Fra grammofonens verden

Fra grammofonens verden

Tjaikofsky: »Capriccio Italien«. - M.M.V. Z 338-39.

Tjaikofsky: Vals af »Tornerose« og strygerserenade. - H.M.V. Z 340.

Disse optagelser af populære Tiaikofskyværker med radiosymfonikerne under professor Nicolai Malkos fremragende ledelse må man som med flere af dette orkesters øvrige indspilninger placere i eliteklassen, hvad såvel den musikalske gengivelse som den pladetekniske kvalitet angår. Gan,ske vist findes disse værker optaget i en lang række udenlandske indspilninger, rnen sjældent. har man hørt dem gengivet med en så festligt brusende klangskønhed

t,

o-, en så besættende rytmisk intensitet som lier. Lad så være, at De måske har afskrevet denne side af Tjaikofskys kunst som værende uden interesse for Dem mere, fordi De måske finder det musikalske indhold for salonpræget. De vil dog anerkende disse pladers klanglige kvalitet og med glæde indlemme dem i Deres samling. Med sådanne indspilninger skulfe radiosymfoniorkestret have store chancer for at vinde sig et navn i discophile krese langt udover Danmarks grænser.

N. W'. Gade: »Efterklange af Ossian« op. I og »I den blå grofte« af »Napoli«. - H. M. V. Z 343-44.

H. C. Lunibye: »Drømmebilleder. - H. M. ~'. Z 345.

Poul Schierbeck: »Féle galante«~ (ouv.) op.25. - Tono, X 25167.

Efterårssæsonen har bragt. en liel del fornemme indspilninger af dansk musik på markedet. For den musikalske kvalitet af ovennævnte tre værker garanterer dels radiosymfoniorkestret, livis præcision og rigt nuancerede klangkunst man glæder sig over påny, og dels kapelmester Launy Grøndahl, der i alle optagelser lægger sunde musikerevner for dagen. Grøndahl er jo ikke den første, der har indspillet »Ossian«, for der findes hele to tidligere optagelser på hhv. HMV (Høeberg) og Odeon (Th. Jensen), men i klanglig henseende har Grøndahls indspilning store fordele, der fuldtud berettiger denne tredje publikation, som skulle have muligheder for også at erobre et udenlandsk marked. I tilgift får man på fjerde pladeside »I den blå grotte« af balletten »Napoli«, et yndefuldt intermezzo, der måske nok virker lidt blegt i sin traditionelle romantiske karakter. Men man hefter sig alligevel ved den vemodige stemning, og ganske særligt v-ed den tonalt tvetydige karakter i slutningen, hvori vekselvirkningen mellem dur- og mol-tertsen er et element, som senere i Carl Nielsens kunst får en ret dominerende stilling.

Naturligvis er heller ikke Lumbyes »Drømmebilleder« nogen førsteoptagelse, men det er så ganske afgjort den bedste, der er gjort, og optagerteknisk bærer den af disse Grøndahl-indspilninger førsteprisen hjem. Musikalsk er det et fint og følsomt arbejde, Grøndahl yder, og de Lumbye'ske visioner bliver til klare drømmesyner i en helt transparent orkesters«ats og en smukt afbalanceret rumklang. Vi er nu så fortrolige med dette lille kalejdoskopiske orkesterstykke med dets hyggetoner -i rytmer som vals, galop og march, med cithersolo og gravitetisk koral, at vi ikke mere spørger om, hvad det da er for drømmebilleder, Lumbye har givet musikalsk liv. For samtiden var det måske i lige så høj grad det »program«, der lå bag kompositionen, som selve tonerne, der fik så stærkt et tag i sindene og gjorde »Drømmebilleder« umådelig populær i ind- og udlandet. Teksten til værket var skrevet af Lumbyes beundrer, stamgæst i Tivoli og revisor i Rentekammeret, cand. juris Carl Nielsen, som i otte vers har nedfældet den handling, der er basis for kompositionen. Musikforfatteren Godtfred Skjerne har i sin Lumbye-bog fremdraget disse vers, der i midten af forrige århundrede obligatorisk solgtes ved enhver fremførelse af værket. Lad os friske første og sidste vers op påny:

Pigen hviler i Slummer sød; Solen stiger med Purpurglød, Sender sit stærke,- straalende Skin, Farver den Skjønnes blege Kind. Sødt Hjertet bevæges i Drømme.

Alting f orvirres - Pigens Bryst Rummer ei Smerten. Haabets Røst Raaber: fat Mod. Du har kun drømt! - Pigen vaagner og sukker ømt: Hvor Hjertet bevæges i Drømme.

På foranledning af Samfundet til Udgivelse af dansk Musik har Tono indspillet et værk af Poul Schierbeck, og det er forståeligt, at man til denne første Schierbeck-optagelse, der vel må betragtes som et In memoriam, har valgt ouverturen til »Féte galante«, et orkesterværk, der med sin opfindsomme instrumentation giver os et fascinerende billede af komponisten. Schierbeck kunne være en stor spøgefugl, og der er næppe tvivl om, at det har moret ham at ødsle med farverne fra sin spraglede orkesterpalet. Som instrumentator af

den senromantiske skole -,,ar han en stor virtuos, der kunne bygge en orkestersats, op til prægtigt festivitas. Med sine parodiske virkemidler foregriber han Sjostakovitch - og står ikke i skygge af ham, og Rich. Strauss får også en lille snert. Men værket har sin musikalske svaghed i de mange uligeartede bestanddele, der er hobet op i en løst sammensat, potpourriagtig form. Det giver os Schierbeck på godt og ondt med hovedvægten lagt på det rent orkestralt illustrative element i hans kunst der dog også havde andre facetter.

Haydn: Symfoni nr. 88, G-dur. - H.M. V. DB 20112-14.

Mozart: Symfoni nr. 36, C-dur »Linzer«,. - H. M. V. DB 20115-17.

Mozart: Symfoni nr. 40, g-moll. - Tono X 25163-65.

Da danske grammofonselskaber aldrig fuldt ud vil kunne efterkomme alle repertoire-ønsker fra publikum med hjemlige optagelser, og derfor stadig vil være henvist til import af udenlandske indspilninger, som desværre kun kommer hertil i altfor begrænsede oplag, er det med så meget desto større glæde man følger de prisværdige anstrengelser, der gøres lierhjemme for at berige det klassiske grammofonrepertoire med fornemme optagelser. Enliver elsker af de wienerklassiske syinfonier vil fryde sig over at kunne berige -sit diskotek med ovennævnte danske optagelser, der alle skyldes radioorkestret, for de to førstnævntes vedkommende ledet af Fritz Busch, medens Egisto Tango har nedlagt sin karakterfulde Mozart-fortolkning i optagelsen af g-moll symfonien.

Haydns 88. symfoni har takket være Toscaninis berømmelige optagelse vundet en usædvanlig popularitet i vor tid, og man skulle tro, at selv en Fritz Busch ville have vanskeligt ved at gøre sig gældende med en optagelse, der uvægerligt, vil blive sammenlignet med Toseaninis. Men heldigvis tåler den sammenligningen; for ikke alene er det en smuk og musikalsk levende præstation, Busch yder, men i klanglig henseende er denne sidste optagelse langt at foretrække for den første indspilnings tørre akustik, der berøver orkestersatsen meget af dens oprindelige glans og charme. Og den fyldige rumklang dækker intet øjeblik de mange herlige musikalske detaljer, som giver denne symfoniske mosaik dens uimodståelige vitalitet og humør.

Med Mozarts »Linzer« føler vi os endnu på haydnsk grund, ihvertfald hvad de mere muntre partier angår. Men Mozart er aldrig bare munter,. for hans indfalds mangfoldighed rummer en rigdom følelser~ hvorigennem han umiskendeligt viser sin personligheds egenart. Man kunne måske have ønsket, at Busch havde renonceret en smule på den store klanglige gestus og derved givet mere plads for den følsomme ynde, der lever i dette værk. Men naturligvis, symfonien hører endnu til de mere »selskabelige« af tidens symfonier, og det klæder den at blive fremført med en så festlig klanglig pondus, så meget desto mere som det ikke sker på bekostning af klarheden i orkestersatsens detaljer.

Til indspilningen af g-moll symfonien har Egisto Tango valgt den af Mozart selv ominstrumenterede udgave, hvor obostemmerne er blevet delvis lagt om, medens der er blevet tilføjet to klarinetstemmer. Denne version er den mest spillede, men interessen for den oprindelige instrumentation er vokset betydeligt i nyere tid, for man mener, og det med en vis ret, at klarinetstemmerne dulmer klangen men samtidig berøver den noget af den barske karakter, der med oboerne alene fremhæver den gribende moll-stemning, som er særegen for dette værk. Med g-moll symfonien, der hører til den navnkundige symfoniske trilogi, som Mozart skrev indenfor det ufatteligt korte tidsrum af ca. to måneder i sommeren 1788, har han definitivt forladt den mere konventionelt betonede »selskabelige« symfoni. Det symfoniske begreb udvides betydeligt af Mozart, og med trilogien fra 1788 når han det symfoniske højdepunkt i sin produktion. Bindingerne til fortiden er af rent formel natur, og det er da mindre her, mere derimod i indholdet, man mærker, det nye gror frem. - Tango har i sin gengivelse mesterligt understreget den bitre alvor, der ligger i førstesatsens vældige stoflige koncentration, og et sted som Leks. finalens prægtige modulatoriske overgang til gennemføringen har Tango formet, som mejslede han det ud i tonende skulptur. Dette blot en detalje af hans ypperlige -gengivelse, der som de øvrige v.ærker skulle kunne finde afsætning også på det udenlandske musikmarked.

Beethoven: Egmont-ouverture op. 84. - H. M. V. Z 342. Joh. Svendsen: Fest-polonaise op. 12. - H. M. V. Z 341.

Disse to optagelser giver os Nicolai Malko fra hans mest fascinerende side som musiker og orkesterorganisator. Man viger ligefrem fra betegnelsen »dirigent«,

for Malko mere end dirigerer, han betvin-

ger sine musikere, hersker suverænt over

orkestret og sætter enhver detalje på plads

med en præcision og en klanglig festivitas,

der i disse tilfælde kaster en tindrende

glans over orkestersatsen. Men tekniken

har også stået ham bi og gjort sit til, at

radioorkestret får fuld valuta for sine ydel-

ser i klanglig henseende. fsp.

Herman D. Koppel: Fire kærlighedssange. - Coltimbia DDX 27.

Denne plade er en meget vigtig fornyelse af det danske sang-repertoire. Med reverens for de enkelte undtagelser, specielt Otto Mortensens engelsk-amerikanske sange, er det her første gang, man mærker en fornyelse af vokalkompositionen efter romancerne og de folkelige sange. Den Carl Nielsen-Laub'ske linie har efterhånden aftegnet sig som en ubrydelig trolddomscirkel, der udelukker koncertsangen og iøvrigt inden for sin egen begrænsning forfalder til goldt epigoneri. Mens den folkelige sang således endnu har måttet vente på fornyelsen, rytmisk som tonalt, møder Herman D. Koppel her ved sin grammofondebut med et sæt koncertsange af vidtruekkende perspektiv. Ikke mindst som akkompagnatør for Aksel Schiøtz -har han levet sig ind i koncertsangens. problemer, og hans første bibelske sange (1949) er da også skrevet til og på opfordring af denne danske sanger. Fra samme år er de 4 kæ. rlighedssange, tilegnet Karen og Gunnar Heerup, og netop med publiceringen af grammofonoptagelsen foreligger noderne i et meget nydeligt tryk på forlaget Imudico.

Koppel går stadig til biblen efter sine tekster, her er det højsangens smidige poesi, han har klippet sig en lyrisk mosaik af. »Kys mig, giv mig kys, thi din kærliglied er bedre end vin« er alene teksten til den første sang, der i sin enkle 8-takts form og klare, modgående linieføring danner en klassisk kølig ouverture til de følgende tre sanges mere bevægelige udbygning af den anslåede melodik. Farlige kan de gamle tekster nu også være, som når det et sted hedder: »Jeg er min vens, og min ven er min ... «. Som en musikalsk konsekvens falder ordet »vens« på -en hel node, bundet til en halv endda, og det kan hverken bebrejdes Karen Heerup eller HMV's flinke teknikere, at s'et blir borte. Derimod kunne man nok tænke sig en stærkere klanglig karakterisering hos sangerinden f.eks. i indledningen til samme sang (nr. 3), hvor der spørges »Hvor er din ven gået hen.. .«, og den fagreste blandt kvinder svarer »Min ven gik ned' i sin have ...«. Karen Heerups klingre sopran, beholder sin kølighed, men iøvrigt må sangerinden roses for sin perfekte tekstbehandling og gode intonation. Med komponisten ved flyglet skulle optagelsen vel regnes for autentisk; klaveret lyder dog lidt for asketisk i fortestederne. Imidlertid er det en plade, man vil have megen glæde af, og som man gerne så kompletteret med Koppels øvrige ny vokalkompositioner.

Ps. I kataloget over »Danish music on records« lovede man (maj 1947) en indspilning af Koppels 3. strygekvartet (Edition Balzer). Hvor er den blevet af? v

,Carl Nielsen: Symfoni nr. 5, op. 50. H. M. V. Z 7022-26 (aut.).

En musikalsk gennemgang af Carl 'Nielsens »skæbnesymfoni« skulle ikke være påkrævet over for dette blads læsere. løvrigt kan der foruden til Schandorf Petersens og Ludvig Dolleris' analyser så nemt henvises til Herbert Rosenbergs klare indføring, der følger med pladesættet. Derimod er det en glæde i et blad, der ellers så ofte må kritisere vor kulturelle politik, at notere den vellykkede indsats, der blev gjort med radioorkestrets navnkundige vikingfærd til Edinburgh. Den foreliggende HMV-optagelse gjordes klar til udsendelse, og Skandinavisk Musikforlag nåede at få det reviderede lommepartitur frem og imponerede musikfestens kritikere med at forære dem studieeksemplarer. Resultatet blev da også en række indgående anmeldelser, der iøvrigt uden forbehold sluttede sig til publikumssukcesen.

Det er utvivlsomt rigtigt, at netop en fremførelse af et orkester og en dirigent med landsmandsskabets indføling i komponistens psyke har haft sin store betydning, ligesom man også vil kunne skrive under på det slægtskab med Brahms, Sibelius og Hindemith, som anmelderen i »The Grammophone«, oktober 1950, peger på i sin indgående karakteristik. Der er store perspektiver i Erik Tuxens kyndige fortolkning, og den frie musicering i de mange instrumentalsoli vidner også om en henz,

given fortrolighed med Carl Nielsens tonesprog. Teknisk præsterer Skandinavisk Grammophon Aktieselskab med denne forbløffende optagelse en ny bedrift. Trods retoucheringen indeholder partituret' stådig problemer i retning af orkestral balance, men Carl Nielsens karske instrumentation kommer helt til sin ret, om det så er pusleriet i janitschargruppen. Den fælles sejr har da også medført, at Tuxen, netop mens disse linier skrives, kan præ.sentere værket for et amerikansk publikum. Svagere står forspillet til 2. akt af »Maskarade«, der kompletterer pladesættet. V.

J. S. Bach: Kantate nr. 82 »Ich habe genug«. - H. M. V. Z 7027-29 (aut.).

Blandt Bach-årets grammofonoptagelser indtager denne kantateindspilning en fremskudt plads, så meget mere, som kirkemusiken ikke hyppigt repræsenteres på grammofonrepertoiret. Kantate nr. 82 består af tre afsnit, med recitativ mellem arierne »Ich habe genug«, »Schlummert ein« og »Ich freue mich auf meinen Tod«. Blot på tryk at læse virker sidstnævnte bekendelse nok lidt fremmed på vor tid

trods alt -, o-, historisk efterretning om pietismens form giver næppe fuld kompensation for det kirkeligt~religiøse indhold, der har opfyldt Thomas-kantoren. Men i sin dybe menneskelighed maner kantaten i sig selv til andagt, dens kunstneriske kvalitet sprænger enhver tidsalders decimalsystem.

Med sin enkle disposition kan »Ich habe genug« i udogmatiske øren høres som et stykke koncertmusik for basstemme og obo med strygeorkester og orgel, som nu pladesættet foreligger, skåret ud af den liturgiske ramme. Bernhard Sónnerstedts prægtigé baryton føres ikke alene med instrumental virtuositet, fortolkningen åbner for dybere perspektiver. Den obligate obostemme blæses af Waldemar Wolsing, og det er naturligvis Mogens W61dike, der dirigerer Statsradiofoniens kammerorkester. Hans~ renfærdige Bach-opfattelse slår igennem på 6. pladeside, hvor Sånnerstedt synger to gejstlige sange, akkompagneret af Finn Viderø og Asger Lund (Christiansen). Også i teknisk henseende er gengivelsen up to date. V.