Nye musikalier

Nye musikalier

// Klaverpædagogerne Else Buchardt og Inger Londrup har efter saninie princip som det tidligere på Willielin Hansens for~ lag publicerede »Gule Kavalkade Hefte« samlet en række lette klassiske og moderne klaverstykker i »Det i- øde Kavalkade Hefte«, som saiiiiiie forlag liar udgivet. I sammenligning nied det første liefte er udvalget lier gjort nied henblik på elever, (ler er på et tidligere stadium.

// »Giiitar-Bogeii« er titlen på en saniling sange, 40 ialt, arrangerede for guitar nied fingersætning og bechifring ,tf Erik Søller og udgivet af Willielm, Hansen, Musik-Forlag.

// Prologen og epilogen af Poul Schierbecks korværk. »Dronning Dagniar« (tekst: Mogens Lorentzen) er kommet i separat udgave for bl. kor i Willielni Hansens Kor Bibliotek Nr. 275.

// I sine saiige li-ar Otto Mortensen vist de fornemste sider af sin kunst, og trofast har lian holdt den danske roniances tradition i li,«,.cvd, uden -at han derved bliver traditionel. De tre nye sange til tekster af H. C. Andersen, udgivet ,tf Villielin Hansen, viser hani stadig støt forankret på traditionens grund, inen kun livor teksterne giver liani anledning til en musikalsk karaktertegniiig soni i »Sold,,,,iteii« eller den nærinest soni en -renise forinede ~»Den. nye Sprøjte« mærker nian en virkelig konipositorisk fantasi. I »Hmi har ni'ig glenit« derimod virken (len ined genneingangsnoder opfyldte almindelige harmonisering ikke soin nogen tonende inspireret tolkning af teksten, og sangen får derfor pnæg ,tf lidt kedelig almindelighed.

// Sven Gyldmarks syv sange, der tin(ler titlen »Syv forflattere og een konipoiiist« er udgivet ,tf Wilhelin Hansen, er af poptilæreste tilsnit. Men i sin art er Johs. Danis »Canzonetta (Ioloi-o,%,,x« i liele sin banale karakter ganske sjov, nien (let er unægteligt teksten der pynter inest nied dens vittige anvendelse -,tf italienske nmsikudtryk som f.eks.:

Con fzzoco jeg drog liende til init ])ryst, vivace sclierzando parlatido, allegro jeg strøg hendes dolce kiiid leggiero, grazioso glissando.

Pianisten Eyvind Møller har straks efter krigen slået sig på komposition. Foreløbig synes det dog blot at være en beskeden hobby, der har givet sig udslag i to »pæne« og ganske traditionelle mandskorsange: »Lun er luften« (L. C. Nielsen)

og »Alle mine lionningbier« (Ludvig Holstein), der er udkommet på Willielm Hansens forlag.

// Carl Nielsens suite op. 1, der hidtil kun har foreligget i orkesterpartitur, er nu udkomniet som studiepartitur (Wilhelin Hansen).

// På en af efterårets koncerter gav

pianisten Anker Blynie den 3. klaversonate

op. 4 af (len unge Bernhurd Lewkovitch

dens danske førsteopførelse. Vwrket er

skrevet i marts 1950 i Paris, hvor (let ,tf

Blyme fik sin uropførelse. Sonaten er nu

udgivet .tf Willielin Hansen, og pianister,

lierhjemnie soni tide, kan herrned berige

deres repertoire ined et storartet klaver-

v,ærk af en talentfuld dansk komponist.

Ydersatserne i (lette tresatsede værk er

ladet med en inciterende rytmisk ener ' gi,

og den dynamiske klangbehandling liar,

omend den helt er mærket af Lewkoviteli'

egenartede personlighed, en parallel i

Niels Viggo Bentzons store klangstil, der

inonientvis synes følt lige så orkestralt

soni pianistisk. Lewkovitch er ikke selv

pianist i egentligste forstand, inen han

li-ar hidtil hovedsagelig vist sine evner i

klaverværker, genneni livilke hans stil har

fået adækvat udtryk. Men hans stof s~

ynes ikke ubetinget at være bundet til dette instrunient, og (let ville utvivlsomt virke befrugtende ikke iiiiiidst på hans klanglige fantasi, om lian søgte at realisere (len for ,,indre instrumenter i kammermusik eller orkestralt. Det er ikke alene det dynamisk klanglige, (ler fører én til denne antagelse, nien i lige så høj grad (le i bedste forstand stemningsmættede, vegetative elenienter i lians kunst, (ler får så smukt udtryk i sønatens anden sats. Også lieri synes (ler at ligge en latent klangfornemmelse, som overført til niere oprindeligt melodibærende instrumenter ville kunne få en niåske overraskende fin udløsning. Et særkende for Lewkovitch' musik er endvidere dens lielt naturlige forrnforløb, der ligesoni spontant mere end reflektivt fødes af stoffet. Dog vil jeg niene, at finalens udstrækning er længere, end stoffet kan bære; værket ville sikkert som helhed have vundet ved en stramning af denne sats.

- // Under efterårets niusikpropagand-auge vakte den musikalske gættekonkurrence på Musikhistorisk Museums koncert stor interesse. Fire danske komponister --Knudåge Riisager, Vagn I-lolmboe, Sv. S. Schultz og Niels Viggo Bentzon - havde hver skrevet én (Schultz to) variation over Weyses »Rullende henad de støvede veje«, og publikuni skulle så på en »tipskupon« gætte eller naturligvis stilistisk besteninie sig til, livilken variation der var af hveni. 162 tilhørere afleverede deres sedler, og lieraf havde ca. 8 pct. alle komponister rigtig placeret. Desuden var der mange rigtige enkeltgætninger; således genkendte ca. 36 pct. Niels Viggo Bentzons stil, og proc,enttallet faldt så gradvis ned til knap 20 pct., som havde været i stand til at lytte sig ind til den Holniboe'ske variation. - Skandinavisk Musikforlag har udgivet variationerne, og selvom det blot er bagateller, så er de dog alle typiske eksempler på deres autorers stil.

// Til Johs,. NI. Jensens »Sollivervssang« har Herni. D. Koppel skrevet en i al sin enkelhed smuk folkelig og i-et karakterfuld melodi, der tilegnet Aksel Schiøtz er blevet udgivet af Engstrøm & Sødrings musikf orlag.

// Til Alex Garffs »Vårvintervise« har Carl Willum Hansen skrevet en melodi for sopran- eller tenor-solo, evt. unisont kor og underlagt f irstemmigt bl. nynnekor, som er blevet udgivet af Engstrøm & Sødring Kompositionen får en egen friskhed ved i stedet for at træde i altfor slidte vendinger at gennemløbe små fine og ikke. outrerede modulatoriske forløb. Musikalsk hidfører den ikke korsangen noget nyt, men det er f. eks. i skolesangen et meget an,,,endeligt korstykke.

// Harald Sæveruds »Peer Gynt«-niusik er udkommet i klaverudtog (for Danmark: forlaget Imudico) som op. 28. Klaverarrangenientet. omfatter størstedelen af sceneniusiken og er gjort så simplificeret, at en dygtig amatør med udbytte kan fordybe sig i S2everuds seerprægede slåtte-verden. (Se endvidere DM 1948, side 79, og 1950, side 168).

// Herm. D. Koppels »Fire kærlighedssange« op. 47 (1949), skrevet til tekster fra »Højsangen« og tilegnet Karen og Gunnar Heerup, er blevet udgivet af musikforlaget »Imudico«. Sangene er blevet optaget'på »Columbia« med Karen Heerup som solist, akkompagneret af komponisten. Se nærniere omtale side 19-~20.

Pacdagogisk musik

Til sin tidligere pædagogiske klavermusik har Sv. E. Tar P nu føjet tre nye hefter klaverstykker: »Konfetti« (7 lette klaverstykker) op. 52, »6 lette klaverstykker« op 55.a og »Lille suite for klaver« op. 55 b (udkommet hos Wilhelm Hansen).

Rent musikalsk er disse stykker ikke me,,get sigende, men det er vel også yderst begrænset, hvad der kan nedlægges af musikalske tanker indenfor et teknisk så snæ,,~ert afstukket område som det, Tarp har lukket sig selv ind i. Man må dog bemærkee, at den lette Tarp'ske tone er bibeholdt. trods begrænsningen, og rytmisk såvelsom klangligt er hans personlighed genkendelig, omend det momentvis sker i meget fortyndet form. Samlingen »Konfetti« synes at være den bedste af de foreliggende til trods for, at begrænsningen her går så vidt, at kun ét af (le syv stykker er gennemført med basnøgle i venstre hånd. Der er godt humør i marchen nr. 1 (jfr. Carl Nielsens dukkeniarch) og en frisk marchkarakter over »I godt Huniør« nr. 3, og et stykke som allegrettoen, nr. 1 i samlingen op. 55 a, har ligeledes en egen frisk tone a la »Ama'rmor gi' mig gullero'er«. Men den lille suite op. 55 1) er direkte kedelig. Teknisk er mange stykker overkommelige for begyndere, når det mest elementære er slået fast, og soni det stilistiske blandingsprodukt disse bagateller er, vil de sikkert være nyttige for elever, der straks fra første færd. kan få øret vænnet til ikke altfor konventionelle dur- og moll- tonale vendinger og ligeledes bliv-e noget frigjorte fra (len tonale kadences og septimakkordens tyranni.

// Poul Rovsing Olsens »6 små klaverstykker« op. 5 (Willielni Hansen) tilhører et stadium, lidt niere fremskredent end det Tarp'ske, og det skulle have gjort det muligt for komponisten at gennemføre en mindre blandet stil. Deres pædagogiske tilrettelægning skinner nu ret tydeligt igennem, dog er ikke overalt de tekniske krav, afvejet efter stykkernes musikalske begrænsning iøvrigt. Måske har komponisteii tænkt på »Pip«, hvem stykkerne er tilegnet, da han i nr. II skrev store deciniakkorder i bassen, men det er pip at lade det stå som eneste løsning; en sim Plificeret »ossia«-stemme ville her have været til gavn for små hænder.

// Den tyske komponist Siegfried Bor~ ris, der har skrevet fortræffelig pædagogisk musik, bl. a. »Erstes Klavierbueli fili Karen Isela« (se DM 1950, nr. 2, side 36), har på Sirius-Verlag, Berlin (i dansk konimission. hos forlaget Imudico), udsendt »Zwei Sonatinen« og »3 kleine Suiten« for klaver hhv. op. 34 og 31. Det er ikke pædagogisk musik i egentligste forstand, men værkernes tekniske krav er overkommelige for en dygtig amatør, og de kan derfor falde indenfor- denne kategori. Karakteristisk for det tidligere onitalte pædagogiske værk var dets konsekvent gennemførte enhedsstil, det samine gælder for disse værk-er. Men de er dog langt mere musikalsk utilgængelige end de små former, han har skrevet i. Kompositorisk er værkerne pr,,3e.get af en ubønhørlig kunstnerisk ærlighed, men karakteren er saglig indtil det knastørre, og det vil derfor kræve både tålmodighed og modenhed hos den, der giver sig i lag med kompositionerne, men arbejdet vil nok lønne sig og åbne vejen ind til f. eks. en Hindemiths toneverden.

// ».Quartetti piccoli« er titlen på en samling lette satser for strygekvartet eller strygeorkester over ganile danske og svenske spillemandsmotl Ver, skrevet af Jørgen Jersild og udgivet i partitur og stemmer hos Wilhelni Hansen. Inspirationen til (lette arbejde har Jersild fundet i et lille ensemble på fire musikanter i 10-års alderen, hvoraf komponistens søn betjente celloen. Ensemblet var i repertoirenød, savnede overkommelig musik, og komponisten fandt da, at den uvibrerede tone og de djærve strøg, der er karakteristisk for sådanne ungdommelige strygere, har lighed med de gamle bondespillemænds klang. Dette har så været udgangspunktet for komponisten, der har hentet ni gamle spillemandsmotiver frem og behandlet (lem

efter sit eget hoved dog sådan, at spilleniandskarakteren er bevaret. Nu siger Jersild ganske vist, at dette skulle være »stof for de første trin i kvartetkunstens vanskelige 'Gradus ad Parnassum'«, og det er da også øjensynligt, at han har bestræbt sig på at gøre satsen så fyldigt klingende som. muligt ofte med store akkorder, der ikke fingerteknisk stiller store krav, og lian har indenfor det nogenlunde enkle

a -

gjort stemmerne så selvstændige og inter

essante i føringen og sammenspillet soni

muligt, men stof for de første trin i kvar-

tetkunsten, det er det ikke, i fald man (la

hælder til (len anskuelse, at sammenspil i

kvartet praktisk talt ined udbytte kan fin-

(le sted, allerede når eleverne er på de løse

strenge, og gradvis bygges ud, efterhånden

z,

som. (let fingertekniske udvikles. Det nu,i kræves af (len tinge kvartet, (ler går i lag med disse piecoli-kvartetter, at den er godt orienteret i nodelæsning og rytmelæsning ined skiftende taktarter, og dertil har udviklet en ret sikker bueføring, selvom fin-,erarbejdet ikke stiller de helt store krav. Men for det lille ensemble, der er så vidt, er Jersilds kvartetter et herligt stof at fordybe sig i. Gad blot vide, om atomalderens musicerende børn ikke vil finde titlen »,,.Quartetti piccoli« omend. ikke ligefreni afskrækkende så dog tør, kedelig og højtidelig - det er jo spillemandsmusik.