Smør- og musikrestriktioner

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 11 - side 215-215

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Smør. og musikrestriktioner

En ny ministerstorm har hærget landet, vil det være læseren bekendt. På tabureften. i undervisningsministeriet er Julius Bomholt veget for sin kollega udi teologien, professor Flemming Hvidberg, hvormed dog en vis kontinuitet synes sikret. Traditionen tro byder Dansk Musiktidsskrift den ny undervisningsminister velkommen til arbejdet - og kan igen gøre det med de bedste forhåbninger.

Desværre lykkedes det ikke Julius Bomholt i sin korte ministerperiode at føre sine stolte planer om et større fremstød også for musikkulturen igennem. Men idéerne vil sikkert overvintre trygt i radiohuset, hvortil den forhenværende minister nu vender tilbage som formand for radiorådet, fra hvis mageligere stole han iøvrigt har muligheder for på et meget vigtigt område at gøre sin idealisme praktisk gældende.

Også Flemming Hvidberg har ved adskillige lejligheder talt musikens, sag. Lige inden hjemsendelsen af rigsdagen i sommer slog han således til lyd for, at man inddrog en af tipsfondens millioner til støtte for musiklivet uden for København. Selv om professoren -ganske vist ikke ubegrundeti samme åndredræt, indsnævrede forslaget ved at anbefale broderparten til byorkestret i sin egen valgkreds, og man iøvrigt foruden større støtte også til andre institutioner kunne ønske en mere stabil økonomisk ordning, er man dog glad -ved at erindre initiativet. Det er imidlertid nødvendigt at tage hele spørgsmålet om landsdelsorkestre op til fornyet overvejelse i forbindelse med en grundig analyse af dansk musikliv i alle dets former. Her er en både økonomisk og kulturel krise, der må imødegås.

Allerede i sin tale under finanslovdebatten d. 15. november 1946 pegede professor Hvidberg på de store muligheder i dansk musikliv for en idealistisk kulturpropaganda såvel som en også merkantilt betydningsfuld musikeksport, der ville placere Danmark sikrere i udlandets bevidsthed. Situationen. på grammofonmarkedet er siden blevet stabiliseret. Vi kan nu selv presse plader til eksport, og danske optagelser har allerede indbragt god kritik og hård valuta. Forholdene på hjemmemarkedet er herimod stadig usikre. Ganske vist er importen fra England ved at være på højde med førkrigsniveauet, men der er endnu ikke adgang til køb af franske, tyske og frem for alt amerikanske originaloptagelser. Det danske pladebehov er imidlertid meget betydeligt forøget -- ligesom tobaksforbruget - og efterspørgslen kan derfor langt fra tilfredsstilles. Importbevillingen skal dække såvel den seriøse musik som den merkantile underholdningsindustris produkter, og det betyder naturligvis, at den mest efterspurgte vare dominerer. Og mens bogsalget lykkeligvis er frit, således at der adgang til at orientere sig i den ny literatur uafhængigt af den kulørte indførsel, er man så godt som afskåret fra at få intimt kendskab til nye værker på grammofonens område. Ikke engang i studieøjerned er det muligt at skaffe sig optagelser af skelsættende musikalske arbejder - og Danmark er ikke blandt de lande, der kan benytte UNESCO-checks til indløsning af kulturelle fordringer. Den redeligste løsning af problemet vil naturligvis være at overføre grammofonpladerne til frilisten på lige fod med bogkunst og pornografi. Det vil ikke betyde nogen væsentlig belastning af den samlede valutamængde på statsbudgettet, og en ministerstorm på et kulturelt anliggende er næppe tænkeligt i dette land.

Der er da forskel

v.