Musikopdragelsen og skolerne,1

Musikopdragelsen og skolerne, I

Af Povl Fledelius

Nedenstående artikel er holdt som foredrag den 25. september i Musikpædagogisk Forening og Selskabet for Rytmik og Afspænding. Hensigten med foredraget er at give en oversigt over den nuværende situation og derved fjerne forskellige misforståelser, der lejlighedsvis er blevet udtrykt.

Der er blevet sagt mange smukke ord om den højnelse af musikkulturen, som vi alle er interesserede i. Hertil kunne man bemærke: hvorfor skal man i det hele taget beskæftige sig så meget med denne højnelse af inusikkulturen? Er det ikke rigtigt, hvad bl. a. Povl Hamburger engang har udtrykt, at musikken er en aristokratisk kunst, der i virkeligheden kun er for de få udvalgte? Er det virkelig muligt at få alle med? Nej, det er næppe muligt at få alle i tale, ligesålidt som det trods de bedste bestræbelser er muligt at få alle mennesker til at interessere sig for Holberg, Goethe eller Shakespeare. Men de senere års udvikling både herhjemme og i udlandet har bevist, at det er muligt at f å mange med, mange flere end man oprindelig turde regne ined. Psykologien har godtgjort, at kun et fåtal af mennesker er direkte umusikalske; og den moderne pædagogik har med sin menneskelige forståelse og sine levende metoder vist, hvordan man kan fange både børn og voksne, som man ikke tidligere kunne få i tale.

Men så kunne man stille et andet spørgsmål: Har vi musikpædagoger og sanglærere ret til at slå så stærkt på tromme for vort eget fag. Har vi lov til at bearbejde myndighederne for at få dem til at tildele netop musikken og sangen den stilling og de kår, som vi synes er nødvendige. Kunne ikke repræsentanter for andre kunstarter: tegnere, malere, bildende kunstnere med lige så stor ret kræve, at det blev deres fag, der fik en central stilling i samfundslivet og i skolerne. Jeg tror det ikke. Musikken har noget for sig selv, som gør den til en udpræget folkelig kunst, med bud til de inange. Musikken spænder på en mærkelig måde f ra det mest primitive: simple sange og enkle melodier til de meget komplicerede værker. Derfor har den i alle sine varierede former noget at sige de allerfleste mennesker. Og de, der fanges af musikken, slipper den ikke. Hvis de ledes på den rigtige måde, vil de opdage, at musikken giver dem større og mere intense værdier, jo mere de trænger ind i den. Det er musikkens æsletiske værdi. Men tillige tror jeg afgjort på dens sunde og foreedlende indflydelse. Det skyldes ikke blot dette, at musikken som oftest er udtryk for et ædelt og rigt sind, det skyldes også musikkens særlige samlende egenskaber: man synger sig sammen, inan spiller sig sammen. Hvor folk mødes til musikudøvelse, opstår der et intimt fællesskab, hvad enten inan i fællessang giver udtryk for det, der opfylder alles sind, eller man i kor og orkester tolker de stemninger, som komponisterne har nedlagt i deres værker. Der er vist ingen tvivl om, at man på dette grundlag har lov til at sige, at musikken ikke blot er en god og sund interesse, men at den samtidig kan have en samfundsmæssig betydning, når den anvendes i det godes tegn. Derfor må vi musikpaedagoger og sanglærere arbejde for, at musikken både gennem skolerne og gennem privatundervisningen når frem til så mange mennesker som muligt og bliver, ikke blot en adspredelse, men en livsbetingelse for dem.

Men hvor langt er vi nu nået i dette arbejde?

Der er pessimister, der har tegnet et meget mørkt billede af, hvor langt vi er tilbage i forhold til andre lande. De fleste kender interviewerne med Finn Høffding og hans kronik i Politiken sidste år. Finn Høffding har blandt andet angrebet skolemyndighederne og skolesanglærerne for deres manglende indsats. Jeg vil gerne senere gå imod disse tanker og erklære mig for en uforbederlig optimist, der tror på, at vi er inde i et rigtigt spor. Men først skal vi lige gøre status op ved at betragte den udvikling, der har fundet sted i løbet af den sidste generation.

Musikkens stilling i samfundet har jo været forskellig, i de forskellige lande og til forskellige tider. Man kan vist godt sige, at vi herhjemme ved århundredets begyndelse har været i en bølgedal. Det var den almindelige anskuelse, at danskerne ikke var særlig musikalske - synge kunne de da i hvert fald. Det var først Mogens Wöldike, der med Palestrinakoret i 1928 viste, at vi danske kunne yde en korkunst, der stod på højde med den bedste korkunst. andre steder i verden. Det var også Wöldike, der som sanginspektør erfarede, at den gode skolesang ikke så meget hang sammen med elevernes mer eller mindre udprægede musikalitet, men mere med sanglærerens eller korlederens musikalske og pædagogiske evner. Dette åbner et perspektiv: Det er i virkeligheden sanglærernes kvalifikationer det hele står og falder med, når der er tale om musikopdragelsen gennem skolerne.

Med hensyn til amatørmusikken udenfor skolerne kan man også sige, at man har været i en bølgedal. Jeg har fra min barndom indtrykket af, at musikudøvelsen var forbeholdt de temmelig få, der enten var økonomisk i stand til at betale den ret dyre undervisning, eller som kom fra hjern, hvor musikken føltes som en livsbetingelse. Hertil kommer, at den gammeldags musikundervisning sikkert dræbte mange spirer ved sin noget rigoristiske fremgangsmåde, idet man endnu ikke havde forståelsen af at tage hensyn til elevernes individuelle anlæg og forudsætninger.

I de sidste 20-30 år er der imidlertid sket en glædelig udvikling herhjemme. Med impulser sydfra, fra Fritz Jöde og hans kreds, er der vokset et folkemusikalsk arbejde op, der har sat sine spor i vide kredse. Lad mig -- udenfor skolerne - nævne »De danske Folke-Musikskoler«, der har afdelinger rundt om i landet med ialt over 2000 elever, Københavns Kommunes, Fortsættelseskursus, Folkeuniversitetet (»Unifo«), Gymnamusa, Heerups kammermusikforening for gymnasieelever og andre unge. Også forskellige politiske organisationer har draget musikken ind i deres oplysende arbejde. Jeg skal tillige nævne, at højskolerne er begyndt at tage det musikopdragende arbejde op. Ved Vestbirk højskole i Jylland er der for de interesserede elever oprettet en udvidet undervisning i hørelære, korsang og musikkundskab. Man må heller ikke glemme det unge Amatørorkester samvirke (»Danske Amatør-Symfoniorkestres Samvirke«), hvis formål bl. a. er at fremme interessen for den aktive musikudøvelse.

Hvis man spørger om, hvem der har æren af alle disse resultater, kunne man nok nævne forskellige fremtrædende personligheder. Men lad os i almindelighed slå fast, at udviklingen er sket ved et smukt samarbejde og en frugtbar vekselvirkning mellem musikpædagoger, skolesanglærere og komponister. Jeg vil gerne her et øjeblik opholde mig ved den indsats, som specielt musikpædagogerne, medlemmerne af Mp F har ydet. Det er musikpædagogernes fortjeneste, at musikundervisningen herhjemme har opnået en smuk standard. Det var folk som Høffding og den udmærkede Olaf Jacobsen, der i sin tid inspirerende gik i spidsen. De var åbne for de nye pædagogiske tanker, og de havde evnen til at bringe dem i praktisk form. De satte målet højt, stillede store krav til musikpædagogerne gennem skærpelse af den musikpædagogiske eksamen. Men samtidig gjorde de gennem hørelære, holdundervisning, formiagttagelse og andre midler undervisningen folkelig og levende, således at man havde mulighed for at få de mange med. Resultatet er da også, at tilgangen af undervisningssøgende er vokset betydeligt gennem de senere år.

Alt dette er glædeligt; og dog er der ingen tvivl om, at skal man gennemføre et folkemusikalsk arbejde på virkelig bred basis, må man først og fremmest have fat på børnene, på alle børnene; og det kan bedst ske gennem skolerne. Derfor er det så vigtigt, at der netop her sættes ind med et effektivt inusikopdragende arbejde - ubrudt og organisk - gennem alle skoleårene. - Sker dette? Svaret lyder ofte nej. Men også her vil jeg have lov til at sige, at der har fundet en betydningsfuld udvikling sted, og at vi er på det rigtige spor. Lad os et øjeblik betragte, hvad der gøres på de skoler, hvor der er en dygtig og idealistisk sangleerer.

Grundlaget for skolernes musikundervisning er den enstemmige fællessang, hvorigennem eleverne tilegner sig vore danske sange og salmer i den rækkefølge, der svarer til deres udviklingstrin. Der er ,sagt en del imod fællessangen. Men jeg er ikke i tvivl om, at den isæ- r i grundskolen og de første melleskoleklasser er og må være den kerne, hvorom det andet bygges op. Ikke blot har vi i vore salmer og sange en rig musikalsk skat, der betyder en sund påvirkning af børnene; gennem sangen kan de også lære at behandle stemmerne som et instrument, så de føler den samme glæde ved at synge som mange af os andre ved at spille; og gennem sangen kan de opøves i nodelæsning, således at de på en aktiv måde tilegner sig musikkens grundelementer. - Det er karakteristisk, at i Schweiz, hvor man i de senere år på en imponerende måde har opbygget musikopdragelsen, får børnene ikke lov til at spille et instrument, før de har deltaget et eller to år i skolernes sangundervisning. Vejen er denne: Først skolesang. Derefter blokfløjteundervisning 2 eller 3 semestre. Først da mener man, at børnene er modne til at spille et andet instrument som klaver, violin eller tværfløjte. Derfor er jeg overbevist om, at sangen med de dertil hørende discipliner, stemmedannelse og hørelære, må være det centrale i skolernes musikopdragelse. Men naturligvis bliver man ikke stående ved den enstemmige sang alene. Efterhånden som eleverne bliver ældre, øves de også i lettere kanonsang og to- eller trestemmige sange, der indfører nye momenter og derfor også kan anvendes som et led i den musikalske udvikling.

Nu har jeg indtrykket af, at forskellige inusikpædagoger kunne ønske en mere direkte musikopdragelse end den, de mener finder sted gennem sangen. Jette Tikjøb og Else Printz har på en smuk i-nåde vist, livordan man kan vække børns interesse for musikværkerne. Det er meget fortjenstfuldt og kunne uden tvivl overføres til skoleundervisningen. Men som forholdene i øjeblikket ligger, med det ringe antal sangtimer, er det umuligt at nå indenfor disse. Det kan måske lejlighedsvis puttes ind og kan naturligvis drives udenfor skoletiden for de særlig interesserede; men det må ikke ske på bekostning af den sanglige opdragelse. For det er efter min mening elevernes egen aktive musikudøvelse, der er det væsentlige, hvad enten den finder sted gennem sang eller gennem instrumentspil.

Derimod kunne jeg tænke mig, at en sådan form for musikkundskab kunne dyrkes i de højere mellemskoleklasser og i den eksamensfri mellemskole. Disse klasser danner undertiden en problematisk overgangstid, især hvis man har med drenge at gøre: De er i en vanskelig alder; mange af dem er ved at gå i overgang, og de befinder sig på et udviklingstrin, hvor deres sind i og for sig begynder at åbne sig for de musikalske værdier, men hvor man samtidig må beliandle dem med en særlig forståelse af deres standpunkt og natur. Her vil man sikkert med held kunne benytte de veje, der er anvist, dels af pædagoger som Jette Tikjøb og Else Printz, dels af Grytter og Hans Overgaard med deres indførelse af rytmemusik. Jeg ved, mange betragter denne med lidt blandede følelser. Men Hans Overgaards erfaring går ud på, at han netop ad denne vej har fanget mange vanskelige elever og vakt deres interesse også for den klassiske musik.

Efterhånden som eleverne bliver mere voksne, fra IV mellem og opefter, bliver mulighederne større. Især i gymnasietiden, i denne måske allermest betydningsfulde udviklingsperiode, er der grundlag for en endnu mere direkte og positiv opdragelse af de unge. De er stærkt påvirkelige. Mange af dem er intelligente og levende. De lærer hurtigere og kan derfor gå i lag med større opgaver. Hvor drenge og piger går sammen, er der mulighed for et fortræffeligt skolekor. Også musikkundskab kan drives mere rationelt, fordi eleverne på dette udviklingstrin har forudsætning for at forstå både de æstetiske og etiske værdier, den kulturelle baggrund og det mere abstrakt-formelle. Derfor drives der i gymnasierne en del musikkundskab med gennemgang af hovedværker ved grammofon eller klaver. Dette er meget værdifuldt, men rummer dog en vis fare, hvis det sker på bekostning af det sanglige arbejde. På grund af det ringe antal sangtimer, der også i gymnasiet er en hæmning for arbejdet, bør man sikkert koncentrere sig om det, der er det væsentlige, nemlig det elementære grundlag gennem stemmepleje og hørelære og den aktive musikudfoldelse gennem korsangen. Det andet må tages lejlighedsvis, når tiden tillader det, eller indtil videre henlægges til demonstrationer udenfor skoletiden.

Det er i det hele taget begrænset, hvad der kan nås indenfor de få timer. Derfor påtager en sanglærer sig ofte et betydeligt ekstraarbejde udfra rent idealistiske motiver, neinlig ud fra ønsket om at bygge skolens musikliv op, at give eleverne den fulde glæde ved musikken og derved se resultaterne af sit arbejde.

Lad mig først nævne oprettelsen af frivillige skolekor. Nogle skoler har endogså to kor, f. eks. ét bestående af mellemskolebørn og et af gymnasieelever. Det er et fortræffeligt arbejde, der mange steder gøres. Disse kor har ikke alene betydning for elevernes musikalske udvikling, men er også et led i skolens liv, idet de benyttes ved festlige lejligheder, ved højtider og ved koncerter for børnene og deres forældre.

Ved mange skoler oparbejdes også et skoleorkester, der dels kan optræde med selvstændige opgaver, dels i forbindelse med koret. Hvad der her ydes, er ofte beundringsværdigt. Men det er ikke altid, man hører om det. For nogen tid siden stod pressen på den anden ende, fordi vi fik besøg af en svensk skoleopera; og vore sanglærere fik revet i næsen, at sådan noget burde de også lave. Det var lidt forstemmende, at pressen ikke vidste, hvad der i denne henseende er foregået herhjemme. Ved mangfoldige skoler landet over er Karl Clausens skoleopera »Klokken« og Kurt Weils »Jasager« blevet opført foruden kompositioner for solister, kor og orkester af danske komponister som Oluf Ring, Roikjer, Sven Kock, Einar Jacobsen og andre. Jeg kan fortælle, at der netop nu er blevet fuldført en eventyrkomedie med korsang, ballet og orkester, udelukkende beregnet for skolebørn. Den vil sikkert i årets løb f å sin første opførelse på en københavnsk kommuneskole.

Som et opmuntrende moment skal jeg også nævne de fælleskoncerter, der har fundet sted mellem forskellige gymnasier, f. eks. et pige- og drengegymnasium i København eller mellem København og provinsen. Tillige skal jeg nævne de fælleskoncerter, som sanginspektør Grytter lejlighedsvis har foranstaltet med udvalgte kor og et udvalgt orkester, bestående af elever fra københavnske kommuneskoler.

Det kan være et tålmodighedsarbejde at få et skoleorkester i gang. Ofte man man begynde på bar bund. Her har man imidlertid en god hjælp i den instrumentalundervisning, der nu finder sted ved mange skoler. Den blev oprindelig startet på enkelte musikpædagogers private initiativ, idet de fik lov at benytte skolernes lokaler og til at dele brochurer ud blandt eleverne. Men denne undervisning har både for orkesterarbejdet og for skolernes musikopdragelse vist sig at være så betydningsfuld, at det nu mange steder er sanglæreren selv, der organiserer den i skolens navn. Han knytter instrumentallærere til skolen og påtager sig den praktiske administration. Dertil kommer, at lysten smitter fra barn til barn, således at man kan konstatere en stadig voksende tilgang.

Også myndighederne stiller sig mange steder forstående overfor dette arbejde. Således yder Københavns skoledirektion hvert år betydelige beløb til indkøb af instrumenter og til honorering af kor- og orkesterarbejdet. Noget lignende gælder Frederiksberg og Gentofte. Og der er såvidt jeg ved provinsbyer, hvor der endog gives tilskud til instrumentalundervisningen. - Der er på dette sted grund til at udtrykke en tak til de skoleledere og skolemyndigheder, der på den nævnte måde har vist deres forståelse af den musikalske opdragelse gennem skolerne.

Hvis der arbejdes på den rigtige måde i sangtimerne, og hvis der desuden drives instrumentalundervisning, korsang og orkesterspil, er musikkens kår nu ikke helt ringe. Men desuden findes der andre opdragende midler, der ikke falder direkte ind under sanglærernes område.

I flere år har man i København og provinsen foranstaltet orkesterkoncerter for skolebørn. Disse koncerter bliver som regel anlagt i 2 serier, den ene for mellemskolen og realklassen, den anden for gymnasierne. Værkerne bliver udvalgt med megen omtanke. Ved selve koncerten indledes de med en kort, mundtlig orientering, og de trykte programmer indeholder oplysninger om de pågældende komponister. Tanken med skolekoncerterne er rigtig, og tilstrømningen viser også deres berettigelse. Men et par ting burde måske fremhæves på grundlag af de erfaringer, man har gjort i England og Schweiz: 1) For det første bør værkerne inden koncerte n være gennemgået i skolen. Dette gøres i de andre lande, men vist ikke her. I England lægger man i det hele taget stor vægt, på »bekendthedsmomentet«: Værkerne må ikke være fremmede for eleverne. Derfor sørger man ligefrem for, at der ved hver koncert er mindst een komposition, der har været spillet tidligere. - 2) En anden ting er, at man sikkert ikke burde indskrænke sig til orkesterværker alene, men også burde præsentere kammermusik, solospil og vokalkompositioner. Dette er med held gjort forskellige steder i England og giver børnene en rnere alsidig musikforståelse. Måske var dette en opgave for Mp F. i samarbejde med skolepædagoger og skolemyndigheder.

Endnu et led i skolernes musikopdragelse er Skoleradioen, der gennem forskellige udsendelser søger at supplere skolernes undervisning. Der ligger her store muligheder. Radioen har midler, som skolerne ikke råder over: et professionelt orkester, udmærkede solister, en righoldig samling af grammofoner og lejlighed til at engagere specialister på de forskellige områder. Men skoleradioen er i sin begyndelse og forbundet med mange praktiske vanskeligheder. Derfor er den blevet en del kritiseret. Den har imidlertid allerede udført et fortjenstfuldt arbejde; og dens meget sympatiske repræsentanter har vist deres vilje til at træde i kontakt med skolesanglærerne. Jeg er derfor overbevist om, at også skoleradioen vil blive en betydningsfuld faktor. Jeg skal nævne, at man netop i denne sæson har indført noget nyt i skoleradioen, nemlig lærerinstruktion. I ganske korte udsendelser, der. f. eks. berører behandlingen af brummerne, arbejdet med overgangsdrengene, nodelæsningsspørgsmålet og andre ting, giver man lærerne underretning om mange af de problemer, som de daglig tumler med.

Når jeg har omtalt de forskellige former for musikopdragelse på og i forbindelse med skolerne, er jeg hidtil gået udenorn et enkelt fag, nemlig rytmikken. Rytmik og afspænding er opdragelsesmidler, hvorved man søger at knytte bevægelse og musik til hinanden. Med stort held har Gerda Alexander og Else Hamburger gennemført rytmik med børn og påpeget dens betydning for disse. Gerda Alexander inener, at rytmikken både musikalsk og alment opdragende har en så fundamental betydning, at den burde indføres i alle børnehaver og skoler.

Jeg vil nu gerne vende tilbage til en bemærkning, jeg tidligere har fremsat: at skolernes musikopdragelse står og falder med sanglærernes kvalifikationer. Dette fører mig nemlig ind på at omtale sanglærernes uddannelse.

- Sang og musik er et vanskeligt fag i skolerne. Det kræver i endnu bøjere grad end de andre skolefag, at kereren kan konmie i umiddelbar kontakt med børnene og derved vække deres interesse. Kan han ikke det, er spillet tabt, og der kommer ikke noget ud af det musikalske arbejde. For man kan nu éngang ikke tvinge børn til at synge. Men forudsætningen for at skabe denne kontakt beror på mange forhold: på kærlighed til faget og sympati for børnene, på positive kundskaber og praktiske færdigheder og - ikke mindst - på pædagogisk erfaring. Det er derfor nødvendigt at give den vordende sanglærer en alsidig, fyldig uddannelse, hvis han ikke (som det desværre ofte er sket) skal famle sig gennem de første undervisningsår og derved slå meget istykker for sig selv og eleverne.

Sanglærerne ved de danske skoler har fortrinsvis to uddannelsesmuligheder: universitetet og seminariet. På universitetet får studenterne en specialuddannelse gennem mange år. Universitetsstudiet er undertiden blevet kritiseret som overvejende teoretisk; men det gælder ikke mere. Ved en storartet indsats fra professor Abrahamsens og professor Jens Peter Larsens side får de studerende nu foruden de teoretiske kundskaber uddannelse i klaverspil, hørelære, stemmedannelse, korsang, kordirektion og skoleorkesterinstruktion. Det er endog kommet så vidt, at de studerende selv har ymtet noget om, at de praktiske discipliner er ved at stjæle tiden fra de videnskabelige sysler. Jeg kan ikke se andet, end at universitetsuddannelsen i den nuværende form giver en meget alsidig og sund udvikling. Det eneste, der måske lader noget tilbage at ønske, er den pædagogiske træning, der endnu er for kortvarig til at give kandidaterne den nødvendige erfaring. Her kunne måske sættes ind, enten med en længere pædagogisk uddannelse eller med pædagogisk vejledning allerede i studietiden. (Fortsættes.)