Propagandaugen for den levende musik

Propagandaugen for den levende Musik

16.-23. Seplember

Af Gunnar Buchwald

Om faa Uger afholdes den 18' »Musikuge«. I Aar som i de senere Aar med omfattende Arrangementer saavel i København som i Provinsen. Hvorfor bliver man ved at lave Musikuger? Kan der paavises Resultater, der er saa positive, at det er et Stykke Arbejde, man ikke kan forsvare at lade ligge? De haandgribelige Resultater kan næppe registreres. Musikugen ved faktisk ikke, hvor mange der efter endt Uge er begyndt at spille selv. Men Musikugen ved, at Interessen for de gennemførte musikalske Arrangementer, for at der skal ske noget med Musik i, for at man for alt i Verden ikke maa holde op med at slaa paa Tromme, for at Musik - uanset i første Række Standarden - er en Side af Tilværelsen som saa mange som muligt skal lære at kende, ved at lytte eller ved at spille selv, at denne Interesse er stærkere nu end nogensinde.

Musikugen ser det ikke mindst i Provinsen. De, der før har arrangeret Musikuger, fortsætter ganske automatisk. Byer, der ikke før har været med, beder »Ugen« komme tid og være med i Forberedelserne til de første Forsøg. Fornemmelsen af en stigende Interesse for Musik er i sig selv et tilfredsstillende Maal for »Ugen«.

Og Musikugen ser noget andet ude i Provinsen. At der praktisk talt ikke er Grænser for den Offervilje og Arbejdsindsats man lægger for Dagen for at gennemføre saa mange, saa lødige og saa morsomme Arrangementer som muligt. Musikugen oplever Gang paa Gang, hvordan man samles om et Væld af Ideer og ikke tager i Betænkning at lade Offerviljen ihdstrække sig til personlige Udgifter, naar alle andre Muligheder er udtømt.

Det er fra politisk Side blevet bebrejdet Undervisningsminister Flemming Hvidberg, at han interesserer sig for meget for Musik. At han brugte for mange Penge til Musik. Musikugen kan, som den maaske stærkest favnende Musikinstitution i Landet, der kommer i Berøring med alle Musikkredse hele Landet over, attestere, at der mangler mange Penge eihdnu. Ikke fordi der skal være Raad til musikalsk at more sig, som man har Lyst til, at gennemføre musikalske Arrangementer i Tide og Utide. Men fordi, hvad Musikugen ogsaa har Lejlighed til at konstatere, at der udenfor musikinteresserede Kredse er et stort Befolkningskontingent, der er uden Forbindelse med Musiken. Og som er let at erobre. Ikke med udsøgt eller raffineret Musik, men med enkel og god Musik, der gaar lige til disse Menneskers Hjerte. Er de først vundet, har dansk Musikliv alle ,Muligheder for at højne Standarden. Dette Befolkningskontingent skal der slaas et Slag for. Det maa være et Maal, der i sig selv er Berettigelse nok for baade Arbejde og Penge. Med mindre man er kommet saa langt ud, at man begynder at betragte Musiken som »farlig«. Saa forstummer selv Diskussionen.

Et af de Steder, hvor Slaget først skal slaas, og hvor Musikugen allerede saa smaat i Aar er begyndt at sætte sine Kræfter ind, er Folkeskolen. Her som ingen andre Steder er der Mulighed for at vinde musikalsk Terræn. Musikugen har store

Planer med dette Arbejde, og med de Op-' muntringer man saavel fra Myndighedernes som fra privat Side har vist »Ugen« i disse Bestræbelser, er der meget der tyder paa, at »Ugen«, hvis den forventede Støtte opnaas, allerede fra næste Propagandauge har faaet Skolerne Landet over inddraget i store og for Børnene spændende Arrangementer, der kan blivet et yderst værdifuldt Bidrag til den ønskelige Forøgelse af Musiklivet i Skolerne - og til at vække Musikinteressen i den netop omtalte store Befolkningsgruppe.

Ugen i Aar staar for Dørehh. Med en Propaganda der spiller paa mere og andet end det direkte musikalske, vil vi søge at slaa »Musik skal der til« fast, saa det ikke glemmes. Mange, store og morsomme Arrangementer lover godt for »Ugen«s Resultat. Vi har Musikfolk hele Landet over at sige Tak for de store forberedende Arbejder.