Fra grammofonens verden

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 02 - side 43-45

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fra grammofonens verden

Mo Zart: »Borlførelsen« (ouv.). Verdi: »La Tr(iviata« (ouv.). - Tono X 25168.

Rossbd: »Den lyvugtige skade« (ouv.). Tono X 25166.

Meyerbeer: Kroningsmarch af »Profelen.«.

Berlioz: Ungarsk march af »Faust fordømnielse«. - Tono X 25160.

Joh. Strauss: »Flagerinusen« (ouv.). - Dentsche Granzinophon Gesellschaft (Polgplion) 68043 LII.

En række, næsten alle lige fremragende orkesteroptagelser af mindre værker i forskellige genrer -- ouverturer og marcher fra hovedsagelig romantiske operaer --- er publiceret af Tono med Egisto Tango som leder af hhv. Det kgl. Kapel og radiosymf oniorkestret. Set fra den klanglige-og tekniske side vil man vel foretrække sådanne indspilninger som dern, der er gjort af ouverturen til Mozarts »Bortførelsen«, hvis, festlige »tyrkermusik« under Tangos inciterende og inspirerede førerskab klinger

ined en prægtig glans, og et niere bastant

.~I

værk som Berlioz' »Ungarsk march«, hvorined Kapellet udfolder en overdådigt tonende orkesterglans. I teknisk henseende kan man ikke give Rossinis »tyvagtige skade« samme prædikat, og det er skade, for det er nenilig ganske øjensynligt (eller i-ettere ørenhøreligt), at Tangos tempera

t,,

inent her slår gnister, der fænger i Rossinis rytmiske krudt og anstifter musikalske eksplosioner, som teknikerne nok er blevet bange for, (la de holdt igen på bassen og derved slørede klangen. Måske er det også et spørgsmål om mikrofonplacering; givet er det ilivertfald, at de store »ture« i basunerne ikke er til at «-trave frem.

Man vil endvidere glæde sig over intensiteten i den mættede strygerklang i optagelsen af »Traviata«-ouverturen, og trods det bombastisk pompøse i Meyerbeers kroningsmarch er det her som hos Berlioz en fryd at høre Kapellets fuldttonende orkesterkunst.

Til samme fornemme klasse hører den fremragende orkesterleder Herbert von Karajans mesterlige gengivelse af Joh. Strauss' »Flagermus«-ouverture, som Berliner philharmonikerne pryder med et festligt klingende og rytmisk såvelsom klangligt rigt nuanceret spil. Karajan er den gennemkultiverede musiker, der fastholder den charmerende wieneratmosfære uden et øjeblik at henfalde til de manérer, som mindre ånder har klistret på denne musikalsk fuldlødige operettemusik.

Haydn: Arier af »Skabelsen« og »Årstiderne«. - Tono X 25162.

Verdi: Arier af »Don Carlos« og »Troubadouren«. - Tono X 25161.

Schubert: »Der Musensohn« og »An die Musik«. - Decca M 652.

Heise: »Den unge Lærkes Foraarssang« og »Ingen Blomst i Verdens Lande«.- Col. DD 538 (25 cm).

For dem, -der ikke har været i stand til at erhverve sig de komplette optagelser af Haydns to store oratorier, kommer Einar Nørbys fornemme indsyngning af arierne »Schon eilet froh, der Ackermann« fra »Årstiderne« og »]Rollend in scliåumenden Wellen« fra »Skabelsen« som en kærkommen »erstatning«. Denne plade hører ubetinget til hans fornemste kunstneriske præ,,stationer på grammofon. Hans karakterfulde røst er styret af en sikker stilistisk fornemmelse for oratoriekunsten, og Egisto Tango i spidsen for Det kgl. Kapel støtter ham på fornemste måde med et velklingende akkompagnement, hvis djærve tempo i landmandens arie giver den en frejdig og ligefrem karakter, medens det dramatisk malende i arien fra »Skabelsen« er virkningsfuldt understreget men dog behersket indenfor en klassisk form.

I Lilian Weber Hansens udførelse af Azueenas arie »Knitrende flammer« fra '»Troubaduren« og Ebolis »Åh, hvilken skæl)ne« fra »Don Carlos« mærker man pust af den helt store operastil. Det er en grammofondebut ' der giver løfter, og man skal lede længe for i det udenlandske grammofonrepertoire at finde en lignende vokal pragtudfoldelse i disse arier nedfæl~ det på plader. Men der er endnu skønhedsfejl at spore i hendes præstationer. Hun forgylder arierne med en varm ofte helt sanselig klang, men hendes højde kan blive noget skinger, og hele hendes register trænger til en sidste afpudsning eller

egalisering. Når hun først denne fulde beherskelse, da får vi næppe heller lov at beholde hende længe på Kongens Nytorv.

Fra den smældende romantiske operaarie føres man med Kathleen Ferriers skønne røst ind i Schubert-liedens intime verden. Man dåres af denne stemmes ubeskrivelige velklang, der smyger sig om teksten med en helt kærtegnende blødhed. Egenarten i Kathleen Ferriers foredragskunst, dens varme nienneskelighed og fortællende karakter er naturligvis også her et fremtrædende træk, man fryder sig over, men det synes ikke, som om hun stilistisk sondrer mellem lieden og f. eks. folkesangen, som vi kender fra tidligere optagelser. Man kan få den kætterske tanke, at der selv i hendes ophøjede kunst kan snige sig ind en anelse af manér, men selvfølgelig: en fornem manér.

Den danske romances tilbedere vil glæde sig over atter at kunne indlemme to skønne romancer af Heise - Blichers »Den unge Lærkes Foraarssang« og Byrons »Ingen Blomst i Verdens Lande« - i deres pladesamling. De vil gøre det med øn. sket om, at stadig flere Heise-romancer må følge, men samtidig med nogen bekymring over, at teknikerne har været lovlig hårde ved Kåte Bruun Bielenbergs lyse og sprøde men i forvejen let skingre røst. Der er dog en egen forårsfriskhed over hendes kvidrende gengivelse af »Lærken«, som bæres mod sky af Folmer Jenseizs duftende lette akkompagnement.

Beethoven: Klaversonater op. 13 »Patliétique«, op. 79, G-dur (Tono, A 144-46) og op. 27 11 (Polyphon 11,11 80027-28).

Under et af sine koncertbesøg i Danmark h-ar den ungarskfødte pianist Andor F,51des for Tono indspillet to Beethovensonater op. 13 og 79. Omend man ikke kan sige, at disse wærker viser yderpunkter af Beethoven-sonaterne, så er det dog to modsætningsrige kompositioner. Den første »Grande sonate pathétique« hører til de stort anlagte koncertsonater, medens den senere op. 79 har sonatinens i form og indhold diminutive karakter. I Fóldes' gengivelser genkender man den fornemt musicerende kunstner fra koncertsalen. Måske kunne man trods Pathétique-sonatens ikke særlig dybtgående patos her have ønsket et lidt rigere nuanceret spil, men hans krystalklare klaverbehandling og ganske særligt hans følsomt lyriske klang i G-dur sonatens udtryksfulde andante er smukt bevaret på de teknisk vellykkede optagelser. I Polyphon-optagelsen af cis-moll sonaten op. 27 Il står Galina Werschenskas præstation mindre prægnant. Ikke sådan at forstå, at hendes spil er uklart, men det har en træg tyngde, og f. eks. i den furiose finale savner man den spænding og vitalitet, som er et særkende for denne sats. Det er en sober musikalsk præstation, men hun evner ikke fuldtud at forlene gengivelsen med den atmosfære af Beethoven, der skal give værket den rette karakter. fsp.

Årgang 26/1951, nr. 02