Grammofon

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 06 - side 134-135

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

Grammofon

J. Haydn: Diverliniento op. 100. Gretry: Sonate op. I. Flemming Weis: Serenade (uden reelle hensigter). Vagn I~olmboe: Serenade (1940). - AZ1e HMV.

Til forårets grammofonhøst hører også en elskværdig serenadel)uket i inusikhistoriens nol)leste farver. DB 5299 holder ganske vist ikke, hvad etiketten lover, idet Haydns divertimento med den ejendommelige nummerering op. 100 nr. 2 ikke er indspillet af Den danske kvartet, men af dens tre medlemmer Gilbert Jespersen (fløjte), Erling *Bloch (violin) og Asger Lund Christiansen (cello). Værket hører til fløjtetrioerne op. 38, originalt skrevet for 2 fløjter og violoncel, men den foreliggende optagelses kammermusikalske balance retfærdiggør diverterende for den omlagte besætning. I teknisk henseende er

pladen derimod knapt sii delikat. Også Gretrys sonate, hvor Holger Lund Christiansen træder til på moderne klaver, er 1)ehæftet med nogen overfladestøj, men spillet har ,,.itmosfære, og man lærer med glæde den glemte openakomponist at kende som en traditionelt talentfuld kammermusikkompositør. Om denne fransk opera comique's hovedmand kan iøvrigt læses i Povl Hamburgers artikel i DM 1949, s. 268.

Springet til Holml)oe og Weis er slet ikke så forfærdelig stort. De reelle hensigter er uomtvistelige hos Vagn Holmboe, der skrev sin serenade (DB 5297) på opfordring af Den danske kvartet, der i 1940 planlagde en udlandstourné. Først 10 år senere nåede værket imidlertid frem - til uropførelse (i Wien). I sin art er værket vel ikke egentlig karakteristisk for Holmboe, hvis markante træk ganske vist ikke .dækkes af den musikalsk diverterende form, men som har fået Personligere udtryk i kompositioner af større format. Størst særpræg er der over den langsomme sats med strygernes enkle melodiske fletning: ydersatserdes kunstneriske varme er at ligne ved en tør slierrys. De vinder ved lagringen. Flemming Weis' kultiverede blæserspøg er kendt og agtet. Den har tidligere været publiceret, men matricerne ødelagdes under krigen, og »Blæserkvintetten' af 1932« har derfor indspillet (len påny (DB 5293). Klangen er festlig, nien presningen forekomi-ner knapt så vellykket.

Bach: Brandenburger koncerier nr. !~ og 5. - Ilmv, DB 20109-11 og 20118-20 (aut.).

Adskillige grammofonfirmaer har i Bachåret publiceret inere eller mindre sammenhængende optagelser af de berømteste værker. Samtidig er der sket en glæ. delig hensyntagen til (le krav, (ler nu må stilles til fortolkningen- af barokmusiken. -Det gælder såvel (le ydre forhold (orkesterbesætning!) som den indre fornemmelse. En. samlet publikation af Bachs brandenburgere foretages nu bl.a. af. Columbia Lp (Casals), Decca (Boyd Neel), Deutsche Grammoplion (Miinchinger) og His Master's Voice (Wóldike). På grund af valutasituationen er det ikke inuligt for anmelderen at drage nogen sammenligning mellem disse opta

~«_1 Z,'

gelser, men alligevel kan nian vist roligt

betegne (len danske serie som iiormgiven-

de for vor tids Bach-opfattelse. Hidtil er endnu kun 3., 4. og 5. Brandenburger-koncert kommet i handelen, men de øvrige tre er under fabrikation. Forhåbentlig vil (le snart smutte igennem valutakontrollen til glæde for discophilen. Det komplette s,-,e,t er allerede udset til en af hæderspladserne i samlingen.

Medens den 3. Brandenburgerkoncert (DB 5291-92) er indspillet med ensemble fra Slotskirken - velgørende over for ældre, overdimensionerede strygeorkestre - står Mogens Wóldike i spidsen for Statsradiofoniens kammerorkester i nr. 4 og 5. Hans stærke understregning af den rytmiske bevægelse kan lejlighedsvis givet et lidt groft disciplineret indtryk (de tertsgående strygere og fløjter i IV, 1), men strengheden er kun tilsyneladende og skaber en egen karsk kontrast til de langsomme satsers rolige åndedrag. Balancen mellem sologruppe o,,,,, orkester er som liellied meget tilfredsstillende, kun ville undertegnede have foretrukket en mere frem' skudt placering af cembaloet i V, 1, der trods Herm. D. Koppels naturligt solistiske spil står lidt mat i gengivelsen, også af (len valgte registrering. Med Leo Han~ sen, Poul Birkelund og Johan Bentzon som de øvrige fremragende solister er der sørget for en meget fornem udførelse, der også allerede har vakt udenvælts opmærksomhed. Også pladekvaliteten er konkurrencedygtig, kun er en enkelt pladeside af anmeldereksemplaret behæftet med nogle støjantegninger. Centrering er åbenbart et internationalt problem. V.