Af et brev fra en kritiker

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 01 - side 11-13

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

AF ET BREV FRA EN KRITIKER

Men for nu at komme til det, der for øjeblikket optager saa mange af dine tanker: Starten af det nye skandinaviske musiktidsskrift. At I nu er naaet saa vidt i enighed er vel allerede en lykønskning værd. Og den, kære ven, faar du fra mig af hele mit hjerte. Tidspunktet til at forene vore kræfter med ligesindedes i broderlandene kunne ikke være bedre valgt, for situationen er alvorlig. Men skal det nye tidsskrift fylde sin mission, saa maa du og dine medredaktører straks indstillede jer paa, at det skal være et kampskrift. Tænk paa hvordan det er gaaet med de nordiske musikfester og tag varsel deraf. Deres ledere magtede ikke kampen, og derfor er de nu fra at være brede, fællesnordiske manifestationer af kunstnerisk skaberkraft skrumpet ind til at blive specialudstillinger for fagfolk. Uden at undervurdere saadanne »messers» betydning tør man dog vel sige, at de ikke paa nogen maade kan maale sig med »festens»; thi de ejer ikke dennes samlende, ildnende og medrivende evne. Jeg siger ikke, at »messerne» ikke kan indeholde vidnesbyrd om aand - der er jo kunst iblandt, dér ogsaa - men de formaar i den snævre form ikke at bære dette vidnesbyrd ud til de trængende. Og netop det er en af kunstens vigtigste missioner i dag: At vidne om menneskeaandens herlighed.

Situationen er som sagt alvorlig, og kampen bliver bitter; dobbelt bitter, fordi den i første række maa føres mod vore egne, mod de politikere der vel i ord hylder demokratiet, men som i gerning forraader det. Midt i deres iver for at »hver udenvxlts fjende skal beredte os kende», glemmer de, at demokratiets inderste kærne er borgerens menneskelighed. Om han skal fylde sin plads i folkestyret, maa han være et helt, et udeleligt menneske. Og det vil sige et musisk menneske.

Næppe mange af vore nusiddende rigsdagsmænd vil føle det rigtige i denne sandhed. Men det er fordi demokrati i Danmark er blevet ensbetydende med folketingsparlamentarisme. Af Lincolns ord om regeringen »af folket, for folket og ved folket» har man glemt den sidste tredjedel. I vore lande har udviklingen reduceret borgerne til vvlgere, og det er en udvikling bort fra demokratiet. Der da ogsaa stille er smuldret bort mellem hænderne paa de generationer, der fulgte ef ter grundlovsgiverne. Tag engang dette frihedsviljens dokument foran dig og sammenlign dets ideal med det eller de, du maatte kunne finde bag de love, der i vore dage i saa rigelig mængde udspyes fra rigsdagen, og du vil se, hvor langt de staar fra hinanden.

For Hitler var kanoner vigtigere end smør. For vore folkerepræsentanter er kanoner vigtigere end aand. Men hvad om det nu skulle vise sig, at der, naar dagen kommer, slet ikke er noget demokrati som er værd at forsvare? Det kunne jo tænkes, at der midt i slaget var nogle der spurgte: Hvad slaas vi egentlig for? Hvor er vore grundlovssikrede friheder egentlig blevet af?

Om du skulle mene, at et saadant spørgsmaal er malplacé, saa lad mig minde dig om Gladstones ord: »Folkets, følelse for de love og institutioner, under hvilke det lever, er i hvert tilfælde mere værdifulde end guld og sølv, end flaader og hære; den er paa samme tid landets styrke, ære og sikkerhed».

Men denne følelse for loven, hvorom Gladstone taler, naar man ikke til uden at have et direkte medansvar for den. Og saa langt er vi allerede i dag kommet, at mange blandt de bedste af os tvinges til at sige: Staten er min fjende.

Vi lever under demokratiets tyranni,
hvor alle skal elske alle
- og ingen elskes af nogen.

Trods den aktualiserende omskrivning vil du genkende citatets oprindelse: Apollinaires digt, som Paul la Cour benyttede som udgangspunkt for sit mindeværdige radioforedrag: »Gør dig ikke skyldig i frygt». Med hans indtrængende analyse in mente vil du forstaa, hvorfor jeg kalder situationen alvorlig. Men lad mig yderligere tilføje: Det er i anden linjes imperativ, at krisens ophav ligger. Kristus mente sit bud bogstaveligt, men staten præsenterer blot en regning, at betale kontant. Saa paatager politikerne sig ansvaret. Og kærligheden!

Men der er omraader, hvor man ikke kan give andre mandat til at repræsentere. Gør vi det, gaar det ud over vor menneskelighed. Og du forstaar: Det er ikke blot om en eller anden statsform, det drejer sig, ikke blot om det mere eller mindre fuldkomne demokrati. Det er om mennesket, det drejer sig, om dets befrielse fra tingenes slaveri, om dets friheds-rettigheder og -pligter. Derfor drejer det sig ogsaa om kunsten, for den er menneskeaandens frihedssang. For som Paul la Cour siger: »At være Digter er ikke at gøre Digte, men at skabe en ny Maade at leve paa».

De anser kunsten for en specialitet, en virkelighedsfjern foreteelse, en kulturens luksus. For somme er den endog et fænomen, der tangerer det uanstændige. De taaber! Kunsten er revolution: med hvert værk nedbryder den en konvention, med hver oplevelse bortrydder den en sten i muren, der omgiver jeg'et i dets snævre fængsel.

Kunsten rummer et af tilværelsens store paradokser, thi den er paa en gang udtryk for noget intimt personligt, inderligt knyttet til sin skaber, og en genspejling af et uroprindeligt fællesskab mellem mennesker. Kunstneren er saaledes exponent for den højeste menneskelige tilværelsesform, homo sapiens' fornemste udtryk: Det skabende menneske. Men samtidig er denne ener en fællesnævner for menneskelig stræben, idet han, om han er en mester, realiserer den fuldendte harmoni mellem forstand og følelse.

I kunstværket konfronteres vi med den musiske kærne, der er fælles for alle normale mennesker. Den eksisterer hos alle børn som et udtryk for den menneskeslægten iboende skabertrang. Men den Ødelægges eller - i bedste fald - den tildækkes som følge af opdragelsens utilitaristiske ideal. Hele vor opdragelse, i hjem som i skole, er præget af vor »virkeligheds»tilbedelse og vor »effektivitets»-dyrkelse. (Det er jo ikke bare hr Jensen Broby der spørger: Hvad kan det bruges til?, eller: Hvad nytte gør det?). Teknikeren er vor helt, thi han giver os fritid. Som vi ikke aner hvad vi skal stille op med. Hvorfor vi lader kapaciteter organisere (!) vor fritidsbeskæftigelse. Eller bliver sportsidioter. Dog alt forgæves. For som Franz Werfel siger: » For at kunne bære lediggang maa man eje en kapital af følelse og indre liv.»

Men foregaar kampen saaledes paa den ene front mod vore organisationsbestaltede førere og deres' amusiske sindelag, saa maa, den paa en anden front føres mod dem, der i kunstoplevelsen kun ser en skønhedsrus, altsaa baade mod den nydende og den producerende æstetiker.

Kunst er jo ikke alene skønhed (og ikke al skønhed er kunst). Kunst er meningsfyldt skønhed. Men idet vi skal lede meningen frem, begynder vi at stamme. Naturligt nok, for meningen ligger jo hinsides formen, farven og klangen - og hinsides ordet! Du, min ven og værkfælle, véd hvilken kval det er at skulle udtrykke med ord den oplevelse, et stort kunstværk bereder os. De andre, de amusiske, smiler hoverende, naar vi stammer. De søger klarhed hos os som erstatning for den manglende o levelse hos sig selv. Men i vore forsøg paa at afdække den musiske kærne hos vore medmennesker, at værne den mod underholdningsprodukternes forgiftende virkninger, at pleje den med pædagogens omhu har vi intet andet middel end ordet, det af talrige urene hænder befamlede ord.

Men hinsides skønheden skal vi, meningen skal anes. Denne mening er vor sidste - som den engang var menneskets første - forbindelse med guderne. Den er den anden halvdel af vort liv, det hvoraf den ydre virkelighed kun er den ene. Bliver vi hængende i skØnhedsrusen, bedrager vi os selv. Det er escapisme. Og i den er der intet samliv og ingen befrielse.

Den, der med musik blot forbinder begrebet vellyd, er standset op foran indgangen til kunstens rige.

Det almindelige syn paa demokratiet er vist, at det er en statsform, der garanterer menneskets frihed. Det er vrøvl! Ingen statsform kan garantere noget, der først skal erhverves indefra. Det eneste demokratiet kan gøre er at tillade mennesket at udvikle sig til f rihed. Vil mennesket ikke sin f rihed, er alle love og institutioner kun tomme skaller. Kun med frihedsvillende mennesker kan man etablere et demokrati.

Men det miskmask af organisationsvælde og bureaukrati, hvorunder vi nu lever, formaar ikke at skabe et frihedsvenligt klima. Den første betingelse maatte da være, at man satte kunsten i stand til at udøve sin befrielsesgerning. Men man gør lige det modsatte: Man hemmer den i sin udfoldelse. Dog naturligvis. uden ligefrem at kvæle den efter Hitlers forbillede. For officielt er vore førere jo »kunstinteresserede». (Det hører med til »god tone»). ja, ja; du ved jo, hvilke sælsomme udslag denne »interesse» giver sig i praksis: Handelsministeren bruger de strengt rationerede fonopublikationer af musikens mesterværker til at føre handelskrig mod englænderne med. Og finansministeren fordyrer de samme publikationer med en omsætningsafgift. I samme aandedræt hævder de herrer politikere radioens kulturelle betydning og belægger radiomodtagere med skat! Hvem sagde, at man ikke baade kunne blæse og have mel i munden?

Under det nuværende politiske system ser jeg ingen anden u~vej end en fuldstændig adskillelse af stat og kunst: Who pays the piper calls the tune! - Men hvem skal saa betale? Vi maa, have et kulturfond, hvis indtægter sikres gennem en lovfæstet andel i statsindtægterne - uden indblandning fra noget finansudvalg. Det skal bestyres af kunstens egne folk, der som retningslinje maa have resultaterne af en dybtgaaende undersøgelse af kunstens behov. En saadan foregaar jo for musiklivets vedkommende allerede i Sverige og er ogsaa blevet foreslaaet hos os, hvor idéen fandt megen tilslutning - undtagen hos politikerne (som herefter ville have haft vanskelighed ved at fortsætte syltningen (jfr. sagen om landsdelsorkestrene!) ).

Lyder det meget »reaktionært»? Ja, kære ven, det gør det maaske. Men jeg tror virkelig, at loven om aktion og reaktion har gyldighed ogsaa paa aandelige omraader. En reaktion over for politikernes negative, i bedste fald passive holdning er paakrævet. Derfor ønsker jeg mig et i denne mening »reaktionært» tidskrift, der med vaagent øje vil følge det repræsentative systems undladelsessynder. Til denne »reaktionære» holdning hører ogsaa, at man gør sig klart, at kunsten ikke kan »regeres» ef ter demokratiske principper. Kunsten kan vel tjene til demokratiets befæstelse, men selv er den som individuel skaberakt autonom. Kunst er diktatur. Heri er der intet forunderligt. Det store kunstværk, er et udtryk for det ypperste i en kultur, men det ypperste frembringes som undtagelser, idealvisende undtagelser, skabt af et mindretal. Det er mindretallene, der skaber kulturen; flertallet følger efter. Men det demokratiske ideal er, at den størst mulige del af flertallet følger tættest muligt i hælene paa mindretallet. Forudsætningen er vor tro paa den musiske kærnes eksistens hos alle mennesker. Demokratisk kulturpolitik er at skabe et gunstigt klima omkring denne kærne. Deter en nøgen nødvendighed, thi kærnens eksistens er baade demokratiets motivering og betingelse.

Jeg har allerede plaget dig f or længe. Min eneste undskyldning er, at sagen ligger mig paa hjerte, og at jeg ved, den ogsaa. har enstor plads i dit.

Saa lad mig da slutte med et citat fra hine forunderligt rige bøger af Eyvind Johnson, et citat der kunne staa som motto f ot din virksomhed som redaktØr. I »Krilons resa» siger han:

»,Mina vänner, det är folket det alltid gäller. Andens frihet måste innefatta folkets. I en stat där anden är fri från fruktan kan folket bli fritt. Jag talade om detta med den man jag nämnde, och han svarade mig: jag skriver naturligtvis för folket, för jag skriver inte för himlen. Jag skriver för folket, men jag matar det inte. Jag vill, inte lära det att äta, jag vill att det självt ska lära sig att äta.»

Min hilsen og gunst som tilforn,

Din Jürgen.

Årgang 27/1952, nr. 01