Opera-affæren: Kendt komponist sigtet

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 09 - side 185-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Opera~affæren: Kendt komponist sigtet

»Høst« og »Bryllupsrejse «..af Svend S. Schultz

Ved Vagn Jensen

Ved opera supererogationis forstår man i katolske kredse sådanne handlinger, som man ikke er forpligtet til at gøre, men hvis udførelse giver en særlig løn. Vort hedenske musikliv savner en så præcis betegnelse for operakomposition i Danmark, og hermed være søgelyset rettet mod tilfældet Schultz. Den 37-årige Svend Simon S * står idag som hovedmanden i en landsomfattende opera-affære, hvis udspring ligger flere år tilbage i tiden, anklaget for uden bemyndigelse og ganske for egen regning at have inspireret til en række foretagender, der har tiltrukket sig offentlighedens interesse uden om den gældende autorisation. Adskillige agtede eller hidtil upåagtede personer er indblandet i sagen.

Uden at gå i detaljer om forholdet mellem Schultz og hans muse kan det oplyses, at allerede sæsonen 1948/49 bragte en anelse om, hvad der foregik »Bag kulisserne« på Det kgl. Teater. Efter fodbadet her fik den rejsende operagænger i Århus et afslørende nærbillede af »Solbadet«, der senere retfærdigvis blev gengivet i fjernsyn, hvorpå de konspirerende parter trak sig hemmelighedsfuldt tilbage i »Kaffehuset«. Hvad der er foregået inden for dets fire vægge, er endnu ikke kommet til offentlighedens kundskab, derimod foranstaltedes ifjor et veritabelt blodbad på Den jydske Opera, hvorfra forestillingen efter to dramatiske dødsfald i »Høst« er overført til Kgs. Nytorv. Kort efter forsvandt de sammensvorne på »Bryllupsrejse« til Ålborg med udbyttet, som på daværende tidspunkt ansloges til ca. 800 kr. Det er lykkedes DM at få tag i to af sagens vigtigste dokumenter, og det fremgår af dette materiale, at der er tale om nogle snedigt forberedte kupforsøg. En fuldstændig publicering af akterne er det ikke muligt at foretage, men vi skal i det følgende redegøre for hovedtrækkene.

Forspillet til »Høst«, der gengives in extenso (eks. 1), præsenterer straks hovedmotiverne, hvorefter i originalversionen Prologus, en dame i almindelig lang sort kjole, ly,~es frem og siger:

Nu ligger landet sænket i sommernattens fred og jorden drikker duggens dråber nien snart vil solens stråler feje natten bort.

(Orkestret tier herfra).

Med lys i alle ruder stråled gården da Anne dansed af pigers lag som Ebbes brud de unge lo af lykke mod hinanden. . Men da ved midnat de brød op forstummed

glæden brat

sin førsteret til bruden kræved gårdens herre

og vrede, rædsel, afmagt bredte sig i glædens sted. Hans vilje var en lov som måtte lydes

knuged under angsten gik enhver til sit mens natten hylded jorden i sit mørke. Da flammede med eet et bål fra gården råb og tummel flænged nattens ro og flammer farved himlen luerød.

Ved uropførelsen på Århus Teater blev publikum således orienteret om baggrunden for den følgende (første) scene: Herremanden hastigt ind med fogden efter et crescendo furioso i orkestret (H: »Fanden til nat, laden i flammer, søvnen forstyrret, alting af lave. Djævlen på spil, hvad tror han slyngel, en foged er til?«) over nådigherrens voldsmotiv. I Det kgl. Teaters fremførelse er prologen strøget mod komponistens ønske, og det bør ikke bebrejdes Schultz, at scenen på grund af sangernes katastrofale tekstbehandling blev praktisk talt uforståelig for tilhørerne. Imidlertid må det indrømmes teatret, at det oprindelige forslag heller ikke er nogen god løsning på problemet. Den naturligste udvej var simpelthen at skrive en hel fø.rsteakt, hvilket iøvrigt kunne bringe bedre balance mellem personerne. En skildring af bryllupsfesten ville imidler . tid kræve medvirken af både kor- og balletpersonale, og det må erindres, at operaen har taget sigte på den jydske scenes begrænsede midler. Kærnemotivet er moderkærlighedens altbesejrende kraft, som librettisten, maleren Eyvind Falck-Rønne har fundet det i et gammelt sagn fra Ballum i Sønderjylland. En ung hovbonde var dømt til galgen for indblanding i et strandrøveri, men greven på Skakkenborg lovede på moderens forbøn at lade ham slippe, hvis hun alene kunne meje en mark fra solopgang til solnedgang. Han ved, det kræver mindst fire mands dagværk og tror ikke på mor Karen. Men jeg er drengens mor, svarer hun o-, fatter om seglen, og kærligheden fuldbyrder miraklet. Det er skildret helt rigtigt i operaen, hvor man ser den gamle kone sjokke ud i kulissen og understøttet af en sejg basso ostinato-rytme, der illustrerer seglens skår, hører hende fra marlæn synge mejesangen (eks. 1, her på c)

Dagen lang seglen går, kornet falder skår for skår, først når duggen falder h%i Ien kalder på den træ-tte arbejdsnian(1.

Det er meget smukt følt, og lige så- fint tænkt er det at skildre dagens gang i et symfonisk interludium, mens lyset skifter på den åbne scene. Hvad der lykkedes med fire elektriske pærer på Århus Teater, ødelagdes desværre totalt på Det kgl., liv.or instruktøren gjorde en dyd af nødvendigheden for provinsseenen med at anvende slørtæppe og tændte en desillusionerende katastrofebelysning. Et direkte misgreb kroner endelig denne opsætning i høstscenens epilog. Anne har hentet mor Karen, der efter at have fuldført sit dagværk. er ved at segne. Den løsladte Ebbe griber hende, men med en sidste mejebevægelse taber hun seglen og udånder (Rec. »Åh Gud, vær mig nådig, lad mig hvilen finde hos dig i paradis«, sidste ord farvet af en pianissimo durtreklang), mens Anne og Ebbe slutter scenen med en gribende afspænding i dansk koralmoll. Et centralt sted, hvis monumentalkarakter svækkes, eftertrykkeligt Ved en tilbagetrukket placering på scenen.

- I kontrast til moderskikkelsen er Herremanden tegnet som eksponent for den

sanselige råhed, karakteriseret ved det gennemgående voldsmotiv (eks. 1), uddybet i en lidenskabelig arie, mens ridefogden jager brandstifteren (eks. 2 med tekst »Den største fryd en mand kan finde, er angsten hos en kvinde«), der (lukker op igen i sidste scene, hvor ride

fogden hadefu Idt hidser Herremanden op til igen at kræ-~e sin førsteret (eks. 2 som citeret, basgangen en variant af voldsmotivet). Han forsøger at voldtage Anne, på hvis anskrig Ebbe griber seglen fra den dødes hånd og lader (len meje endnu engang. Til Ebbe er knyttet en rebelsk tenorudladning om den spirende bondefrigørelse, men iøvrigt er det unge par svigtet af operaens ophavsmænd. En selvstændig arie til Anne var ikke for meget at forlange; den foreslåede førsteakt ville desuden kunne levendegøre deres kærlighedsforhold og forklare en dunkelt antydet jalousi mellem Ebbe og ridefogden, der af høstmiraklet kun drager en nyttig lære orn bondepakkets dovenskab. Anmelderens konklusion er, at Schultz har været nær ved at skrive en god opera.'

Med »Bryllupsrejse« er Schultz på tilbagetoget til buffo-operaen, hvormed ringen er sluttet, bogstaveligt talt. Det nye ved denne farce er, at den er konfektioneret efter mål til at kunne huses under de nødtørftigste forhold, den, spilles uden dekorationer, kræver kun 31/._» aktører, klaverakkompagneret. Efter »Solbadet« fik komponisten en række henvendelser fra musikforeninger i provinsen om gæstespil, men tanken måtte henlægges af tekniske grunde. Den for en dansk komponist usædvanlige publikumsinteresse gav imidlertid Schultz blod på tanden, hvorfor ikke prøve på at tilfredsstille det la

tente behov for en portable musikforestilling? »Bryllupsrejse« kreever intet andet udstyr end et par stole, resten overlades til publikums fantasi. En idé af Tavs Neiiendam ligger til grund for librettoen, der er udarbejdet i så nært sama~bejde mellem Holger Boland og Schultz, at de nødvendige kompromis'er er indgået undervejs. På sin vis er »Bryllupsrejse« dermed blevet den mest fuldkomne af forestillingerne, og mens Schultz har strakt sin stil til letfattelighedens yderste provinser, er den paradoksalt nok blevet den vanskeligste for sangerne. Vel er den sangbar, men den stiller i sammenspillet betydelige krav til rytmisk og mbdulatorisk

fornemmelse. Handlingen er kort fortalt en drastisk trekantshistorie. Midaldrende provinskøbmand Ludvig drager den 27. maj 1912 på bryllupsrejse med sin Constance, nydelig dame i slutningen af tyverne. Kupéidyllen i nattoget til Ålborg forstyrres af Erik., yngre forretningsmand. Det afsløres, at de to unge tidligere har mødtes (arie: »I dyrehaven mødte jeg en pige ... «, melodien hentet fra duetten i »Bag kulisserne«, se DM XXIV, 229, ex. 3. Akkompagnementet er forenklet, melodilinien har iøvrigt fået en ny drejning

uden for de gengivne takter) ; den rejsende Don Juan spiller rutineret på Constances borgerlige sentimentalitet og virkeliggør åbenbart hendes bristede elskovsdrømme i sovevognen bag kulisserne. Fra solistværelset hører Ludvig en sagte duet (Barcarole, eks. 3, forud sunget på Storebæltsfærgen- med tekst: »Se månestrålen leger

skjul i bølgeglimt fra færgens hjul, mens bølgen vugger blidt dit hjerte imod mit«).

Teksten sigter lavt, men Schultz rammer lige i pletten. Går man med på spøgen, må man sige, den er godt lavet, kørslen illustreres stumfilnismusikalsk (slutvignet: Lokomotivet), Ludvig Boland har fået sit store farcenummer og en ikke ueffen ensemblekunst præsenteres f.eks. i terzetten (eks. 4). Det er det værste . . . skæg og ballade, tilegnet Statsbanerne (Med DSB - og så til køjs?). Den Schultz'ske gøglervogn er sikker på succes i enhver ' fjællebod, hvor publikum vil synge med på »Det er så yndigt at følges ad«, som med besk frækhed afslutter bryllupsrejsen ~

modtagelsen på perroi~en. Enkelte virkelig vittige indfald gør frejdigt grin med borgermusiken (i videste betydning!), selv gjorde Schultz lykke som aldrig før i Odd Fellow palæet med sin halve rolle som togfører, men desværre tager librettoens grove komik tydeligere sigte på Humørparadernes en musikforeningernes publikum.

Ud fra dette omfattende anklagemateriale (88+95 foliosider) vil s/s Schultz være at sigte for

1) trods alvorlig advarsel at pleje omgang med operapersonale af begge køn,

2) uden skriftlig tilladelse fra Dansk Komponist-Forening og uden at afgive varsel over for Musikanmelderringen af 1924 at befatte sig med operakomposition i et umiddelbart tilgængeligt tonesprog med et stort

r_,publikums trang til musikdramatik for øje,

3) medvirken til gentagne forestillinger på offentligt sted uden om den normale' henliggelsesf rist,

hvortil kommer en række mindre forseelser. Det tilkommer den høje ret at afsige doni i denne affære, som iøvrigt langt fra er undersøgt til bunds. Men vi vil henstille til domstolene, at der statueres et eksempel, og kræver hovedmanden dømt uden, nåde og halvfærdighed til en helaftensforestilling uden kompromis'er.

Sidste:

Erklæring fra komponisten

DM lovede mig, inden denne »anmeldelse« af mine to sidste enaktere blev skrevet, at få lov at forsvare mig Jeg havde håbet og ventet ved denne lejlighed til at bide fra mig, hvad jeg sandt at sige ofte har lyst til, når man læser det slud~ der, der af og til skrives om mine værker i aviserne. Men herr Vagn Jensens omtale

af »Høst« vidner om virkelig kendskab til værket, og de indvendinger han gør er ikke uefne. Hans slutbemærkning »at S. har været n.,,rr ved at skrive en god opera« må naturligvis stå for hans.egen regning.

Angående »Bryllupsrejse« finder V. J. ingen anledning til at tage musikken videre alvorlig. Det er kedeligt, al den stund den på sin vis stikker akkurat lige så dybt som musikken til »Høst«, blot med modsatte fortegn om jeg så må sige. Nå forresten, han siger da, den er godt lavet. Undskyld Jensen!

Til slut summerer han lidt vel spøgefuldt sin anklage op i 3 punkter. Punkt 2's sidste passus, »et umiddelbart tilgængeligt tonesprog med et stort publikums trang for øje«, indeholder - ihvert, fald for mig - så dybe og for den såkaldte moderne musiks vedkommende, så alvorlige perspektiver, at jeg kunne ønske at komme nærmere ind på dette forhold - hvad pladsen ikke tillader ved denne lejlighed. At jeg dømmes til uden nåde og halvfærdighed at skrive en helaftensforestilling uden kompromiser, er mig en kær dom at modtage. Afsoningen er nemlig begyndt - æ bæ!

Svend S. Schultz.

Årgang 26/1951, nr. 09