25 år ny musik

25 år ny musik

Den internationale musikfest i Frankfurt arn Main

22. juni-l- Juli 1951

Af Lavard Friisholni

For 25 år siden fandt den første internationale musikfest sted i Wien. Foreningen »Ny musik« fungerede som dansk sektion fra starten, senere blev det »Det unge Tonekunstnerselskab«. Man var her som overalt i den internationale musikverden klar over, at vor tids musik ville lide en krank skæbne, om man ikke i fællesskab forsøgte at løse de først og fremmest økonomiske problemer, som var forbundet med opførelse og distribuering af vor egen tids musik De store mæceners, tid var i det store hele forbi, ol.. efterhånden som det moderne samfund udvikledes blev disse forpligtelser overført til »staten«. Da denne viste sig i høj grad at mangle forståelse for' vor egen tids kunst voksede disse foreninger, - man kæmpede for livet. Trods endnu alt for lidt økonomisk støtte -*trods stadig kamp for at få vore store musikinstitutioner til at erkende deres forpligtelser, er vor egen tids musik en kulturfaktor af samme værdi som tidligere epoker i musikkens historie.

Var da den 25. internationale musikfest i Frankfurt et virkeligt tværsnit - en sta

lus af bestræbelserne indenfor ny musik? Svaret må i det store hele blive bekræftende. Tre strømninger var især fremherskende; de hviler på navnene Schónberg, Strawinsky og Bartók. I ganske særlig grad har Sch8nberg med sit tolvtonesystem dannet skole og især blandt unge tyske, italienske og franske komponister. Man blev da også præsenteret for værker, som var en svag efterklang af denne den tyske senromantiks, ånd. Enkelte, deriblandt italieneren Luigi Dallapiccola, formår dog i kraft af sin store begavelse at sprænge systemet og skabe en personlig og selvstændig musik. Hans enaktsopera »Il Prigioniero«, som fik en koncertopførelse, er et værk af stor fantasi, umådelig intensivt dramatisk, helt i pagt med den store italienske operatradition.

Af andre tolvtonekomponister kan nævnes, den ganske unge tyske Giselher Klebe med en strygekvartet af ganske fin kammermusikalsk støbning, østrigeren Erich Apostels, »Variationer over et tema af Joseph Haydn«, hvor han på en interessant måde forsøger at videreføre Brahms og måske i højere grad Regers variationsteknik og den norske Fartein Valens personlige og poetiske symfoniske digtning Aa Isla de las Calmas«.

Strav-,,inskylinien var godt repræsent-eret af de polske komponister Stanislaus .Skrowaczewski med »Das hohe Lied« for sopran og orkester og Antoni Szalowski med »Symfoniske halletfragmenter«. Den første må fremhæves for den fine lyriske til tider ekstatiske tone og værkets smukke helhed, den anden for sin brilliante orkesterbehandling.

Bartóklinien mærkede man stærk-est i den engelske Robert Crawfords strygekvartet op. 4. Det er et værdifuldt værk, personlig i det tematiske stof, smukt gennemkomponeret (måske lidt for langstrakt) og særdeles veldisponeret for strygekvartet. -

Uden direkte at kunne rubriceres var en række lande repræsenteret med værker af stor interesse. Først og fremmest den østrigsk-amerikanske Ernst Tochs første symfoni. Et fint gennemarbejdet og smukt formet stykke musik. Også argentineren Alberto.Ginasteras strygekvartet nr. 1 var af fascinerende virkning, god musik og mesterligt skrevet for kvartetten. Italieneren Goffredo Petrassis »Coro di Morti« for mandsstemmer, 3 klaverer, messingblæsere, kontrabasser og slagtøj virkede overbevisende, og hollænderen Landré's »Quatre Mouvements Symphoniques« var fortræffelig musik med ypperlige orkestrale virkninger.

Frankrig var talrigt men svagt repræsenteret af Jean Fram~aix, Jean Louis Martinet og Léo Preger. Dog var Olivier Messiaens »Cinq Rechants« for 12blandede stemmer overordentlig fængslende. Værket støtter sig ifølge komponisten til den middelalderlige franske trubadursang, til. peruansk folklore og til hindu-musik.

Korte satser som fik en helt ud mesterlig udførelse af Chorale Couraud. Et højst originalt værk. var den engelsk-ungarske Matyas Seibers kantate »Ulysses«. Teksten findes i James Joyces bog af samme navn. En forfinet musik, som på en ejendommelig måde belyste ordenes mening.

Karl-Birger Blomdahl - en af ung svensk musiks største begavelser - fik urop'ført sin tredie symfoni »Facetter«. Et kompliceret, fantasifuldt variationsværk.

Man konstaterede endnu engang, at dansk musik mentalt er mindst knyttet til tolvtonekomponisterne, men samtidig viste situationen tydeligt, at det i hvert enkelt tilfælde er et spørgsmål om personligheden bag værket, om der kommer god musik ud deraf. Derfor blev også denne musikfest fra dansk side med to af vor ny musiks betydeligste værker - Vagn Holmboes første strygekvartet og Herman D. Koppels »Tre Davidssalmer« for tenor solo, bl. kor og orkester en indsats som i fuldeste mål blev internationalt anerkendt - en indsats af stor betydning for dansk musiks fremgang.

Ikke mindre end fem kor og seks tyske radioorkestre ydede under deres dirigenter en fremragende indsats med opførelsen af de hundesvære kor- og orkesterværker, ligesom de solistiske opgaver og kammermusikværkerne blev interpreteret på fortræffelig måde.

Johan Bentzon, som var medlem af niusikfestens internationale jury, fortjener stor hæder for sin altid positive indsats for ny musik og dermed for ny dansk musik. * )

Samtlige ISCM-koncerter blev optaget på bånd, og alle værker vil blive udsendt af Bayrische Rundfunk i oktober-december; et strålende eksempel til efterfølgelse.