Grammofon

Grammofon

Hagdii: Sinfoide coitcertaide, B-dur for obo,

fagot, violffi, cello og orkester.

Mozart: Fem leoiitradaiise K. 609.

HMV DB 20134-36.

Det sidste tonende minde oni Fritz Busch er overladt efterverdenen af His Master's Voice gennem Haydns herlige koncerterende symfoni for obo, fagot, violin, cello o-, orkester. Med radiosymfoniorkestret og de fire solister herfra

Wolsing, Carl Bloch, Leo Hanseiz og Alberto Medici - skulle Busch have spillet dette værk i London. Skæbnen ville det anderledes, men tilbage står alligevel værket, støbt i en klingende form af Buseli og de musikere, han af og til tog med sig udenfor Danmark som solister eller --som nogle vil huske det fra før sidste krig - han musicerede med herhjemme i kammermusik, hvor han selv betjente klaveret.

Dette sidste musikalske minde om Busch viser os liam som musikeren midt blandt de musikere, for hveni lian kom til at betyde så uhyre meget. Vi møder i dette værk ikke dirigenten, som den suveræne enehersker over orkestret, han er her tjeneren for de fire solister, der veloplagt leger med de Haydn'ske indfald, udkaster idéer, giver dem videre, jonglerer med dem i øjeblikke, ikke blændende virtuost, stundom heller ikke uden lidt usikkerhed, men overalt i det mest frydefulde sammenspil, som Buseli diskret og muntert tilpasser den atmosfære, der er karakteristisk for Haydns muse. Fem af Mozarts yndefulde kontredanse udfylder sættets 6. pladeside.

Det er en lykke, at Buseli i (len korte ål-række efter 1945 opnåede at vise resultater af det arbejde, han kronede så smukt, på plader, som vi og det musikalske udland til stadighed kan glædes, over. Hvad er det så ved Busch's personlighed, som fanger os, der lytter, og deni, der musicerer under ham? En del af forklaringen giver han selv i sine erindringer, hvor han t.""ller 0111 diri«,-entens forhold til sit store instru Illent:

»Digteren må være fortrolig nied niusikerens glæder og sorger, svagheder o, fol-trin. Det er ligegyldigt, med livilken akcent han taler orkestrets sprog; Richters

-t,

retlinethed, Nikiseli's, indsmigrende, cliarmerende fa~on, Toscaninis besættelse, som ikke viger tilbage for (le dristigste almindelige og personlige angreb, fører altsam

Z, n

men i li.""e -rad til usædvanlige ydelser, '_, ~1 hvis blot dirigenten, således soni disse mestre, taler orkestrets sprog.«

De nye long-pla-ying plader

Efteråret har indenfor fonopublikatio-

nernes område bragt nyheder af skelsæt-

Z7""

tende betydning: Long-playing-pladerne er kommet frem på det danske marked. I lang tid har der i discophile kredse været talt om dette nye fænomen, som nu helt har domineret det amerikanske marked for større musikværker på gramniofoli. Men europæiske firmaer var tilbageholdende; man ville først se, hvilke erfaringer amerikanerne gjorde dels kunstneriskmusikalsk og teknisk, dels merkantilt.

Long-playing blev en sukces, og så småt begyndte man i Europa at følge efter.

IEMI-koncernen - dvs. HMV og Columbia - har dog erklæret, at den ville give varsel et halvt år, førend lp på disse mærker ville blive publiceret. Dette varsel er endnu ikke kommet, og det har givet andre firmaer et betydeligt forspring, deriblandt Decca (Nordisk Polyphon), der som det første firma har indført lp-plader til Danmark, foreløbig i ret begrænset omfang.

(Indførselsbevillingerne for denne inusikkulturelt så værdifulde artikel er jo stadig meget små, og det er fortsat en kilde til forundring, at masser af kulturelt underlødige litterær-publikationer kan indføres i ly af grundlovens paragraffer, medens værdifulde pladeoptagelser af musikværker bl. a. til undervisningsbrug stænges ude eller beskattes ined høje toldsatser. - heroin se artiklen s. 210. Dette forhold bevirker desuden, at visse. firmaer stærkt må begrænse optagelserne af dansk musik ~ eller anden inusik med danske kunstnere - hvilket ville styrke et lille lands musikalske position udadtil - da det økononiiske grundlag for sådanne optagelser til dels må skabes af indtjeningsmulighederne på indførte plader. Det må også her beinærkes, at den inusikkulturelle indsats på dette område alene y-des af merkantile privatforetagender, medens den danske stat - modsat Sverige og Norge - intet yder i så henseende udover at opstille ofte meningsløse hindringer for det privte initiativ.)

Også Tono arbejder på at bringe lp-pladen frem, og med de afgjorte fordele, langtidsph'.iden byder, er der næppe tvivl om, at den vil blive foretrukket også lierhjemme som fremtidens grammofonplade såvel af inusikelskeren som i undervisningen.

Blandt de øjensynlige fordele, lp 1)yder, er i første række den, at irritationsinomentet --- den stadige ofte kunstnerisk umotiverede afbrydelse midt i større nitisikværker - ophører. En stor (30 cni) pladeside har en uafl)rudt spilletid på op til 22 inin., (len lille (25 cni) ca. 15 min. Dette betv

der, at hele satser af store symfonier og koncerter (Brahms, Bruekner etc.) kan stå på een side, op, i andre tilfælde kan hele symfonier og sonater (Haydn, Mozart o.l.) rummes på een side.

Den tekniske forklaring på, hvordan denne betydeligt forlængede spilletid er opnået, er yderst enkel: dels er omdrejningshastigheden (tidligere 78 omdr. i min.) nedbragt til 33% omdr., og dels er pladerillerne lagt niere tæt som »mikroriller«. Dette medfører dog, at pladematerialet må være af et stof, der er mere holdbart end den tidlk,,ere anvendte shellak, og her bringer det nye plastikmateriale desuden den fordel, at det ved praktisk taget at være kornfrit reducerer nålestøjen ved afspilningen til et mininium.

Til gengæld fordrer afspilningen og behandlingen af lp-pladerne den yderste påpasselighed: pladerne tåler ikke støv, pladerillerne må ikke berøres, pick-up'en må ku.tz nedsættes i startrillen og aldrig midt på siden, da de tynde rillevægge derved let sønderbrydes. Selve afspilningen fordrer naturligvis også en hastighedsindstillelig motor og en særlig finslebet safirnål.

Men også den almindelige shellakplade er blevet forbedret, idet »Deutsche Grammophon« (Nordisk Polyphon) har fremstillet plader med variabel rilleafstand

der tidligere var konstant uanset dynamiske udsving -- som under optagelsen automatisk varieres, så rillerne lægges tæt, når dynamiken er svag. Det betyder, at enkeltstående orkesterværker (ouverturer etc.) og mindre symfoni- og sonatesatser kan afspilles uden afbrydelse.

Foreløbig er en del klassisk-romantiske symfonier, koncerter, operauddrag og kaminermusikoptagelser foruden indspilninger af nyere i-nusik som f. eks. Straz,

vinskis »Petrouelika«, Bartóks violinkoncert ol', Rossini-Respighis »Legetøjsbutiken« bragt i handelen. I den udstrækning det bliver muligt, vil DM søge i fremtiden at orientere heserne også om disse optagelser. fsp.