Grammofon

Grammofon

Erlivard Saekville-IVes1 og De,~mond Shawe Taylor: »The Reeord Guide«, 763 s., pris 30 sli. - Forlag: Collins, London 19i1.

Dette omfattende opslagsværk, (ler er udgivet af to af Englands mest erfarne grammofonkritikere, er den første i England-udkomne fører til den indspillede musik, der er publiceret i England. Man skal altså ikke vente at finde optagelser nævnt, der er udgivet af grammofonsel

skaber, hvis plader ikke indføres på (let engelske grammofonmarked. Alene herved får denne fører en begrænsning, der vil svække dens værdi for andre og mindre lande som f. eks. Danmark, hvor man ikke kan vente, et sådant eller lignende værk vil blive udgivet,. endskønt det vil være til stor hjælp for mange musikinteressere~ de, der behøver en god musikalsk vejledning for pladeindkøb. Med de urimelige restriktioner, der i forvejen pålægges pladeimporten til Danmark, kan man vel nok sige, at denne førers værdi alene af den grund bliver kraftigt beskåret, men da en stor del af de plader, der dog fra tid til anden kommer hertil, fremstilles i England eller presses herhjemme efter engelske matricer, vil værket dog have interesse for danske musikinteresserede.

»The Record Guide« er ikke at betragte som noget generalkatalog med musikalske kommentarer; (le - efter forfatternes mening - bedste optagelser, hvor der er tale om flere af samme værk, er valgt ud, og indspilninger gjort frem til december 1950 er taget med, altsammen ordnet alfabetisk efter komponistnavne, hvilket gør værket ret oversigtligt. I et »Addenda« er samlet de seneste optagelser og en oversigt over Iong-playing plader med en introduktion liertil, ligesom der her gives en vejledning for begyndere, som ønsker at opbygge et diskotek.

Da IIMV's og Polyphon's (Decca) danske optagelser også publiceres i England, finder man ikke så få af disse i det store værk. F. eks. er alle Buxteliude-optagelserne danske, og to af de tre nævnte Gabrieli-værker er liaeledes danske (Wóldike og madrigalkoret).

Desværre leder man forgæves efter

zn,

Hartmann, TIorneman, Lange-Miiller eller

Lumbye under komponistens navn i den

alfabetiske hovedoversigt. Ikke desto min-

dre finder man Lange-Milllers Renais-

z,

sance-forspil og -serenade under Carl

Nielsen, idet disse værker står på 2. plade-

side af nogle C.N.-optagelser. Det samme gælder Hartmann (Liden Kirsten-duet) . Under Johaiz Sveiidsen er 'Malkos indspilning af »Pariserkarneval« nævnt på dette sted samt 4. pladesides fremragende »I'Iaskarade«-ouverture, som man til gengæld ikke kan finde under C. N., hvor kun Hye-Knudsens indspilning figurerer. Hvis TONO's optagelser kunne vinde indpas i England - det var ikke mere end rimeligt i betragtning af, hvad der fra England eksporteres til Danmark af engelske plader - så ville man vel også kunne finde C.N.s violinkoncert og den'nye, i kvaliteten fine optagelse af blæserkvintetten. Førstnævnte findes derfor ikke, den sidste kun i den gamle indspilning fra 30~ erne.

Bagateller er pudsige trykfejl som: »I Osten stiger Solen op«, »Hvorfor svaliner Weichselflodeii«, eller påstanden oni at »Saga-drørn« (op. 39) ingen opusnummer har. Ligeledes synes forfatterne ,,,it slippe lovligt populært fra karakteristikerne af Carl Nielsens 3. og 5. symfoni og hans kammermusik. Niels Viggo Bentzoiz

hedder lier Nils - har indspillet de eneste Sch6nberg-klaverværker, der n---,evnes (op. 19 og 25), derimod får Benfjf Johnsson ikke lov at stå for indspiiningen af Bentzons koncertetude op. 40.

De her nævnte eksempler blandt flere ikke orntalte viser, at (let vældige inateriale i visse henseender er beli,,indlet noget skødesløst, nien omend. vær~ et er utilstreekkeligt, så er (let (log på in nge punkter anvendeli,,,t. fsp.