Musikken går ud i den tomme luft

Musiken går ud i den tomme luft

Umiddelbart for jul indbød KODA til et interessant pressemøde med den kendte New York'er-kritiker David Hall som hovedperson. Hensigten med dette møde var at give en indgående redegørelse for det propagandaarbejde, der under mr. Hall's ledelse i USA gøres for skandinavisk musik under Scandinavian American Foundation's auspicier, og hvilket Koda og de tilsvarende andre skandinaviske institutioner har tilsagt deres støtte.

Som leder af propagandaarbejdet var David Hall på orienteringsrejse rundt i de skandinaviske lande, og det var hans hensigt ikke blot at opnå personlig kontakt med de forskellige musikinstitutioner men tillige at søge et snævrere samarbejde etableret mellem musikalsk interesserede parter i hvert enkelt land. Uden et sådant samarbejde vil det nemlig være uniuligt at gennemføre en effektiv kulturpropaganda for skandinavisk resp. dansk musik. Med og efter Carl Nielsen kan dansk musik i nyere tid fremlægge værdier, som Danmark kan være bekendt, og som institutionerne burde fejle det som en hellig pligt at føre udover landets grænser, ikke mindst til en verdensdel med så store muligheder som Amerika.

Kærnen i propagandaarbejdet udgøres af et musikbibliotek og en plade- og stålbåndssamling, der opbevares i det skandinaviske musikcenter i New York. Hertil indbyder mr. Hall kendte musikpersonligheder, for hvem han gennemspiller de værker, der kan skønnes at måtte have vedkommendes særlige interesse. Endvidere søger han kontakt med alle mulige musikinstitutioner, radiofonier, forlag, grammofonselskaber og koncertforeninger foruden enkeltkunstnere over hele Amerika, for at vække deres interesse for skandinavisk musik. Det er derfor nødvendigt, at musikeentret får musiklitteratur, andre orienterede oplysninger, musikalier og kommercielt indspillede grammofonplader stillet til disposition, men det er lige så vigtigt, at også en stor del af den nye danske musik, der ikke optages kommercielt men foruden i koncertsale f.eks.. kun udsendes i radio, bliver gjort tilgængelig for det kulturelle orienteringsarbejde gennem båndoptagelser.

For at gennemføre det, er det nødvendigt at opnå støtte hos de skandinaviske radiofonier. I Norge fik mr. Hall straks til sin rådighed stillet et vældigt materiale af al den nye norske musik, som er blevet ført ud i æteren siden 1945, men klogeligt er blevet bevaret i båndoptagelser. Noget lignende gjaldt den svenske radio, der ikke alene kunne overlade det skandinaviske musikcenter en omfattende serie optagelser af svensk musik, men også efterkomme mr. Halls ønske om at få Carl Nielsens 4. og 3. symfoni at høre, hvilket han forgæves, havde søgt hos den danske radiofoni!

Men det var ikke alene disse to Carl Nielsen-værker, mr. Hall måtte spørge forgæves, efter i Rosenørnsallé. Det viste sig nemlig, at radiofonien praktisk talt ikke har bevaret nogle af de nye danske værker, der er blevet rundkastet i æteren ved studieudsendelser, torsdagskoncerter og f. eks. i udsendelsesrækken »Vor tids danske komponister«, der dog ellers frembyder et enestående og meget værdifuldt nuateriale. Dette betyder, at man simpelthen har kastet et stort musikalsk aktiv ud i æteren, hvor det nu vugger blidt i rummet på radiobølger, som man ikke mere er i stand til at indfange. Årsagerne til dette forhold er mange, og undskyldningerne for denne danske træskhed og mangel på konduite forekommer altfor tåbelige (materialemangel, fagforeningsvanskeligheder o. l.). En henvendelse til musikchefen godtgjorde, at man i radiofonien ville søge at råde bod på disse forhold, for naturligvis var man kun interesseret i at tjene dansk musik og stå på lige fod rned vore nabolande.

Dagen efter at disse oplysninger var givet af musikchefen, bragte radioen meget a propos i udsendelsen »Vor tids danske ... « en række værker af Flemming Weis, deriblandt hans 2. symfoni i uropførelse. Her kunne begyndelsen være gjort simpelthen ved at trykke på en knap, og man kunne dermed have dokumenteret sin gode vilje. En senere forespørgsel har dog vist, at også denne udsendelses tre kvarter har fortonet sig i den tomme luft!

Det er trist, at man må bekræfte mr. Hall's udtalelse: Man synes i Danmark i modsætning til de andre skandinaviske lande at være meget lidt interesseret i at gøre noget for landets egne komponister og dermed for dets anseelse som musikkulturel nation.