Nye musikalier

Nye musikalier

Husica Britanniea

I sammenligning med kontinentet har England hidtil været meget tilbagehol~ dende med udgivelse af sin gamle musik. Man tænker på den serie af »Gesamtausgaben« og »Denkmåler«, tysk og østrigsk musikforskning har bragt for dagen i de sidste 100 år. Det er en indsats, som må aftvinge den største beundring; den germanske organisationsevne, flid og systematiske omhu har her manifesteret sig på imponerende måde. Så at sige alle de store komponister - Palestrina, Lasso, Schiltz, Bach, llåndel o. s. v. -- har fået deres monumenter, hvortil kommer en lang række mindre ånder, som også er blevet betænkt med videnskabeligt reviderede editioner.

På denne baggrund -forekommer det besynderligt, at England, der dog ikke ejer

z~, en tilsvarende fond af musikskatte, ikke forlængst har indfriet forpligtelsen til at samle og nyudgive det, som faktisk eksisterer. Uden at overse de værdifulde samlinger »Tudor Chureli Musie« og »Tlie Englisli Madrigal School« eller Pureelludgaven (som påbegyndt 1878 dog endnu ikke er komplet), er det nyudgivne stof kun et mindre udsnit af et vældigt og kvalitativt værdifuldt materiale, som indtil nu stort set har fået lov til at ligge lien på biblioteker og arkiver. Men nu skal det åbenbart være slut. Under ledelse af professor Anthony Lewis fra Cambridge er i år påbegyndt udgivelsen af en efter planen storslået serie, »Musica Britannica, a national colleetion of musie«, hvis realisering vil gøre os i stand til at følge ud

viklingen i engelsk niusik fra middelalderen til begyndelsen af det 19. århundrede. »Musica Britannica« vil rimeligvis komrne til at omfatte op imod 50 bind, af hvilke (le første 3 allerede er kommet, endnu eet vil komme inden årets udgang og yderligere -6 er er under forberedelse.

Indenfor de første 10 bind vil man bl. a. finde John Dowlands samtlige luthstykker og firsterninige »ayres«, Dunstables sarnlede værker, en fuldstændig samling af engelske Carols fra det 15. århundrede, masques og operaer fra det 17.-18. århundrede, Elisabetlitidens klaver- og kammerinusik in. in.

Det første bind indeholder »Tlie Mulliner Book« udgivet af Denis Stevens. Mulliner er navnet på en engelsk organist fra inidten af det 16. århundrede. En nodebog, som hidrører fra ham, indeholder afskrifter af samtidig tastemusik (orgel o,,, virginal), ialt 120 stykker, som giver et levende indtryk både af spændvidden og det artistisk høje stade indenfor tidlig engelsk instrumentalmusik. For en væsentlig del drejer det si,,, om instrunientale bearbejdelser af vokale forlæg: latinske motetter, Anthems, gregorianske hymner, verdslige madrigaler o. a., men også rent instrumentalt konciperede stykker findes her: danse, orgelfantasier m. m. En sådan samling vil naturligvis altid indeholde en del niuseumsstof, fortrinsvis til moro for den musikhistoriske interesserede, men »The Mulliner Book« er overordentlig rig på fint formede småstykker, hvis musikalske charme også vil fængsle den uindviede. Og det skulle ikke undre mig, om vi i de kommende år vil inærke (let ved kirke- og kammermusikaftenernes programmer.

I den sammenhæng skal det endelig omtales, at l Musica Britannica ved sine udgivelser i lige grad vil stræbe efter at imødekomme forskeren og den praktiske udøver. Det er en 'glædelig tendens, for hvor mange musikmonumenter har ikke fået lov til at ligge hen som dødt stof, fordi akademiske pretentioner har afskåret udgiveren fra at transskribere den gamle musik i et overskueligt partitur med moderne nøgler? Musica Britannica vil forhåbentlig på dette punkt blivet et forbillede, for andre tilsvarende editioner.

Henrik Glahn.

/,/ Klaverpædagogen Ilse Meyer har fra den tidlige barokmusik samlet en række små værker i heftet »In dulei jubilo« (W. H.). Hensigten har bl. a. været »at finde musik, der var velegnet til at blive spillet ved årets højtider, særlig julen«. Dette bør ikke tages bogstaveligt, for udgiveren har nemlig fundet frem en række værker eller satser, der sjældent høres, og som ikke tidligere har været tilgænge7 lig i praktiske udgaver for den almindelige musikelsker. Dertil kommer, at denne samling klaverværker eller transkriptioner giver en udmærket oversigt over barokmusikens udvikling fra Samuel Scheidt frem til J. S. Bach, således tilrettelagt, at sværhedsgraden øges ved den kronologiske orden. I sin art en pædagogisk fuldtræff er.*

// Jørgen Michael's musik til Ellen Pa,ul-Petersens. »Moderne kvindegymnastik« (W. H.) skal omtales, ikke blot fordi den øjensynlig er yderst velegnet til formålet, og der på dette område har været savnet en veltilrettelagt samlffig musikstykker, men også fordi komponisten ikke er faldet for fristelsen til slavisk at jokke i de udtrådte, banale vendinger, man alt

for ofte hører spillet til gymnastik. løvrigt er gymnastik-musiken et område, som i langt højere grad burde interessere også den alvorligere arbejdende komponist. Hvilke herlige rytmiske muligheder ville der ikke være at lokke frem med den levende, plastiske bevægelse som inspirationskilde. Netop gennem bevægelsen har man jo mulighed for at frigøre rytmefornemmelsen hos mennesker, der er groet fast i altfor tre- eller firkantet strofisk rytmik. En kombination af forskelligartede rytmiske bevægelser og musik måtte da kunne føre til ganske interessante musikalske løsninger, der samtidig med den rent praktiske værdi også kunne tjene et musikalsk formål.

D'herrer komponister?

Ib Martens har ikke forgæves lyttet z,

til boogie-woogie-jazzen. Hans klaverværk »Passata« (W. H.) er utvivlsomt inspireret af denne særegne motoriske rytmik, men han har ikke blot villet plagiere et populær-musikalsk produkt. Det har simpelthen været igangsætter for hans kompositoriske fantasi, og som man kender det fra Prokofieff (7. sonates, finale) eller amerikaneren Morton Goulds toccata

for at nævne geografiske yderpunkter, hvor boogie-woogie-rytmen har sat sig spor i kunstmusiken -- således finder man også hos Martens dette rytmeelement, i en kunstnerisk stiliseret form ' af klædt det vulgært motoriske og tilpasset en fantasifuldt udformet klaversats. V,-erket har en fascinerende ydre karakter og skulle have muligheder for at »gøre sig« som pianistisk glansnummer.

fsp.

// Den svenske komponist Gós1a Nystroems »Sinfonia del mare«, som er »»Dedicated to all sailors on the Seveii Seas« (Marstrand 19. dec. 1948), er af Nordiska Musikfórlaget udgivet. i studiepartitur.