Apropos Colloquium Musicum

Apropos Colloquium Musicum

Colloquium Musicum giver i modsætning til tribunalet hver af deltagerne lejlighed til at sige noget både pro og contra, hvilket må føles mere tilfredsstillende, da ens helhedsopfattelse jo oftest indeholder både positivt og negativt. Og denne form for indføring i musik synes at være et udmærket middel til at vække interesse, ikke blot for det musikstykke der drøftes, men for musik i det hele taget. Det kommer dog meget an på udførelsen, og her er det jeg føler trang til et par bemærkninger. Lad mig straks sige at det ikke er diskussionens deltagere jeg kritiserer, men resultaterne. En diskussion kan rende en nokså god vilje og forberedelse over ende. Men selvfølgelig betyder forberedelsen altid det meste; derfor disse linier.

Ved Statsradiofoniens CM 2. januar præsenteredes og drøftedes Bernhard Lewkovitch's 4. klaversonate. Såvidt jeg husker var noget af det første man gjorde at udelukke diskussion om detaljer. Jeg forstår angsten for at overskride tidsfristen, for at fortabe sig i uvedkommende ting, men alligevel forekom en sådan begrænsning mig forkert, og jeg blev mere og mere overbevist herom efterhånden som drøftelsen udviklede sig. For hvordan kan man diskutere et stykke form (man slog tidligt fast at formen i dette tilfælde var organisk, som vokset ud af stoffet) sålænge der ikke er gjort rede for de elementære bestanddele: motiver, rytme, modulationer ... : det som formen opstår af? En diskussion om organisk form forudsætter indgående kendskab til og enighed- om detaljerne, men disse forudsætninger måtte lytterne give afkald på, og - hvad værre er - de syntes heller ikke at være helt tilstede for diskussionsdeltagernes vedkommende, dertil forekom mange af de anvendte begreber lidt for tågede. Mest forstemmende var den hyppige anvendelse af ordet »problem«. Jeg talte ikke hvormange gange det forekom, men det var mange. Nu. er det også et nemt ord at bruge såsnart det gælder en uløst opgave; men fordi opga ' ven, er uløst behøver den ikke at være selve tidens store spørgsmå i Istegn. Brugen, af ordet »problem« dækker vistnok over mangel på kunnen eller viden eller energi til at sætte sig ordentligt ind i tingene. I forbindelse med omtalte CM udelukker jeg stadig ikke de mulige virk-. ninger af nervøsitet og lign. som antydet i begyndelsen; Men lidt grundigere beskæftigelse med sonatens motiver vilde måske have sparet deltagerne nogle gange for at bruge ordet »problem«.

Det vilde have været rart for lytterne at få demonstreret hvordan bare eet motiv fungerede sonaten igennem. Der blev sagt, at indledningens motiver dannede grundstoffet i hovedsatsen. Jeg havde svært ved at høre det bl. a. fordi jeg ikke syntes motiverne i indledningen trådte frem med tilstrækkelig klarhed og prægnans. Der syntes at være en del uvedkommende og derfor distraherende toner. Iøvrigt - er det tvivlsomt om det er muligt at danne en musikalsk organisk sats ved at stille flere uforarbejdede motiver op ved siden af hinanden uden sammenhæng eller udvikling.

Der blev sagt sådan noget som at indledningen var en stemning, og formspørgsmålet uden betydning. Men så er der hovedsatsen, der blev kaldt »motorisk«, »klar i formen« og lign. altså den størst tænkelige kontrast til indledningen. Hvis man siger at det er de samme motiver, altså samme grundstof der anvendes i indledning og hovedsats, må der være noget fælles ved motiverne hvor de så optræder dvs. man må kunne genkende dem som de samme eller i det mindste som musikalsk beslægtede, og nodernes identitet er ikke nok til det. Muligvis var dette i orden i L's sonate, jeg havde blot svært ved at høre det. Det jeg er skeptisk overfor, er den musikalsk identiske anvendelse af et motiv i to så vidt forskellige verdener som de nævnte satser. (Identiteten blev netop anført som ialtfald en del af motiveringen for, indledningssatsen.)

Motivernes funktion er helt forskellig i de to satser: I hovedsatsen melodisk drivkraft, i indledningen stemningsgivende, »klangbærende« om man vil. Deraf følger at motiverne i indledningen opsuges i stemningen og at klangen bliver hovedsagen dvs. man ledes bort fra at betragte motiverne som det de skal betyde i hovedsatsen, og dermed forsvinder den musikalske identitet.

Men, for at vende tilbage til indledningens form: Selv i de mest »svævende« kompositioner af Debussy er der den klarest tænkelige formålstjenlige motivanvendelse. En stemning behøver ikke at være tåget, og hvis der er tale om musik må hver tone have en bestemt musikalsk mening, et 'musikalsk formål. I omtalte indledningssats må man spørge: Hvordan er forholdet mellem motiverne? Og er deres funktion i satsen i overensstemmelse med dette forhold? Kan man gøre rede for alt i satsen forekommende som satsens idé og grundstof vedkommende? Bedømmelsen af satsens formelle kvalitet må afhænge af svaret på disse spørgsmål. Nogle vil måske synes at jeg her går for grundigt og nidkært til værks. Lad mig da henvise til andre områder hvor de samme krav gælder og hvor man måske er mere opmærksom overfor dem. Hvis en foredragsholder midt under et foredrag om Palestrina pludselig giver sig til at tale om hønseavl, er det første man gør at spørge sig selv hvad dette har at gøre med Palestrina, og viser det sig efterhånden at de to ting ikke hænger sammen begynder man at rode i lommerne efter tomater. Koncertgængere synes i besiddelse af langt større tålmodighed. Eller er der også andre årsager?--

Og endelig: Hvorfor faldt der ikke et ord om musikkens indhold? Komponisten har formet - eller i hvert fald søgt at forme - sin musik så den svarer til hans hensigter, så den bliver et udtryk for ham selv. Men han har sikkert ikke tænkt sig at kun han selv skulde høre på den. Så spørger man da om den er værd at give til næsten. Er komponisten god nok som menneske til at andre kan have gavn af hans musik? Det er musikkens moralske kvaliteter det gælder, kvaliteter der til en vis grad er uafhængige af det tekniske. Musik kan være mere end skadelig netop fordi den er godt lavet. Selvfølgelig kan man ikke tage afgørende stilling til disse spørgsmål uden at være fortrolig med det pågældende værk, selvom intuitionen anvendt med forsigtighed kan lette arbejdet. Desuden må man være på det rene med hvad mennesket er, især hvad dets formål er, ellers når vi lige vidt og afgørelsens værdi bliver 100 pct. relativ. Og endda må man være varsom, for er man en aften træt og gnaven, kan man godt være afvisende overfor frisk og lystig musik, den være sig af nokså høj moralsk kvalitet. Vanskelighederne kap altså være store, de bør dog ikke skræmme en bort fra emnet, og selvom jeg ikke havde ventet en uomstødelig afgørelse, vilde det alligevel have været rart om diskussionsdeltagerne hin aften havde gjort forsøg på at tage bare et lille skridt på dette område som vi burde vise langt større interesse end tilfældet er.

Jeg har lier ikke omtalt diskussionens positive sider for ikke at trætte unødvendigt. Det kan også tænkes at mere indgående kendskab til sonaten vil ændre de indtryk jeg her har gengivet. Men det er ikke hovedsagen i denne forbindelse. Min hensigt var at understrege nogle ting der forekommer mig temmelig vigtige når man taler musik. Det skulde glæde mig om virkningen svarer til hensigten.*)

Leif Kayser.

*) Det vilde være formeget forlangt om en diskussion på en halv time skulde indeholde udførlig gennemgang af alle de her nævnte ting. Men kunde man så ikke arrangere et CM der spændte over flere aftener så man virkelig fik tid til at komme tingene tilbunds?