blod, tungere jo kortere afstanden er til Nordpolen. Omskiftelser og ændringer i følemåde forplanter sig langsomt, også hos publikum, der ved denne, som ved tidligere lejligheder, ikke synes at kunne aftvinge den nutidige tonekunst større interesse. Der var vel gennemsnitligt kun halvfyldt til samtlige koncerter, men de der kom, syntes ofte at være opflammet af ægte begejstring og undlod ikke i stormende klapsalver at hylde de tilstedeværende komponister.

Næste nordiske musikdage vil om to år finde sted her i staden.