Egisto Tango død

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 09 - side 195-196

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Egisto Tango død

Det var kammersanger Emil Holm i statsradiofoniens første år, der fik den lykkelige idé at bringe de gæstespil i stand, der bragte Egisto Tango her til Danmark.

Lykkeligt var det endvidere, at Det kgl. Teaters ledelse straks gjorde alt for at knytte Tango til teatret - og allerlykkeligst var det, at han selv slog til og blev en af vore egne.

At Tan, o var en strålende orkesterleder, da han første gang gæstede Danmark, var udenfor enhver tvivl. Han havde det i blodet - det intense, det levende, det sprudlende, det festlige, humøret, temperamentet, den uimodståelige musikalske vitalitet.

Men det spændende var jo i virkeligheden, hvordan det ville gå ham, når han som fast dansk kapelmester fik med danske sangere og danske musikere at gøre.

Han overvandt imidlertid alle vanskeligheder på dette punkt. Den levende ånd, der prægede hans kunst, bundede i noget dybt menneskeligt i hele hans karakter. Derfor var han for os, der havde den glæde og oplevelse at arbejde sammen med ham, ikke alene den store kapelmester, den store kunstner, men et menneske, som tillige gennem sit arbejde og ved sin færden iblandt os, forstod at få os alle til at holde af ham.

Kapelmester Tangos betydning for den danske opera gennem mere end 20 år kan ikke vurderes højt nok.

På Det kgl. Teater vil han efterladet et dybt og smerteligt savn.

Det kgl. Teater, den 19. oktober 1951.

H. A. Brøndsted.

Mëstro Tango

Jeg husker den første gang jeg så Maëstro Tango. Det var til en prøve - den første med ham - i Det kgl. Kapel.

Efter hans operaopførelser for Statsradiofonien gik der stort ry af den »ildfulde« italienske kapelniester, - og vi var nysgerrige, ventede en oplevelse. Da han var blevet præsenteret for orkestret, tog lian stilfærdigt pinden i hånden og vi begyndte at musicere. Læenge sad Maëstro og lyttede, inden han brød af for at sige: »Spil hellere helt pedantisk, så vil vi forstå hinanden bedre.«

Det virkede som en spand iskoldt vand over hovedet - sådan som vi gjorde os umage - og vi blev sandt at sige en smule fornærmede og dulmedes først efterhånden som vi lærte ham bedre at kende og forstod, at hans musikalske væsen helt var behersket og afhængigt af den mest udprægede orden, redelighed og beskedenhed, præcision og klanglig beherskelse.

Han forlangte, at vi - hans medarbejdere på scenen og i orkestergraven - helt gik ind for det værk vi arbejdede med og for komponistens tanker; og lykkedes det, strålede han.

Han holdt ikke af at rose nogen, fordi han vidste, at vi alle helst ville gøre vore sager så godt som muligt, men han var glad og taknemmelig, når det rigtig gik, og så lyste han som en lille sol.

Gnaven kunne han dog også blive. Under de strålende italienske gæstespil han ledede på Det kgl. Teater, blev en aften Gilda i »Rigoletto« for rørt over sig selv i sidste akt, hulkede højlydt og glemte både melodi og rytme. »Dilettanti, dilettanti,« tordnede Tango op mod hende til publikums store forbavselse, og det kan nok være, hun hurtigt kom ned på jorden igen.

En anden gang skete det ved en prøve, at en musiker fastholdt, at en passage var umuligt at udføre på hans instrument. - »Jaja, da-,« sagde Tango med fin malice, »så vil jeg dirigere det sted dårligt.«

Var indstuderingen af en opera ført til ende kunne han luske os alle med sig ind i sit æventyrrige; tonerne blev til et sprog, der nynnede og hviskede de underfundigste ting, - eller han mejslede karakteren som klippeblokke og kæmpede som en sand St. Georg mod drager og uhyrer. Han kunne slå gnister, når han mærkede, at vi alle var med ham; han lod tonerne stryge som et vejr hen over os, hviskede, tryglede og besvor, men altid var han i den inderligste kontakt med det værk, der var betroet ham og som han kæmpede for.

En lang række operaer har nydt godt af hans stærke indlevelsesevne, en lang række herlige Mozartaftner har vi haft med ham, og hvem husker ikke hans Verdiopførelser, hans »Falstaff«, som ligefrem boblede af humør, hans »Othello«, »Aida«, »Maskeballet« eller »Rigoletto«. Altid var handen kloge, erfarne leder, den nænsomme og poetiske fortolker, men ingen steder kom det så klart frem som når Verdi stod på aftenens program. Her kunne han føre os helt op i de tyndeste luftlag og få den italienske sol til at skinne varmt og lægende. Vi vandrede mellem duftende orangeblomster og gyldne mimoser. Maëstro fortalte æventyr, så alle måtte med - og vi kom langt omkring. Med Holberg, tilbragte vi nogle groteske øjeblikke vi luskede i tusmørket under hr. Jeronimus' port, kom til maskarade og blev klappet samfhen i fryd og glæde til allersidst. Carl Nielsens værk lyste og vi hvirvlede ud af teatret i den rappeste kehraus. - Sjostakovitsj's »Katarina«, - her var vi midt i zarens Rusland - og det var ikke kedeligt. - Vi gik med H. C. Andersen og Strawinsky på nattergalejagt i kinesiske haver, besøgte kejseren og nød hele historien. - Vi var til »Barberen« eller med Ravel i »L'heure espagnole« til en underfundig aften, skælmsk og vittig, kiggede ind i alle urene og pillede ved værket. Vi var til »Fidelio« og følte os overbevist om, at menneskene enten er sorte eller hvide.

Ja, vi morede os, lyttede og forfinedes under hans førerskab, - for han forfinede og forædlede alt, hvad han rørte ved.

Carl Nielsen stod Tangos hjerte meget nær og han arbejdede med hans værker, så de kom til at funkle og lyse.

Hele hans hjerte var med i arbejdet, hele hans brændende sjæl, hans finfølelse, hans vilje og hans storhed. -

Var han en ørn i arbejdet, med kløer, næb og det hele, - så var han i privatlivet den beskedneste mand, man kan tænke sig. Jeg husker et selskab, hvor man fejrede ham med taler og sange, og der lød mange fagre ord. Tango blev mindre og mindre og var til slut ved helt at forsvinde i sin stol. Ved kaffen fik han mælet igen og mumlede stille som til sig selv: »Nej, - men jeg er en honnet musiker.«

I koncertsalen var han bedst i de store ting, når han kunne glemme, at han var udstillet for publikum - alene oppe på skafottet, - i Verdis Requiem eller Faust's Fordømmelse, når han havde begge næver fulde og skulle holde sammen på hele maskineriet. Så kunne han udlade elektriske gnister så store sorn lyn.

En aften glemmer jeg aldrig. Han ledede Københavns Drengekor, da Wöldike en periode var i Sverige. Hvor nænsomt arbejdede han ikke med de fine, dugfriske drengestemmer i Verdis a capella sange. Skønt og ædelt lød tonerne, og jeg så Maëstro, da han steg ned fra podiet, trække et par forbavsede drengehoveder ind til sig for at kærtegne dem.

Straks, da vi i Kapellet erfarede Maëstro Tangos død, samledes vi til en lille højtidelighed, hvor vi også talte om, hvad vi kunne gøre for udadtil at slå fast, hvad han har betydet for os. Vi ønskede blandt andet at spille ved hans begravelse, men familien besluttede, at mesteren skulle begraves i dybeste stilhed uden nogen art af offentlige tilkendegivelser, - og det måtte vi bøje os for. Ved mødet holdt kapelmusikus Aage Bredahl en meget smuk og følt mindetale, og efter nogle minutters stilhed skiltes vi, jeg tror jeg kan sige, for alles vedkommende med en følelse af dyb smerte. Afskeden med en så betydelig musiker var både et hårdt slag for Kapellet som helhed og for liver enkelt, der holdt af ham og følte sig beriget ved hans fine og åndfulde kunst, hans venskab og menneskelighed.

Holger Gilbert-Jespersen.

Årgang 26/1951, nr. 09