Musikopdragelsen og skolerne, 2

Musikopdragelsen og skolerne,, 2

Af Povl Fledelius

Ved seminarierne ligger forholdene noget anderledes. Sang er her et fag blandt mange andre. Der er ikke mulighed for nogen dybtgående specialisering. Seminarieundervisningen er derfor blevet kritiseret, og vel med rette. Men også her sker der betydelige fremskridt. Således arbejder sanginspektør Boesen aktivt for, at bl. a. instrumentalundervisningen og praktik-vejledningen kan blive meget grundigere, og at seminarieelever med særlige, musikalske evner kan dyrke sang og musik som et speciale indenfor seminariefagene.

Det er så let at skyde på pianisten, når man ikke selv kender vanskelighederne; og dem kender man kun, hvis man selv står i arbejdet. Der er tilbøjelighed til at kritisere de seminarieuddannede; men jeg synes, kritikken er blevet overdrevet. Jeg kender ikke mange, der som vore sanglærere er ivrige efter at udvikle sig videre. Nogle tager faglærereksamen; inange tager et års kursus på Statens Lærerhøjskole, og atter andre uddanner sig videre privat. Når man hvert år træffer folke- og kommuneskolelærere på Danmarks Sanglærerforenings sommerstævner, glædes man over, hvor dygtige og interesserede disse mennesker er. De danner en god stamme, der nok skal øve sin indflydelse rundt om i landet.

Foruden de universitets- og seminarieuddannede er der som sanglærere ansat en del organister, musikere og enkelte musikpædagoger. Man har fremsat den tanke, at musikpædagogerne måske kunne træde ind i sanglærernes virksomhed, hvis de fik et supplerende pædagogisk kursus. Jeg stiller mig i almindelighed lidt tvivlende overfor tanken. Jeg er bange for, at man ville gøre musikpædagogerne en bjørnetjeneste dermed. Det at have med skolebørn at gøre i klasser og store grupper er noget helt andet end at undervise dem privat. Det kræver både en særlig indstilling, indlevelse, tålmodighed og fysik, som man først bliver klar over, når man selv har prøvet det. Derfor tror jeg, at de skolemæssigt uddannede på forhånd må være de bedst udrustede til at varetage det vanskelige hverv. Men en anden ting er, at der absolut bør etableres et frugtbart samarbejde mellem skolesanglærerne og musikpædagogerne på de områder, hvor det er naturligt. Dette gælder først instrumentalundervisningen ved skolerne. Det bør være klart, at der her kun i-nå antages kvalificerede musiklærere, det vil som regel sige statsprøvede musikpædagoger. Mp F.s medlemmer har ofret arbejde og penge på en god uddannelse; hvad er da mere rimeligt, end at de bliver foretrukket på et arbejdsfelt, hvor de hører hjemine. Det er endnu ikke gået op for alle, at musikpædagogerne ofte har en uddannelsestid på 5-6 år og derved har gennemgået et studium på linie med mange andre studier. På den anden side kan jeg ikke stille mig på det kategoriske standpunkt, at skolesanglærerne ikke skulle have lov til at undervise i et instrument. Det kan endog være værdifuldt for hele opbygningen af arbejdet, at skolesanglæreren selv går i spidsen. Men kravet må ubetinget være, at han er kvalificeret; og hvis han er det, vil det være ganske rimeligt, at han dokumenterer det ved at tage den musikpædagogiske eksamen. Dette kan man ikke forlange af de ældre. Det kunne aldrig falde mi-, ind at skubbe dem ud, der allerede sidder i en virksomhed. Men det bør stilles som et krav til alle unge og nyansatte. Og dette bør forøvrigt ikke alene gælde skolernes instrumentallærere, men også de instrumentallærere, der knyttes til seminarier og andre institutioner. Den kamp, som Mp F. i årevis har ført for at højne den musikpædagiske standard, vil være meningsløs, hvis ikke alle betydningsfulde instanser vil gå med i denne kamp.

Foruden instrumentalundervisningen er der også andre områder, hvor musikpædagogerne kan øve en mission indenfor skolernes musikopdragelse, eventuelt til aflastning af sanglæreren. Violinpædagogen kan lede elementært sammenspil eller et studieorkester af de mindre elever; eller han kan - som det flere steder er tilfældet - lede det rigtige skoleorkester, hvis sanglæreren ikke ønsker at påtage sig denne opgave. Jeg kunne også tænke mig indførelse af frivillig hørelære, musikkundskab o.lign. udenfor skoletiden. Det ville da være naturligt, at sanglæreren organiserede denne undervisning og fandt egnede musikpædagoger - til at gennemføre den. Endelig ville et samarbejde med musikpædagogerne være frugtbringende, hvis der lejlighedsvis blev arrangeret små koncerter eller musikdemonstrationer for skolebørnene. Det er en glæde at konstatere, at der ved mange skoler findes et udmærket samarbejde mellem skolesanglærerne og musikpædagogerne. Men man kunne godt ønske, at dette samarbejde blev endnu mere udbredt og fik mere faste rammer. I Schweiz har man indtrykket af, at alle instanser: forældre, skolemyndigheder, sanglærere, musikere og musikpædagoger i en sjælden grad samles om det faelles mål: børnenes musikopdragelse. Jeg skal en passant tilføje, at de også finder stor støtte i pressen. Såvidt kan vi næppe sige, at vi er nået herhjemme. Selvorn pressen ofte har vist sig meget velvillig overfor Musikpædagogisk Forening ved betydningsfulde lejligheder, kunne man nok ønske, at den også i det daglige ville støtte det musikpædagogiske arbejde ved en hyppigere omtale.

Jeg skal nu fremføre de punkter, hvor der i øjeblikket kan og bør sættes ind.

1) For det første må der skabes kontinuitet i sangundervisningen, således at den bygges organisk op fra l. underklasse til skolernes afgangsklasser, ganske som det sker i andre fag, og som det da også er gennemført i udlandet. Men herhjemme råber mange op om, at sang er et frit fag og ikke må underkastes nogen ensrettethed. Følgen er ganske simpelt den, at de dygtige sanglærere giver deres elever en systematisk uddannelse i hørelære og stemmedannelse, mens de mindre dygtige springer over, hvor gærdet er lavest, og nøjes med at indstudere et vist antal sange. Når derfor en sanglærer i 1. mellem eller 1. gymnasieklasse overtager elever fra andre skoler, får han en sammenløben flok, der repræsenterer alle grader fra musikalske analfabeter til særdeles dygtige børn. Det er indlysende, at også en sanglærer må kunne bygge organisk videre på sine kollegers arbejde, og at der derfor må fastlægges visse ininimumskrav, der skal være opfyldt ved udgangen af de vigtigste klassetrin. Der vil aldrig blive tale om ensrettethed eller nietodetvang, men kun om en naturlig opbygning af arbejdet gennem hele skoletiden. Denne betydningsfulde opgave har Danmarks Sangleererforening taget op.

2) Meget væsentligt, vil det være, at der drives sang- og musikundervisning i alle klasser. Der må ingen huller være, end ikke i overgangsårene. Særlig vigtigt er det, at man ikke inddrager 1. underklasses sangtimer, således som det sker her i København. Det er ganske forkert. Det gælder om at få fat på børnene så tidligt som muligt. Jo mindre de er, desto mere modtagelige er de. Med de få timer, der i forvejen er afsat til faget, gælder det om at udnytte alle skoleårene. Det er også uheldigt, at de børn, der f. eks. gennem børnehaverne har påbegyndt en musikalsk udvikling, får denne afbrudt i det første skoleår.

3) Naturligvis trænger ønsket om flere sangtimer sig på. Med alt det, der skal nås, er den ene ugentlige time, der ofte er afsat til faget, altfor lidt. Dette spørgsmål har været drøftet i Danmarks Sanglærerforening ;og man har fremsat ønsket om, at i hvert fald visse klasser (som f. eks. 5.kl.) kan få tildelt 2 sangtimer ugentlig. Det bør gå op for myndighederne og skolelederne, at faget sang og musik er så betydningsfuldt og tillige så omfattende, at der også timemæssigt må gives det bedre vilkår.

4) Så kommer kravet orn kvalificerede lærere. Det skulle i og for sig synes en selvfølge, men er det ingenlunde. Ikke sjældent, sker det, at der ansættes en ukyndig mand som sanglærer, fordi den pågældende lærer lige mangler et par timer på sit skema. Dette er naturligvis forkasteligt og ville næppe finde sted i andre fag. Hvem kunne tænke sig en tysk-lærer, der ikke var fortrolig med tysk grammatik og udtale? På en trist måde er det i virkeligheden udtryk for en manglende forståelse af fagets betydning og skal nok være medvirkende til at bringe skolernes sangundervisning i miskredit.

5) Et andet punkt er anerkendelsen af sangtimerne som det man kalder kvalificerede timer. Ved de københavnske kommuneskoler regnes nemlig visse timer for særlig kvalificerede. Dette anerkendes ved, at de giver timereduktion, idet 4 timer regnes lig med 5 løntimer, således at læreren kan få det fulde timetal noget nedsat. Faget sang giver ingen, timereduktion, skønt det dog både kræver en alsidig specialuddannelse, en personlig indsats og et betydeligt ekstraarbejde. Det er i sig selv uretfærdigt. Men hertil kommer, at ikke få dygtige saqglærere holder sig tilbage fra at undervise i sang og foretrækker andre fag, hvor de opnår den omtalte timereduktion. Spørgsmålet er da også taget op af Københavns Sanglærerforening og er i juni måned blevet forelagt Københavns skoledirektion.

6) Det er også vigtigt, at der skaffes sanglærerne det nødvendige arbejdsmaleriale. Jeg tænker her på et faglokale, et ordentligt instrument (helst flygel), nodetavler, sangbøger, kor- og orkesternoder, en radio, en grammofon og en pladesamling. Forholdene er her højst uensartede rundt om i landet. Det afhænger for meget af de enkelte skolelederes velvilje og forståelse, hvilke beløb der stilles til rådighed. Som regel må pengene nenilig tages fra andre konti. Derfor er det et ønske, at der må blive afsat faste beløb, udelukkende beregnet for skolernes sang- og musikundervisning. Det turde ikke være urimeligt, når man tænker på, at næsten hver skole har et bibliotek, et fysiklokale, en naturhistoriesamling o. lign.

7) Mit næste ønske gælder en økonomisk støtte af det musikalske arbejde udenfor skoletiden.

I København er vi gunstigt stillede, idet skoledirektionen med stor forståelse lønner arbejdet med frivillige kor og orkestre. Men ved mange andre skoler, bl. a. gymnasieskoler, føres der endnu en kamp for at få det gennemført. Det er derfor et enske, at dette betydningsfulde arbejde må blive fast honoreret overalt, hvor det finder sted. Det er ikke, fordi sanglærerne er pengegridske. Men på grund af de vanskelige tider har kun de færreste råd til at ofre arbejdstid og indtægtsmuligheder på rent idealistiske foretagender.

Det vil også være en støtte for det musikalske arbejde, hvis der kan ydes tilskud til indkøb af instrumenter til skoleorkestrene. Her må vi igen takke Københavns skoledirektion, der hvert år stiller betydelige beløb til rådighed. Det er kun ønskeligt, at det kan gennemføres i alle konimuner.

Ved enkelte skoler i provinsen gives der, som tidligere omtalt, endog tilskud til instrumentalundervisningen, således at dygtige, men ubemidlede elever kan få undervisningen gratis eller til nedsat pris. Dette burde gennemføres overalt. Især appellerer vi til Københavns skoledirektion om at tage spørgsmålet op, fordi der netop her i København findes så mange interesserede og musikalske børn, der af økonomiske grunde er afskåret fra at få den undervisning, som de fortjener.

Naturligvis ville det ideelle være, at alle interesserede elever kunne få gratis eller billig undervisning, og at musikpædagogerne blev knyttet til skolerne med en fast månedlig løn gennem hele året og fri vikar i sygdomstilfælde. Jeg ved, det er en fremtidsdrøm; men det er et inderligt ønske. Vore musikpædagoger er dygtige og idealistiske. De fortjener at få gode kår, og det kan man ikke i øjeblikket sige, de har. Ved en økonomisk betryggelse af deres forhold og ved en fastlæggelse af deres arbejde i form af instrumentalundervisning, hørelære, musikkundskab, rytmik o. lign. udenfor skoletiden ville man nå meget vidt i musikopdragelsen. Det kan ikke gennemføres på een gang. Men hvis myndighederne kan bringes til at indse hele inusikopdragelsens betydning, kunne det måske nås lidt efter lidt, i mindre etapper.

8) Med hensyn til læreruddannelsen behøver jeg ikke her at fremsætte specielle ønsker. De vigtigste spørgsmål har været drøftet i de faglige organisationer og er i de bedste hænder hos vore tre sanginspektører. Men foruden universitets-og seminarieuddannelsen kunne jeg, tænke mig en tredie mulighed. Jeg kunne tænke mig, at vi blandt fagene ved musikpædagogisk eksamen havde et fag, der helt kunne dække det folkemusikalske arbejde, der udføres af en skolesanglærer. Vi har et fag, der hedder »korledelse og hørelære ved folkemusikskoler«. Det går lidt i denne retning; og vi har haft den glæde, at en udmærket kommunelærer i provinsen har taget denne eksamen, ikke fordi han vil undervise ved en folkemusikskole, men netop som supplement til sin skolemæssige uddannelse. Men faget er ikke tilstrækkeligt. De teoretiske fordringer er for små; der kræves for lidt i instrumentspil, og der mangler discipliner som musikkundskab og skoleorkesterinstruktion. Jeg ville mene, at kravene skulle stilles på linie med skoleembedseksamen i musik som bifag; derved ville alle musik-cand. mag'er med bestået prøve i pædagogik naturligt glide ind som statsprøvede musikpædagoger; og desuden kunne andre - både skoleuddannede, musikere og musikpædagoger - udvide deres kundskaber og færdigheder, således at de var modne til at træde ind i det samme arbejde. Hvorvidt dette kan gennemføres, ved jeg ikke. Men det er i hvert faldt en idé, som jeg gerne vil arbejde for.

Det er fristende til slut at fremsætte et par tanker om Danmark i forhold til udlandet. Det er så ofte blevet udtrykt, at vi herhjemme er sørgelig langt tilbage for andre lande. Disse udtalelser virker altid forstemmende på mig, fordi jeg finder dem uretfærdige. Hvert år kommer der ikke så få udlændinge (især nordmænd og svenskere) for at besøge sangskolen og andre københavnske skoler samt seminarier og provinsskoler. Det må dog være, fordi de finder noget af interesse. - Jeg har da også i det foregående søgt at vise, hvor godt på vej vi er kommet.

Hvis man sætter sig ind i forholdene i England og Schweiz, får man indtrykket af, at målene og midlerne for en stor del er de samme som her: Stemmedannelse, nodelæsning, korsang, sammenspil, musikkundskab, foredrag, koncerter for skoleelever, skoleradio m. m. Også fremgangsmåden, de moderne pædagogiske metoder er velkendte hos os. Man får tillige indtrykket af, at man i de andre lande kæmper med de samme problemer som her. I England er lærermangelen aktuel; og man er ikke ubetinget tilfreds med de 5000 sanglærere, der i huj og hast er blevet uddannet ved suppleringskursus. I Schweiz støder man også på problenier, v! kender. herhjemme. Der klages over, vanskeligt det er at tage kampen op med sporten og gymnastikken; og trods et imponerende. arbejde er musikken langtfra trængt im-1 i alle skolestuer.

Men naturligvis kan vi hente mange impulser i udlandet. Ikke få af vore pædagoger har i de senere år besøgt England, Amerika eller Schweiz for at drage nytte. af de nyeste erfaringer på børneundervisningens og musikpsykologiens område. Hvad jeg især finder smukt hos englænderne, er deres pædagogiske form. De smitter børnene med deres elskværdige ro og har en evne til at sige tingene på en enkel og klar måde. De er praktiske både som pædagoger og som organisatorer. Med en vis misundelse må vi også se på England, hvis kulturelle traditioner har givet musikken en mere anerkendt stilling i samfundet end herhjemme. Dette er forudsætningen for det betydelige opbygningsarbejde, der har fundet sted efter krigen, og som især er blevet fremmet ved undervisningsloven af 1944, ved hvilken de enkelte skoler er blevet frit stillet med hensyn til fagfordeling.

Også i Schweiz er der gjort et smukt arbejde. Man kan læse herom i en bog af Rudolf Schoch: Musikerziehung durch die Schule (Aulos Bücher, Luzern). Det er en inspirerende bog, der rører ved alle de problemer, som vi skolesanglærere og musikpædagoger til daglig beskæftiger os med.

Vi bør naturligvis være modtagelige for alle de impulser og inspirationer, som vi kan få udefra. Men jeg vil dog slutte med at udtale, at vi har lov fil at være glade. for det, vi har nået, og at vi skal arbejde. videre på dette grundlag. Blot vi er tålmodige, energiske og vågne, skal vi nok nå det mål, vi har sat: udbredelse af musikglæde og musikforståelse og derigennem opbygningen af den danske, musikkultur.