Nye musikalier

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 02 - side 42-43

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Nye musikalier

// Ny dansk klavermusik på Wilhelm Hansens musikforlag:

Den unge John Vdin6 Forsman hår fået udgivet sit op. 3, en klaversonate. Det gælder om foreliggende opus, at dets autor nok har en del på hjertet', men stoffet er ikke klart disponeret. Det er, som om den brist på stoflig sammenhæng og den umodenhed, der præger F.s tidligere publicerede klaverværker, i langt højere grad åbenbarer sig, -når han giver sig i kast med den store, cykliske sonateform. Sonaten, der består af tre satser, Savner det nødvendige spændingsforløb, der burde være en forudsætning for det cykliske. I. sats er en Adagio, der slæber sig afsted i ensartet ottendedels bevægelse, umotiveret synes de pludselige ubeherskede dissonansakkorder i takt 6 og 43. 11. sats er en Presto scherzando med en Andante-sats som Trio. Bedst er utvivlsomt den hurtige del, selvoin en koncentration i stoffet ville være at foretrække, da det ellers ofte er tilbe-jeligt til at smuldre bort i halstarrige klaverfigurer. Direkte elevmæssig er III. sats, hvis rytmisk markante tema i og for sig er ganske morsomt, men F. udnytter ikke rigtigt de muligheder, som det tilsyneladende indebærer. I stedet for gøres der forsøg på et kontrasttema i kedsommelige halvnoder og med et ualmindeligt klodset og fantasiløst akkompagnement. Dette bliver absolut ikke mere »interessant« gennem en »ossia«-stemme; noderne synes her anvendt ganske efter de forhåndenværende sørns princip. Denne temagruppe kommer igen i en slags reprise og afslutter værket. Den ufuldstændighed, som F. med henblik på fraseringen påberåber sig i et forord, burde han forsøge at afhjælpe, når han igen giver sig i kast, ikke med en detalje som frasering, men med hele kompositionsproblemet!

// Et tidligt klaverværk. af Poul Schierbeck, to fantastiske etuder op. 4 åbenbarer, ligesom hans op. 31, maritime smårids,.en fin sans for klaveret. De to etuder er små programstykker i lighed med Ravels tre berømte satser, Gaspard de la nuit. Den første, kaldet mørke, følger et citat fra Maupassant's Le Horla. Satsen holder sig væsentlig indenfor es-moll tonaliteten, men udsving til A, e, a og E forlener stykket med en ejendommelig kolorit, der sammen med den kompakte og mørkt klingende klaversats giver udmærket udtryk for den rædsel. og dæmoni, der står som motto over etuden.

Den anden etude er kaldt natteblæst efter et citat af Patrick Macgill. Klaversatsen er her den modsatte til den, vi finder i »Mørke«. Let og -ennernsigtigt føres et hvirvlende hurtigt triolmotiv over klaviaturet. Dynamisk, satsteknisk og udtryksmæssigt danner de to etuder således en kontrast til hinanden. »Natteblæst« når kun et par enkelte steder op til ff, alle passagefigurer, der er følt ud fra tangenterne"" danner en ensartet perpetuum mobile-s~røm.

// Svend S. Schultz' sonatine nr. 2 er skrevet juli 1950. Den bærer tildels samme lette diverterende præg som hans' første sonatine. Formen i den nye sonatine er måske noget større, og hvad mere er, indholdet langt vægti-gere. Første sats, med karakterbete-~melsen Pastorale, indeholder

~c,

en mængde kontrasterende småmotiver,

der tilsyneladende intet har med hinanden

at skaffe, men som ud fra en indre vilje

til spænding og udvikling afføder' hele

satsens fremdrift. Den passivitet, som titlen

»pastorale« indebærer, er erstattet med en

spirituel, charmerende tone. Anden sats

er kaldet Nocturne. Den forekommer måske

noget mere triviel end første sats, selvom

de klanglige finheder ikke undlader at

gøre deres virkning. Lidt - mat føles det

lange hvilepunkt på h-nioll-og senere e-

dur klangen (stadig med.h i bassen). Sid~

ste sats en-mun-ter rondo lidt i stil med

den første sonatines. Men både klaverbe-

handlingen og stoffets disponering fore-

kommer mig mere taknemmeligt; af glim-

rende virkning er den indskudte minore-

del. Schultz' moderne anvendelse af »Al-

berti«-bassen er eet af de elementer, der

giver rondoen i den nye -sonatine en frem-

drift og tillige en gennemsigtighed i kla-

versatsen, som flere af voreganske unge

komponister burde stræbe efter at tilegne

sig. Schultz' anden sonatine er et fint

stykke spillemusik, et værk, der klæder

instrumentet, og som tillige besidder den

fordel at rumme virkelig god musik. En

sonatine, som mange af vore pianister

skulle give sig i kast med! B. J.

Finn Høffding: Julebudskabet. Tekst ved Oskar Schlichtkrull.

Hans Overgaard: Julemorgen. Tekst ved Johannes Jørgensen.

Begge Wilhelm Hansens Musikforlag.

Gode, tilgængelige ting for amatører findes der ikke i overflod. I dette tilfælde er amatørerne børn og unge i skolernes orkestre og kor. Det er derfor godt og vil sikkert blive hilst med tilfredshed på mange skoler, at den traditionelle julepotpourri, som mange steder tages op i mangel af bedres havelse, nu kan afløses af to små, originale værker.

For Finn Høffdings vedkommende drejer det sig om et gammelt prøvet værk. Orn det samme gæelder for Hans Overgaards, ved jeg ikke. Men de er hver på sin måde charmerende, og børnene vil sikkert synes ,om dem, instrueret på rette måde.

Julebudskabets forfatter, den nu afdøde rektor Schlichtkrull fra Holte gymnasiuni, har tidligere leveret teksten til den kantate, der hvert år opføres på skolen lien~ imod sommerferien.

Det bør bemærkes, at begge de små værker er beregnet på næsten enliver form for orkester, idet koniponisterne klogt har overladt besætning og småsoloer til det, der måtte forefindes på de enkelte skoler. Borgsmidt.

Nordiska Musikfbrlaget, Stockholni, har udsendt studiepartitur til Hilding Bosenbergs orkestersuite »Djufar« (1942), efter »Djufars visa«, et digt af Verner von Heidenstam, og Gósta Nystroenis »Sinfonia breve«. Rosenbergs værk er skrevet i 1942 og blev samme år uropført i svensk radio i forbindelse med recitation af digtet, som ligger til grund for konipositionen. Værket har dog fået suitens form med formelt -afrundede og musikalsk selvstændige satser,

hvorpå digtenes fantasiverden. naturligvis har haft en vis indflydelse. Nystroenis symfoni er af lidt ældre dato, komponeret i Paris og Sanary sur Mer i årene 1929-31, for begge værker gælder det, at de hører til det ypperste indenfor den generations svenske orkestermusik.

// Wilhelm Hansen har genoptrykt Arnold Sch6nbergs »Filnf Klavierstilcke« op. 95. Det må være den stadigt voksende interesse for Schónbergs musik ude omkring i verden, der har gjort denne genoptrykning aktuel. Indenfor Danmarks grænser er det i hvertfald ikke lykkedes den atonale ekspressionisme at få fodfæste endnu, kun i enkelte tilfælde, hovedsagelig koncentreret omkring Niels Viggo Bentzons koncerter og grammofonindspilninger, er Sclibnbergs værker nået hertil i løbet af det sidste årti. Selv den omstændighed, at det første af disse fem klaverstykker har været trykt i en så populær publikation som »Klaverbogen« side om side med »Nonnens bøn« o.l. har ikke virket synderligt stimulerende for interessen for denne særprægede og vanskelige musik. Stående overfor samme komponists op.25 virker disse stykker ikke nær så konsekvente i tolvtoneopbygningen og konstruktionen, rnen de viser li-ans meget ekspressive, og det kan ikke nægtes vanskeligt tilgængelige stil, hvor den står lige på tærskelen til den lielt konstruktive dodekafonisnie. fsp-

Årgang 26/1951, nr. 02