Hilsener til en musikchef

Hilsener til en musikchef

Det er ikke med nogen form for fornøjelse, Peder Gram underkaster sig den kendsgerning, at han har levet 70 år. Hvis man har set ham på vej ud af Radiohuset med ketsjer og bolde. for at gøre et forsøg på at tæve en af sine yngre medarbejdere i tennis, tror man heller ikke rigtig på den. Der er ingen tvivl om, at han er undergået en udvikling i de år, han har været musikchef i Statsradiofonien, og alene det er en stor ros. Hvor mange er overhovedet istand til at udvikle sig efter det fyldte femoghalvtredsindstyvende år?

Peder Gram havde sin rod i det præradiofoniske danske musikliv, koncentreret om de foreninger, som blev ædt af den store Molok. Men han hører ikke til dem, der sådan lader sig sluge. Han tog Molok ved hornene, gav sig til at studere dens ejendommeligheder og gjorde sig den underdanig.

Ikke, at radioens væsen i og for sig passede ham. Denne moderne, travle kulturmaskine har udviklet en dertil svarende kulturtype, folk, som smækker med dørene og siger hinanden sandheder. For det milieu, Gram var vokset op i, var urbanitet i omgangsformer en selvfølge. Og selv om han i mandfolks lag ikke er spor bange for djærvheder både af den ene og den anden art og selv gerne deltager i morskaben, har han aldrig ønsket, at man glemte, at det var ham, der var chefen. Med en embedsmands indstilling og et nøgternt blik for det praktisk opnåelige, men samtidig med kunstnerens aldrig tilfredsstillende higen efter den størst mulige artistiske kvalitet - to egenskaber, som ustandselig kolliderer og godt kan gør e en »kultur«embedsmands tilværelse til et mindre helvede - påtog han sig an,svaret for et kunstnerisk områdes trivsel. Det var ikke noget ministerium, han blev chef for, og han fik god brug for sin kølige ro over for de utallige hede, foretagsomme hoveder, som i årenes løb krammede utallige idéer, rangerende fra det helt dødfødte til det yderst levedygtige, ud i hans nærværelse. Han hørte på alt, diskuterede på sin venlige og ligefremme måde alt og forkastede - det meste. Det var ikke frit for, at man en overgang vrængede temmelig meget ad ham, fordi man ikke syntes, han var tilstrækkelig reformivrig. Sandheden er, all han med stor konsekvens fremmede de reformer, som han anså tiden for moden til. Og hvad han gik ind for, det holdt. De udvidelser, der gjorde radioorkestret til et symfoniorkester af internationalt format, skete under hans ægide, og det var ingenlunde smertefri fødsler. Der er nok dem, der har hvislet epitheterne »forbenet« og »stædig« mellem tænderne, når de forlod hans kontor. Efter mit skøn har dansk musikliv ofte haft grund til at være taknemmelig for denne stædighed.

Det er et krævende job, Peder Gram nu forlader - og at han ikke har lyst til at forlade det, siger en del om manden. Blandt andet, at han har haft en lykkelig evne til at forny sig, til at ryste »huset« ,pg dets besværligheder af. sig. Det kan man tale med om, når man har set denne tilsyneladende så koldsindige embedsmand som charmerende vært ved tvangfri sammenkomster efter torsdagskoncerterne og ved disse lejligheder hørt ham udfolde en ganske umiddelbar, næsten barnlig glæde over de kunstneriske resultater, der var opnået. Det er både hyggeligt og inspirerende at tænke tilbage på.

Det er en kulturpersonlighed af den gamle skole, som med Peder Gram forlader radioen. En velplejet harmonisk kadence midt i den store diskordante symfoni forstummer, og den vil blive savnet af dem, der har øre for den slags.

Vagn Kappel.

Kort før den første verdenskrig brød ud,dukkede et helt nyt navn op i vort musikliv: den fra sine studieår i Leipzig netop hjemkomne Peder Gram, der i Berlin havde udmærket, sig både som komponist og dirigent. I »Signale« havde jeg læst om hans koncerter i Tyskland og bedømmelsen af hans kompositioner, og da professor Otto Malling døde i 1915 og jeg skulle finde en anden lærer, var det naturligt at søge til Peder Gram, der på forskellig måde allerede havde tilkendegivet sin positive indstilling til det nye, der dengang rørte sig, i europæisk musikliv.

For disse læreår, der omfattede studier af de højere discipliner, har jeg altid været Gram taknemmelig, fordi hans undervisning imødekom min trang til at søge videre udenfor de vante baner. Når man nu, ved 70-årsdagen, ser tilbage på Grams kompositoriske virke, vil det også ses, at der igennem dette klinger en anden tone end den almindeligt antagne på den tid herhjemme. Man kunne have ønsket Peder Gram rigere anledning til en mere omfattende produktion end den, hans organisatoriske arbejde og senere virksomhed som radioens musikchef har levnet ham mulighed for. På fødselsdagen skal det da være et ønske til min gamle lærer, at der af hans otium må udspringe endnu nogle af de værker han igrunden er os skyldig.

Knudåge Riisager.

Som rekord-indehaver af lønnede og ulønnede tillidshverv - mest det sidste indenfor det danske musikliv - formand for KODA, for Dansk Komponist-Forening, for »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«, dirigent i »Dansk Koncertforening« p. p. - var Peder Gram langsomt, men sikkert steget op ad musikorganisationernes trappestige, der logisk førte til den mest betydningsfulde stilling indenfor vort musikliv, posten som chef for Statsradiofoniens musikafdeling.

Der var måske dem, der mente, at det var uheldigt, at en komponist blev anbragt på denne post - ville der ikke opstå pikante situationer, hvor embedsmandens og komponistens interesser kolliderede? Gram gjorde enhver mistanke om noget sådant til skamme, idet han dekreterede og konsekvent gennemførte, at hans navn kunne sættes på radioens programmer een gang hvert kvartal og dermed basta! Hvilket ikke kan siges at være meget i betragtning af Grams produktion og den position, han indtager som komponist, ikke mindst i udlandets øjne og øren; herhjemme har man i mange år haft så travlt med at rose og rise musikchefen Peder Gram - mest det sidste - at man har været lige ved at glemme komponisten Peder Gram, som også nok er værd at rose og rise - mest det første.

Med værdifuld støtte af afdelingens souschef, magister Kaj Aage Bruun, der som musikkonsulent for kammersanger Emil Holm havde opbygget musikafdelingens praktiske arbejde og herunder høstet værdifulde erfaringer, faldt det i Grams lod at følge og sikkert også i ikke uvæsentlig grad at bidrage til den udvikling, der førte det af Emil Holm skabte radioorkester frem til Radiosymfoniorkestrets nuværende internationalt berømte standard. Da Gram kom til radioen, var torsdagskoncerterne forlængst et fastslået begreb; men medens det var det klassiske repertoire, der dominerede disse koncerters programmer i Holms tid, hvor f. eks. de moderne danske værker på få undtagelser nær forvistes til lukkede (og sene!) studieudsendelser, hejste Gram nye signaler ved straks på sin første torsdagskoncert at placere et moderne dansk veerk; og at dette ikke var noget isoleret fænomen, fremgår af de senere års programmer, der kan opvise en lang række danske uropførelser, ligesom internationale nyheder i stigende omfang har fået en naturlig placering på torsdagskoncerternes programmer.

For sin trofasthed overfor de bedste »klassiske« - traditioner fra Emil Holms tid tilligemed den vilje og evne til ogsåat give plads for samtidens musik, som Gram har lagt for dagen i sin funktionstid i radioen, skal der på hans 70-årsdag sendes ham en tak og hilsen fra en, der fra mere tilbagetrukne poster har søgt at medvirke til løsningen af nogle af de mange opgaver, der foreligger indenfor de organisationer, som Gram forlod, da han kaldtes til radioen.

Sv. Erik Tarp.

For Aar tilbage var der ved en Koncert i »Dansk Koncertforening« et Værk, der i Kraft af sin fine lyriske Udtryksfuldhed gjorde et særlig Indtryk paa mig. Værket hed »Avalon« og var for Sopran og Orkester til Tekst af Erik Stokkebye. Komponisten hed Peder Gram.

Navnet sagde mig ikke ret meget, da jeg paa det daværende Tidspunkt først lige var begyndt at træde mine Børnesko paa Musikkens Veje, men efterhaanden som jeg gennem Aarene fulgte Faserne i Grams kompositoriske og administrative Fremfærd, blev jeg stadig mere og mere klar over den personlige Styrke, der brændte bag det Virke, der naaede Vækstens Højdepunkt, ved Udnævnelsen til Musikchef i Statsradiofonien.

Indenfor dennes Mure har Afhængigheden af et Radioraad, hvis Indstilling overfor musikalske Spørgsmaal vel ikke altid har været lige positiv, givetvis været medvirkende til at holde igen paa meget af det, Gram inderst inde gerne vilde, og har vel derfor ogsa& maattet medføre Kompromis'er i Situationer, hvor en helstøbt Løsning havde været ønskelig, - Forhold, særdeles vægtige i Grams Favør ved en Vurdering af hans Indsats som X1usikchef. Men paa den anden Side staar netop det, der blev naaet, som et talende Vidnesbyrd om Grams Arbejde og Bestræbelse for baade at videreføre værdifulde Traditioner og søge nye Fordele opnaaet ikke mindst for Samtidens Tonekunst.

Derfor siger jeg hjertelig til Lykke til dig, kære Peder, og tilføjer den personlige Betragtning, at du egentlig virker paa mig den Dag i Dag, ganske som da vi traf hinanden for første Gang. Og for med det samme at forebygge Misforstaaelser hos kommende Tiders historiske Forskning, der eventuelt kunde udlægge disse Ord, somom du den Gang havde virket som 70aarig, vil jeg gerne som et fældende Modbevis anføre, at den Frisklied og det veloplagte Humør, der altid straaler ud fra dig, faktisk hører Ungdominen til.

Flemming Weis.