Russiske komponister udtaler sig

Russiske komponister udtaler sig

Af Erik Slahl

Over for V. O. K. S. havde jeg ytret et ønske om at komme til at tale med repræsentanter for sovjetkomponisternes forening. Med sædvanlig beredvillighed gjorde man alt for at opfylde dette ønske. Jeg må dog indskyde, at jeg på grund af en ærgerlig forsinkelse kom for sent til mødet, og da Sjostakovitsj skulle til et kommissionsmøde, tog han af sted ret tidligt. Foruden sidstnævnte havde man inviteret Lev Knipper, balletkomponisten Tjulaki og sangkomponisterne Blanter, Zakharov og Kats. Senere kom Khatjaturian og generalsekretæren for komponistforeningen Tikhon Khrennikov til stede. De bombarderede mig ivrigt med spørgsmål om dansk musikliv og jeg dem igen med en række spørgsmål, jeg i forvejen havde forberedt. De var meget interesserede i at stifte bekendtskab med dansk musik gennem noder og grammofonplader. Kendskabet til dansk musik (i modsætning til norsk) har jo aldrig været stort i Rusland, men et par stykker af selskabet kendte dog Gade og Carl Nielsen om ikke andet så af navn.

Jeg vil nu forsøge at gengive den del af vor samtale, der drejede sig om sovjetisk musikliv, i form af et slags »polyinterview«, og lad mig begynde med at præsentere selskabet. Sjostakovitsj er tilstrækkeligt kendt her i Danmark, så jeg b.ehøver ikke præsentere ham nærmere. Jeg vil blot tilføje, at der er noget hektisk nervøst over hans intelligente ansigt og hans måde at tale på. Ordene ligesom har så travlt med at komme ud af ham, at han har svært ved at styre dem. Ansigtet er hele tiden alvorligt. Så er Khatjaturian hans modsætning i næsten alle henseender. Der er noget rubensagtigt over manden, noget frodigt og indtagende. En smittende livsglæde lyser ud af hans store, venlige øjne. Han taler roligt og indtrængende. Knipper er vistnok ikke kendt af et dansk musikpublikum. Han er født i Georgien og har gennemlevet alle sovjetmusikens børnesygdomme. I de senere år har han særligt arbejdet. med centralasiatisk folklore og eksperimenteret med at udvikle en flerstemmig stil for denne af naturen enstemmige musik.

Zakharov er det i DM nr. 4 omtalte Pjatnitskij-kors kunstneriske leder og kendt over hele unionen for sine sange, hvis tonesprog bygger på moderne russisk kokhosfolklore. Blanter og Kats bygger derimod væsentligst på den ældre romance og byeraes folklore. Khrennikov har også et navn som sangkomponist, men er mere alsidig. Han har lige haft premiére på en opera over et historisk emne.

Jeg: Vil De fortælle mig lidt om Deres syn på folkemusikens forhold til de højere musikalske former?

Sjostakovitsj: Vi skelner overhovedet ikke mellem højere og lavere i den forbindelse. Der kan højst være tale om teknisk mere eller mindre kompliceret musik. Men kan vi professionelle komponister nå til at udtrykke os lige så klart, præcist og rammende som folket i sin kunst, så kan vi ikke nå højere. Vi kan give musiken en mere intellektuel udformning, en mere klangligt nuanceret iklædning, men vi vil aldrig kunne overgå folkets kunst i følelsens oprigtighed og inderlighed.

Knipper: Folkemusiken viser os vejen til menigmands hjerte. Men det er ikke nok blot at lytte til melodierne, man må også bide mærke i, hvad det er for emner,der inspirerer ham til at give udtryk for sine følelser gennem sang.

Jeg: På hvilken måde kommer sovjetkomponisterne i berøring med folkemusiken?

Knipper: For en stor del sker det gennem de såkaldte kommandirovki (rejser, der betales af komponistforeningen, rundt omkring i Unionen med det formål at iagttage folkets liv og studere folkloren). Selv har jeg for nylig opholdt mig i Centralasien for at samle materiale til en opera. Forøvrigt kan vi ikke undgå overalt, hvor vi flærdes i det offentlige liv, at støde på folkemusiken.

Sjostakovitsj: I hvilken grad deltager. danske komponister i det offentlige liv? (Sjostakovitsj er deputeret, valgt i Leningrad til den russiske republiks øverste råd). Vi tillægger selv vort offentlige arbejde stor betydning, fordi det bringer os i intim kontakt med folkets masser. Som deputeret modtager jeg besøg af de af mine vælgere, der søger min støtte i personlige eller offentlige spørgsmål.

Jeg: Det er kun ganske enkelte danske komponister, der kan leve alene af deres komponistvirksomhed. Gennem arbejdet for at tjene til livets ophold kommer de derfor i berøring med mange mennesker uden for deres eget fagområde, så selv om ingen direkte deltager i det politi ; ske liv, så betyder dette dog ikke, at de helt afsondrer sig fra omverdenen. En anden ting. Hvilken rolle spiller den folkelige polyfoni for udviklingen af sovjetkomponisternes harmoniske sprog?

Knipper: De russiske klassikere som f. eks. Glinka og Rimskij Korsakov havde et fint øre for den folkelige polyfoni, og i deres operaer finder vi talrige eksempler på, hvor stærkt de havde levet sig ind i denne polyfonis væsen og forstået at gøre den til en del af deres eget musikalske sprog, hvad der igen påvirkede deres harmonik. Med opfindelsen af fonografen og lignende tekniske hjælpemidler står vi idag bedre rustet til studiet af den flerstemmige folklore. Personligt mener jeg dog, at det er af stor værdi for en komponist, at han træner sit øre i at nedskrive musiken direkte »fra naturen«.

Khatjaturian: Den georgiske folkelige polyfoni har betydet uhyre meget for dannelsen af den georgiske sovjetmusiks harmoniske sprog. Det har naturligvis også stor interesse at se, hvilken sammenhæng der er mellem den georgiske folkemelodis tonale ejendommeligheder og den improviserede flerstemmige udsættelse, udkrystalliseret som den er af levende praksis.

Knipper: Det ville interessere mig meget at stifte bekendtskab med dansk musikfolklore og studere dens indflydelse på dansk musik i det hele taget.

Jeg: Der fandtes i forrige århundrede rester af en levende dansk folkemusikkultur, som havde stor indflydelse på vore klassiske komponisters melodiske sprog. Men idag er de folkelige kilder fuldstændig tørret ud.

Zacharov: Det kan umuligt være rigtigt. Det samme, som De nu siger, fortalte de czekoslovakiske komponister mig i 1948. Ikke desto mindre fik jeg da lejlighed til at tale med et par ivrige folkemindesamlere, som bestyrkede mig i min overbevisning.om, at den czekiske folkemusik umuligt kunne være død.

Jeg: Ikke destomindre er det tilfældet i Danmark, som i flere andre vesteuropæiske lande, det sørgelige resultat af den mangel på kultur, der præger den populære musik i disse lande.

Knipper: Hvad synger det danske folk idag?

Jeg: Vi har en masse amatørkor, som væsentligt dyrker vor store og værdifulde nationale sangskat. Dog savner man et aktuelt repertoire. Stor betydning for den nyere danske sang har især Carl Nielsen haft, men ingen af de yngre komponister har kunnet løfte arven efter ham. De fleste af deres sange er lyriske og skrevet i et alt for abstrakt melodisk sprog til at det kan få tag i folkets masser. Vi savner i høj grad gode tekstforfattere. De nye sange kan derfor slet ikke klare sig i konkurrencen med det klassiske repertoire. Men hvordan er forøvrigt sovjetkomponisternes syn på den klassiske arv?

Knipper: Vi står i ubegrænset gæld til alle progressive klassikere uden hensyn til hvilken nationalitet de tilhører.

Jeg: Hvilken betydning tillægger De ordet progressiv i denne forbindelse?

Knipper: Progressiv er den musik, der inspireres af tidens progressive, idéer og giver et teknisk fremskredet musikalsk udtryk for dem. Således udtrykker Beethoven inspireret af den franske revolutions ideer i sin musik menneskets kamp for at kaste feudaltidens lænker. En Verdi lader sin musik gennemgløde af den patriotisme, der fødtes i Italiens trængselstid, og bliver et symbol for Italiens frihedskamp.

Jeg: Hvordan ser De på Debussy's og Ravels musik?

Khatjaturian: For mig og mange af mine kollegaer har den haft stor betydning, dels på grund af de to franske mestres fine instrumentationskunst, dels på grund af deres geniale evner til at iklæde deres særprægede melodiske stof en adækvat harmonisk dragt. Personligt sætter jeg et værk som Ravels »Ma mere l'oye« meget højt. Men der er noget vegt og kraftesløst over deres musik der gør, at den ikke taler til et sovjetpublikum.

Knipper: Derimod hører vort publikum gerne Khatjaturian's musik, fordi den taler et mandigt, stærkt og livsbekræftende sprog.

Jeg: Der hersker i Vesteuropa nogen pessimisme med hensyn til operaens fremtid. Hvordan ser De på dette spørgsmål?

Khrennikov: Operaen er en komponists, vigtigste politiske tribune og den mest direkte vej til folkets hjerte. Derfor er denne form i særlig grad genstand for opmærksomhed. Vor vigtigste opgave idag er at skabe en ny sovjetopera, som giver et musikalsk overbevisende og dramatisk bevæget billede af vort folks liv og selvopofrende arbejde på at skabe betingelserne for overgangen til et kommunistisk samfund.

Jeg: Hvad mener De om Brittens operaer?

Blanter: Lad os se bort fra librettoernes helt igennem reaktionære og individualistiske åndelige atmosfære og kun se på musiken. Britten har nok talent, men han savner kritisk sans over for sit stof, som ofte er ubehageligt eklektisk. Hans melodiske sprog har intet intonationsfællesskab med vore dages engelske sang. Den melismatiske stil han udformer det i peger snarere tilbage mod Purcell's tid end fremad.

Jeg: Stravinskij har ved flere lejligheder fordømt filmsmusiken. Hvad er Deres syn på denne kunstarts betydning?

Khrennikov: Gennem filmsmusiken kan komponisterne få et vældigt publikum i tale. Vi regner med, at en god sovjetfilm ses af 240 millioner mennesker. Derved kan vi nå ud til folk, vi ellers aldrig ville have fået i tale og opdrage dem til at interessere sig for vor kunst. Tænk også på hvilken betydning det har for sovjetsangens udbredelse. Vor filmsmusik er som regel bygget op om en central sang. Slår den an, så breder den sig med lynets hast ud i hver en krog af vort land. På denne måde har mange af vore sange vundet en udbredelse i befolkningen i en grad, som de ikke havde nået det på nogen anden måde.

Jeg: Det forekommer mig, at sovjetkomponisterne efter 1948 i stadig højere grad har kastet sig over de vokale former.

Zakharov: Det er rigtigt, men alligevel vil jeg gerne slå fast, at ingen musikalsk forrn er sovjetmusiken fremmed.

Jeg: Hvad med jazzen?

Zakharov: Jazzen har udrettet og udretter stadig stor skade ved at iklæde den populære musik en rytmisk form, der afspejler en slap og smægtende holdning, som ligger fjernt fra vort folks psyke.

Jeg: Såvidt jeg husker, har Dunajevskij (en kendt sang- og operettekomponist) engang i en artikel i Sovetskaja Musyka skrevetl at indflydelsen fra jazzen ikke kun var af skadelig art, men at den i mange tilfælde havde medvirket til at indføre et energisk, motorisk element i sovjetsangen.

Zakharov: Selvfølgelig er der delte meninger om dette spørgsmål. For selv om vi alle anlægger det samme grundsyn på vor kunsts opgaver over for det samfund vi tilhører, og som det er vor naturlige pligt at tjene, så forhindrer det os ikke i at have forskellige anskuelser om masser af detailspørgsmål. Uden frugtbar diskussion og bestandig kritik og selvkritik ville det jo være umuligt for os at gå fremad.

Vi håber, at vor musikvidenskab efterhånden vil give os redskaber i hænde til en styrkelse af vor musikkritik, hvad der ville være af stor betydning for vort kunstnerisk skabende arbejde. Vi står i stor gæld til Asafjev's banebrydende arbejder om forbindelsen mellem den professionelle musik og den folkelige musik og det deraf flydende problem om det musikalske temas forbindelse med de vokale intonationer, der vokser frem af en levende, folkelig sangkultur. I sine historiske arbejder har Asafjev med forkærlighed påpeget det mesterskab, hvormed en Glinka forstod at drage de kompositoriske konsekvenser af et melodisk sprog, der helt var gennemsyret af hans tids intonationssfære. Uden et øjeblik at tabe sansen for det aktuelle, sovjetmusikens udvikling, har Asafjev bestandig understreget den umådelige betydning af det kompositoriske håndværk, ikke som et mål i sig selv, men som et middel til klart og enkelt at udtrykke tidsånden i en musikalsk form, der er fremvokset og inspireret af folkets sang.