Psykiske spillehæmninger hos elever

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 02 - side 32-34

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Psykiske Spillehæmninger hos Elever

Af Max Reik

At »Følelsen« indtager en central Plads i Musikken er nok den almindeligste Antagelse, og dennes Existens i den musikalske Oplevelse bestrides vel heller ikke af nogen. Mærkeligt er det derfor, at den kun meget lidt er bleven gjort til Genstand for musikpsykologiske Undersøgelser. Den musikæsthetiske Literatur har ganske vist beskæftiget sig meget med denne Side af Sagen, men ud fra et abstrakt Plan, der uafbrudt skifter Retning, alt efter Mode og Smag, og dermed gjort Sagen uhyre uklar og tilfældig. De forskellige musikpsykologiske Retninger har hovedsagelig indskrænket sig til at undersøge de enkelte Faktorer i en Persons Musikalitet: man har undersøgt Anlægsfaktorer for Opfattelsen af Musikkens mere udadvendte Elementer som f. Ex. Skælneevnen for Tonehøjde, Tonelængde, Rytme- eller Formsans etc. Psykiatrien har mig bekendt heller ikke beskæftiget sig mere indgående med dette meget vigtige Omraade. Det er betegnende at Nervelæger har kunnet skrive Bøger om Luther og Goethe, men ikke om Bach eller Mozart. Psykologen har nøje kortlagt Associationernes Mekanismer og Baner, og et Menneskes assiociative Tankeforløb kan give Psykiateren vigtige Oplysninger om Personens aandelige og sjælelige Habitus. En fejlagtig Rytmeforskydning eller Frasering siger ham derimod intet, og dog kan dette være ligesaa vigtige Symptomer for en psykisk Tilstand som en Fortalelse eller en Hukommelsesbrist. Det er selvfølgeligt langt fra noget nyt, der her siges. Enhver erfaren Læge kender disse forskellige »Fejlhandlinger« fra Elevers Side og forsøger at rette dem, men de færreste, tror jeg, er klar over den Baggrund, hvorpaa. disse Fejl kan hvile. Tit opgives sådanne Elever før eller senere som haabløse.

Det er forståeligt, hvorfor man har undgået at behandle disse Emner. For det første mangler man Ord til at udtrykke denne differentierede Følelsesskala - disse musikalske Emotioners - Indhold, dernæst, er man bange for at være subjektiv. Ikke desto mindre støder vi Pgedagoger i Praxis Gang paa Gang hos Elever paa en Mur af psykisk Art, der spærrer for en videre fremtrængen i Musikkens Rige. Disse Hæmninger kan give sig Udtryk i saa haandgribelige Ting som Stivhed i Fingrene, Stramning i alle mulige Led, kolde Hænder, akavet Fingersætninger, Sløvhed eller Exaltation saavel i Tempo som i Dynamik og Agogik, Sjuskethed, Dovenskab etc. etc. Det er klart, at almindelige Rettelser fra Lærerens, Side i saadanne Tilfælde ikke bærer Frugt ud over det øjeblikkelige Sted, ja ofte ikke engang her. Paa Grund af disse Fejls Karakter kan vi med en vis Ret tale om neuroselignende Hæmninger. At en stor Del af Elever, både Voxne og Børn, har neurotiske Symptomer i mere eller mindre udpræget grad vil ikke kunne forundre, naar Læger har antaget at 30 pct. af alle Mennesker frembyder neurotiske Symptomer.

Den Mekanisme der danner en Personlighed forestiller man sig, i grove træk tredelt, bestaaende af Vilje-, Følelse og Intellektenergi. Det forskelligartede Sammenspil af disse tre Kræfter gør os til Individualiteter. De tre Komponenter er i deres Oprindelighed anlægsmæssigt bestemt og ligger udenfor vores Angrebsmulighed. Deres indbyrdes Samarbejde er dog tilgængeligt for indflydelse. Vi taler om et neurotisk Menneske, når Sammenspillet af disse Anlægsenergier er bragt ud af Harmoni. Sådanne Forstyrrelser erkendes af Neurotikeren selv, og ved Lægens Hjælp er det muligt at bortrydde den forstyrrende Faktor og oprette et harmonisk Forhold mellem disse Energier. Hjælpen går i første Række ud på gennem en mere eller mindre dybtgående Analyse af Konfliktstoffet, at opspore Fejlkilden. Også det »normale« Menneske kan opvise neurotiske Symptomer, som gennem en let Lægeeller Selvanalyse kan bortryddes, eventuelt flyttes hen til mindre generende Sfeder. Parallelt hermed tænker jeg først og fremmest paa de mange musikalske Hæmninger hos normale Elever som søger Hjælp og Vejledning hos Læreren. Patologiske Tilfælde maa søge Psykiateren. En psykologisk Tydning efter Opsporing og, selv kun delvise opklaring af Fejlkilden, vil for disse Elever føre til et større og musikalsk mere tilfredsstillende Resultat end den føromtalte »gængse« Rettelse. Denne psykologiske Opklaring giver Bonus langt ud over det konkrete Tilfælde og har en Evne til at brede sig paa andre Omraader. Ligesom visse Fejlhandlinger i det daglige Liv kan give Psykiateren en Slags Nøgle til dette Menneskes Problemstof, saaledes ogsaa, i Musikken. Med godt Kendskab og tilbørlig Hensyntagen til Elevens tekniske, musikalske, intellektuelle og kulturelle Stade, er der visse »Fejlhandlinger« i Musikken der kan give Pædagogen Oplysninger om de sjælelige og mentale Hæmninger der hindrer Elevens Udfoldelsesmuligheder. Mange Gange giver man f. Ex. manuelle tekniske Mangler Skylden for en mindre god Præstation. Ved nøjere Kendskab og Granskning viser det sig dog, at Fejlen ligger dybere, er af psykisk Art. Erkendes dette af baade Lærer og Elev i Forening og lykkes det saa i Fællesskab at opdage denne Fejls Mekanisme, er der givet Eleven en Hjælp, der musikalsk udløser sig i en bedre og mere befriende Præstation. At en sådan Overvindelse af en Vanskelighed virker opmuntrende og aflastende, siger sig selv. En til Bunds gående Opsporing af Fejlkilden kan desværre kun ske ad analytisk Vej, altsaa uhyre sjældent, i Spilletimernes, Forløb og da kun efter lang Tid og under særligt. gunstige Forhold. Derimod vil allerede Lærerens »afklarende Spørgsmål« d.v.s. hans taktfulde Forklaringer og interesserede Spørgsmål ofte kunne vække Eleven - ogsaa Børn - til at beskæftige sig med de Problemer, der ligger til Grund for Hæmningen. Alene en forsigtig Søgen efter Kilden fra Lærer og Elevs Side gennem nogen Tid kan virke frugtbart paa Spillet. Min Erfaring gaar ud paa f. Ex. at to saa vigtige Hæmninger som Sjuskethed og »Kortaandethed« i Spillet forholdsvis hurtig lader sig forbedre paa denne Maade. En Art Systematisering af disse Hæmningers Udslag er det ikke lykkes mig at faa opsporet, og mit eget Erfaringsmateriale er for lille til at drage videregaaende Slutninger.

Mekanismen der ligger bag ved Hæmninger er uhyre kompliceret og dens Udslag ofte uberegnelig. En Hæmning paa Viljens Omraade kan give sig Udtryk i legemlige, følelsesmæssige eller intellektuelle Symptomer. I Musikken kan rytmiske Fejl stamme fra melodiske eller harmoniske Hæmninger. Jeg har kunnet konstatere f. Ex. at Autoritetstro, der gav sig Udslag i Angst for ikke at gøre det rigtige, hindrede Eleven i at spille i Sammenhæng. Skilsmissebørns Usikkerhedsfornemmelser overfor Omverdenen, deres Angst for at give sig en Følelse i Vold, har resulteret i en Art »Stammen« i deres Spil. Det saakaldte »überschwängliches Spiel« har hos en Elev vist sig at være Erstatning for musikalsk Potens. Det modsatte: den al for nøgterne Udførelse, kunde føres tilbage til en Straffeforanstaltning fra Elevens Side. Fejlspilninger og Sjuskethed har haft Koncentrationslakuner som Grund og disse er igen bleven fremkaldt af ukonsekvent Opdragelse med Forbud og Forkælelse i tilfældig Blanding. Rytmiske Forvrængninger viste sig hos en Elev at hvile paa Angst for den motoriske Energistrøm der ikke tillod Opbremsning. Han led af stærk Mistillid til sig selv. En forholdsvis kort Søgen efter Grunden til hans Mistillid gav udmærket Resultat. Et Tilfælde af særlig overbevisende Art kunde jeg følge hos en meget begavet Elev der samtidig med at blive undervist af mig, blev behandlet hos en Psykoanalytiker. Det var forbløffende hvilke Fremskridt han paa næsten alle musikalske Omraader gjorde. Inden Lægebehandlingen var han ogsaa, af mig opgivet.

Det er selvfølgelig ikke altid muligt at angribe disse forskellige Hæmninger ad psykisk Vej. Eleven vægrer sig, og saa maa Læreren trække sig tilbage. I det hele taget er yderste Forsigtighed nødvendig for ikke at støde Eleven og forværre Fejlen. Desuden lykkes det tit Eleven at narre Læreren. Man har Fornemmelsen, at han ikke bryder sig om at skilles fra sin Hæmning, ja direkte er angst for at blive befriet. (Det er ofte Tilfældet ved Muskelafspændingsforsøg). Saa ligger ogsaa den Fare nær at udlede psykiske Problemer ud af noget, der ganske almindelig hviler paa manglende Opøvning og simpel Ukendskab til Stoffet. I det hele taget bør ogsaa her mange Ting tages med i Betragtning, før man med rimelig Grund optager musikalske og manuelle Fejl til psykisk Drøftelse med Eleven. Men selv med alle tilbørlige Forbehold bliver der en Mængde Elever tilbage, der staar i Stampe til de faar det Puf Læreren kan give. Angrebspunktet for Puffet er nærliggende. Det er de musikalske Fejl, der stammer fra psykiske Hæmninger. Den Hjælp Læreren kan yde bestaar i, ud fra sin Erfaring, at lede Eleven gennem Samtale hen i den psykiske Retning, hvor Konflikten kan søges. Den normale Elev, der næsten altid viser Interesse herfor, vil dermed tit selv kunne overvinde Hæmningen og Mulighed for videre Udvikling er skabt.

Det vilde være interessant at høre om andres Erfaring paa dette Omraade.

Årgang 26/1951, nr. 02