Grammofon

Grammofon

Bach: Orgeltoceata og fuga, d-moll. - H.M.V. DB 10500.

Bach: 12 Koralforspil af »Orgelbilchlein«. - H.M.V. Z 1034-35.

Bach: Kromatisk fantasi og fuga, Gigue af B-dur partita (cemb.). - Columbia LDX 7014-15.

Indspilningen af den store orgeltoccata i d-moll hører til de fineste optagelser, Finn Viderø har foretaget. Det smukke resultat er opnået ved et lykkeligt saminentræf af ydre forhold - instrument og rum, der synes særlig velegnet for grammofonoptagelser - kunstnerisk inspira

tion og fra teknikernes side et fint udført arbejde til støtte for interpreten. Klangen står smukt på pladerne med alle - nuancer klart fremhævet, og Viderøs gengivelse er præget af streng musikalsk konsekvens, der giver det vældige fantasifulde drag i kompositionen en egen intensitet og spænding. Det er en kunstnerisk virtuos præstation af stort format.

Som Viderøs optagelse er også Geørg Krarups indspilning af de 12 udvalgte koralvariationer fra »Orgelb~ichlein« foretaget'i Frederiksberg kirke, hvor Krarup er organist. I sig selv giver disse herlige perler indenfor barokkens orgelkunst ikke lejlighed til den virtuose instrumentale

Z7,

udfoldelse som d-moll toccataen, og Krarup søger da også på anden måde at karaktisere disse fine ininiaturer genneni en ret farverig registrering, der dog, i enkelte tilfælde kan virke lidt søgt, men som på (.len anden side viser orglets rige klangmuligheder. Også denne optagelse er præ,,get af klarhed o-, fin klaii-lig b«-,flance.

Kroniatisk fantasi og fug-a er den første større cenibalo-komposition, Liselotte Selbiger har fået lejlillhed til at indspille på grammofon, og hun indfrier fuldtud de løfter, hun har givet med sine tidligere mindre optagelser. Hendes spil er i fantasien frigjort o., frodigt men overalt musikalsk behersket, oll fugaen er gennemfort i en stren,,, inen levende rytme og med kl.ar stemmeføring. Det er jo kun de færreste *beskåret selv at kunne levendegøre dette værk på det instrument, hvorudaf (let er skabt; denne optagelse vil i nogen grad kunne erstatte dette savn og give et' s-andt indtryk af kompositionens oprindelige, skønne karakter.

Beethoven: Sonate op. 57, f-moll »Appassionala«. - H.M.V. DR 20131-33.

Chopin: Nociurner op.15-"", Fis-(lur og op.721, e-moll. - H.M.V. DB 5294.

Tjaikofsk-i: Klaverkoncert nr. 1, b-moll op. 23. - Tono X 25051-,~4.

Beethovens »Appassionata« og de to Cliopin-nocturner var blandt (le første v«ærker, hvormed virtuosen Victor Schiøler præsenterede sig som kunstner på H.M.V.plader. Kort tid efter publikationen fik »The Gramophone«s anmelder fat i pladerne og udtalte sig i begejstrede vendinger om Beethoven-indspilningen, medens senere Chopin-pladen blev mødt med nogen reservation. Besynderligt så smag og behag kan divergere, for undertegnede er tilbøjelig til at måtte give en modsat karakteristik: »Appassionata«s rige passagespil synes at være behersket af en noget udvendig virtuos holdning, Den ei-notionelle udtrykskraft får en mere maskinel karakter og løses overlegent som et teknisk problem. Omvendt derimod i andanten: her gøres der meget ud af den enkle ligefremme tone; Schiøler nedlægger i denne sats mere »følelse«, end den niusikalske naturli.Ihed kan bære.

Chopin er derimod mindre sart hvad angår følelsesexhibitionisine, når den blot beherskes indenfor (len musikalske anstændigheds område. Og Schiøler går ikke

for vidt i så henseende. Dertil kommer, at han behandler Chopin med en udsøgt klanglig delikatesse, der fremhæver det elegante i den store romantiske klavermesters sensitive kunst.

XIed Tono har Victor Schiøler taget en

værdig afsked med en nyindspilning af

Tjaikofskis b-moll. koncert. Der havde

været megen rift om den gamle optagelse,

hvoraf -- nieget karakteristisk - der var

blevet solgt ti gange så inange eksenipla-

rer af den første pladeside som af de øv-

rige. Barberbladsreklamen på film - (ler

blev ophav til den noget merkantile titel

~,,barberbladskoncerten« - -var skyld i

den ganske overvældende stikces, o- be-

tegnende nok var det kun det afsnit ined

den pompøse Des-dur indledning, som vi-

stes på filmen, det brede publikuni ville

høre igen, selvom det så skulle tage en

ligeså stumphalet del af finalen ined i kø-

bet. Den nye indspilning er musikalsk og

virtuost af internationalt format, måske

den mest helstøbte præstation, Schiøler

har ydet på plader. Samarbejdet med Erik

Tuxeiz som leder af radiosymfoniorkestret

er godt i de rent akkompagnerende afsnit

og præget af en fascinerende klanglig

festivitas, men desværre er der enkelte

steder, hvor Tuxen ikke fori-når at videre-

føre den intensitet og spænding, som

Schiøler lægger op til. fsp.Til Redaktionen af Dansk nusikiidsskrifi

I Bladet Nr. 6, som jeg har modtaget, findes en Anmeldelse af Haydn's lille Divertimento Nr. 2 op. 100 for Fl., Violin og Cello, under »Grammofon«, oll Aninelderen mener, det maa være et Arranpement efter Trioerne op. 38, skrevet for 2 Fløjter og Violoncel.

Det tror jeg ikke - vi spiller me-,et nødigt »Arrangementer« - o-, jeg vil bede Anmelderen venligst lytte til Violinens Fi- ,urer i Finalens Triodel, hvor de to

~:1

St rengeinstrumenter boltrer sig lystigt sammen. Kan (let være tænkt for en Fløjte, det Violinen spiller?

Divertimentoer'ne er udkommet hos Zimmermann, Leipzig, og deres Antal er seks.

Desuden har jeg seks »Trioer« for samine Besætning og af samme Autor.

z,

»Londoner-Trioer«ne for 2 Fløjter og Violoncel er igen noget helt tredie. De findes udgivet hos Nagel.

Ærbødigst

Holger Gilbert Jesperseiz.

Med tugt at melde: anmelderen har hentet sin formodning i »Specialfortegnelse over danske optagelser af seriøs musik indspillet siden 1945«, redigeret af Herbert Rosenberg, der i en senere udsendt rettelse til kommentaren (2. udave, s. 31) fastholder rigtigheden af den givne oplysning. Stedfæstelsen verificeres af Jens Peter Larsens Haydn-katalog (i facsimile

udgaven). Principielt tror jeg iøvrigt ikke, man altid kan afgøre det instrumentale tilhørsforhold gennem en transkription. Det må vel netop w-ere arrangørens opgave at omstøbe satsen, så den lyder som tænkt for den ændrede bes,- -etning, og er det lykkedes, så er det heller ikke til at kimse ad. Med venlig hilsen

Vagn Jenseii.