Fra grammofonens verden

Fra grammofonens verden

Caccini: »Amarillk :

Bononcini: »Den piu ine non v'ascondete«. - Decca K 2070.

Som ung kunstnerinde vandt den belgiske sopran Suzanne Danco i 1936 »Bel canto-prisen« ved en konkurrence i Venezia; hun har studeret bl. a. i Prag, tfiskyndet dertil af Erich Kleiber, sunget ved Edinburgh festspillene (1948), været engageret på La Scala, og hun er nu tillige lærer ved Chigiana-akademiet i Siena. Denne introduktion af Suzanne Danco giver vel en anelse om, at hun må være en kunstnerinde, der forstår sig på bel eantoet, sådan som det skal komme til udtryk i den italienske sangkunsts i-eneste og gyldne periode fra nionodiens indtræden i det historiske billede omkring 1600 og frem til midten af det 18. århundrede. På denne teknisk fuldkomne plade giver hun eksempler på yderpunkter indenfor denne periode i italiensk sangkunst. Renere og niere skønt ophøjet volkalkunst i denne genre kan man ikke ønske sig; hendes klang er lødig og tæt, båret af et fint behersket vibrato, og hendes musikalske udtryk er styret af den fornemste stilforneinmelse. Af ganske særlig interesse for danske sangere er Caccinis kærlighedssang »Amarilli«, som findes i 1. bd. af professor Knud Jeppesens »La Flora«. Suzanne Dancos enkle fortolkning kan tjene som mønstereksempel på interpretationskunst i denne sangstil. Teoretisk interesserede vil tillige finde et udmærket studieobjekt i denne plades generalbasudsættelse set i forhold til Knud Jeppesens. Således vil man i tredje strofe »Amarille é'l mio amore« måske finde den her anvendte klanglige kolorering noget fremmed for den enkle stil, og f. eks. synes her Knud Jeppesens forhaling af subdominantens indtræden at give en stærkere harmonisk spænding. Denne plade er en pryd for ethvert diskotek og bør omfattes med særlig interesse af vore hjemlige sangere, sang,studerende og pædagoger.

Negro Spiriffials: »Plenty good Room« og »I stood on de Ribber ob Jordan«. - Decca M 653 (25 cm).

Det er ikke mindst med sine klangskønne og åndfulde fortolkninger af Negro Spirituals, Ellabelle Davis har tryllebundet sit danske koncertpublikum, der sikkert med begærlighed vil benytte chancen til at hjemføre disse to eksempler på

plade. Men man skuffes, ikke af hendes prægtige sangkunst naturligvis, men af de sukkersøde og banale instrumentale arrangementer, der indfatter hendes smukke præstationer og med en tyk overromantiseret harmonisering ganske berøver sangene deres naivt charmerende karakter.

Beethoven: Septet, Es-dur op. 20. - Decca AX 306-10.

Stående overfor valget mellem at an,skaffe sig Beethovens herlige kammermusikalske ungdomsværk septetten op. 20 i den danske Columbia-optagelse med solister fra radiosymfoniorkestret (se DM 1950, s. 39) og denne nye Decca- indspilning, gjort af medlemmer af »The Vienna Octet«, kan det nok volde nogen vanskeligheder at træffe en afgørelse, da begge optagelser er af fornem teknisk og musikalsk kvalitet.

Karakteristisk for wiener-indspilningen er det rigt nuancerede og gennemarbejdede kammermusikspil, musikerne yder i en klangligt velafbalanceret udformning. F. eks. sondrer de tydeligt mellem koncerterende perioder (strygere contra blæsere) og de tutti-prægede afsnit, og det virker ikke alene ind på den klanglige helhed men også på klarheden i detaljerne. Disse fryder man sig over ganske særligt i den indledende adagio, hvoraf ethvert ensemble kan lære, hvordan den enkelte stemmes suverænitet ikke nødvendigvis sættes over styr, fordi der samtidig tilstræbes en klanglig enhed. Den musicerende frihed, der giver værket en så charinerende karakter, vidner om en hos dette ensemble kammermusikalsk levende tradition, som giver denne optagelse dens adelsmærke.

Chopin: Poloimise, As-dur op. å3. - Tozzo

A 104.

Mozarl: »Alla itirca« (af K. V. 331).

Brahms: Intermezzo, b-mol op. 117-"". - Tono A 148.

Debussy: »Glair de lune« og »Reflels dans Veau«. - Tono A 147.

Victor Schiølers indspilning af den populære As-dur polonaise af Chopin tiltaler ved sin pianistiske klarhed, den klangligt transparente glans og rytmiske energi. Nogle ville måske foretrække et endnu mindre rubat spil, men hans rubato er anvendt med diskretion og kun, hvor det er musikalsk motiveret, hvorfor man i den virile gengivelse ikke finder spor af sentimentalitet.

På de fire nye pladesider får man atter lejlighed til at glæde sig over Ellen Gilbergs krystallisk klare klaverspil. I optagelserne af Debussys to klaverstykker mærker man tillige, at det - i forhold til tidligere optagelser -- er lykkedes hende langt finere at. indfange atmosfæren i Debussys farverige og sensitive toneverden. Når resultatet denne gang er blevet så fornemt, skyldes det også i nogen grad teknikerne, der her såvel som for Schiølerpladens vedkommende præsterer det bedste arbejde, der hidtil er ydet ved TONO's klaveroptagelser. I det smukke b-mol] intermezzo af Brahms er klaverbehandlin

gen og klangen også meget, gennemsigtig og luftig, ligesom en smule for elegant til helt at dække dette miniatureværks seeregne karakter. Men hvorfor så den torso af Mozarts A-dur sonate? Ganske vist er »alla turca«en umådelig populær, og dens musikalske samhørighed med de foregående variationssatser ikke stærkere, end at man kan forsvare at løsrive de- n, men i betragtning af Ellen Gilbergs uomtvistelige evner for Mozart-fortolkning, ville det have glædet m:~inge at indlemme hele sonaten i deres 'pladesamling. Der var jo ikke noget i vejen for, at »alla. turca«en så kunne gå i handelen separat i et større oplag.

fsp.