Emil Holm

Emil Holm

in memoriam

I dette faglige tidsskrift burde det vel egentlig være en fagmand, der skrev mindeordene om Emil Holm for hans indsats i og betydning for dansk musikliv. Her var det jo, han satte sine dybeste spor: det fremragende symfoniorkester, som lian lagde grunden til og byggede op i dets første tolv, dets vanskeligste år, senere var det dog blot at følge hans linier - dette være sagt uden nogen som helst forklejnelse af hans efterfølgere; og torsdagskoncerter.ne, berømte nu lang udenfor landets grænser, en hjørnepille i dansk niusikliv, hvad har de ikke betydet for forståelsen af værdifuld musik i de vide kredse, soin aldrig ellers ville have muliglied for at lære den at kende. Lad så være, at »programmeteret« viser en forholdsvis ringe tilslutning til disse koncerter, er det ikke 25 %? Hvad vil det sige? Et regnestykke: der er langt over en million licensbetalende lyttere her i landet, hver modtager dækker formentlig til fire mennesker, en familie, det vil praktisk talt sige hele landet; men naturligvis lytter de ikke allesammen hver aften, skal vi sige halvdelen er maksimum, det regner vi som radioavisens tilhørere, altså 2 millioner, 20 % heraf det er 400.000! --- men lad os blot gå længere ned, til 3-200.000, hvilket svimlende antal tilhørere til en koncert af høj musikalsk værdi, hvilken uanet mulighed for musikalsk opdragelse!

Det var den, Emil Holm troede på, ville tro på trods al skepsis, alle protester, alle skuldertræk. Jeg husker en dag for mange år siden, da vi holdt til i »Stærekassen«, jeg skulle tale med Holm om en sag, han hørte på mig lidt distræt, så sagde han smilende: »Jeg mødte på vejen herned en buddreng, han fløjtede marchen af Lohengrin.«

Holm tog det som en bekræftelse på sin tro, og han havde jo ret.

Men om Emil Holms indsats i musiklivet blev der skrevet nok i dagspressens nylige nekrologer, på ingen måde for meget, men så meget, at der ingen nødvendighed er for at gentage det her, hvor læserne endda må antages på forhånd at vide fuld besked.

Og lad være, at musiken er den væsentligste, i alt fald den fyldigste, langt den fyldigste, del af radioprogrammerne herhjemme og overalt, men den eneste er den jo ikke som bekendt! Det turde være overflødigt at opremse de andre.

Og her skete det mærkelige, at Emil Holm, skønt opdraget til og med musik gennem et liv - han var i slutningen af halvtredserne, da han overtog'radioen - åbenbarede en levende -sans også for disse andre sider af sin nye virksomhed.

Lad så være, at vor radio siden hans afgang i 1937 på adskillige felter har udvidet sig, er slået ind på andre veje end dem, han nu fulgte - og ønskede at følge, tiderne skifter og kravene med dem. Men om nogen stagnation i hans tid blev der aldrig tale, han var lydhør til det sidste.

En diktator er han undertiden blevet kaldt med nogen spøgefuld overdrivelse, --- diktator kan man jo ikke godt være i en institution, hvor radiorådet gennem sit prograniudvalg til syvende og sidst har afgørelsen. Men så meget var der dog i det, at han var alt andet end et siv i en højere myndigheds hånd, han tog sine standpunkter og hævdede dem, ofte i en kategorisk form, men, vel at mærke, dette kategoriske var ikke udtryk for magtlyst men for overbevisning. Der er forskel!

Jeg arbejdede sammen med ham i en årrække, fra 1928 til hans afgang. Ak tiden - »den iler hastigt, hastigt hen« som der står i den gamle vise! Tidsrummet, efter at vi skiltes, er allerede adskilligt længere end det, hvor jeg mødtes med ham daglig. Men dog står de år for mig lyslevende, og jeg mindes dem med glæde, ikke mindst takket være hans personlighed.

Jeg fik de facto --- for om nogen afdelingsmæssig adskillelse var der dengang endnu ikke tale - ledelsen af den drainatiske afdeling, under ham selvfølgelig, det var hans ønsker og beslutninger, der var de afgørende, men han havde en fortræffelig egenskab: når han havde tillid til en medarbejder, gav han ham i vid udstrækning frie hænder. Det var ham, der, som sagt, tog beslutningerne, egentlig enhver beslutning, han havde måske den fejl, i det mindste vanskelighed for sig selv, at han helst ville gøre alting selv, men den, han stolede på, fulgte ham gerne. Og så havde han en fortrinlig egenskab til, ikke lige almindelig hos ledere: han var altid rede til at tage ansvaret - også for sine medarbejderes fejl, selvom han altså i realiteten ikke havde det. Med et lille smil kan man måske sige: han elskede at tage ansvaret! Jaja, det er nu ikke alle der gør det.

En ubetinget respekt for kunsten prægede Emil Holms arbejde. At han ofte måtte slå af på sine krav er klart, en folkelig institution som radiofonien kan ikke, og skal forøvrigt heller ikke, præstere »kunst« fra morgen til aften; han gjorde det også undertiden med nogen bitterhed, undertiden med et smil, det kom an på, hvad man forlangte af ham, for god folkelig underholdning var han på ingen måde nogen modstander af, men hans hjerte var hos kunsten. En såre rosværdig indstilling, ikkesandt? Men selv det rosværdige kan jo vendes om til dadel, og det er ingen hemmelighed, var det heller ikke for ham selv, at der i visse kredse oparbejdedes en modvilje mod hans ledelse, han gjorde radioen for »fin«, ikke populær nok.

Man kan have forskellige meninger om radioens opgaver, den går ind i en million hjem med de forskelligst mulige interesser, alle skal de have noget for sig, intet emne bør derfor være den fremmed. Det eneste den ikke må blive er en folkelig varieté. Dér ligger faren, Holm. så den og kæmpede imod den alle sine dage.

Det er klart, at en mand med Emil Holms, uddannelse ikke kunne følge med på alle punkter, selv ikke indenfor sin elskede verden: kunsten.

Jeg nævner litteraturen, hvor jeg fik med ham at gøre: Klassikerne kendte han, jeg vil næsten sige: overraskende godt. Om de nyere generationer vidste han mindre, men han havde det, nordmænd kalder »tæft«, en fornemmelse altså, og til den, der vidste inere, overlod han så resten. Og på en vis måde fulgte han faktisk med, han kendte de nye navne, havde læst om dem, hørt og forstået, og han var rede til at give dem plads på sine programmer, når han blot havde en fornemmelse af kvalitet.

Kvalitet var Emil Holms kriterium, kan en leder have et bedre? Så kunne man være uenig med ham. i vurderingen, hvordan skal det undgås, når man har med et så ubestemmeligt begreb som kunst at gøre ?

Kvalitet var det stempel, han satte på radiofonien i dens ungdoms- og udviklingsår. Hvilken lykke, at det blev ham, der blev dens leder, og ikke en eller anden folkelig varieté-direktør.

Oluf Bang.