Om Odense Byorkester

Om Odense Byorkester

Af Tage Vandsted

Indtil man i Århus påbegyndte en systematisk byorkester-virksomhed, var det symfoniske musikliv i Danmark næsten helt og holdent en københavnsk affære, da det, der foregik i provinsen, var af temmelig sporadisk karakter. Når man i dag ser, at Århus, Odense og Ålborg har store, faste symfoniorkestre, skyldes det ikke nogen tilfældighed. Der skete noget i mellemkrigsårene i det danske musikliv, og det skete mindst i lige så høj grad udenfor som i København: Trangen for den symfoniske musik voksede meget mærkbart. Årsagen hertil var ikke mindst radioorkestrets virksomhed i æteren.

Det var denne voksende trang, som førte til, at Århus Byorkester blev født, og det var den samme trang for symfonisk orkestervirksomhed, der var grundpillen i det arbejde, Philharmonisk Orkester i Fyns Stift udførte. Det er vel et spørgsmål, om ikke Odense Byorkester var kommet tidligere, hvis ikke dette orkester, som mærmest var en filantropisk virksomhed, havde eksisteret. På den anden side må det også siges, at Philharmonisk orkester havde beredt jordbunden, og uden det havde Odense Byorkester mæppe i dag haft så grundfæstet en position, som tilfældet er. Derfor kan man ikke nok berømme den idealisme, der besjælede lederne og musikerne i Philharmonisk orkester.

Ikke mindst under den tyske besættelse var kulturkravene steget meget stærkt, og da man nåede 1945, »gik den ikke Læengere i Odense«. Byen måtte simpelthen have sit byorkester, og dets forkæmpere havde både Århus og Ålborg at henvise til som sukcesfyldte forbilleder. Tre mænd satte sig i spidsen for arbejdet, komponisten, organist Kai Senstius, direktør Martin Andersen, Det fynske Musikkonservatorium, og daværende kapelmester på Odense Teater, Ove Peters. Det kan indvendes, at den byorkester-ordning, der blev skabt af dette triumvirat, havde sine uheldige sider - man. savnede bl. a., at den kunstneriske ledelse var placeret under een hat - men det er disse tre mænds uvisnelige fortjeneste, at de åbnede bystyrets øjne for, at Odense ganske simpelt måtte have et byorkester med et stort kommunalt tilskud.

En anden uheldig side ved den første byorkester-ordning i Odense var det løse grundlag, musikerne var engageret på, men også den skulle snart blive afløst af fastere rammer. Der var nemlig sket det, at de to ledende mænd i Odense byråd, borgmester I. Vilh. Werner og nuværende viceborgmester, direktør Erik Scheibel, havde indset det rigtige i byorkester-tanken, og samtidig med at det kommunale tilskud blev forhøjet fra godt 40.000 kr. årligt, til 65.000 kr. årligt, tog man fra byens side fastere hand i hanke med sagen, hvilket førte til, at operarepetitør Povl Ingerslev-Jensen i 1946 ansattes soni kunstnerisk leder for byorkestret. I to sæsoner gjorde Povl Ingerslev-Jensen et utrætteligt og idealistisk arbejde i byorkestret, indtil han i 1948 stod overfor valget mellem helt at frasige sig sin stilling ved Det kgl. Teater, hvorfra han havde haft orlov, og vælge Odense eller at tage tilbage til København. Man kan ikke bebrejde Povl Ingerslev-Jensen, at han valgte det sidste, idet byorkestersagen i Odense på det tidspunkt trods alt befandt sig på et så løst grundlag, at det på dette tidspunkt måtte betragtes som et risikabelt foretagende at frasige sig en sikker stilling ved Det kgl. Teater til fordel for Odense.

I de to sæsoner, Povl Ingerslev-Jensen virkede i Odense, kom byorkestret et stort skridt fremad, dels i kraft af Ingerslev-Jensens daglige instruktionsarbejde, delsgennem engagement af fremragende gæstedirigenter som Georg Høeberg, Egisto Tango, Emil Reesen, Sv. Chr. Felumb m.fl.. Sanitidig var også orkestrets økonomi kommet ind i fastere rammer med ansættelse af undertegnede som forretningsfører.

Da Povl Ingerslev-Jensen forlod Odense, blev kapelmester Arne Hammelboe ansat som kunstnerisk leder. Det betød nye skridt fremad, selv om Hammelboe kun blev i Odense en enkelt sæson. Ved siden af at udrette et stort kunstnerisk arbejde med byorkestret fik han nemlig udvirket, at musikerne blev helårsengagerede, og dermed kom Odense Byorkester til at gå i spidsen for Århus og Ålborg. Arne Hammelboes ønsker om en udvidelse af orkestret kunne imidlertid ikke forenes med det, kommunen kunne ofre på byorkestersagen, og da staten stadig - sammenlignet med tilskudene til byorkestrene i Århus og Ålborg - holdt sig beskedent tilbage, blev resultatet, at Arne Hammelboe forlod byen. Dette være ikke sagt som en kritik hverken mod Arne Hammelboe eller byrådet. Hammelboes ønsker var forståelige, mens byen på sin side ved hans tiltræden havde forhøjet sit tilskud til 125.000 kr. årligt og havde stillet 175.000 kr. i udsigt for næste sæson - hvilket er det største tilskud, nogen kommune har ydet til et byorkester.

Arne Hammelboes afløser som kunstnerisk leder blev Martellius Lundqvist, og samtidig med hans ansættelse skete der en ny udvidelse af orkestrets faste stamme. Den var ved Povl Ingerslev-Jensen's tiltræden 22 mand. Arne Hammelboe fik den ved sin tiltræden op på 26, og da Martellius Lundqvist kom til, bragtes denop på 29. - De øvrige dirigenters indsats ufortalt er det ikke for meget sagt, at Martellius Lundqvist i sin »regeringstid« har bragt byorkestret i Odense fremad med stormskridt i kraft af et intensivt og krævende prøvearbejde. Der var nået et mål, da byens musikkritikere efter en koncert i Odense med Århus Byorkester kunne konstatere, at Odense ikke længere havde nødig at være misundelig på Århus. Martellius Lundqvist tager nu fat på en ny sæson, hvortil der i betragtning af hans hidtidige arbejde med byorkestret stilles meget høje forventninger - ikke mindst fordi rammerne omkring byorkestret nu er blevet endnu fastere. Ikke alene har Odense Byorkester fået en kunstnerisk leder, som er blevet »odenseaner med hud og hår«, og som man regner med at beholde en årrække, men samtidig, er orkestret blevet opløftet til at være en kommunal institution, hvilket bl. a. medfører automatiske lønreguleringer efter pristal, at der sidder et byrådsudvalg (med borgmester Werner som formand og viceborgmester Erik Scheibel som næstformand) som den øverste myndighed, m. v.

Odense Byorkester er nået frem til en anset position i det danske musikliv. Dets virksomhed er blevet udvidet, således at der foruden de 8 store symfonikoncerter i vintersæsonen, hvor den faste stamme udvides med assistenter op til en samlet besætning på 55 stemmer, gives godt en snes radiokoncerter, skolekoncerter i Odense, koncerter i de øvrige fynske købstæder, specielle ungdomskoncerter, koncerter i Arbejdernes Oplysnings Forbund, folkekoncerter m.v. Endvidere præsenterer institutionen i hver sæson det fynske musikpublikum for fremragende danske og udenlandske solister.

Der er gået år med slid, skæb og idealisme, men indsatsen har ikke været forgæves. Odense Byorkester er groet fast som en del af det fynske, ja en del af det danske kulturliv - kun på eet punkt har der været skuffelse. Sagen har været meget diskuteret, og da der er stillet en ændring i udsigt fra højeste sted, skal her kun noteres, at statstilskudene ikke er fulgt med i et omfang, der svarer hverken til de ofre, Odense kommune har bragt, eller det kunstneriske stade, byorkestret er bragt frem til. Man finder med god grund i Odense, at det er uretfærdigt, at der i sidste sæson blev ydet et statstilskud til Århus Byorkester på 210.000 kr., mens Odense fik 90.000 kr. - Men som sagt: Undervisningsminister Flemming Hvidberg har stillet en ændring af dette forhold i udsigt.

Der er lagt planer for en ny vintersæson for Odense Byorkester, og de inkluderer at orkestret den 2. november drager til København for ved en stor koncert i Odd Fellowpalæet at vise, hvor langt det symfoniske orkesterarbejde er nået på Fyn. Odense Byorkester drager dermed ind i »løvens kule«, men det kommer ikke som nogen Daniel. Ganske vist anlægger man ikke hverken radioorkestret eller Det kgl. Kapel som målestok i jævnbyrdig retning, men man kommer for at vise - hvad man har tungtvejende, sagkyndige udtalelser for - at orkestret har nået en position, så der virkelig i det danske musikliv af i dag må regnes med Odense Byorkester.