Knud Jeppesens opera 'Rosaura eller Kærlighed besejrer alt'

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 12 - side 242-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Knud Jeppesens oplera »Rosaura eller Kærlighed besejrer alt«

Af Bjørn Hjelmborg

For godt et Aars Tid siden forkyndtes i Dansk Musiktidsskrift det for OPeraentusiaster i Sandhed glædelige Budskab, at nu vilde Operakunsten blive født paany, og det var Benjamin Britten, der frem for nogen vilde udføre denne historiske Bedrift. Med saa profetiske Klange i Ørerne og stillet overfor saa universelle Syner føler man sig unægtelig selv placeret paa det saare, jævne, naar man, beskæftiget paa det samme Omraade, d. v. s. i Færd med at skulle præstere en Anmeldelse af en ny Opera, føler sig totalt blottet for det profetiske Klarsyn, der sætter En i Stand til at udpege Førere, at placere Komponisterne paa de rette Trin paa Genialitetens Rangstige, og blot mener hovedsagelig at kunne drive det til nogle rent private Bemærkninger om, hvad Indtryk det paagældende Værk har gjort paa En.

Man trøster sig dog med, at andre nok skal klare de store Spørgsmaal om Værkets Betydning for »Udviklingen«, om dets

Placering paa Rangstigen o. desl., men véd dog med sig selv, at den afgørende Dom over Værket vil blive afsagt af flere end de faa sagkyndige - ikke ganske enige - Vurderingsmænd, at anonyme Lægfolks om man saa maa sige mere uartikulerede Stillingtagen vil veje lige saa stærkt til saare rimeligt forøvrigt, saa sandt et Kunstværks Værdi og Betydning maa bero ogsaa paa dets Egenskaber som Meddelelse tilgængelig for den større Kreds Værket jo dog - forhaabentlig - henvender sig till ikke mindst naar Værket, som her, er en Opera.

Ude af Stand til at vurdere det aktuelle Nu's historiske Betydning nøjes man da med at konstatere, at der, i hvert Fald rent kvantitativt, har været en mærkbar Stigning i den hjemlige Operaproduktion i de sidste fire-fem Aar. Der er i dette Tidsrum blevet komponeret og saa minsandten ogsaa blevet opført hvad man næsten tør kalde en Række Operaer, nu sidst Knud Jeppesens »Rosaura«.*)
(*) Nærværende anmeldelse er skrevet før premièren på Sv. S. Schultz' opera »Høst«.)

Fælles for disse Operaers Ophavsmænd er, at det er den musikalske Komedie de har følt sig tiltrukket af, og at de ved deres Forehavende har haft Blikket rettet mod ældre Tiders komiske Opera, mod Syngespillet og Opera buffa. Det spores klart i hele Anlægget og f or saa vidt ogsaa i selve Tonesproget, som man mærker, at de nye Operakomponister har ladet sig belæ. re af deres talløse Forgængere i Genren orn, at i en Opera gælder det at udtrykke sig iørefaldende og effektfuldt, en Opfattelse som til Overmaal kan aflæses i den samlede Operaproduktion, lige siden Opera blev et offentligt Anliggende i Venezia 1637.

At faa f remskaffet en Tekst har herhjemme ofte været et vanskeligt Problem for operalystne Komponister. Knud Jeppesen har for at faa en passende Tekst til sin Opera henvendt sig til en saa sikker Autoritet som 1700-Tallets store italienske Komediedigter Carlo Goldoni, idet han har taget dennes »La moglie saggia« - »Den kloge Hustru« - og oversat den og skaaret den til til en Opera-Libretto, betitlet »Rosaura eller Kærlighed besejrer alt«. Jeppesen udtaler selv, at det der fængslede ham ved Goldonis Stykke var »denne sjældne Blanding af Alvor og Lystighed«. Det forstaar man af Hjertet; hvorsomhelst man i Kunst støder paa ægte Udtryk for denne Blanding, synes man jo, at man føler sig særlig bevæget og beriget. Hvor højt saa »La moglie saggia« iøvrigt rangerer i Goldonis Produktion, maa de særligt sagkyndige afgøre; der er allenfals godt Stof i den, og at Jeppesen er gaaet veloplagt til Værket, har man Indtryk af; der er noget smittende con aniøre over hans »Rosaura« - ogsaa Flertallet af Sangerne syntes smittede - noget som i høj Grad medvirkede til, at den blev en saa morsom Teateraften - hvormed vel i Grunden et af de væsentligste Krav, der kan stilles til en Komedie, maa siges at være opfyldt,

»Rosaura« forekom nu imidlertid ikke hundrede Procent velskabt - et Træk den iøvrigt har tilfælles med adskillige af Operakunstens mere notable Værker, Carl Nielsens »Maskarade« f.Eks., ja selv mod -- tør det overhovedet nævnes? - »Operaernes Opera« Mozarts »Don Giovanni« har der været rejst den Slags Indvendinger, en Kritik som, om den end ikke kan vinde Ens Tilslutning, dog nok kan for staas. Mest mærkbare er de dramatiske Mangler ved »Rosaura« henimod Slutningen, d.v. s. indenfor temmelig nøjagtig den sidste Trediedel. Netop her, hvor Stykket naar sin dramatiske Tilspidsning med de to Rivalinders Møde, med Giftmordforsøget og den lykkelige Afgørelse af Forholdet mellem Ægtefællerne, har Operaen mindre dramatisk Liv. Og Adskillelsen ved Tæppefald - af Slut-Apoteosen (Hyldesten til Kærlighedens Magt) fra Forsoningsscenen (Kærlighedens endelige Sejr) gør ikke Sagen bedre; man synes, at denne lyriske Dvælen - Apoteosen - burde være kommet som en direkte Videreførelse af Forsoningsscenen, som en kulminerende Afslutning paa denne og det forudgaaende dramatiske Forløb, og ikke som et selvstændigt Tableau efter at de dramatiske Begivenheder er definitivt afsluttede og Forløbet endt. Nu er Apoteosens Musik imidlertid saa virkningsfuld og dens rent musikalske Sammenhæng med betydningsfuldt Stof tilbage gennem Operaen saa klar, at man dog kommer frelst i Land efter den umiddelbart forudgaaende lettere Svækkelse af Tempo og Udvikling.

Naar de ovenanførte Scener - bortset fra visse Undtagelser - virker mindre slagkraftige end Operaens øvrige, ligger det muligvis bl. a. i, at det her er den alvorlige - om man vil »moralske« - Del af Dramaet, der skal føres til Ende, og at den bliver det uden humoristiske Reflekser, bortset fra næstsidste Scenes Optrin mellem Corallina og Brighella og dennes træfsikre Monolog. Operaen har jo nemlig sin Styrke i det komiske, eller rettere i det stadige Spil mellem det komiske og det alvorlige, herpaa, beror dens Humor og dramatiske Liv, og det er dette stadige Spil i Resten, altsaa Størstedelen, af »Rosaura«, der gør den til et saa sympatisk og mangfoldige Steder endda meget virkningsfuldt Teaterstykke. Gang paa Gang forekommer der Scener og »Numre« af betydelig Slagkraft, en Virkning der ikke blot skyldes den fortræffelige musikalske Udformning af selve Scenerne og Numrene - især de komiske og lyriske men ogsaa. den effektfulde Maade de belyser hinanden paa; det gælder forøvrigt videre op i Sammenstillingen af selve de store Akt-Afdelinger. Alt dette er tænkt og udformet med ægte Sans for dramatisk Virkning og Opbygning.

Det er Komikken, der aabner Spillet; I. Akts 1. Afdeling begynder med de fire Tjeneres improviserede Drikkegilde, et ypperligt Anslag og en meget sikkert.udformet Scene, kulminerende i den festlige Skaal for Friheden og afbrudt af de to Snyltegæsters Ankomst oppe fra Salonerne, altsaa en ny komisk Scene, og saa sorn et Lynnedslag Marchesa Beatrices og Grev Ottavios stormfulde Afsked, passende krydret med deres Tjeneres --Arlechinos og Brighellas - komiske Forskræmthed. Med dette furiøse Optrin slutter Afdelingen, og hermed er man blevet præsenteret for Dramaets Hovedpersoner, først for de komiske - bortset fra Corallina - og gennem deres Samtale tillige for de alvorlige, derefter for to af disse i egen Person. Der er Flugt og Præcision over hele denne Afdeling, paa én Gang levende Afveksling og fast Sammenhæng.

Om selve Rosaura, Grevens Hustru, har man hidtil kun hørt Beretninger, i I. Akts 2. Afdeling præsenteres man da for hende selv, for hendes blide Taalmodighed og urokkelige Kærlighed i en smuk og karakteriserende Monolog, hvis lyriske Tone danner en virkningsfuld Kontrast til den foregaaende Afdelings Komik og Furioso. Til denne Monolog er der lagt op først gennem en Dialog mellem Rosaura og hendes Kammerpige, Brighellas »harniskkædte Ægteviv«, Corallina, der støttet paa egen ægteskabelig Erfaring giver sin Frue gode Raad om at udvise Fasthed, dernæst gennem de ankommende Snyltegæsters Sladren om Ottavios øjeblikkelige - og sædvanlige - Opholdssted: Beatrices Hus. Dette Optrin med Snyltegæsterne er overordentlig morsomt, omend maaske nok lidt længere end nødvendigt. Efter Rosauras Monolog kommer saa hendes Dialog med Faderen, Pantalone, der raader hende til at forlade den troløse Greve og vende tilbage til sit Barndomshjem, en Scene der virker vel mat - men saa tager Dramaet med ét Fart igen, Greven - med sin Tjener Brighella - kommer, brutalt afvisende sin kærlige Hustru og hendes spagfærdigt intervenerende Fader, en Scene der kulminerer storslaaet i den meget smukke og vemodige. Kvintet mellem Rosaura, Corallina, Brighella, Paptalone og Greven. Efter fornyet og endnu mere hidsig Dialog med Kvintet-Afslutning kommer saa Brighellas Monolog, et af Operaens store komiske Numre, i hvilken han inspireret af sin Herres Eksempel beslutter at trodse Corallina, derpaa et Opgør med hende - altsaa de alvorlige Personers Aktion trans Poneret over i det komiske Plan. Men hermed er det ikke forbi; den stormfulde Scene klinger ud i Lyrik, i Kærlighedssangen, der lyder ude fra Canale grande, og som gentages af Rosaura og, delvis, af den halvsovende Brighella.

Hele denne 2. Afdeling af I. Akt fornemmes som et afgjort Højdepunkt i Operaen, Rækkefølgen af det patetiske, komiske og lyriske er overordentlig virkningsfuld, Operaens Hovedtema - Kærligheden - gennemspillet i alle Versioner, den sidste af dem med en fin Effekt derved, at den stille lyriske Bekendelse faar et Strejf af Ironi paa Baggrund af de oprivende og groteske Udslag af Kærligheden, man har været Vidne til umiddelbart forinden.

Efter denne Afdelings Dramatik følger saa IL Akts 1. Afdeling med Torvescenens Folkelivsbillede, iørefaldende folkelige Viser og Ballet, et smukt og virkningsfuldt komponeret Divertimento - mindre dog fra Iscenesættelsens Side - og derefter endelig Beatrices Bekendelse til Kærligheden i den for hende karakteristiske højdramatiske Version, efterfulgt af Arleehinos, og Brighellas ikke kedelige Mening om Kvinderne - igen en virkningsfuld Sammenstilling, hvor det dog er Komikerne der gør stærkest Indtryk. Aarsagen til Beatrices heftige Udfoldelse er et af Brighella, overrakt Brev fra Greven. Endelig, i II. Akts 2. Afdeling, efter et komisk Optrin med de to chokoladedrikkende Snyltegæster, konfronteres saa de to Rivalinder, den forteerende Beatrice og den blide Rosaura. Pointen i dette Møde ligger jo i Replikkernes Underfundighed, Rosauras tilsyneladende saa troskyldige Appel, men i Virkeligheden saa skarpe og direkte Anklage, og Beatrices totale Forvirring. Denne Scene kom ikke helt til at virke med den Spænding, der ligger i selve Situationen, dels fordi man, bl.a. paa Grund af Orkestrets momentvis stærke Deltagen, ikke altid havde let ved at høre Replikkerne, dels - og især -- fordi man i den musikalske Karakteristik ikke ret fornemmede den Ironi og Dramatik, der dog faktisk ligger i Rosauras Fremtræden her. Da Greven efter Rosauras Afgang og Beatrices vaagnende Forstaaelse af Anklagen derpaa indfinder sig, bliver han uden Omsvøb smidt paa -Porten.

I Begyndelsen af III Akts 1. Afdeling genser man saa til sin Glæde Brighella og paahører deltagende hans komiske Klage over sit usle ægteskabelige Liv, den opdukkende Corallinas frygtelige Trusel imod ham, og hans afsluttende Sympatitilkendegivelse over for hans »kære Kolleger«, de fangne Rotter, en meget effektfuld Monolog. Derpaa kommer saa Grevens Giftblanderi, hans Samvittighedskvaler, Rosauras resolutte Fremtræden, hvor hun vil drikke den forgiftede Lemonade for Øjnene af Giftblanderen for opofrende at give ham fri til Beatrice, hvis han ønsker det saa, men med det for hende selv gunstige Resultat, at hun hidfører hans Sammenbrud, Anger og Forvandling og knytter ham til sig. Dermed har Rosauras trofaste og udholdende Kærlighed vundet Sejr, Ægtefællerne genforenes i en Duet, Pantalone, Corallina og Brighella kommer til og bivaaner glade Genforeningen som Deltagere i en Kvintet. Saaledes ender alt paa det bedste, som det jo gør i en god gammel Komedie, og i III. Akts 2. Afdeling kommer saa Apoteosen, hvor Rosaura hyldes af et Udsnit af Venezias Adel, og Kærligheden hyldes af samtlige tilstedeværende, Koret og Kvintetten. Om disse sidste Sceners Virkning har der været talt tidligere.

»Rosaura« er altsaa et Trekant-Drama, det er Elskovs-Intrigen, udspillet mellem Rosaura, Beatrice og Greven, der er Stykkets egentlige Handling, og disse tre, der for saa vidt er Stykkets Hovedpersoner; de er, tillige med Pantalone, dets alvorlige Figurer. Man har Indtryk af, at Jeppesen ved Udformningen af disse Figurer ikke overalt har følt sig lige inspireret af dem. Mest overbevisende forekommer Rosaura, den blidt og taalmodigt elskende, men ogsaa den lidenskabelige Beatrice gør, trods enkelte mindre stærke Afsnit, Indtryk. Den desperate Greve derimod gør trods en virkningsfuld Begyndelse (i I 1) afgjort ikke saa dybt Indtryk paa En som jo altsaa paa de to Kvinder, og den ædle Pantalone lader En saa temmelig uberørt.

I Fremstillingen af Stykkets komiske Figurer er der derimod ingen Uoplagthed at spore noget Sted, de er skabt con amore af en inspireret Humorist: De to sladderagtige og vinglade Snyltegæster, den skrappe Corallina, den slagfærdige Arlechino og - fremfor alt - den forkuede Brighella; det er Folk af Format, Folk der forskaffer En konstant Sindsbevægelse. Brighella f.Eks. »rører« jo En nok saa meget som de alvorlige Personer gør det - et Fænomen man kender saa godt fra selve Dickens - og i den sidste Del af Operaen kunde man da ogsaa en enkelt Gang imellem mærke i sig en lille lønlig Længsel efter - som et Barn foran Pantomimeteatret i Tivoli - snart igen at se Pjerrot, undskyld - Brighella! Men saa faar man ham da Gudskelov endnu en Gang i næstsidste Scene i al hans medynkvækkende og komiske Forkuethed. - -

Og hvad saa med Musikken i »Rosaura«? Ja, de hidtil fremsatte Vurderinger af det dramatiske og af Persontegningen har jo nødvendigvis samtidig været en Vurdering af den dertil hørende Musiks Virkning og Kvalitet, disse Elementer lader- sfg jo vanskeligt anskue særskilt i en Opera. Nogle Betragtninger med Hovedvægten lagt paa det musikalske skal dog anstilles.

Om Jeppesen vidste man jo paa Forhaand at han er en fremragende Vokal Komponist med Evne til at forme en overordentlig smuk og udtryksfuld Melodi og, en aldeles ypperlig Korsats. Man var ogsaa fortrolig med Jeppesens overlegne Evnetil at lave Polyfoni, en særdeles karakterfuld og levende Polyfoni. At han ogsaa mestrer den faste Opbygning i det større Format og her kan udløse en næsten »dramatisk« Virkning, havde man hørt i Korværkerne »Lave og Jon«, hvor det er Komikken der fører Ordet, og »Te Deum«, hvor det er den stærke Patos. At endelig Jeppesen hører til de Komponister, hvis Skaberevne først og fremmest udløses af en Tekst - bemærkelsesværdige Fortilfælde savnes ikke i Historien - syntes man jo at finde en Bekræftelse paa ved en Sammenligning af Indtryk modtaget af hans vokale Værker og - relativt faa rent instrumentale.

Alle disse Træk genfinder man i »Rosaura«, her dog prægede af den foreliggende Opgaves specielle Krav om en vis populær Slagkraft. Det, der rent musikalsk gør stærkest Indtryk i denne Opera, er vel dens Melodirigdom og dens Ensemblekunst; her tændes ofte de store Lys, ja til Tider sande Fest-Illuminationer. Eksempler er bl. a. Tjenernes Kvartet »Leve Friheden« i I 1, Rosauras Monolog, Kvintetten, Brighellas Monolog og paafølgende Dialog med Corallina, Kærlighedssangen, alle i I 2, de folkelige Sange (Solo og Kor), Arlechinos og Brighellas Sang om Kvinderne, alle i II 1, Brighellas »Rotte«-Monolog i III 1 og Hyldesten til Rosaura og Kærligheden i III 2 (Apoteosen). Mindre vellykkede synes bl. a. Pantalones »Vend tilbage« i I 2, Grevens »Ak, Helvedes Kval« i III 1 og Kvintetten sidst i III 1. At analysere blot disse faa udplukkede Eksempler i Detaljer forbyder Pladsbegrænsningen; vigtigere synes det ogsaa at anskue dem i den større Sammenhæng, i.hvilken de er Led, eftersom det i Reglen er denne Sammenhæng, der i lige saa høj Grad som deres individuelle Egenskaber giver dem deres Effekt - ydermere da det er i Opbygningen af disse større Scener og deres effektfulde Læggen op til »Numrene«, Jeppesen først og fremmest viser sin Sans for musikalsk-dramatisk Virkning.

En fortræffelig Scene er Operaens allerførste. Da Tæppet er gaaet, anslaas i Orkestret følgende lystige Motiv:

[Eks. 1]

Paa Scenen, altsaa i Forhallen til Marchesa Beatrices Palæl sidder de fire Tjenere og drikker, de roser Vinen, giver en fyndig Karakteristik af deres Herskaber og udbringer til sidst en Skaal for mere Frihed. Det er en lang Scene, men fast komponeret, Dialogen udfoldes frit og levende over et gennemsigtigt Akkompagnement, i hvilket det citerede Begyndelsesmotiv er benyttet med fin kompositorisk Virkning, Gang Paa Gang stikker det Hovedet frem, holdes saa tilbage i visse Partier, hvor Indholdet af Dialogen fordrer et andet Akkompagnement, for saa igen at dukke op, sluttelig som en Touche, hvor Skaalen foreslaas,, for derefter at blive ostinat Akkompagnement til denne Skaal. Melodien i Skaalsangen bringes ved sin Gentagelse som firestemmig tætført Kanon, derefter friere imiteret, modulerende højere op i Lejet for hver ny Gentagelse - en udmærket Komposition og en yderst slagkraftig Kulmination af hele Scenen. Begyndelsen af Skaalsangen med det ostinate Akkompagnement lyder:

[Eks.2]

Et Stykke forinden har ved Brighellas Omtale af hans Frue, Rosaura, »som er from som et Lam«, følgende Motiv været præsenteret i Oboen:

[Eks. 3]

et Motiv, som efterhaanden i Operaens Forløb viser sig at have en særlig Betydning som Karakteriseringsmotiv, yderst sparsomt benyttet, men paa særdeles afgørende Steder, saaledes straks ved Præsentationen af Rosaura i Begyndelsen af I 2, hvor hun synger:

[Eks. 4]

derpaa efter den stormfulde Scene med Greven i I 2, hvor det lyder i Orkestret, senere igen da hun i Slutningen af denne Afdeling paa Bordet ser Grevens Brev til Beatrice og igen synger »Taalmodig min Sjæl«, derefter i III 1 i Orkestret, hvor Greven angrer sit Giftmordforsøg og de to forenes, og endelig i III 2 hvor Rosaura og Greven fremfører det til Ordene »O Kærligheds Magt«, hvilken Strofe lidt efter tages op tutti af Koret, og hvor det fine Motiv vokser til en Hymne. -

Fra omkring Midten af I 2 og Akten ud kommer en Række Optrin, der kontrasterer stærkt indbyrdes, men som tilsammen danner en storartet Helhed. Først Grevens Entré og den dermed følgende Dialog mellem ham og Rosaura, suppleret af den formanende Pantalone, hvorpaa med enorm Effekt den vemodige Kvintet »Stakkels Rosaura«, et overordentlig smukt og karakteristisk Stykke Musik, et af Operaens virkningsfuldeste Numre, sætter an, begyndende med Tjenerparret og Pantalone i gennemført liomofon Trestemmighed og med en det meste af Vejen fastholdt Synkope-Rytme, hvortil lidt senere sættes Rosauras meget smukke Cantilene og endelig Grevens. Som Citat bringes det Sted, hvor Rosauras Indsats kommer (se Eks. 5).

Efter dette fint komponerede Stykke følger saa en hidsig Dialog og Kvintet, hvorpaa først den rasende Greve, derpaa den sørgende Pantalone og Corallina forlader Scenen, medens Orkestret tilsvarende neddæmpes for tilsidst, da Rosaura staar som forstenet, at intonere det føromtalte Karakteriseringsmotiv, der følger hende til Dørs - og saa er Brighella alene tilbage og begynder, inspireret af sin Herres Fremfærd,

[Eks. 5]

en Monolog, der er en af Operaens store Træffere, fuldendt sikker i sin frie Form og sin Karakterisering. Først Indledningen, begyndende saaledes:

[Eks. 6]

og endende med en vild Trusel mod Corallina. Derpaa Afsnittet:

[Eks. 7]

derpaa, efter et ophidset Parti, den store Beslutning:

[Eks. 8]

som, efter en mere klejnmodig Ihukommen Konens Tyranni, bliver gentaget og munder ud i en sand Fanfare:

[Eks. 9]

Ved Corallinas uformodede Entré afbrydes Fanfaren, men han byder hende dog Trods og nægter at gaa i Seng med hende - en Dialog, i hvilken Orkestret tager virkningsfuldt Del, og som endnu ikke giver nogen Afspænding - hvorpaa Corallina rasende gaar, Greven giver Brighella et Brev til Beatrice, og Brighella synker udmattet om i en Stol og sover. Alt er stille, Rosaura kommer ind, ser Brevet paa Bordet, udbryder »Taalmodig min Sjæl« (jvfr. Kommentarerne i Forbindelse med Eks. 4), aabner et Vindue, og i Stilheden hører man saa med ét udefra, sunget af en Gondoliére paa Canale grande, en Melodi, aldeles henrivende i sin iørefaldende - og populære - Enkelhed; den gentages af Rosaura:

[Eks. 10]

hvorpaa hun gaar, og Brighella - efter Orkestrets fine Modulation fra C-Dur til As-Dur - i Halvsøvne synger Sangens Begyndelse, afbrydende ved Tanken om Corallina. - en lille komisk Efterdønning af det rasende Parti forinden - derpaa. Tæppe. Denne stille lyriske Afslutning paa de voldsomme Scener lige forud er af meget sikker Virkning, en fin Udklingen af hele det beskrevne Parti.

Som før antydet staar hele 12 for En som vel nok den stærkeste af Operaens Akt-Afdelinger, ja, det er vel et Spørgsmaal, om man i det hele taget i dansk Opera finder en finere og mere Opera-Virkning, end den Jeppesen har skabt med Kvintet-Udløsningen lidt over Midten af Afdelingen.

En Opbygning, der ogsaa gør stærkt Indtryk, er ca. første Halvdel af II 1 inklusive Orkesterforspillet før Tæppet gaar op. Forspillet sætter an med følgende populære Melodi i Piccolofløjten:

[Eks. 11]

Af dette Stof udvikles hele første Del af Forspillet, dog saaledes, at der ind imellem tilsættes andre Melodistrofer, f. Eks. følgende, som blev udkastet allerede i Ouverturen (se Eks. 12); endvidere disse to - a og b - (se Eks. 13).

[Eks. 12 og 13]

Forspillets anden Del er en lystig Fuga over følgende Tema:

[Eks. 14]

en Fuga, der fører lige til tredie Del, som er en kort Reprise af første Del, uden dennes forskellige Temapræsentationer. Forspillet gaar direkte over i Musikken til de sceniske Begivenheder (Folkeliv paa et Torv i Venezia), og da Tæppet gaar op, hører man paany Tema a fra Eks. 13, som nu bliver til en Vise, sunget af en ung Fisker:

[Eks. 15]

Lidt senere er det Tema b fra Eks. 13, der bliver til en Vise, foredraget af en Kastaniesælger:

[Eks. 16]

Efter forskellige Sælgerraab kommer saa Kombinationen af de to Sange:

[Eks. 17]

Senere optræder en Visesælger med følgende:

[Eks. 18]

som saa gentages af Koret firestemmigt og homofont i en klar, kirketonalt præget, Harmonisering, hvorpaa Orkestret tager Stoffet op og ud af dettes sidste Takter udvikler følgende Balletmusik:

[Eks. 19]

et Ballet-Intermezzo, der er meget sikkert formet.

Det der gør Indtryk i det her beskrevne Afsnit er, foruden selve de iørefaldende og fortræffelige Melodier i det, den Fasthed hvormed det er opbygget til en stor kompositorisk Helhed, fri og afvekslende og samtidig ganske organisk udviklet. -

Som sidste Eksempel paa en større Scene skal anføres 1112, altsaa Apoteosen. Dens Kvaliteter ligger i det rent musikalske, og de er betydelige. Efter indledende Orkester fremtræder en Repræsentant for Venezias Adel for at hylde Rosauras Skønlied og Dyd, livilket han gør »med en af Folkets egne Sange«:

[Eks. 20]

Denne simple men karakteristiske Strofe kender man; den blev anslaaet første Gang i Ouverturen, senere igen i Forspillet til II 1 (se Eks. 12), og nu, i Finalen, udfoldes den helt og bliver efter den netop citerede Solo-Sang gentaget som fire- til femstemmig Korsats af Forsamlingen (man bemærke iøvrigt det ostinate Akkompagnement som i Tjenernes »Friheds«-Sang, Eks. 2), hvorpaa Rosaura efter et Recitativ takker med at synge Kærlighedssangen fra Slutningen af I 2 (se Eks. 10), hvilken Sang gentages som Korsats. Efter en kort Orkestermodulation istemmer saa Rosaura og Greven til Ordene »O Kærligheds Magt« den Strofe, som med Mellemrum er benyttet i Operaen som Karakteriseringsmotiv (se Eks. 4 og de dertil knyttede Kommentarer) afvekslende med Korets første Sang »Hil være dig« (se Eks. 20), hvorefter Kvintetten (Rosaura, Corallina, Brighella, Greven, Pantalone) til nyt Stof synger »Den blomstre som Roser« og fortsætter, medens Koret paany falder ind, denne Gang med »O Kærligheds Magt« og der,efter med »Hil være dig«. Efter denne Tutti-Udladning indtræder Stilhed, i hvilken Kvintetten a cappella, med Stemmerne indført imitatorisk, i en trinvis, til Dels kromatisk, faldende Melodilinie i brede Nodeværdier synger »Lovpriset være Kærligheds Navn«, hvilken Tekst gentages i bredt homofont deklamerende Tutti-Akkorder (Kor plus Kvintet) rejsende sig fra p til ff. Derefter kort Orkester-Efterspil bl.a. to Gange citerende 2. Takt af »Hil være dig«-Strofen og ellers almindeligt Udløb i ff.

Et Referat som det her bragte fortæller naturligvis ikke noget som helst om Apoteosens stærke musikalske Virkning, om dens meget sikre kompositoriske Opbygning, men nok noget om dens Betydning i den musikalske og dramatiske Sammenhæng: I Apoteosen samles de tre Temaer, der udtrykker Dramaets Idé, her kulminerer de i en Hymne til Kærligheden og til dens udholdende og sejrrige Forkæniper: Rosaura. -

Naar man som her skal meddele sig paa Tryk og paa begrænset Plads, maa man vist nøjes med de faa Referater og de i Grunden lidet oplysende - Node-Afpluk, der her har været bragt. Man kunde anføre adskillige andre virkningsfulde Numre og mange Finheder rundt om i Værket, men - det bør selvfølgelig ikke forties, at der ogsaa. forekommer Steder, hvor man er knap saa henført, Steder, hvor det musikalske Udtryk virker mattere, enten det nu skyldes, at det synes vel traditionelt, eller at Melodiføringen forekommer En for kompliceret og Harmonifølgen for springende. Ogsaa mod Steder i de rent instrumentale Partier kan der rejses Indvendinger, Ouverturens Længde og Udformning forekommer saaledes ikke ganske overbevisende; den rummer udmærket Stof, morsomme og prægnante Indfald, der vækker Forventning om forestaaende Fornøjelighed, og det er, som man vil have forstaaet, ikke falsk Reklame. Men den havde staaet sig ved blot at være holdt som et festligt Anslag, et kort Forspil til I. Akt, og ikke som nu bredt ud til et længere Orkesterstykke. Det furiøse Forspil til III 2, der danner Overledning fra den foregaaende Akt, gør heller ikke særligt Indtryk; men det gør til Gengæld Forspillet til I 2 »Sen Vinternat paa Canale grande«, en smuk og stemningsvækkende Optakt til Scenen med den ensomme Rosaura, og udmærket forekommer som tidligere omtalt (se Eks. 11-14) ogsaa Forspillet til III.

De her fremførte Svagheder rokker imidlertid ikke ved det fordelagtige Helhedsindtryk af Operaen, dertil, er de vellykkede Afsnit og Enkeltnumre for dominerende baade i Antal og Virkning og Opbygningen af de store Akt-Afdelinger (især I 1, I 2 og II 1) for træfsikker - men det skulde det jo næppe være nødvendigt at understrege, det fremgaar vel i Grunden af alt det tidligere sagte. -

Sluttelig tør man maaske saa byde »Rosaura« Velkommen og ønske den mangen en god Opførelse, ikke saa meget af Hensyn til Komponisten - han har jo haft sin store Fornøjelse med at lave den - som af Hensyn til de Mennesker, for hvem Humor ikke er en overflødig og undværlig Vare. Der er Plads til »Rosaura« i dansk Musik, en fin Plads endda, Markedet er ikke netop oversvømmet med hin kostelige Vare.

Årgang 25/1950, nr. 12