P.E. Lange-Müller 1850 - 1. december - 1950

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 11 - side 216-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

P. E. Lange-Müller

1850 - 1. December - 1950

Af Julius Clausen

I det Fremmede er hans Navn lidet kendt. i sit Fødeland er han højt æret og skattet. Nye Toner har banet sig Vej i dansk Musik siden Lange-Müller for snart 25 År gik bort; men der er ikke groet Græs på hans Grav. Gennemgå Radioens Programmer - Lange-Müller er måske den hyppigst spillede og sungne Tonedigter. Han taler til de Eenfoldige i Tonernes Verden, og han taler til dem, der fatter Poesien bag Tonerne. Lange-Müller er bleven »populær«, men intet lå denne kræsne Skønhedsdyrker fjernere end at stræbe efter Folkegunst. Det er sandt, at han er en udpræget dansk Kunstner - i sin begrænsede Lidenskab, i sin musikalske Veghed, i sin Sans for Nuancerne og i sin Afsky for al ydre Faktur; og derfor synes hans Musik måske en Ikke-Dansker bleg og lidet malerisk. Sandt er det også, at Danmark har fostret Musikere med større Vingefang og større musikalsk Formåen. Men neppe nogen, som i samme Grad forstod at sammensmelte Ord og Tone, neppe nogen, der forstod som han at lytte sig til alt det, som lå bag Ordet. Lange-Müllers Fantasi giver sig tilvisse ikke Udslag i en blændende Instrumentation, men den trænger ind til Sagens Kerne, til Stoffets Poesi.

Han er Mesteren i at søge »das Ding an sich«, alt det som Tonerne kan sige, men Ordet ikke udtrykke. Han er en Meddigter.

Han ligner ikke nogen anden dansk Musiker. Og Musiker i vulgær Forstand er Lange-Müller da heller ikke (skønt han, foragtende Titler, blot kaldte sig »Musiker Lange-Müller«). Han har ofte talt om Formens Betydning for Kunstværket, men han mestrede ikke altid denne Form vistnok i det mindre Format, Sangen men ikke med samme Overlegenhed i det orkestrale, hvor han sjeldent lod Mellemstemmerne differentiere sig. Lange-Müller skrev heller aldrig nogen Strygekvartet. Men hvor Ordet forbandt sig med Tonen, der var han den suveræne Mester. Thi han forstod at læse en Text og lytte sig til alt det, som både stod i Linjerne, imellem Linjerne og bag Linjerne, og at finde det musikalsk-poetiske tilsvarende Udtryk derfor.

Vilde man finde et Tema i Ord, over hvilket han har skabt uendelige Variationer, måtte det blive Ordet Længsel. Denne Længselsbro hvælver sig over hans musikalske Flod. Bølgerne nynner blidt i den lyse Sommernats Tusmørkestemning. De vugger i Dønninger i de tre vidunderlige »Sange ved Havet«, med Perlen »Snart er de lyse Nætters Tid forbi«. Og de klukker, bristefærdige af Længsler i Venezias Kanaler i Forspillet til »Renæssance«.

Helt fra de unge Dage finder han Udtryk for Vemod og Længsel. Første Gang i »Blomsterdigtene« med »Du min stille Lotusblomst«; og snart efter i hans højtelskede og landskendte Kvartetsang »Kornmodsglansen«. I min Bog om Lange-Müller har jeg meddelt to forskellige Traditioner om, hvor Kvartetten første Gang blev sunget: Herregaarden »Frihedslund« ved Tirsø, eller i en Båd på Sundet ud for Vedbæk. Sagen har jo ikke større Betydning. Men Ret skal være Ret. Og da en tredje Tradition siden er kommet til (venligst meddelt mig af fhv. Bankkasserer H. H. Schultz), benytter jeg Lejligheden til parentetisk også at gøre Rede for denne. Det var i Meddelerens Bedsteforældres og hans Moders Hjem i det endnu existerende lille Landsted »Vangehuset« på Hjørnet af Strandvejen og Vangehusvej, at »Kornmodsglansen« løb af Stablen. Sønnen Ingomar Trolle var Ven med Lange-Müllers Broder Emil; denne kom meget i Huset og læste ofte sine egne Vers. En Dag kom han med Noder til »Kornmodsglansen« og sagde, at hans Broder havde sat den i Musik, »og da vi jo ofte synger Kvartet her i »Vangehuset«, har han udsat den for 4 Stemmer.« Og så blev Kvartetten indstuderet og sunget ved en selskabelig Sammenkomst. De udøvende skal have været Sønnen i Huset, hans Ven, den unge Mediciner Storm (Gunna Breunings-Storms Fader), hvis Navn også forekommer i de to andre Traditioner, og muligvis Arkitekturmaler P. Kornbech og Marinemaler Neumann.

Sangen blev i første Række Lange-Müllers Arbejdsfelt, Rob. Schumann var hans store Forbillede, P. Heise har vel også inspireret ham. Men ved Siden af Indlevelsen i Digtet har Lange-Müllers svagelige Helbred med Kamp mod evindelige Hovedsmerter draget ham mod den kortere Form. Hans Ungdomsven Thor Langes Gengivelse af lillerussiske Folkesange med deres vemodige Understrøm fandt Genklang i Lange-Müllers tunge, ofte melankolske Sind. Han vilde gerne emancipere sig fra dette Tungsind og undertiden lykkedes det. Men hans egen længselsfulde Tone er den dybeste, skønnest udtrykt i Sange som »Faldende Blad« og »Far, hvor flyver Svanerne hen«.

Lange-Müller var altid en opfindsom og kræsen Melodiker med udpræget Sans for Fraseringen, og Ledsagelsen var båret oppe af Harmonier, der i Datidens Øjne ofte nærmede sig det dristige, med rig Anvendelse af Modulering og Sekvenser.

Da han som Komponist til Musiken til »Der var engang -« var slået igennem i den offentlige Bevidsthed, indløb Bestillingerne til ham om Kantater ved højtidelige Lejligheder (Udstillingen 1888, Universitetets Fest, Mindedag for Treårskrigen m.m.). Og Lange-Müller sagde ikke Nej trods sine fysiske Smerter, thi han var en arbejdsglad Mand. Det var god og sund Musik; men i Formen holdt han sig her til det vedtagne. Lange-Müller var ikke en Polyfoniens Kunstner. Al hans Orkestermusik har et homofont Præg. Nogen lærd Musiker blev han ikke. Men tilvisse Nationens »Festsanger«.

Han har kun efterladt sig een Symfoni af Betydning, som han kaldte »Efteraar«. I melodisk Skønhed og intensiv Poesi er denne Symfoni et. fremragende Værk

Sommerens Farvel i tostemmig Hornsats og den løvfaldsmættede vemodige Andante er af en sjelden Fylde og Stemning. Men trods flere Opførelser er denne prægtige Symfoni ikke bleven musikalsk Fælleseje som flere af N. W. Gades Symfonier, af den Grund, at den ikke klæder Orkestret. Farverne er for tykt lagt på, og Komponisten mangler tilstrækkelig Indføling med hver Instrumentgruppes Ejendommelighed og Speciale. Skønt Lange-Müller havde gennemgået musikteoretiske Kursus i Leipzig, havde han dog ikke lært nok af Instrumentationens Kunst. Her var han i det væsentlige Autodidakt.

Derfor blev han heller ikke Operakomponist ex professo. Derfor gik »Pru Jeanna« så temmelig Hus forbi, men i »Vikingeblod«, der mere er et korlyrisk Oratorium end en dramatisk Opera, fik han i hvert Fald en kunstnerisk Oprejsning, fordi Lange-Müller arbejdede bedre med den menneskelige Stemme end med Orkestrets Instrumenter.

Da han skulde tonesætte Holger Drachmanns Fædrelandssang »Vi elsker vort Land«, stod Lange-Müller overfor en i Sandhed vanskelig Opgave. Den prægnante Optakt afløses af brede, rullende Verslinjer, der slutter kort og knapt, med en lang Linje i Følge. Det kunde ikke blive en Nationalsang i god gammel Stil til den faste Rytme i »Danmarks dejligst Vang og Vænge«, hvis Melodi Lange-Müller beundrede, mens han afskyede den slæbende »Der er et yndigt Land«. Men han løste den genialt, så at den Melodi man til en Begyndelse kaldte »indviklet«, virkelig blev nationalt Fælleseje. Med Rette kunde det synges fra Fakkeltoget ved hans sidste Fest:

Så fager en Sang har Du lagt om vor Land, at den risler som Solskin i Bøgernes Kroner.

Lange -Müller blev vor sidste store Romantiker i dansk Musik. Men en Epigon var han ikke, han gik sine egne Veje. En stor Tonekunstner var han ikke, men en stor Tonedigter. Hans Lydhørhed for alt hvad der gemmer sig i Tonernes Rige, forplantede sig til alle dem, der elsker at lytte, og nu - på Hundredårsdagen rejser ham et Taknemlighedens Monument for alt hvad han gav i sin Musikpoesi.