Mindeord om Jørgen Bentzon

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 08 - side 161-167

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Mindeord om Jørgen Bentzon

Af Finn Høffding*)

*) Artiklen er fremkommet på opfordring af DM's redaktion.
Ang. mindekoncert for Jørgen Bentzon, se foreningsmeddelelsen s. 184.


At Jørgen Bentzons levende og særprægede personlighed ikke mere er iblandt os er ikke til at fatte. Enhver der omgikkes ham forstod, at han var en begavelse langt ud over det almindelige, ikke alene på musikens område, men på ethvert humanistisk felt. De der stod ham nær vidste tillige, at han var en yderst sensitiv natur med dirrende følehorn til alle sider. En sådan natur brænder stærkere end andre, ja man kan måske sige, at den også forbrænder hurtigere.

Da jeg lærte Jørgen Bentzon at kende, var vi begge unge. Vort første møde var ved en koncert, hvor Breuning- Bachekvartetten der dengang som altid gerne brød en lanse for ny dansk musik, uropførte min første strygekvartet samtidigt med, at den spillede Jørgen Bentzons første strygekvartet, som den allerede tidligere havde spillet. Jørgen kom hen til mig og sagde nogle anerkendende ord - en smule fra oven og ned husker jeg, de virkede. Hans kvartet tiltalte mig meget. Jeg var klar over, at han var en hurtigt udviklet begavelse, og at hans kunstnerisk større modenhed ikke alene kunne forklares ved de to år han var ældre, selvom to år i 25-årsalderen betyder en del.

Da jeg året efter fik min første symfoni opført i Tivoli kom Jørgen Bentzon igenhen til mig bagefter for at ytre sig om kompositionen, og fra den dag opstod et mært venskab, der blev varigt.

Nogle år senere (marts 1927), da Jørgen Bentzon fyldte 30 år, gav han en kompositionskoncert, hvis program var karakteristisk for ham; det indeholdt to kompositioner for strygekvartet (op. 3 og op. 11) »Tema med variationer« for solo-clarinet, sange med klaverledsagelse (heriblandt de meget fine og betydelige »Graa Aften« med tekst af Erik Moltesen og »Den blinde« med tekst af Tom Kristensen), dertil »Rapsodisk Studie« op. 10 for engelskhorn-solo og »Variazioni interrotti« for elarinet, fagot, violin, bratsch og cello, måske det fineste kammermusikværk Jørgen Bentzon har skrevet.

Det var en ualmindelig smuk indsats han havde gjort her med sine første kammermusikværker både i strygekvartetterne og i blæserkompositionerne og i de værker, der kombinerede de to instrumentgrupper.

Han havde specialiseret sig for tilbunds at trænge ind i instrumenternes natur og i kammermusikens væsen. Hurtigt mærkede han sig de banebrydende blæserpersonligheder, som netop trådte frem på det tidspunkt, hvor hans egen kompositoriske udvikling fuldbyrdedes. Det var den første blæserkvintets medlemmerer med så fremtrædende kunstnere som Gilbert Jespersen (fløjte), Sv. Chr. Felumb (oboe), Aage Oxenvad (clarinet), Knud Lassen (fagot) og Hans Sørensen (horn).

Det blev afgørende for Jørgen Bentzon, at hans modning til komponist skete gennem kammermusiken og særligt gennem blæseinstrumenterne, hvis karakterejendoninieligheder er så udprægede. Jørgen Bentzon, der havde sin slægts næsten overudviklede intelligens, og som i sprogviden og sproglig kunnen søgte sin lige, måtte på forhånd være indstillet på en præcis og klar stil og en forfinet artistisk udformning. Begavelser af hans art, der lige fra barndommen bliver betragtet som og selv føler sig som enere, må ganske naturligt udvikle sig stærkt, individualistisk. Jørgen Bentzons stil blev ekspressionistisk. Han opfattede blæseinstrumenterne sorn individualiteter; de skulle i deres sammenspil bevare deres individualitet og aldrig for helhedens skyld opgive den, derfor blev hans satskunst en uhyre fin polyfoni, hvor livert instrument til det inderste udtrykte sit væsen; det vil rent instrumentalt teknisk set sige en nøje udarbejdet melodiføring, ansatsmåde og artikulation for hvert enkelt instrument. Her udrettede Jørgen Bentzon virkeligt noget enestående. Han der kendte og kunne alverdens sprog, han formåede også i musikalsk henseende at finde et fint udarbejdet sprog for hvert enkelte af de instrumienter han benyttede.

Når man siger, at Jørgen Bentzon er ekspressionist, må dette ikke misforstås, således at man henregner ham til Arnold Schönbergretningen; intet var ham mere væsensfremmed end denne retning; overfladiske betragtninger har af og til placeret ham dér, men ganske med urette. Schönbergskolens komponister er som ekspressionister hypereniotionelle; de fortsætter »Tristanhysteriet« i så stærk en grad, at deres melos bliver grimasse i stedet for udtryk. Jørgen Bentzon var ikke for ingen ting elev af Carl Nielsen, der afskyede al unatur. Han bevarede trods al ekspressiv intensitet altid en sober melodiføring, der undgik det banaltselvfølgelige ligeså meget som det forskruede. Han var måske mere aristokrat end ekspressionist; hans følelsesliv var stærkt - skæbnesvangert stærkt, men det blev altid avet af en lutret smag og en stringent intelligens.

Intet var ham mere imod end den musik, der gik ud på at bedøve tilhørerne, hvadenten det nu var ved hjælp af dynamiske eksplosioner, klangligt fråseri eller rytmisk overvældelse. Denne sobre indstilling blev ofte bedømt som kølighed eller som intellektuel tørhed. Vist er det, at al musik til en vis grad må indeholde noget inciterende; en ren abstrakt »musikalsk tænkning« er ikke musik; i de bedste (d. v. s. de fleste) af Jørgen Bentzons værker mangler incitamentet aldrig, men er i balance med det intelligensbetonede på en måde, der er karakteristisk netop for hans psyke.

At affærdige Jørgen Bentzons musik med det i 20-erne og begyndelsen af 30-rne almindelige slagord »Neue Sachlichkeit« er lige så letkøbt og fejlagtigt, som at placere den i omegnen af Arnold Schönberg. Jørgen Bentzons musik var »musikalsk saglig«; han ville væk fra senromantikens filosoferende og litterært betonede musik, væk fra »skildrende« eller »malende« musik, der skulle forestille noget, og tilbage til musiken, som et sprog, der i sig selv var udtryk for ånd og følelse uden at behøve at hælde sig til noget, der var musiken udenforstående. Trods denne indstilling forblev han upåvirket af den neoklassiske såvelsom af den jazz-rytmiskprægede strømning, der trivedes på den tid og den tendens, der i de sidste år har været henimod en neo-romantisk retning med dens anstrøg af mysticisme var ham en pestilens.

Jørgen Bentzon nåede forbavsende hurtigt selvstændighed; og han blev sig selv tro. Hans værker er nok skrevet i »tidens stil«, men uden afhængighed af nogen bestemt af de fremtrædende komponister fra hans modningstid (Carl Nielsen, Strawinsky, Bártók, Schönberg eller andre.)

Det var ganske naturligt, at Jørgen Bentzon sammen med Sv. Chr. Felumb, der altid har været initiativrig, når det gjaldt om at bringe nyt frem, var med til at oprette en sektion af »International society for contemporary music«. Denne sektion blev en forening, hvis formål var at opføre ny musik i den bedst mulige udførelse; det danske musikpublikum kom ved denne forening i kontakt med den bedste både udenlandske og indenlandske moderne kammermusik. Vore førende udøvende kunstnere sluttede op om den og gjorde en idealistisk indsats. Foruden den føromtalte blæserkvintet og Breuning Bachekvartetten havde foreningen førende musikpersonligheder i sin ledelse som Christian Christiansen og Rudolph Simonsen. Jørgen Bentzon var formand i mange år og lagde et stort arbejde i foreningens trivsel lige til den forenedes med »Det unge Tonekunstnerselskab«.

1927 blev Jørgen Bentzons trio for fløjte, clarinet og fagot op. 7 valgt til opførelse ved den internationale musikfest for moderne musik i Frankfurt am Main sammen med Carl Nielsens femte symfoni. Det var en stor begivenhed i dansk musiklivs historie. Jeg, som dengang var musikanmelder ved Nationaltidende, rejste med ned for at berette om hvilket indtryk den danske musik gjorde på det kræsne og exklusive publikum, der altid overværer disse årligt tilbagevendende koncerter. Nu 24 år efter blev dansk musik igen repræsenteret i Frankfurt am Main med værker af Vagn Holmboe og Herman D. Koppel, men det skal ikke glemmes, at det var Carl Nielsen og Jørgen Bentzon, som første gang slog hul i den tykke uvidenhed om dansk musik, som indtil da havde bestået i udlandet.

Carl Nielsens symfoni, fremført af Wilh. Furtwängler, fik en enorm publikumssucces; og imod en halv snes gange måtte vor store mester ind for at kvittere for bifaldet, der var orkanagtigt. Også Jørgelh Bentzon fik ved denne lejlighed en meget fin anerkendelse og en pressebedømmelse, der var nok så gunstig som for Carl Nielsens vedkommende. Udførelsen ved Gilbert Jespersen, Aage Oxenvad og Knud Lassen var mønstergyldig og blev højlig rost i den internationale presse.

Overværelsen af blæsertrioens opførelse i Frankfurt am Main fik en helt anden betydning for Jørgen Bentzon, end han sagtens havde ventet. Vel hørte han under musikfesten en del musik, der interesserede ham og en del mere, som var ham ligegyldig. Men en dag lå der på tilhørerpladserne ved en af koncerterne en lille trykt meddelelse om, at der på en skole i udkanten af byen afholdtes et stævne for de tyske folkemusikskoler. Til dette stævne havde Paul Hindemith bl. a. komponeret en kantate for amatører, som musikfestens deltagere indbødes til at overvære. Det var beskæmmende få, der mødte op, men Jørgen og jeg tog derud, og ikke alene kom vi ikke til at fortryde det, men det blev af betydning både for vor fremtidige komponistgerning og for vort venskab, som nu styrkedes gennem Samarbejde.

Hindemiths kantate (»Frau Musica« over en tekst af Luther) var anlagt således, at tilhørerne ikke tillodes at forholde sig passive; på forhånd indstuderede dirigenten et par kanons med tilhørerne, og disse kanons var et led i helheden. Tilhørerne måtte være opmærksomme og parate til at falde ind med kanonsangen på tegn fra dirigenten; der blev et vekselspil mellem kor og orkester på tribunen og tilhørerne i salen, som var meget animerende.

Foruden at vi overværede denne kantate, hvor de unge folkemusikskoleelever udførte kor- og orkesterpartierne, hørte vi også på deres almindelige musicering og korsang. Eleverne kom fra alle kanter af landet, de inddeltes i stemmegrupper (sopraner, alter o. s. v.) og så sang de på stående fod og ofte fra bladet korsange mest fra den tyske a-capella-sangs blomstringsperiode i 1600 og 1700-tallet, eller de sluttede sig sammen i små instrumentale ensembler og musicerede. Det lød skønt og betagende, og den umiddelbare musikglæde, der fyldte disse unge, virkede smittende.

Vi kom hurtigt i forbindelse med Fritz Jöde, der var sjælen i folkemusikskolebevægelsen, og han forklarede os folkemusikskolens idé og fortalte os om dens organisation. Fritz Jöde ønskede, at de tyske folkemusikskoler skulle arbejde også med samtidig musik, derfor havde han fået Paul Hindemith til at komponere musik til dem, og derfor havde han lagt folkemusikskolestævnet samtidigt og på samme sted som musikfesten. Folkemusikskolens elever blev tilhørere ved koncerter specielt afholdt for dem. Ved en af disse blev bl. a. Alban Bergs »Lyrische Suite« fremført og naturligvis stod de unge ganske uforstående over for denne musik. Jørgen Bentzons spontane og utilslørede udtalelser om denne musik vakte ikke ringe opsigt. »Det er sku' synd for de unge mennesker, at de skal høre på den kadavermusik« udbrød han - de unge tyskeres respekt for musikfestens officielt stemplede musik var for stor til, at de turde ytre sig, men der kom alligevel et forløsende smil om deres læber ved, at en af komponisterne, der selv var blevet opført på musikfesten, så frit turde udtale, hvad de selv inderst inde følte.

Jørgen Bentzons reaktion her var nok spontan, men den var mere end det, den var en ren intuitiv erkendelse af, at den moderne musik, der skulle arbejdes med på en folkemusikskole, i hvert tilfælde ikke skulle være af den art, som fandt udtryk i Alban Bergs »Lyrische Suite«.

Efter musikfesten i Frankfurt am Main rejste vi sammen videre til Heidelberg, hvor vi var gæster hos nogle slægtninge af mig, som var gode bekendte af Jørgen Bentzons daværende hustru Michala Weis-Bentzon, som var med på rejsen. Der traf vi den tyske komponist Lothar v. Knorr, der ikke alene var en betydelig komponist og violinist, men desuden ledede en folkemusikskole i arbejderkvarteret Neu-Köln i Berlin. (Den skole hvor også Paul Hindemith var lærer en årrække). Det var interessante og frugtbare samtaler, der blev ført i dette gennemmusikalske hjem (tilhørende ingeniør N. F. Nissen, en broder til kammersanger Helge Nissen).

Rejsen fortsatte til Baden-Baden, hvor også Lothar von Knorr skulle hen, og hvor der dengang hver sommer afholdtes store tyske musikstævner for moderne musik, navnlig tysk naturligvis.

Opholdet her blev uforglemmeligt. Ikke alene traf vi her betydelige komponister som Paul Hindemith og Ernst Toch m. fl., men også de samtaler og drøftelser Jørgen og jeg førte på ture i det skønne Schwarzwald, står som en af de smukkeste oplevelser jeg har haft. Når man var på tomands-hånd med Jørgen kom At det fine og noble i hans så rigt udrustede natur frem; i en større kreds dyrkede han hyppigt sine usædvanlige selskabelige evner; han holdt af at være centrum, hvad han let blev med sit sprudlende vid, sin enestående fortælleevne og sin usædvanlige sans for humor. Men de, der kun kendte ham fra den side, kendte kun en meget lille del af ham.

På vore ture i Schwarzwald planlagde vi oprettelsen af folkemusikskolen. Selv om det på en måde var en oplagt opgave at omplante folkemusikskolen til et land, der netop var inde i en rivende udvikling af den folkelige sang og folkelige korsang gennem Carl Nielsens, Thomas Laubs, Thorvald Aagaards, Hakon Andersens og Oluf Rings indsats, var der dog meget forarbejde at gøre. Vi måtte sætte os ind i hørelæren og tilegne os den specielle undervisningsteknik, som var nødvendig til et sådant arbejde; vi måtte skaffe litteratur og frem for alt måtte vi skaffe os erfaring.

Det var et stort held for os, at vi kom i forbindelse med inspektøren for Københavns fortsættelseskursus i sprog og handelsfag Thomas Højlund. Han forstod straks det sunde i tanken, og i flere år gjorde vi vores erfaringer, således at vor undervisning administreredes ind under fortsættelseskursus.

Der var mange, der blev interesserede i vores idé; således begyndte magister Gunnar Heerup samme art undervisning på en anden skole under fortsættelseskursus og lidt senere gik Poul Schierbeck igang med en skole i Hellerup. Carl Maria Savery havde uafhængigt af os, men omtrent samtidigt startet et lignende arbejde i Horsens og det kom snart til samarbejde, der dog ikke varede ved p. gr. af uoverensstemmelser i grundsynspunkterne. Den dag idag arbejder sanginspektør Richard Poulsen med vore første hold fra fortsættelseskursus og et nært venskab opstod mellem ham og Jørgen. Førende navne fra koncertlivet hjalp med. Naturligvis var Rudolph Sirnonsen, som dengang var stærkt optaget af sit musikopdragende foredragsarbejde, parat og gav de videregående hold musikkundskabstimer og stillede konservatoriets lokaler, til disposition. Men også en så fornem kammermusiker som Paulus Bache undså sig ikke for at give elementær undervisning i cellospil.

Uvurderlig hjælp havde vi i Jørgens daværende hustru Michala Weis-Bentzon, som med sin praktiske sans og støre organisatoriske evne tog sig af de mange arrangementer, som skulle til i tilknytning til arbejdet såsom fester, udflugter, rejser, stævner m. m.

Det er her ikke stedet til at gå nærmere ind på det folkemusiksskolearbejde, som optog os begge et årti igennem, ikke heller kan her nævnes alle de mennesker som sammen med os deltog i arbejdet; det blev uforglemmelige år og opgaven optog os helt; vi mødte mennesker, både blandt elever og medarbejdere, som det var en stor værdi at lære at kende, og hele vort syn på musikens betydning for folket og for samfundslivet i det hele taget blev præget af dette arbejde. Vi beklagede begge, at overvældende arbejde på andre områder medførte, at vi efterhånden måtte forlade det; det var dog en trøst, at der var andre, der på fortræffelig måde kunne fortsætte, hvad vi havde begyndt.

Det er efter min mening en bedrift, at Jørgen Bentzon i sine bedste arbejder til brug for folkernusikskole og amatørkredse formåede at bevare sin fine artistiske form samtidigt med, at tonesproget blev forenklet uden rent stilistisk at slå af på fordringerne. Tænker man på værker som La Fontaines fabel »Løvens part«, på korkompositionen »Skibe« eller det større værk for kor, soli og klaver »En romersk fortælling«, så må man beundre det mesterskab, hvormed disse tekster er komponeret og den finsans, der kommer frem netop i valget af disse som egnede emner for virkelig komposition. Det samme kan man sige om den instrumentale amatørmusik f. eks. »Musikanlisk koncertino« for solo-violin og violinkor eller de meget smukke »Variationer over en dansk falkevise« (Lave og Jon) for strygeorkester, klaver og slagtøj, som blev udgivet i Tyskland på Kallmeyers forlag.

Det med rette meget diskuterede problem om kunsten og folket følte Jørgen Bentzon allerede i 1927 som et brændende spørgsmål. Han var resolut i.sin beslutning; han gik i gang med praktisk arbejde, han underviste for at leve sig ind i, hvilket tonesprog han måtte anvende, når han skulle henvende sig til en kreds, der ikke var en elite af musikdyrkere eller musikkyndige, den kreds han hidtil havde henvendt sig til. Han formåede efterhånden at skrive både instrumentale værker, gennemkomponerede korkompositioner som de ovenfor nævnte, og enkle korviser som f. eks. »Lyse Land« der er ligeså fornem i sin smag og i sin satskunst, som den er umiddelbar og let tilgængelig.

Jørgen Bentzon skrev ikke »folkelig musik« og han følte ikke folkeligt, i hvert tilfælde ikke som dette ord i almindelighed forstås, d.v.s. som en blanding af højskolementalitet og en noget fortidsbetonet landalmuementalitet. Men han følte for og med de kredse, som ikke var »velsignet med« akademisk dannelse eller plutokratiets tynde fernis af civilisation. Han, der mere end nogen var fortrolig med kulturen fra antiken til vore dage, var det mindst åndssnobbede nhenneske, jeg har kendt. Han var imod al kunstigt skabt folkelighed og al slags musæumspatina i den henseende, han var skarp i sin dom over letkøbte såkaldte folkelige melodier, »der blot sjoskede i den udtrådte fødelandssangs altfor rummelige spor«. Han forstod, at folket måtte opdrages til musik, til den værdifulde klassiske såvelsom til den samtidige, derfor blev folkemusikskolen hans arbejdsfelt, og han blev ikke træt af at understrege, at folkemusikskolen ikke var en skole for folkemusik, men en musikskole for folket - som han engang sagde: »Ikke noget med nissehue, vadmel og lange uldstrømper«.

Fra de år hvor han begyndte at arbejde med folkemusikskolen stammer iøvrigt nogle af hans bedste artistiske værker som de to kammerkoncerter (»Symfonisk trio« (1929) og intermezzo espressivo, (1935). På fremragende måde arbejder han her med det, han selv kaldte gruppepolyfoni. Hvor i kammermusikværkerne hvert instrument musicerede ud fra,sin egen særlige individualitet i hvad man har kaldt karakterpolyfont samspil med de andre instrumenter, lader han i kammerkoncerterne instrumentgrupperne danne individuelle komplekser. I kammerkoncert nr. 1 står således horngruppen, violingruppen, celloen og soloviolinen i et uhyre fint polyfont vekselspil, hvor hver gruppe for sig fastholder sin karakter. Der indtræffer aldrig et tutti, hvor gruppernes karakter så 9 sige opsuges i en fælles klangmasse. Både melodisk og samklangsmæssigt har i disse værker Jørgen Bentzons tonesprog udviklet sig til højdepunktet af hvad moderne musik umiddelbart før anden verdenskrig formåede at yde. Den melodiske linjes spænding, parredes med det mest kræsne valg af samklange, samtidig med at polytonaliteten anvendtes på en måde, der næppe er gjort bedre.

Jørgen Bentzon arbejdede også bevidst med en radiostil. Han studerede nøje, hvad der gjorde sig gennem en højttaler. Han var her ingen ven af det store symfoniorkester, hvis virkninger han ikke mente kunne gå tilstrækkeligt igennem, især ikke de dynamiske og stærkt klanglige virkninger, derfor skrev han i en stil, hvor bogstavelig talt hver enkelthed høres ud. Under denne synsvinkel må kompositioner som »Sinfonia seria« (1937) og »Sinfonia buffo« (1939) og »Variationer for mindre orkester« (1939), sinfonietta 1941 og »Mikrofoni« ses såvelsom de to tidligere omtalte kammerkoncerter.

Hans syn på radioegnet musik er uden tvivl rigtigt, men de, der fornemmer så fint, er sikkert få i tal, og hans anskuelser i den henseende er næppe, blevet forstået og anerkendt efter fortjeneste. Hvor højt udviklet højttalerne end er blevet, så må musikerøret indrømme, at meget af det store orkesters virkninger stadig går tabt; styrkeregulatoren skærer stadig ned på fortevirkningerne, giver pianovirkningerne for megen styrke og crescendoer og diminuendoer forvanskes.

Jørgen Bentzons anskuelser på dette område var ganske naturlige for en komponist med så kræsen en kammermusikalsk stil. Han svigtede aldrig kammermusiken og i en senere periode fandt han helt sin egen form i den kompositionsgenre, som han kaldte racconto. Ordet betyder fortælling eller måske snarere en historie. Her lader han fantasien løbe frit fabulerende og ubesværet. Han var i samvær med andre en blændende historiefortæller, der vidste at forberede og anrette pointen på den mest virkningsfulde måde. I raccontoerne for forskellige instrumentalensembler møder vi hans evne til at give en historie til bedste overført til det rent musikalske område. Der er sjældent noget dramatisk eller stærkt effektfuldt i den måde hvorpå han fortæller, langt snarere må man karakterisere hans raccontoer som åndfulde musikalsk-episke kompositioner. »Jeg betragter musiken som åndeligt meddelelsesmiddel« sagde han engang til mig, og du passer på hans raccontoer.

Man kunne tænke sig, at en kunstner med et så sobert og fintmærkende øre ville slå sig tiltåls med de fornemme resultater, han havde nået som komponist af kammermusik og amatørmusik og følt sig tilfreds med den anerkendelse han vandt i de kredse han på disse områder havde henvendt sig til. Men jeg tror at der i Jørgen lå en stærk længsel efter at komme i kontakt med et bredere publikum og opnå mere almen anerkendelse. Denne længsel førte ham til at forsøge sig i en bredere og lettere tilgængelig kompositionsmåde, som i hans første symfoni (Dickenssymfonien). Allerede det at han betitler hver sats og kalder hele værket en symfoni over motiver fra Charles Dickens' værker, er en afvigelse fra hans tidligere indstilling.

Det er ikke umuligt, at de mange indre drøftelser, som jeg ved, han førte med sig selv om forholdet mellem kunsten og folket såvelsom arbejdet med amatørkompositioner har ført ham til at betragte også stilspørgsmålet m. h. t. symfonisk komposition under en pædagogisk synsvinkel. Spørgsmålet lød da: »Hvorledes kan jeg skrive et symfonisk værk i en stil, som kan opfattes umiddelbart af en bredere tilhørerskare uden principielt at svigte stilen - uden så at sige at gå baglæns?« Dickenssymfonien kan have været svaret herpå. - Direkte har jeg ikke talt med ham om dette, men mange mere indirekte udtalelser gør denne anskuelse mulig. Hvor ofte havde Jørgen og jeg ikke drøftet problemer af denne art, problemer som de yngre komponistgenerationer helt synes at have skudt tilside, og som musikkritiken kun har haft ringe forståelse for. Dansk musikliv savner stadig den pen, der er istand til ikke alene at befatte sig med koncertliv og opera, men også med musiklivet som helhed, en kritikerånd, der er istand til at trænge ind til motiverne bag de forskellige komponisters skabervirksomhed og forslå i stedet for at vurdere ud fra mere eller mindre snævre perspektiver.*)

*) Jürgen Balzer har på sin musikside i Ekstrabladet skrevet artikler der gav videre perspektiver.
Man må ønske, at han og andre vil fortsætte.

Det er en kendt sag, at Dickenssymfonien ikke blev modtaget med den forståelse, som Jørgen Bentzon havde ventet. Muligvis er det sidste ord endnu ikke sagt om dette værk, men det er forklarligt at en komponist, der forud minutiøst havde prentet sine noder på papiret trods alt ikke mægtede at overvinde sin skyhed for de brede tuttivirkninger, der skal til for at skabe det store symfoniske drag. Anslaget i symfonien, der skal føre tanken hen på Pickwickianerne, er et fund, men forstås måske kun rigtigt af dem, der er helt fortrolig med den uforgængelige »Pickwick papers« - hvilket vistnok i vore dage ikke er så mange, som Jørgen Bentzón har tænkt sig ud fra det milieu, han udgik fra og færdedes i. Sikkert er det, at instrumentationen og hele den klanglige disposition, hvor den ikke hælder til et mere kammermusikalsk vekselspil mellem orkestergrupperne, på tuttistederne viser en mere konventionel skrivemåde end man var vant til fra Jørgen Bentzons pen. Hvad der gælder første symfoni gælder også Symfoni nr. 2 og operaen »Saturnalia«.

Den der har et nøjere kendskab til denne opera, kan ikke andet end beundre den fine sproglige behandling, der er karakteristisk for dette værk. Det dramatiske ligger ikke i det sceniske situationsskifte; ydre effekt er undgået, men man skal lede længe efter et sådant musikalsk replikfyrværkeri, som det der forekommer i retsscenen i sidste akt. Operaen var helt i overensstemmelse med den mentalitet, der præger alle Jørgen Bentzons værker. Emnet og dets tekstlige behandling som han selv er mester for viser hans store fortrolighed med antik romersk kultur, den han allerede havde vist i »En romersk fortælling« bygget over en fortælling fra »Petronii Saturae«. Operaen høstede megen anerkendelse, ikke mindst blev der lagt mærke til de meget smukke kor, dog var det ikke at vente, at den skulle skaffe sin komponist den succes, som en effektfuld eller sensationel opera kan fore med sig. København har jo ingen selvstændig operascene, kun en trediedel af Det kgl. Teaters repertoire kan ofres på opera og der er sjældent, at en dansk opera kan få lov at »spille sig igennem« - Jørgen Bentzons »Saturnalia« dannede ikke nogen undtagelse fra reglen.

I årene lige før krigen flyttede Jørgen Bentzon efter sit andet ægteskab med Karen Bentzon til Hørsholm. Han havde indtil da deltaget stærkt i musiklivet både i koncertlivet, i det musikpædagogiske liv og i det musikorganisatoriske arbejde. Københavns folkemusikskole udviklede sig hurtigt og landsorganisationen »De danske folkemusikskoler« oprettedes og fik Jørgen Bentzon som formand; han var yderligere i ledelsen af »Dansk Komponistforenings Komponistfond« og medlem af samfundsrådet i »Samfundet til udgivelse af dansk musik«.

Det er ikke så lidt at skulle ernære sig selv og familie ved et borgerligt erhverv (Jørgen Bentzon var protokolsekretær i højesteret og tilknyttet administrationen af de grønne områder som formand) og samtidigt komponere samt deltage i det organisatoriske arbejde indenfor musiklivet. Trods Kodas eksistens formår en seriøs komponist i almindelighed ikke at tjene stort udover, hvad der går til at dække udgifterne ved nodeafskrift o. lign. At skrive en opera giver det helt sikre tab. Den understøttelse på finansloven staten byder fremtrædende komponister er ligeså beskæmmende for staten, som den er utilstrækkelig til at aflaste en komponist, så han får den fornødne tid til kompositorisk arbejde, som derfor altid må foregå i ferietiden eller om natten. Jørgen Bentzon blev nødt til at aflaste sig for mange af de hverv, han havde og under krigen, hvor selv nærtrafiken indskrænkedes, sås Jørgen Bentzon sjældnere og sjældnere indenfor de forskellige kredse i musiklivet, hvor man var vant til at møde ham.

Han havde budt sig meget og havde været alt andet end tilbageholdende, når det gjaldt om at stille sig høje mål. Ganske vist havde han en lynsnar hjerne, men han arbejdede intenst, gav aldrig køb og var uhyre kræsen - det kostede og det sled på de nerver, som på forhånd var sensible og dirrende.

Måske følte Jørgen Bentzon ubevidst, at en vis trækken sig tilbage og isolering var nødvendig. Han fik et hyggeligt og lykkeligt hjem i den gamle kavalerfløj i Hørsholm, hvor hans hustru Karen Bentzon gav ham den ro og støtte, han trængte til. Her kunne han udnytte den sparsomme fritid til de store opgaver han i de år arbejdede med som de to symfonier, operaen, clarinetkoncerten og adskillige kammermusikværker. Det daglige arbejde i folkemusikskolen måtte ophøre, men administrationen af »De danske folkemusikskoler« beholdt han endnu en årrække.

Den, der stod Jørgen nær, mærkede, hvorledes hans sind blev tungere med alderen, en sjælelig uligevægt sporedes. Hans temperament havde altid været stærkt svingende, dog ikke . således, at man havde grund til at se noget sygeligt i det. Da vort samarbejde indenfor folkemusikskolen ophørte og vejen i krigsårene mellem vore hjem var lang, formindskedes vort samvær betydeligt; vi var begge stærkt bebyrdede med arbejde, men det svækkede ikke venskabet, at vi sås sjældnere.

Det kom som et slag for mig, da Jørgen en morgen i eftersommeren 1949 ringede og bad mig komme ud til sig inden han dagen efter skulle indlægges på hospital til psykiatrisk behandling. - Det var vel meningen, at han skulle falde til ro efter behandlingerne, men det er en kendt sag, hvorledes forholdene på et sindssygehospital i den grad forargede og oprørte ham at han skrev en kronik i »Politiken« som gav anledning til en stor diskussion med indlæg fra vore førende psykiatere, der anerkendt hans modige og velbegrundede opråb. Den var karakteristisk for ham hele denne sag; når noget opfyldte ham måtte han ud med det, han var ikke istand til, at tage hensyn til sig selv, skønt det var det, han mi behøvede.

Efter udskrivningen fra hospitalet var han meget træt og hele hans almentilstand svingede stærkt; men han dog kommet sig så vel, at han var begyndt at komponere igen og fik fuldendt nogle violinduetter; han havde også kraft nok til at skrive så veloplagte kroniker i »Politiken«, som de kostelige betragtninger over kancellistil og den udmærkede redegørelse for spørgsmålet om naturfredningen. Ingen, selv hans nære, havde nogen fornemmelse af, at hans modstandskraft dog var så nedbrudt, at døden var forestående.

Ved Jørgen Bentzons død har dansk musikliv mistet en personlighed, der var rigere udrustet og større i formatet end vanligt. Hans store fortrolighed med menneskeåndens største ydelser prægede ham. Han lyttede til de gamle digteres og tænkeres visdom, og han kæmpede sin kamp for at nå den afklaring og ligevægt, som de gav udtryk for, men som hans uroligt higende temperament og til sidst hans sygdom hindrede ham i at nå. Han, der havde tænkt dybere og følt stærkere end de fleste andre, havde forudsætningen for musikalsk og digterisk at skabe Favorinusskikkelsen i »Saturnalia«. Der har måske ligget en længsel i Jørgen henimod det afklarede livssyn som Favorinus i »Saturnalia«s II akt lader kommer til orde, i hvert tilfælde nærede han samme tro på tankens og fornuftens sejr over kaos:

Favorinus:

Lad kun uvejret rase,
lad kun skæbnen slå sit hårde slag,
intet kan drage den vise fra den rette vej.
Gennem livets storme går han støt,
intet kan fordunkle hans klare blik,
med fasthed han fører sig igennem modgang og nød.

Lad kun røvere plyndre,
lad kun had og ufred brede sig.
Visdom og sandhed vil sejre over vold og kiv.
Ingen tvang kan hindre tankens flugt,
ingen løgn kan blænde den,
der har visdoms lys.
Hver fare svinder bort,
selv døden bliver intet for den,
der ejer sjælens sande kraft.

Dette skrev Jørgen Bentzon, medens krigen rasede verden over, og han har følt det, når krigen rasede i ham selv. Det var hans credo - nu har han fået ro.

Ære være hans minde.

Årgang 26/1951, nr. 08