Negrene i amerikansk musik

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 05 - side 91-96

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Negrene i amerikansk musik

Af William Grant Still

William Grant Still er født 1895 i Woodville i Missouri. Han har studeret ved Wilberforce-universitetet -og Oberlin-konservatoriet og privat hos G. W. Chadwick og E. Varése og lærte sig orkesterpraksis som violinist, cellist og oboist i forskellige orkestre og ved at instrumentere for W. C. Handy, Don Voorhees, Sophie Tueker, Poul Whiteman, Willard Robison og Artie Shaw. I flere år grrangerede og ledede han »Deep River«- serien i CBS og WOR radio.

Han var den første neger, som dirigerede et kendt symfoniorkester i USA, da han i 1936 fremførte egne kompositioner med Los Angeles filharmoniske orkester i »Hollywood Bowl«. Han er medlem af ASCAP og Komponistforbundet, har modtaget Guggenheim- og Rosenwaldstipendiet og er æresdoktor ved flere universiteter. Hans kompositioner omfatter opleraer, balletter, korværker, symfonier og andre orkesterværker, klaverværker, sange m.m.

Nedenstående artikel er velvilligt overladt DM af The Piltsburgh Courier, hvor den har været publiceret d. 11. nov. 1950.

Omkring århundredskiftet begyndte man at få øjnene op for negrenes ualmindelige musikbegavelse, takket være »The Fisk Jubilee Singers«, Coles og Johnsons shows og visse andre energiske pionerer. Det var en udbredt misforståelse, at alle negre var »vidunderlige sangere og dansere«. De fleste hvide af denne anskuelse tog dog det stiltiende forbehold, at negrenes talent kun strakte sig til folke- og showmusik.

Vi måtte kæmpe for at besejre denne fordom, og vi har endnu ikke udryddet den. Alligevel er vi idag, halvtreds år senere, nået dertil, at adskillige negersangere anerkendes som fremragende fortolkere af seriøs musik: Marian Anderson kaldes ofte »America's first lady of song«, - jazzen, som indrømmes at stamme fra negrene, anerkendes i det store og hele som en væsentlig faktor i amerikansk musik, - to neger-symfonidirigenter optræder hyppigt offentligt, - flere farvede musikere er ansat i amerikanske symfoniorkestre, - idet mindste én neger virker som impressario - og flere af vore seriøse komponisters værker opføres regelmæssigt. ved symfonikoncerter verden over.

Alt dette står på hovedbogens kreditside. Men der findes også en debetside: Alt det, som midlertidig er tabt eller som ikke er vundet endnu: Mens vi har udmærkede neger-instrumentalister er der ingen, der har nået det tilsvarende på det vokale område. Ingen negerdirigent har endnu været fast dirigent ved et af de store, kendte orkestre ligeså lidt som nogen negersanger er blevet ansat som medlem af Metropolitan operaselskabet til trods for adskillige negersangeres sukcesser i andre store operaer her og i udlandet. Engang var vi de førende i operetten (»the musical comedy«), men den store begejstring for Coles og Johnsons shows, for Will Marion Cooks musik(1) og for »»Shuffle Along« har negrene i de sidste femogtyve år ikke kunnet opnå. Størstedelen af A.F.M.(2) unionerne er endnu skarpt delte - og denne tilstand fremkalder brødnid. På dansemusikkens område, hvor i sin tid den farvede dominerede, må han nu dele pladsen med hvide amerikanere.

Men først og fremmest er det påfaldende, at selv den seriøse negermusiker af idag stadig stilles overfor alle slags forudfattede idéer til trods for en stadig voksende indbyrdes raceforståelse.

Efter min mening var afdøde Harry T. Burleigh en af vore betydeligste pionerer. Han var selv en udmærket komponist. Blandt hans over tohundrede sange har »Jean« og »Little Mother of Mine« fået varig plads i mange berømte koncertsangeres repertoire. Hvis dr. Burleigh havde villet, kunne han hele sit liv have skrevet musik uden racepræg og have fået sukces. Det tjener ham til ære, at han ikke følte det som en skam at slutte sig til negermusikken. Han var en af de første, der harmoniserede negro-spirituals, så de bevarede deres naturlige enfoldighed, - og samtidig forædlede han deres karakter og gjorde dem derigennem yndede overalt.

Da hver neger nuomstunder bør være en god repræsentant for sin race, må han, når han står overfor et publikum, handle efter denne sin højeste pligt. Dr. Burleigh var en repræsentant, som vi altid har kunnet være stolte af. I ca. et halvt hundrede år var han solo baryton ved den protestantiske, biskoppelige St. Georges kirke i byen New York, - i femogtyve år sang han i koret i Emanuel-templet, den rigeste synagoge i Amerika. Hver solo, han sang, bidrog til at nærme racerne til hinanden i fællesfølelse. Men han lod det ikke blive derved; han troede fuldt og fast, at musikken er et mægtigt instrument til international forståelse; når han derfor på en europæisk koncertrejse ved to lejligheder sang for kong Edward VII, følte han, at han bidrog til venskab mellem nationer.

ASCAP er en organisation, som hjælper skabende kunstnere i Amerika ved at yde dem livsvarig økonomisk støtte til deres arbejde, og er tillige en organisa-. toin, som ikke gør forskel. Negermedlemmer klassificeres efter deres produktion og prestige, ganske som hvide medlemmer, uden hensyn til hudfarve. Hvis man ville spørge ASCAP's kontorer, hvormange negermedlemmer der findes i forbundet, ville man ikke kunne få svar, simpelthen fordi hvert medlem optages udelukkende efter sine kvalifikationer og aldrig,er blevet påført nogen beniærkning oni race, til livilket formål det så end kunne være. Det var derfor ganske naturligt, at Harry T. Burleigh stod som medstifter, da ASCAP blev grundlagt i 1914. Den agtelse, han dengang nød blandt sine kolleger i forbundet o,:r som. han hele sit liv har været genstand for, kommer os alle til gode idag.

Men det er ikke alt. Dvoraks berønite symfoni »Fra den nye verden« regnes for at være det musikværk, der for fø'rste gang viste verdens musikelskere, at negrenes musik med held kunne anvendes i den symfoniske musik. Og det var ikke ,helt tilfældigt, at czekeren Dvorak anvendte negroide elementer i sin symfoni. Det var nemlig ingen anden end Burleigh. (der var hans elev dengang), som sang negro-spirituals, for hain i timevis, så han fik 'anledning til at lytte og lære.

Endelig var dr. Burleigh yderst hjælpsom overfor unge negermusikere,. ja også overfor andre komponister. Men ikke overfor livemsomhelst, for han hadede middelmådighed. Overfor det gode viste han altid anerkendelse. Idag har vi brug for mænd af hans støbning - ikke for at opmuntre godtkøbs værker, blot fordi de er skabt af vor egen race, men for at holde vore faner højt, så alle kan stræbe mod det bedste til racens ære.

Da Percy Grainger fremførte R. Nathaniel Deti's »Juba Dance« ved mange af sine koncerter, var det atter en førende negerkomponist, der nåede frem til et stort publikum. Dr. Dett's bidrag til negermusikken har uden tvivl gjort vejen lettere for os andre gennem den anerkendelse, han fik som komponist af koncertmusik. Hans væsæntlige indsats var værker for kor; en oversigt over hanskompositioner viser, at de er smukt fordelt mellern race- og ikke-racepræget musik. Som helhed var han en lødig komponist, der interesserede både flarvede og hvide tilhørere.

Fem år efter århundredskiftet -blev en 18-årig farvet støberiarbejder opdaget som musikalsk talent. Han fik først undervisning hos negerinusikeren Arthur Calhoun. Senere optrådte han første gang offentlig som medlem af »The Fisk Jubilee Singers«. Denne unge niand, der med sin målbevidsthed, ærgerrighed, personlighed, flid, fantasi, store musikalitet og smukke tenorstemme blev en fremragende skikkelse på koncerttribunen - var Roland Halles.

Det var Hayes, soni fik det koncertinteresserede publikun-1 overbevist oni, at en neger kunne synge werker af komponister fra alle nationer og alle epoker. Andre negersangere havde ganske vist tidligere forsøgt dette, men han var den første, der gjorde det med afgjort sukees. Historien om hans karriére er typisk amerikansk: Manden, der løftede sig selv tilvejrs ved sine egne støvlestropper, - som kom fra fattigdorn til sejr i Buckingham. Palace, og som senere, på sin berømmelsens tinde, ved skæbnens ironi blev udsat for grove prygl af hvide bøller i Georgia.

Ronald Hayes' koncertprogrammer blev et mønster for mange andre amerikanske sangere, både hvide og farvede. De begyndte med klassiske, romantiske og moderne sange på fremmede sprog og endte med en afdeling negro-spirituals. Senere har Hayes studeret anden negermusik (udover spirituals) og har indspillet en del deraf på grammofonplader.

Marian Anderson startede sin berømte løbebane i slutningen af tyverne. Hendes artistiske position var sikker nok gennem mange år, - men egentlig populær blev hun ikke før efter den bekendte DAR begivenhed(3). Dette skaffede hende en uhyre national opmærksomhed, og siden da har hun hævdet sin fremragende stilling blandt verdenssangerne.

Vi har mange mindre begavede negersangere, hvoraf flere er af højeste karat og har opnået stor popularitet. Skønt de nu ikke længere hører til de første negersangere på.koncerttribunen (kronologisk set), Så I ejer flere af dem ikkedestomindre den sande pionerånd i sig. De er begyndt at indføre kunstsange af negerkomponister i deres programmer i tilslutning til de yndede spirituals, operaarier og kunstsange af fremmede komponister. Da det af hensyn til raceforståelse er så vigtigt at få negrene anerkendt også som skabende kunstnere, er dette et af gjort skridt f rem ad.

Den gamle indgroede forestilling om at »alle negre er vidunderlige sangere og dansere« har muligvis gjort det lettere - for sangere at nå frern end for andre negermusikere og har bidraget til sukees for en hel del negerkor og en velvillig indstilling hos mange hvide amerikanere overfor de enkelte negersangere. Man må glæde sig over denne indstilling, når den blot ikke er knyttet til gamle fordomme om, hvad negre kan og hvad de ikke kan i musikken. Det er forståeligt, at en ærgerrig negersanger prøver på at bevare denne velvilje også når han går over i den højere musik. Den tidligere opfattelse af negerens plads i musikken er tillige skyld i, at mange hvide, amerikanske kritikere efter hver negersangers koncert skriver, at aftenens bedste ydelse var de fremførte negro-spirituals, hvor udmærket end udførelsen af det øvrige program havde været. Det er også grunden til, at hvide tilhørere holder mest af at høre negerkor og negersolister synge negro-spirituals, mens et negerpublikum, især nyder at høre Rossinis »Stabat Mater« eller Händels »Messias«. Det kan også være årsagen til, at negerinstrumentalister indtil nu har haft vanskeligere ved at gøre sig gældende i Amerika. Instrumentalmusikken ejer ikke så meget folkeligt materiale som vokalmusikken; derfor må mange instrumentalister nødvendigvis falde tilbage på de klassiske værker eller på negerkomponisternes seriøse værker, og offentligheden er netop nu begyndt at vænne sig til dette. Neger-instrumentalister og seriøse negerkomponister er således forbundsfæller i kampen for racernes forbund. Begge søger de anerkendelse for negermusikken, som, de er stolte af og som. de behersker med arvtagernes selvfølgelighed. Begge søger tillige anerkendelse indenfor den musik, der ikke tilhører deres egen race og som de lige så ofte behersker, men i kraft af talent, uddannelse og interesse. Enliver virkelig kunstner må have et vist spillerum og kan ikke være underkastet nogen begrænsning i udfoldelsen af sine evner.

I de senere år har der imidlertid hvide amerikanske dirigenter, der dristede sig til at engagere enkelte negermusikere i symfoni- og radioorkestre. Af flere grunde er det dog endnu ikke blevet almindelig praksis, først og fremmest fordi det er vanskeligt at overvinde de herskende fordomme, dernæst fordi vore unge musikere på grund af de ringe udsigter til ansættelse ikke har villet uddanne sig til disse stillinger. Mange af dem gik derfor over til jazzen som levebrød istedet for at vente og renoncere til fordel for en stilling, som de måske aldrig ville få; thi når der endelig findes en forstående dirigent som vil gøre vovestykket uden hensyn til eventuel modstand, så får han den ene betænkelighed efter den anden og taber tilsidst hodet. Han véd, at den han vælger »kan være meget god af en neger at være«; men må i virkeligheden kunne konkurrere med hvemsomhelst og være bedre end hvemsomhelst for at undgå kritik. Endelig må det ikke glemmes, at fordi størstedelen af de amerikanske musikerorganisationer er delte, må enhver dirigent uden racefordomme samarbejde med to organisationer i sin egen by, hvad der giver anledning til en hel del bryderi.

Der er kun få der ved, at,vi idag har en helblods neger-impressario, M. H. Fleming, der i Salt Lake City har skaffet engagementer til berømtheder sorn Yehudi Menuhin, Marian Anderson, Todd Duncan og flere store operaselskaber m. m. Skønt mr. Fleming ingenlunde er velstående har han ofte af sine egen lomme financieret koncerter af farvede kunstnere for at gøre sine bysbørn bekendt med negrenes kultur. Han har f. eks. flere gange engageret farvede kunstnere til Salt Lake City under en af de lokale (hvide) foreningers auspicier. Han har dog selv måttet underskrive kontrakterne undtagen med Anderson og Hayes, sorn er så kendte, at garanterne er sikre på fulde huse; og skønt han egentlig ikke har råd til at tage nogen økonomisk risiko, gør han disse idealistiske ofre af tid, penge og arbejde af ren racestolthed. Indenfor musikkritikken findes der nu også flere negre, der alle skriver i negerblade. Bedst. kendt er Nora Holt, som er det eneste negermedlem af New York's musikanmelderforening og som for over tredive år siden grundlagde det højtfortjente nationalforbund af negermusikere (The National Association of Negro Musicians) .

Fornylig stod der i AP nyhedsdepeche (25. februar 1950), at »næstefter dollars er Amerikas inest populære eksport til Europa jazzmusikken. Den s piller den største rolle i restauranter, natklubber og danseetablissementer og dens popularitet er så stor selv bag jerntæppet, at kommunisterne nu prøver på at undertrykke den som en ødelæggende indflydelse.«

Nutildags er det vel almindelig fastslået, at jazzen kommer fra negrene. Engang prøvede de såkaldte eksperter at tage den fra os og påstod, at Mozarts »Templo Rubato« var oprindelsen til »ragtime«, ligesom de nu lancerer »hvide spirituals« for at kunne gøre krav også på denne folkelige udtryksform. Imidlertid har negrene på jazzens område definitivt sejret over Mozart, og har opnået en utvivlsom førerstilling på trods af udniærkede hvide konkurrenter. Ligesom neger-spirituals stammer jazzen selv fra folket. Den har gennem årene udviklet sig, idet hver ny komponist eller fortolker har givet den sit eget individuelle præg, indtil W. C. Handy gjorde sin store indsats ved sin forståelse af dens muligheder og ved gennem sine indspilninger at sikre de såkaldte »blues« for efterverdenen. I begyndelsen ville negrene ikke anerkende mr. Handy's blues, fordi de betragtede dem som lavtstående musik. Men lidt efter lidt forstod de betydningen af hans indsatsl - og da mænd som George Gershwin åbent indrømmede, hvad de skyldte W. C. Handy, blev det lettere at få negrene til at forstå og værdsætte hans arbejde.

Efterhånden som jazzen vandt i popularitet, (lukkede den farvede arrangør op på arenaen. Hans arbejde i det skjulte var i mange tilfælde, skyld i sukcessen for den musik, der spilledes af de førende ensembler, både hvide og farvede, og der er stadig mange fremragende negerarrangører i funktion i New York og andre steder.

Jazzen er nu blevet en stor forretning. Fra de forskellige ensembler, dirigenter og vokalister er der stor efterspørgsel ' efter partiturer hos førende impressarier, og det har ført til en overstrømmende reklaine ud mod offentligheden. Meget heraf er ren kommerciel propaganda, som jeg ikke skal komme nærniere ind på. Jeg tror imidlertid, at jazzen i sig selv er mere betydningsfuld end den enkelte fortolker. Den har givet et vældigt stød til amerikansk musik tillige med en udpræget national duft og har bidragét umådeligt til den øvrige verdens glæde over vor musik.

Hvad grammofonpladerne angår er det interessant at se, at flere berømte europæiske komponister i høj grad følte sig tiltrukket og i nogle tilfælde var stærkt påvirkede af amerikansk jazz, f. eks. Maurice Ravel, Claude Debussy, Frederick Delius og Johannes Brahms.

For nogle år siden gav Leopold Stokowski hjemme hos mig et interview til repræsentanter for negerpressen og fremhævede, at det var let for neger-jazzkoniponister at få sukees, men ikke for seriøse negerkomponister. Dette satte nye tanker i bevægelse. Det var ikke tidligere faldet mig ind, at når jeg selv eller komponister som John Work, Vlysses Kay, Clarence Cameron White, Florence B. Price, William L. Dawson og andre anmoder en stor dirigent om at opføre vore værker, så anmoder vi ham i virkeligheden om at sætte sig selv i en prekær situation. Det gik tillige op for mig, at når vi får vore værker opført, så skyldtes det hvide mænd som Leopold Stokowski, Arthur Judson, John Barbirolli, Eugen Goossens og andre, der ikke er bange for at lægge navn og rygte til vore kompositioner. Selv om negerkomponisterne nu mere og mere bryder igennem, så er hindringerne store - og de vokser, jo længere vi rykker frem. Man tåler ikke en negerkomponist, som stædigt fremturer i at skrive ikke-racepræget, abstrakt musik. Og når en negerkomponist skriver racepræget, musik vil hans modstandere hævde, at John Powell eller George Gershwin gjorde det bedre! Sådanne modstandere er ikke blot partiske, de er bange. Når de hører en negerkomponists værk, som gør lykke hos publikum, bliver de dødsensangst. De har set negrene nå frem til national anerkendelse på mange felter, og nu håber (le, det ikke også vil ske på det skabende område.

Som eksempel kan jeg nævne, at skønt min »Afroamerikanske symfoni« allerede i 1931 blev spillet i Rochester, kom den ikke frem i New York før 1935. Kritiken i New York var god. Afdøde W. J. Henderson, der skrev i »New York Sun«, s yntes så godt om den, at han imellem andre rosende udtryk skrev: »Man fristes til at spørge, om den farvede race ikke vil komine til at beherske USA i musikalsk henseende. Hvis der ikke er andre kendemærker, vil det være bedre at opgive den sorte nationalitet og 'blive gammel englænder, før det er for sent'.«

Komponisten Olin Downes havde i mine unge år flere gange lejlighed til at høre mine kompositioner og omtalte dem så rosende, at jeg gerne citerede ham. Da han imidlertid i 1946 hørte New Yorker filharmonikerne spille mit »Poem for orkester«, blev også han foruroliget. Han begyndte at tale om, at det var »behændigt skrevet og instrumenteret« og tilføjede: »Af mr. Still har vi tidligere hørt musik, der trods sin umodenhed rummede en vis fremmedartet fantasi. Nu skriver mr. Still bestikkende og effektfuldt ... han synes at være blevet mere afglattet, mere konventionel som komponist. Det er beklageligt, - og man må håbe, at mr. Still vil vende tilbage til det, som snævertsynede akademikere ville kalde for originale vildspor på hans vej.«

Det kostede kampe at vinde frem på det symfoniske område og i endnu højere grad indenfor operaen. I sin bog »Music on 'My Beat« (»Musik på min vej«) skrev Howard Taubman, at når visse hvide mæcener ved Metropolitan operaen ikke engang tåler at sidde i nærheden af en neger, er det ikke så nu mækeligt, at Metropolitan ikke engagerer negersangere. Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at det tog mig mere end ti år at få en tilfredsstillende opførelse af operaen »Troubled Island«. Selv efter at den var ansat til opførelse, bestemte visse folk, at den ikke måtte blive gennemført og der blev gjort adskillige forsøg på at ødelægge den. Da dette glippede og opførelsen nærmede sig, kom en hvid journalist til mig i New York få dage før premiéren og forberedte mig på, at det var kritikernes plan at sable den ned. Premiéren blev imidlertid en så overvældende publikumssukces, at de ikke ligefrem kunne nedsable den, men kneb udenom næste dag. Dog rykkede Time Magazin, The Poston Post og Musical Courier dristigt frem og fremhævede operaen som den sukces, den i virkeligheden var. Senere var der en ung farvet sangerinde, der opsøgte en af sine venner, som var kritiker ved en Metropolitan-avis, og spurgte ham ligeud, hvorfor kritikerne havde skrevet på den måde efter en så begejstret modtagelse fra publikums side. Hans svar lød: »Du ved nok, at vi kun slipper et vist antal negre igennem.«

Denne indstilling er slem nok i sig selv, og når der yderligere kommer politiske fordomme til, er det værre endnu. Hvem véd, hvor mange kritikere, der i dag har udtalt deres fordømmelse, simpelthen fordi en kunstner ikke kan skrive under på deres politiske overbevisninger?

Da mr. Stokowski i 1934 opførte William L. Dawson's »Negro Folk Symphony«, høstede værket stor anerkendelse. Kritikerne var utvivlsomt klar over, at Dawson var en dygtig komponist og at hans værk var godt. Ikke desto mindre herskede der en vis tilbageholdenhed, fordi de anser symfoniformen som altfor ophøjet til at en neger tør give sig i lag med den! Mr. Dawson's symfoniske værker spilles imidlertid stadig, og han er ikke blot komponist men tillige en udmærket dirigent for det ansete Tuskegee Institut's kor.

Når derfor mr. Stokowski hævder, at »der ikke findes racegrænser indenfor musikken«, kan dette nok være rigtigt, når det drejer sig om ham og andre frisindede og intelligente hvide mennesker, men det passer ikke, når man møder et menneske som er forud indtaget, omend den gode musik har mange muligheder for at udrydde fordomme.

Foruden fordomme må den seriøse negerkomponist tillige kæmpe imod sløvheden hos de gennemsnitsmennesker, der kun lader sig imponere af rigdom og pragt, - imod de mennesker, som står så stejlt på europæisk tradition, at de overhovedet ikke ønsker at høre amerikansk musik, - imod professionelt brødnid (som er højst utiltalende, især når det liænger sammen med racefornemmelser) og imod »The Leftists«, som ærgrer sig, når de ikke kan anvende farvede kunstnere.

Det er et faktum, at der i New York findes en formående klike af hvide komponister, som udelukker alle andre, såvel hvide som farvede. Dette faktum er nævnt på side 265 i Charles O'Connel's bog »The Other Side of the Record«. Det er interessant at vide, at Aaron Copland og Leonard Bernstein, som er klikens førende mænd, også blev hængt ud i Life Magazine for den 4. april 1949 i en artikel: »Dupes and Fellow Travelers«(4). Sammenhængen er umiskendelig!

Enkelte farvede og hvide komponister h,ar afslået at følge Leftisternes lære og har modarbejdet 'New Yorker-kliken i mange år. Blandt andet havde vi ingen mulighed for at få lavet forsvarlige indspilninger af vor musik, hvilket altid havde været et øint punkt. Her har New York-kliken skabt en ganske unødvendig hindring for mange af os, - en hindring på en mere omfattende baggrund end det rent personlige eller racebestemte.

På den anden side har adskillige negermusikere i betydeligt omfang nået ud til offentligheden og er blevet hædret af Leftisterne, som har fået så stor indflydelse, at de i realiteten administrerer de amerikanske hædersbevisninger. Det betyder dog ikke, at de herigennem hædrede er større kunstnere; det vil blot sige, at Leftisterne håber en skønne dag at kunne benytte deres indflydelse overfor negrenes masser. Trods alle venskabserklæringer ynder Leftisterne stadig den tanke, at negrene er en lavere race. De overvurderer hellere en mindre begavet kunstner end de hjælper en selvstændig og stærkkarakter.

Vi må forstå det problem, som Leftisterne i Amerika har skabt for negermusikken; vi må lære at se sandheden i øjnene og vurdere rigtigt. Vi må nøje skønne om hver kunstners evner, før vi giver vor støtte til nogen. Disse mennesker (Leftisterne) ikke blot sælger deres kunstnere, men venter at vi skal sluge de doktriner, som følger med.

Leftisterne arbejder ud fra den teori, at musikken mere end noget andet øver indflydelse på forholdet mellem racerne. I det lange løb er den måske ikke stærkere end andre elementer, men den har sin øjeblikkelige værdi. Når negermusikeren til stadighed står overfor et hvidt publikum, som måske ellers ikke er i kontakt med negre, står han der som repræsentant for racen. Når Leftisterne kan benytte dette faktum, hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre det for at forbedre forholdene i vort eget land? - For at forbedre raceforholdene må vi også understøtte de mere fortjenstfulde negerkunstnere.

Tiden er nu inde for negrene i almindelighed at tage mere aktiv del i kulturelle spørgsmål. Det gøres af de højtstående indenfor alle folkeslag og deres beskyttelse og interesse har inspireret komponister og udøvende kunstnere gennem århundreder. I de senere år har det været glædeligt at se flere og flere farvede folk gå til opera, ballet, symfonikoncerter, kunstudstillinger m. m. Vejen ind i musikkens verden er ved at åbne sig for en stadig voksende skare af unge negerkunstnere. Afsondringen i koncertsalene vil være forbi i Syden som den allerede er det i Norden. Ved at betale sin entré, til glæde og gavn for arrangørerne, vil det være muligt for os alle, og hvorsomhelst, at tage del i alle fælles kulturelle foretagender sammen med amerikanere af enhver race, farve og trosbekendelse. Vi kan også i almindelighed hjælpe på situationen ved at skrive breve til radioledere, koncertarrangører, redaktører o. s. v. og give udtryk for, hvad vi kan lide og hvad vi ikke kan lide og hvad vi håber på i fremtiden. Vi må imidlertid beherske os og ikke kræve negerkunstnere og negerkunstnere og negerværker blot fordi de er negre, men fordi de er gode og fordi de som amerikanere fortjener at konkurrere med andre amerikanere. Kort sagt, lad os kappes med Harry T. Burleigh!

Hvis flere og flere farvede folk bliver interesserede i seriøs musik (som forbrugere) kan vi med stolthed se tilbage på det sidste halve århundrede - og fremad mod det næste med frisk mod. Vi kan være stolte, ja - men ikke selvtilfredse. Kampens tid er netop begyndt!

(Oversat af Sig. Berg).


[Fodnoter:]
(1) Musik, komponeret af hvide, men udført af negre.

(2) American Federation of Musicians.

(3) Sigter formentlig til hendes optræden i Det hvide Hus.

(4) Narre og rejsekammerater.

Årgang 26/1951, nr. 05