Akkordteknikken I Bachs sonater for soloviolin

Af
| Årgang 26 (1951) nr. 06 - side 127-128

Akkordteknikken i Bachs sonater for soloviolin

Under denne titel fremkom i DM, nr. 5, en artikel af hr. Mogens Heimann, hvis mening er at imødegå den opfattelse, at den moderne bue ikke egner sig til gengivelse af Bachs solosonater, en opfattelse dr. Albert Schweitzers artikel i DM 1950, nr. 6-7, og undertegnedes artikel i DM 1951, nr. 2, giver udtryk for.

Hr. Heimann begynder sin artikel meget prisværdigt med, efter akademisk mønster at fastslå de principer, han agter at følge deri, for at problemet kan tilstrækkeligt belyses. Dette er en fortræffelig tanke, blot kan jeg efter omhyggelig gennemlæsning ikke konstatere, at han følger sit forsæt. Han benytter med virtuos behændiglied et omfangsrigt videnskabeligt ordforråd for at fremsætte en række påstande, som der ikke føres bevis for eller hvis kilder ikke påvises, og der fremsættes en mængde subjektive meninger, som om de havde almen gyldighed. For at nævne de mest iøjenfaldende: »en for Bach selv utilfredsstillende musikudførelse« eller »som Bach ikke kan have tænkt sig akkorderne holdt ud i den noterede længde« o.s.v. Hvorpå baserer hr. Heimann sin opfattelse, at Bach var ligeglad med, hvor længe de noterede nodeværdier blev holdt ud, og hvilken kompetence har hr. Heimann til at påstå, at de kun skal holdes ud så længe, som han synes er rigtigt uanset noteringen? Hvorfra ved hr. Heimann, at Bach ville have været utilfredsstillet med en eller anden musikudførelse? Mig bekendt eksisterer der ikke nogen udtalelse fra Bachs side om hans samtids udførelse af hans musik, eller at han nærmest var ligeglad med, hvorledes hans notation blev udført, og sandelig kan hr. Heimann ikke basere disse påstande på autoriserede eller egenhændigt indspillede grammofonplader fra Bachs hånd. Hr. Heimann indtager i sin artikel en »vi alene vide« holdning, hvis berettigelse jeg efterlyser.

Artiklens titel- og emnevalg samt en del bemærkninger lader mig formode, at hr. Heimann ikke har forstået det centrale formål ved bestræbelserne for at anvende en krum bue i en modificeret udgave, eller at han ikke har prøvet buen tilstrækkeligt for at danne sig begrundet forestilling om dens muligheder. Følgende tyder derpå: »degraderes til imitation af orglets klangvirkninger« eller »det konstante mezzopiano« eller »genindførelse af den gamle (!) tyske bue« eller »gjort violinen til orgellakaj« for ikke at nævne en misvisende udtalelse som »en ovedreven fremhævelse af klangfylde, som i virkeligheden tilslører den lineære og polyfone klarhed«. Den runde bue får som eneste positive adjektiv: »skøntklingende«, men denne fordel degraderes straks derefter: »rent æstetisk set er jo klangskønhed og karakterfuldhed oftest modsætninger«, en besynderlig udtalelse.

Dette foranlediger mig til at spørge hr. Heimann, med hvilken af de nu eksisterende moderne buer han har gjort sine undersøgelser og iagttagelser, og hvor megen tid han har anvendt til at sætte sig ind i denne rundbues teknik og funktion. Jeg må nemlig gå ud fra som givet, at en musikmagister, som tillige er en udøvende violinist, ikke vil indlade sig på at fremsætte så kategoriske påstande uden at have erhvervet sig fornøden beherskelse af buens virkemåde.

Skulle dette imidlertid imod min forståelige forventning ikke være tilfældet, og hr. Heimanns opfattelse af buens anvendelighed udelukkende beror på indtryk fra koncert- eller radioopførelser, har han baseret sin artikel på en ikke- videnskabelig subjektiv indslilling, selv om han bestræber sig for at give indtrykket af det modsatte. Hans artikel kan i så tilfælde kun karakteriseres som en privat-mening af en violinist og magister, der støttet på overfladiske iagttagelser ønsker at optræde som violinpædagog og musikvidenskabsmand, der anser sig at være kompetent til at råde og vejlede den violinspillende ungdom i dette spørgsmål.

Selvfølgelig har hr. Heimann ret til at have sin egen mening om den runde bue, selv efter et kun kortvarigt indtryk fra koncertsalen, men så kan jeg ikke anse ham for værende kompetent til at føre en objektiv diskussion med. Privatmeninger kan være meget forskellige; jeg fik udtalelser fra udenlandske universitetsmusikprofessorer, internationalt koncerterende kunstnere, uden at de tilhørte en »organisation af begejstrede tilhængere«, som var stik modsat hr. Heimanns, der i sin subjektivitet end ikke går af vejen for nogle uparlamentariske, nærmest foragtelige, udtalelser. Jeg er fristet til at spørge: Hvad er den menneskelige grund til, at hr. Heimann skriver så ligefrem hadsk og nedsættende om buen og dens tilhængere? En så affektbetonet indstilling er malplaceret i en videnskabelig ment artikel.

For at man kan indlade sig på en objektiv diskussion med en kompetent modpart er det nødvendigt forinden at få oplyst, hvilke af de nu eksisterende rundbuer hr. Heimann har studeret, og om han har sat sig i stand til at kunne spille med dem.

Emil Telmányi.