Om folkeviseoptegnelse i ældre tider

Om f olkeviseoptegnelse i ældre tider

Ved Bengt Johnsson

I sin »Dansk Musikhistorie indtil ca. 1700« giver Angul Hammerich en fremstilling af de få overleverede melodioptegnelser af folkevisen eller, som den bedre burde kaldes, middelaldervisen. Imellem de spredte eksempler gengiver Hammerich melodien til »Valravnen«, der findes noteret i Hans Mikkelsen Ravns store musikværk »Heptachordum Danicum«, 1646. Der gås i ovennævnte bog ikke ind på selve metoden, som Ravn har anvendt overfor nedskrivningen af en gammel »profan« sang, og dér skal lier bringes en fuldstændig oversættelse af det pågældende sted (Hept. s. 92-96). Den latinske tekst udelades dog her for korthedens skyld, men samtidigt følger enkelte kommentarer til oversættelsen, som jeg har gjort så »ordret« som mulig.

»Kap. IX (i anden del af Hept.)

Om at opnotere en hvilkensomhelst melodi, der er opfundet af ukyndige og andre tilfældige, på nodesystemet.

Da jeg (vi) forlængst har lært en person med en ganske almindelig forstand, på hvilken måde en melodi kan opbygges og skabes helt fra ny, så synes det mig nu at være lønnende at anføre også det, der i musikken er forbundet med en ikke ringe vanskelighed, nemlig at bringe en sang, hvad enten det nu er en gammel eller en ny, der er improviseret og blevet til i samme øjeblik, på nodesystemet, så at noderne i den skrevne melodi nu nøjagtigt svarer til det, der for lidt siden er sunget. For eksempel, hvis inaii hører en eller anden af vore gamle sange, såvel de kirkelige som de profane, hvilke vi i almindelighed kalder »Kieempeviser«(1), en melodi, som man aldrig før har hørt, hvorledes man så på grundlag af den sang, man har hørt, kan opfatte og opnotere melodien med bestemte og egnede noder. Jeg vil lære den guddommelige tonekunsts elskere »populært«(2), som man siger, hvorledes jeg selv plejer at forsøge dette og også gør det med held.

Jeg skal på dette sted ikke overveje, om det sker grundet på talent eller ej, at de iblandt vore landsmænd, som forstår sig på at synge disse sange dygtigt, begynder allerførst med at intonere indskudsverset, på folkesproget: biquad eller omquædningen(3), når de er blevet bedt om at synge en sang; og de anslår melodiens toneart udfra denne verslinie(4). Men jeg vil overlade det til dem, som har en viden udover det almindelige, at undersøge og.prøve det, og jeg vil for nærværende blot påvise, at den samme metode i reglen kan beholdes ved den slags sange, der skal overføres til nodesystemet.

Men jeg går videre ad denne vej, således:

1) Jeg studerer melodien opmærksomt af den foredragendes mund, på den måde det nu bedst kan gøres, jeg overvejer særlig den naturlige klang af omkvædet, som jeg nedskriver og placerer på papiret, idet jeg hurtigt noterer noderne samtidig med det første bogstav deraf: u, r, m, f, s, 1, s (5), hvoraf man for det meste kan få at vide, i hvilken toneart melodien skal stå.

2) Jeg efterligner den foredragende ved at stemme i med, så at jeg med tydelig stemme, med sangeren som forbillede, forstår at afsynge sangen. Dernæst, når jeg har lært den lige så godt, synger jeg ikke mere sangens ord, men afsynger en eller anden kunstløs remse, en mellemting mellem ord og voces musicales(6), alt efter behag med flydende røst.

3) Jeg føjer noderne til lidt efter lidt og sætter dem til det, som er blevet fremført, hvad det nu end er, på denne uartikulerede måde, idet melodien stadig er bevaret, og, for at jeg ikke skal ødelægge den eller miste den ved mellemkomsten af flere vers, gennemløber jeg ikke hele strofen på een måde, men jeg synger eet eneste vers eller linie atter og atter, indtil jeg således lidt efter lidt udfra ordene i den midterste melodi når frem til noderne fra den uordnede klang. Når jeg har gentaget disse adskillige gange ved at synge dem, så skriver jeg dem ned med det samme, og den melodi, som jeg omsider skriver op på nodesystemet, bliver nu rigtigt opstillet og gengivet efter en eller anden toneart, den som det nu skal være, men naturligvis altid i den toneart, hvor den sidste node i sangen ligesom med vilje har bragt den syngende(7).

Som passende eksempel bruges her en melodi over en sang, hvis begyndelse lyder: Raffnen hand flyffuer om Afftenen / om Dagen hand icke må etc., og den fundne melodi afpasses nu efter noderne og opnoteres.

1) Jeg udsøger mig en eller anden, som kan synge bedst. Ham lytter jeg opmærksomt på, mens han synger. Hvis jeg ikke opfatter hele strofen tydeligt, lærer jeg omkvædet. (det indskudte vers), og gentager det så mange gange, idet jeg dog udelader ordene, indtil jeg lidt efter lidt glider over til ordene ved at synge de samme uartikulerede stavelser, og jeg nedskriver det første bogstav af dem(8) på en tavle eller på nodepapiret

1) Men Raffnen hand flyffver om Afftenen / gentages nogle gange.

2) Tal ta la ra ra li la ta ta ra etc.

3) Mi, fa, mi, re, ut, mi, re, re.

4)

[musikeksempel]

Dernæst finder jeg på lignende måde det, som går forud i den samme strofe:

[musikeksempel]

Bemærkning

1) Når den slags sange, som ikke er skabt efter takt, skal synges, og der er en bestemt afvigelse eller uregelmæssighed i rytmen, har jeg opløst de førende noder ved at rive dem fra hinanden (d.v.s. skille dem). Mens de gamle for det meste har rettet noderne efter sangens første strofe, idet noderne undertiden blev opløst, så er det mærkeligt, i hvilken grad det besværer de elever, der mener, at de samme formindskninger bør overholdes i alle andre strofer omtrent på de samme steder.

2) Men ovennævnte verdslige sang skulle gerne bestå af vekselvis 8 og 7 stavelser. Således skal otte rigtige noder høre til de første verslinier, og syv til de andre sammen med omkvædet. Af den grund ser man også, at ligeså mange noder er skrevet ovenover ordene:

Raffnen hand flyffver om Afftenen /
1 2 3 4 5 6 7 8

Om Dagen hand icke må:
1 2 3 4 5 6 7

Den skal haffve den krancke Lycke /
1 2 3 4 5 6 7 8

Den gode kand icke nå.
1 2 3 4 5 6 7

Men Raffnen hand flyffver om Afftenen.
1 2 3 4 5 6 7 8

3) Alle de gamles sange, både de kirkelige og de verdslige, skal altså skanderes ved fødder, så at de gengiver en Spondæ eller Daktyl, og de skal ikke afmåles ved antallet af stavelser.«

Således lyder dette afsnit om vore gamle viser. Det interessante ved beskrivelsen. er først og fremmest, at viserne tydeligt har været i sit fagreste flor hos den danske almue på Ravns tid. Den lærde musikteoretikers fremgangsmåde ved opnoteringen af de gamle sange er så klar og enkel, at man selv i vore dage kan nyde godt af den, hvis man står uden fonografens hjælp.

Hvad selve musikeksemplet angår, så synes Hammerich at være tilbøjelig til at fordømme cis i anden linie, udfra den overbevisning, at tonaliteten er dorisk (»et cis, som bryder Kirketoneartens Renhed og aabenbart ikke hører med til den oprindelige Melodi. Det bør derfor erstattes med Tonen c«). Denne bemærkning passer godt ind i det system, som Thomas Laub har påført middelaldervisen, men vi har egentlig -ikke nogen rimelig grund til at antage, at netop den pågældende melodi skulle høre til den »rene doriske toneart«. Når man har gennemgået Ravns fyldige og velskrevne afsnit orn kirketonearterne, der omfatter de dengang anvendte tolv oktavrækker ifølge den berømmelige teoretiker Glareans »Dodechachordon«, 1547, kan man næppe godkende Hammerichs formening, at det pågældende cis skulle have »indsneget sig«. Der må snarere være grund til at konstatere, at vi med Ravns melodieksempel står overfor en af de mange prøver af den danske middelaldervise, der indeholder dur-moll islæt, altså elementer fra den ægte folkelige melodik uden påvirkning fra kirketonearterne. I Glareans ovennævnte værk ophøjes jo netop de to kirken fremmede tonerækker c-jonisk og a-æolisk til at være ligeberettiget med de gamle strenge tonearter, og der har givet været grund til at yde dur og moll-rækken borgerret side om side med de traditionelle tonearter, netop fordi dur og moll var en væsentlig baggrund for folkemusikken. Endelig med hensyn til rytmen er Ravns eksempel og hans forklaring vigtig, fordi han netop siger, at takten, nodernes længde, skal opfattes ud fra tekstens korte og lange stavelser, et princip, som man finder i den franske Troubadour-sang, den såkaldte Modus-lære. Ligeledes siger han i bemærkningens første afsnit, at hver strofe i en vise har sin egen rytme eller afvigelser fra den rytme, som findes i den første strofe, og at det er forkert at rette de andre strofers rytme efter denne. Desværre kommer Ravn ikke nærmere ind på, hvorledes de strofer, der indeholder uregelmæssigheder, skal indrettes. Der er sikkert her et problem, som vanskeligt lader sig løse. Laubs fremgangsmåde, som den kendes fra hans melodiudgave, hvor en hel vise er »gennemkomponeret«, og hvor melodien ustandselig skifter udseende for hver strofe, synes ikke helt overbevisende. Muligvis består fremgangsmåden i, at man afkorter og udvider visse tekststavelser, for at rytmen bedre kan passe til versmelodien. I Ravns gengivelse af Valravnens 1. strofe er de overflødige stavelser som -ver og -te trykt med små typer for at anskueliggøre deres gåen op i den foregående betonede stavelse (jfr. det ovenfor angivne vers i første og sidste verslinie).

Nærværende udsnit af Ravns »Heptachordum« vil forhåbentlig give et lille bidrag til undersøgelsen af vore gamle viser. Samtidig er det det lettest forståelige og i bogstavelig forstand mest »populære« afsnit i det omfattende historisk- teoretiske arbejde, som den lærde skolemand har udarbejdet på et tidspunkt, hvor musikkens kunst stod i sit bedste skrud i vort land.

Fodnoter:

(1) Ravn skriver: Quas vulgo Gigantum nominamus, hvilket naturligvis er en pudsig latinisering af det danske »kiempe(vise)«

(2) Ravn bruger den gamle romerske vending for populært (d. v. s. uvidenskabeligt), nemlig pingvis Minerva.

(3) Biquad eller omquad kommer Ravn yderligere ind på i sin lange »Prolegomena«, der bl. a. omfatter en fyldig redegørelse for den danske folkemusik, hvor han fremholder, at biquad var en slags formler, der knyttes til de strofer, som en skjald arbejdede med ofte som ren improvisation.

(4) Det synes også ret tydeligt at fremgå, at omkvædet i musikalsk henseende var afgørende for formningen af den følgende visemelodi, i hvert fald ved bestemmelsen af tonearten.

(5) Bogstaverne u, r, m, etc. er forkortelser af de såkaldte voces musicales, der lige siden den tidlige middelalder udgjorde fundamentet for hele tonesystemet.

(6) Når Ravn ikke med det samme kan anvende voces, er det, fordi han jo ikke straks er i stand til at bestemme de enkelte toners intervalforhold, føreend noderne klart er udskrevet.

(7) Tonearten bestemmes foruden gennem onkvædet tillige gennem slutningstonengandek som i den gregorianske sang, som Ravn tidligere i værket gør rede for ( i afsnittet om kirketonearterne, de Modi).

(8) Her menes vel voces.