En dansk kultureksport

En dansk kultureksport

Mange rosende ord blev udtalt om den første store sending optagelser, som Skandinavisk Grammofon AIS indspillede til mr. Brogan, direktøren for det eksklusive »The Gramophone Shop« i New York, og den nye serie orgelplader fortjener samme anerkendelse. Den kunstnerisk fornemme kultureksport, selskabet hermed indledte, betyder ikke blot en merkantil gevinst; den er i lige så høj grad en musikkulturel gesandt for danske kunstnere og samtidig ved den stilrene, tradition, der præger disse førklassiske optagelser, et dokument for det kunstneriske initiativ, der sætter sit stenhpel på dansk musikliv.

Måtte de bevilgende myndigheder dog snart få øjnene op for denne eksports direkte betydning for dansk musikkulturs anseelse i udlandet og for den indirekte good will, den forskaffer Danmark, således at de måtte kunne indse det tragisk latterlige i, at kulørt kiosklitteratur kan tilføres landet i store oplag, medens den kulturelt værdifulde grammofonplade, der for selskaberne betyder en ikke ringe økonomisk basis for en forøget indsats ad denne vej for dansk musik, kun tillades indført i ringe mængder eller helt lukkes ude, påheftet betegnelsen: luksus! Er det mon virkelig en logik, som vor handels- og undervisningsminister går ind på at støtte?

Den nye serie til New York omfatter seks plader (Gramophone Shop - GSC 47-52 med det tidlige 17. århundredes orgelmusik, fremført af Finn Viderø på det skøntklingende Compenius-orgel i Frederiksborg Slotskirke. Det er naturligvis af allerstørste værdi, at dette prægtige instrument, der ved en sjælden lykke har overlevet alle brandkatastrofer, med dets enestående skønne træpibestemmer er blevet foreviget på plader med netop den musik, som alene her får sine rette klanglige valører. Musiken uvedkommende er det tillige en ikke ringe turistpropaganda, der hermed sendes på markedet. Det er derfor anerkendelsesværdigt, at optagelserne netop i klanglig henseende er lykkedes over al forventning godt. Dels har Viderø i sin registrering indenfor musikalsk motiverede rammer søgt at vise instrumentets mange klanglige udtryksmuligheder, og dels har teknikerne støttet ham meget fint, så alle nuancer kommer helt til deres ret uden nogen brister, der kunne fremkomme bl.a. ved en - mindre god centrering af pladerne, som det var til fældet med enkelte optagelser i den første serie, som dog senere er forbedret.

Pladeserien omfatter værker af ti komponister, hvis virke hovedsagelig falder lige omkring det stilistisk så betydningsfulde århundredskifte ved 1600, og værkerne belyser praktisk taget alle hovedstrømninger i datidens rigt blomstrende orgelmusik med en afstikker helt tilbage til den spanske kammerorganist ved Filip l Vs hof Antonio Cabezon (1510-66). Den italienske orgelkunst er repræsenteret af Peterskirke-organisten Girolamo Frescobaldi (1583-1643) med iøvrigt et af seriens smukkeste og mest karakteristiske værker »Canzona Dopo l'Epistola« (1635), og Jean Tilelouze (1563-1633) viser datidens franske fra tysk orgelkunst ved sine rige registreringseffekter adskilte orgelmusik. Westminster-organisten Orlando Gibbons (1583-1625) er valgt som repræsentant for den engelske orgelmusik, og naturligvis er Jan Pieterszon Sweelinck (1562=1621) den nederlandske skoles foretrukne mester. Det er forståeligt, at Sweelinck af sin samtid døbtes den »deutschen Organistenmacher«, når man bemærker, at af seriens fem tyske komponister er de fire disciple af Sweelinck nemlig Samuel Scheidt (1587-1654), Melchior Schildt (1593-1667, han tjente bl. a. ved Chr. IV's hof som lærer for Kirstine Munk), Henrich Scheidemann (1596-1663) og Jacob Prætorius (1586-1655), der dog næppe er i slægt med Michael Prætorius (1571-1621), som er den femte af de udvalgte tyske komponister. Navnet Prætorius er blot en latinisering af det Ødt udbredte Schulz eller Schulze, der forekommer i Tyskland med en hyppighed som f.eks. det danske Andersen.

Sin største værdi får denne serie som en klingende historisk materialesamling, der sammen med den tidligere orgelserie udgør en skøn antologi over hele det 17. århundredes orgelmusik og derved bliver en uvurderlig hjælp f. eks. for den musikstuderende, så meget desto mere som man har fornemmelsen af, at Viderøs gengivelser må ligge så nær den autentiske, som historisk forskning og kunstnerisk intuition kan komme. Det er vel muligt, at samtiden har været så fortrolig med improvisation og forsiringssædvaner, at denne musik næppe har klinget så »bogstaveligt« som her. Men hellere end at begive sig ud i eksperimenter, der ville blive mere eller mindre bestemt af tilfældigheder, når traditionen ikke er utvetydigt verbalt overlevere, er denne måske 'lidt' akademiske interpretation at foretrække.

Det ville være at overvurdere den førklassiske ikke mindst det begyndende 17. århundredes musik, om man tillagde alle de i Denkmaler-udgaver eller på anden måde fremdragne værker en absolut kunstnerisk-musikalsk værdi, blot fordi de har historiens stempel påtrykt. Der er perler imellem de her levendegjorte kompositioner men også eksempler, der har betydning mere som stilprøver end i kraft af den musikalske egenværdi. Udvalget er gjort med smag, og ringen omkring det 17. århundredes orgelmusik er sluttet. Mange andre værker kunne naturligvis findes frem, og de ville måske gøre billedet fyldigere men næppe tydeligere. Var det derfor ikke en opgave for Skandinavisk Grammofon A/S, samtidig med at man gav Viderø lejlighed til at udfolde sine rige evner i Bachs og enkelte af hans samtidiges kunst, at begynde også fra den anden ende: vor tid! Man kunne finde de mest karakteristiske og vægtige værker frem og lade Viderø, der som interpret er en musikalsk levende og vidt orienteret kunstner, eller/og et par af vore unge organisttalenter, som har viet nutiden deres interesse, indspille dem.

Chancerne for at slå ned på en for historiens dom mindre værdifuld tonekunst i nutidens orgelproduktion er næppe større end for den historiske, præklassiske kunsts vedkommende, og man må ikke glemme, at nutiden trods alt angår os mere end sideskuddene på historiens grundstamme. Udfoldelsen af et sådant initiativ ville betyde en vældig stimulans, en hårdt tiltrængt saltvandsindsprøjtning for vor tids orgelkunst. At der er jordbund for sådanne indspilninger, viser herhjemme alene den store interesse, hvormed mange af de unge danske organister omfatter samtiden.

fsp.