Musikchefen går af

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 10 - side 207-207

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musikchefen går af

Det har næppe været nogen let endsige taknemmelig opgave at varetage stillingen som musikchef i statsradiofonien. Peder Gram holdt ud i 14 år og satte hele sin musikorganisatoriske og kunstneriske autoritet ind på at yde en indsats til gavn for dansk musikliv.

Hvad der egentlig er sket indenfor murene i radiohuset under Peder Grams regime, ved udenforstående intet om; der har ikke været mulighed for noget plankeværkslytteri på den interne sender, og man måtte derfor drage sine slutninger alene af de programdispositioner, man kunne udlede af det, højttaleren officielt lod klinge ud i æteren. De resultater, man da kom til, kunne man så tilskrive musikchefens indsats, og det måtte naturligvis altid ske uden nogetsomhelst kendskab til, om det i grunden kun var sørgelige rester af stolte idéer, der som hårde kompromisser slap igennem programudvalget og det svært gennemtrængelige net af radiorødder.

Nogen misundelsesværdig post er det ikke, Peder Gram forlader nu på sin 70-årsdag, og han har også i tide og utide måttet danne skive for kritik og angreb. DM har ikke været blandt de blideste i oppositionen, når skytset blev rettet mod Rosenørns Allé navnlig i tiden efter 1945. Det obligate omkvæd var, at radioen, som efterhånden var blevet den dominerende og i niange tilfælde, f. eks. for orkestermusikens vedkommende, afgørende faktor i dansk musikliv, forsømte vor tids musik. Den var for træg til at give orientering om begivenhederne og undlod altfor ofte at lade mikrofonerne lytte, hvor der skete noget, så vi kunne følge med i den hjemlige andedam.

Hvad Peder Gram har haft af bryderier i centrum af den dobbeltild, der har trommet mod ham fra kritikernes avantgarde som fra de interne radiotroppers konservatisme, stivsind eller måske blot uvidenhed, heller ikke det har ekkoet udenfor Tornerosenørnsvildnisset. Men i betragtning af den forherligede langsomlied, hvormed et stort offentligt organisationsapparat arbejder, kan inan regne ud, at det resultat, Peder Gram har kronet sin gerning med - tilrettelægningen af radiomusiken i sæsonen 1951-52 - sandsynligvis er frugten af mange års stræben. Det er, som om Gram har ventet med det store udspil, til han havde så afgørende trumfer på hånden, at han var sikker på at kunne vinde sit spil i sidste runde. Den ene trumf hed »dobbeltprogram«, den anden »aldersgrænse«. Den første var en matador, som ingen snæversynet klubvalllt medspiller kunne stikke, den anden har utvivlsomt indirekte styrket spillet i Grams favør.

Måske er denne teori ganske forkert, men man vil jo gerne også finde en årsagssammenhælig, og derfor er det nærliggende at tro, at trumferne er de ovenfor nævnte. Ihvertfald har Peder Gram givet sig selv en »sortie«, der aftvinger anerkendelse og respekt. De ønsker, der fra oppositionens side har været næret så brændende gennem flere år, er i stigende tal ved at blive opfyldt. Vi håber derfor inderligt, at der ikke blot er tale om en sporadisk »udskejelse«, men at den nye linje i programlilrettelægningen. betyder liævdelsen af et princip, som i tiden fremover vil vise, at musikafdelingen i den danske statsradiofoni nu har vokset sig stærk nok til at forsvare sin stilling som den toneangivende kulturftaktor i dansk musikliv.

I anledning af 70-årsdagen kunne DM ønske Peder Gram endnu en rose i knaphullet: måtte han, den tidligere formand for Dansk Komponist-Forening, til de mange tjenester, han har ydet dansk musik, føje også den, det vil være, at lade de større værker, der har krævet et omfattende indstuderingsarbejde, på linje med hørespil o. l. blive bevaret på bånd og genudsendt. Een gang er ingen gang, det er gentagelsen kort tid efter, der har størst værdi, naturligvis også hvor det gælder de store internationale kunstværker i samtidens musik.

Hjertelig til lykke.
REDAKTIONEN

Årgang 26/1951, nr. 10