Udemokratisk kulturpolitik

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 10 - side 210-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Udemokratisk kulturpolitik

Af Jürgen Balzer

En sending franske grammofonplader ankommer til Danmark, hvor de indføres på speciel valutabevilling som undervisningsmateriale. Deres pris er 157,55 kr., hvortil kommer fragt og emballage 22,85 kr., ialt 180,40 kr. Af dette beløb opkræves først en told på 8,50 kr., der derefter læg ges til, hvorefter det sandede beløb 188,90 kr. - forhøjes med 25 % - 47,22 kr, - til 236,12 kr., af hvilken sum beregnes omsætningsafgift 25 % = 59,03 kr. Ialt er pladerne således blevet fordyret med en statsafgift på 67,53 kr. eller 43 %,

Under forudsætning af at der under toldvæsenets behandling af sagen ikke er sket nogen fejlregning, kan ovenstående fakta jo nok give anledning til forskellige betragtninger.

Først skal det blot lige noteres, at tolden ikke opkræves alene af varens fakturerede pris - i dette tilfælde detailprisen men også af fragt og emballage. Ergo: Jo længere varen skal transporteres, og jo omhyggeligere afsenderen har emballeret den, desto mere tjener staten. Rimeligheden er ikke just indlysende! Dernæst: Fragt, emballage og told tillægges varens pris, hvorefter det samlede beløb forhøjes med 25 % inden omsætningsafgiften udregnes. Det forekommer da at være den rene vilkårlighed!

Imidlertid skulle sligemærkværdigheder ikke få mig til at sætte pennen til papiret for endnu engang at påpege det offentliges rovbegær; man er jo som skatteborger i dette land vant til at færdes i en jungle med instinktet som eneste vejviser, og vi har for længst lært, at det intet nytter at ræsonnere. Men det rent principielle i fænomenet, dette at staten overhovedet beskatter et kulturspredningsmiddel, synes mig at fortjene en kommentar.

En af vore fremtrædende politikere har stærkt og indtrængende skrevet om den demokratiske stats forpligtelser over for kunsten: »I vor Tid maa de demokratiske Stater indtage den Plads, som tidligere Kirken, de smaa og store Hoffer og senere hen det velhavende Borgerskab indehavde . . . Demokratierne har i vor Tid faaet en Forpligtelse, som tidligere Tider ikke har kendt i den Forstand: 1) Forpligtelsen til at skaffe Masserne Forudsætningerne for at tilegne sig den klassiske Kunst. 2) Forpligtelsen til at tilvejebringe og opretholde Rammen omkring Kunsten og Mulighederne for, at der stadig skabes ny Kunst.«

Nuvel. Men den regering, af hvilken samme politiker som undervisningsminister er medlem, har ikke undset sig for
gennem love om told- og omsætningsafgifter ublufærdigt at fordyre de undervisningsmidler, der er den nødvendige forudsætning for meddelelsen af den oplysning, der må til, om staten skal kunne opfylde sine forpligtelser over for masserne. Ublufærdigt tør man vel kalde det, når denne fordyrelse løber op til 43 %.

Den nuværende regering har ikke blot gennem omsætningsafgifter fordyret de fonopublikationer, der i vor tid er et så vigtigt middel til tilegnelse af den klassiske kunst; også gennem indførelsen af strenge importrestriktioner undviger den den af undervisningsministeren (før han blev minister!) klart erkendte forpligtelse. Den forhenværende handelsminister har brutalt nedskåret importen af grammofonplader med 50 %. Og derigennem svigter regeringen også den i citatet nævnte forpligtelse nr. 2: at tilvejebringe og opretholde rammen omkring kunsten. Thi grammofonselskabernes evner og muligheder for at foretage optagelser af dansk kultur står i direkte forhold til deres fortjeneste på den udenlandske import. Og staten har jo til dato selv intet ydet til fremme af fonopublikationernes antal, ligesom dens indsats til kunstlivets fremme iøvrigt er præget af råd- og vidløshed. End ikke den for længst foreslåede undersøgelse af de kår, hvorunder dansk musikliv virker, har man villet medvirke til.

Der skrives meget og tales højt om dansk demokratisk styres fortræffelighed. Men der tales også nu og da om svigtende politisk interesse fra befolkningens side, og årsagerne er blevet efterlyst. Mon ikke en af dem turde være det åbenlyse misforhold, der hersker mellem på den ene side politikernes udtalelser og på den anden side deres handlinger, således som de kommer til udtryk i lovene?

Der hersker bolignød her i landet, men ikke desto mindre fordyrer politikerne vore boliger gennem stadig stigende ejendomsskatter. Der tales om de høje papirprisers skadelige virkninger på folkeoplysningen; der kræves endog af vore nabolande, at de skal medvirke til vort demokratis beståen ved gennem favørpriser på avispapiret at lette det økonomiske tryk på vor dagspresse. Men politikerne hævder statens ret til at fordyre papiret gennem skatter. Der tales om radioens høje mission som kulturspreder, men politikerne fordyrer modtagningen gennem skatter på radiolamper og modtageapparater.

Er det da noget under, om dele af befolkningen i lede vender dette system af uoverensstemmelser ryggen? Kan man fortænke os i, at vi med mistro betragter de politikere, der taler så smukt og handler så ublufærdigt? Denne lede ved systemet og denne mistro til dem, der burde være vore tillidsmænd, er dødsens farlige for demokratiets beståen. Vi véd det, men det kan intet ændre i vor bedømmelse af denne politik, thi - for atter at citere førnævnte politiker »Sandheden er over Staten«. Står demokratiet over for en krise, da ligger skylden i første række hos politikerne og ikke mindst hos den politiker, der som undervisningsminister indtager en central position i det demokratiske system, al den stund folkestyrets forudsætning er den gennem undervisning oplyste borger.

Årgang 26/1951, nr. 10