Koda i 25 år

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 09 - side 189-191

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

KODA i 25 år

Tiden gaar; i Slutningen af denne Maaned er det 25 Aar siden KODA - Internationalt Forbund til Beskyttelse af Komponistrettigheder i Danmark - stiftedes. Det er en Mærkedag, som det nok er værd at opholde sig ved for en Stund her paa dette Sted, thi det er jo saaledes, at med Koda er der skabt et meget væsentligt Træk i dansk Musiklivs ydre Struktur.

Mens den udøvende Musiker fra tidligste Tid paa mere eller mindre rimelig Vis har faaet Vederlag for sit Arbejde, har den skabende Tonekunstner i Reglen været overordentlig slet stillet i økonomisk Henseende; han kunde fra Begyndelsen kun vente et Udbytte af sin Indsats, hvis hans Værk udkom. Den Omstændighed at det vandt Udbredelse, ja maaske spilledes Verden over, mærkede han intet til - fordi han ikke havde Mulighed for at faa sin Opførelsesret til Kompositionen respekteret.

Opførelsesretten er som Begreb vokset frem af Lovgivningen i de forskellige Lande, der atter har fulgt den naturlige Udvikling paa dette Omraade. Tidligst blev Opførelsesretten en Realitet i Frankrig, hvor man allerede i hundrede Aar har haft en Organisation til dens Udnyttelse, det hæderkronede Sacem. I Danmark gaves de første egentlige Retsregler om Opførelsesretten ved Loven om Forbud mod Eftertryk af 29. December 1857, men først da vort Land havde tiltraadt Bernerkonventionen af 1886, og man ved Loven om Forfatterret og Kunstnerret af 1.9. December 1902 havde faaet tilvejebragt det mere præcise juridiske Grundlag, kunde der gøres Skridt til at følge med i den Udvikling, der ude i Verden foregik med Hensyn til Opførelsesrettens Haandheevelse og Udnyttelse til Gavn for de berettigede.

Særlig hurtig i Vendingen var man nu ikke herhjemme. Der skulde komme en ny, i Overensstemmelse med senere Ændringer i Bernerkonventionen revideret Lov om Forfatterret og Kunstnerret af 1. April 1912, og man skulde igennem hele første Verdenskrig og mere til, før der skete noget. Og da var det vist endda nærmest Impulser ude fra, der blev afgørende.

Flere danske Komponister var allerede i Aarhundredets første Tiaar blevet Medlemmer af udenlandske Opførelsesretsselskaber og havde dermed kunnet gøre deres Interesser gældende i Udlandet. Den Omstæmdighed, at der ikke fandtes noget dansk Opførelsesretsselskab, bevirkede, at udenlandske Komponister ikke, eller kun med stor Vanskelighed, kunde gøre deres Rettigheder gældende i Danmark, hvor jo netop megen udenlandsk Musik spilledes, og det var bl. a. dette, der gjorde Udslaget: der var Fare for, at udenlandske Opførelsesretsselskaber vilde etablere Filialer herhjemme, hvis vi ikke selv tog Affære.

Det gjorde vi saa i 1926. Den 30. November det nævnte Aar mødtes i det Wilhelm Hansen'ske Musikhus i Gothersgade en ganske lille Kreds, Repræsentanter for de Parter, der fra første Færd maatte være interesserede i Sagen, og som den Dag i Dag staar bag ved Koda: Komponisterne, Revyforfatterne og Musikforlæggerne. Man stiftede hin Dag Musikværnet som efter nogle Maaneders Forløb blev til Koda.

Men man kunde ikke sætte sig ned og begynde med det samme. Et vældigt Organisationsarbejde skulde gøres; der skulde afsluttes Gensidighedsaftaler og -Kontrakter med de tilsvarende Selskaber i en Række Lande Verden over, og Forholdet til de danske Myndigheder skulde bringes i Orden. Man mødte, da Retsgrundlaget jo var helt og fuldt tilstede, megen Forstaaelse i sidstnævnte Henseende, og den 20. December 1927 kom det justitsministerielle Cirkulære om Musiktilladelsers og Biografbevillingers Afhængighed af, at Bevillings-tagerne havde sikret sig Tilladelse til at spille den ifølge Lovgivningen beskyttede Musik.

Otto Rung, Dansk Komponist-Forenings juridiske Konsulent, var Kodas første Formand, og P. J. Carvil, der tidligere i Praksis havde beskæftiget sig med Opførelsesretsafgifters Inddrivelse, den første Direktør. De to Herrer afløstes dog ret hurtigt paa deres Poster af henholdsvis Komponisten Alfred Tofft og Forfatteren og Journalisten J. Ravn-Jonsen', og det blev i Realiteten dem, der kom til at føre Koda Sagen ud i Livet, støttende sig til Wilhelm Hansen-Etablissementets rige Erfaringer.

Ganske overordentlig meget kom jo Ravn-Jonsen til at betyde for den lykkelige Gennemførelse af denne Sag, hvis Muligheder i Danmark vistnok ikke særlig mange troede paa fra Begyndelsen - dels ved sin ubetvingelige Energi og sin uudtømmelige Arbejdsevne, dels og ikke mindre takket være sine personlige Egenskaber, sin brede Gemytlighed og sin Charme, med hvilke Ingredienser han fik alle Spørgsmaal, selv de vanskeligste, til at glide sikkert i Leje.

Der var meget, han og Koda skulde igennem, og adskilligt af det, som i højeste Grad tiltrak sig Offentlighedens Opmærksomhed, og som Gang paa Gang kaldte det Smil frem, hvormed Koda i sin Start saa tit var omgivet, var netop det allersværeste. Det gjaldt det i Begyndelsen vanskelige Forhold til Datidens største Musikforbrugere: Restauranter og Biografteatre, og det gjaldt de store principielle Spørgsmaal, paa hvilke Koda maatte tage Retssager, store og meget omtalte, og i enkelte Tilfælde ført igennem til Rigets øverste Domstol.

Kodas Kurs lagdes fra Begyndelsen nok fast, men tillige smidigt og sikkert. Det kostede en virkelig Indsats at gøre Offentligheden forstaaelig, at Retten til at opføre Musik er et Gode, der, naar Musikken er beskyttet efter Lovgivningen, maa betales paa samme Maade som alle andre Goder: af Biografejeren for de Toner, der lyder som Akkompagnement til Filmen i hans Teater, af Hotelejeren eller Restauratøren for den Musik, hans Pianist eller Orkester lader klinge i hans Etablissement, o. s. v. Der maatte være Konsekvens i Kodas Karnp om den retslige Beskyttelses Gennemførelse i Praksis og det deraf opstaaende Krav om Betaling for Opførelsesrettens Udnyttelse - og der blev Konsekvens i den.

En stor Hjælp var det, at alle ansvarlige Kredse paa Forhaand var fuldt positivt indstillet til hele Koda-Problemet, orn denne Betegnelse lader sig bruge, og at man i indflydelsesrige Kredse ikke blot ikke mødte Modstand, nien tværtimod smuk Forstaaelse. Det gjaldt, som nævnt, de øverste Justitsmyndigheder, men det gjaldt ogsaa store Musikforbrugere med Tivoli og Statsradiofonien i Spidsen - begge de sidstnævnte var fra første Færd rede til at anerkende Opførelsesretskravet, da det forelaa som en Realitet.

Kodas Pionerer saa det gro omkring sig i hastigt Tempo, da det praktiske Arbejde først var begyndt ved Koda- Kontorets Aabning den 15. August 1928, og de kom hurtigt i et frugtbringende Samarbejde udadtil, ogsaa ud over det rent tekniske, i den internationale Confederation og i den nordiske Union. Den nugældende Lov om Forfatterret og Kunstnerret af 26. April 1933 betød en Del for Arbejdets Fremgang, men en særlig stor Begivenhed for det dengang endnu unge Forbund var Henlæggelsen af Federationens Kongres til København i 1933. Den bidrog i høj Grad til at styrke Kodas Stilling indadtil og forøvrigt - takket være Kongressens meget straalende Forløb ogsaa udadtil.

En lille halv Snes Aar efter Stiftelsen oplevede Koda en anden skelsættende Begivenhed, Erhvervelsen af den Enekoncession paa at slutte Overenskomster om den almindelige offentlige Musikudførelse, der var en Følge af, at Koda ved Loven af 14. Februar 1935 om Det kgl. Teater og Oprettelsen af Den kulturelle Fond blev bidragspligtig til Fonden med en vis Andel af sin Bruttoindtægt; Ordningen, der vist fra Begyndelsen fra Kodas Side imødesaas med nogen Ængstelse, kom i ikke ringe Grad til at betyde en Konsolidering af Forbundets Forhold. Den trak iøvrigt med sig Oprettelsen af de to i nær Tilknytning til Koda arbejdende, selvstændige Selskaber: Koda-Dramatik og Gramo. Det første administrerer de kontraktbestemte Afgifter af musikdramatiske Værker, det andet Opkrævningen af visse Grammofonindustrien tilkommende Opførelsesretsafgifter.

Med disse Ændringer og Nydannelser var de Ramnier for Kodas Virke lagt, indenfor hvilke der siden har været arbejdet. Langt den største Del af Tiden gjorde Ravn-Jonsen med selv; hans pludselige Død i September 1946 var en Begivenhed, der ganske naturligt maatte ramme Koda haardt - han var jo, som det ofte er sagt, ogsaa indenfor Forbundet selv, den Mand, der skabte det hele. Men hans gamle Medarbejdere med Kontorchef, Frøken Karen Sørensen i Spidsen har under den nye Direktør, Landsretssagfører Sigurd Bruuns Ledelse ført Arbejdet videre. Formandspladsen i Kodas Raad beklædes nu af Komponisten, Domorganist N. O. Raasted, der i 1937 afløste Komponisten Peder Gram, som atter i 1930 havde afløst Alfred Tofft.

Der er stadig i Koda-Arbejdet Problemer, saa at sige hver eneste Dag rejser sig nye Spørgsmaal, baade af juridisk og teknisk Karakter. Men set under en bredere Synsvinkel er Arbejdet forlængst kommet til Ro. Koda er ikke længere en Kampformation, en Panserkile, som skal bane Vejen frem for noget nyt og ukendt - Forbundet er blevet en Institution. Dets Virksomhed indgaar sorn et naturligt Led i den musikalske Del af Samfundsmaskineriet, Koda-Tanken har sejret ogsaa i Danmark.

Koda har i den tilbagelagte Del af sin Tilværelse faaet overordentlig Betydning for dansk Musik. Det jubilerende Forbund har skaffet Tonekunstens skabende Mænd, b,aade i den alvorligere og den lettere Genre, bedre og rimeligere Vilkaar end før, det har ogsaa, paa anden Maade været d.ansk Musik en god og værdifuld Støtte, og det har i det hele i mange Henseender været med til at stabilisere Musiklivet herhjemme. Fra vide Kredse i vor Lands Kulturliv vil der utvivlsomt nu ved Kodas første store Mindedag blive givet Udtryk for Paaskønnelse af og Taknemlighed over den usædvanlige Indsats, der er gjort, og de Resultater, der er fremgaaet af den.

histor.

Årgang 26/1951, nr. 09