Harmonisk analyse

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 07 - side 149-150

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Harmonisk analyse

Af Leif Thybo

Til de omfattende historiske og pædagogiske arbejder, som Povl Hamburger, der den 22. juni fyldte 50 år, kan se tilbage på, har han fornylig føjet et nyt: en lærebog i harmonisk analyse*). Denne disciplin, der synes at vinde stedse mere indpas i den højere musikundervisning, er jo ikke aldeles ny under solen. Sine rødder strækker den tilbage til store teoretikere i fortiden, men først og fremmest sætter man dog Riemanns navn i forbindelse med den på bestemmelsen af akkordfunktionerne baserede harmoniske analyse, og herhjemme har som bekendt Finn Høffding gjort en betydelig indsats på området.

*)Povl Hamburger: Harmonisk analyse, 59 s. + musikeks. - Aschehoug Dansk Forlag. Kbhvn. MCMLI.

Som Høffding har heller ikke Hamburger ukritisk overtaget den store, altædende tyskers teorier, men iøvrigt vil en nærniere undersøgelse af divergenserne resultere i endeløse »Auseinandersetzungen«, som pladsen ikke tillader. Derimod vil det sikkert være i sin orden at hæfte sig ved nogle enkelte problemer angående harmonisk analyse i almindelighed og Hamburgers bog i særdeleshed.

Først: hvornår i musikhistoriens forløb finder vi den musik, som overhovedet kan underkastes harmonisk analyse af denne art? I modsætning til »trinanalysen« er funktiónsanalysen i stand til at besvare spørgsmålene om modulation eller ikke modulation, idet skalafremmede akkorder ikke behøver at betyde modulation, men kan tydes som mellem (bi- )dominantiske akkorder. Overfor musik, hvis harmoniske forløb beror på fastholden af en tonalitet over lange stræk, og hvor altså spørgsmålet om indtræden af virkelig modulation må besvares ganske klart, er kun funktionsanalysen i stand til at komme i kontakt med den harmoniske disposition af værket. Overfor den wienerklassiske formverden er funktionsanalysen således særlig effektiv, som Hamburger med et udmærket eksempel påviser det i indledningen til Beethovens første symfoni. I løbet af 19. årh. svækkes denne klassiske - »arkitektoniske« fastholden af en tonalitet over længere stræk og samtidig taber også funktionsanalysen i betydning og umuliggøres efterhånden helt.

Denne øvre tidsmæssige grænse for funktionsanalysens anvendelse redegør Hamburger overbevisende og klart for, men den nedre grænse synes mig ikke at fremgå så helt klart. Ansættelsen af denne grænse for funktionsanalysens anvendelse er givetvis et såre kompliceret problem, men før eller senere må man vel optage diskussionen om hvor frugtbart det er at anvende funktionsanalyse overfor den højbarokke formverden, hvor der også disponeres på langt sigt, men ikke som i wienerklassiken ved den fastholdte tonalitet. Måske burde Hamburger som analyseeksempel fra barokmusiken ikke have valgt Bachs på mange måder ukarakteristiske præludium, Wolth. KLavier I, men have forsøgt med et typisk højbarokt værk (Corelli el. lign.).

Hvad angår analysen af den enkelte akkord er Hamburger gået meget vidt i sin alhvendelse af stedfortræderbegrebet, således at han kun regner med parallelakkord, når der umiddelbart forud går en mellemdominantisk akkord. I en tertsopbygget sekvens (se eksemplet) synes det dog naturligt at regne med selvstændige parallelakkorder med selvstændig indbyrde dominant -- tonika funktion (4. og 5. hkkord: Dp og Tp).

løvrigt er det absolut klarheden, der dominerer i Hamburgers nye arbejde. Som sædvanlig hos Hamburger mærker man hans evne til at bore dybt i de tekniske ting parret med vilje til at holde inde med teoretiske spekulationer, hvor man føler sig filtret ind i abstraktioner. Men man mærker også -- ikke miondst i kapitlet »syntese« - en åndelig gennemslagskraft, der formår at projicere de tekniske ting over i det kunstneriske plan.

Årgang 26/1951, nr. 07