Komponistens ret. Den nordiske åndsverkslov

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 01 - side 35-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

KOMPONISTENS RET

Den nordiske åndsværkslov

AF KNUDAGE RIISAGER -

Tanken om en fælles nordisk lovgivning på det autorretlige område er i sig selv en naturlig konsekvents, dels af det kulturfællesskab som i det hele taget existerer mellem de nordiske nationer og dels af den Øvrige nordiske retsudvikling, der på alle andre områder er stilet imod fælles regler for materielle retsproblemer. I sommeren 1938 holdtes i Stockholm ef ter den svenske regerings opfordring et møde, der resulterede i nedsættelsen af fire enkeltkommissioner, der trådte sammen i Stockholm i maj 1939. Krigen og besættelsen medførte naturligvis en afbrydelse i det videre arbejde således at der skulde hengå mere end tolv år inden forslaget til den f ællesnordiske åndsværkslov kunde fremlægges som et færdigt udkast for de nationale regeringer, der nu skal gennemgå dette og forelægge det for de forskellige lovgivende forsamlinger til disses endelige behandling, inden de færdige love kommer til at foreligge.

Allerede fra den tid, i midten af tyverne, da de nordiske opførelsesretselskaber begyndte et intimt samarbejde, blev nytten af en fælleslovgivning tydelig. Den Nordiske Union, der er en særlig skandinavisk coalition indenfor det internationale opførelsesretselskab, havde længe stræbt efter ensartethed med hensyn til de praktiske regler for beskyttelsen af musikalske rettigheder og i efteråret 1938 havde, på Dansk Komponist Forenings initiativ, været sammenkaldt til dannelsen af et Nordisk Generalsekretariat som skulde varetage alle fælles interesser for de nordiske komponistforeninger. Denne institution blev akkurat dannet da krigen standsede den videre udformning af planerne og først efter besættelse blev ved et møde i Oslo, efteråret 1945, Nordisk Komponistråd» stiftet som den endelige organisation på dette område. Kort tid efter stiftede de nordiske musikforlæggere en tilsvarende fællesorganisation og det har, under forhandlingerne med autorretskommissionerne i de forskellige nordiske lande, vist sig at være en styrke, at-såvel forlæggere som kom Ponister i alle de nordiske lande har kunnet komme samlet med enighed- om de bemærkninger der har været at gøre til kommissionsforslaget og derigennem ikke alene har kunnet øve en vægtigere indflydelse på forslaget, men også har kunnet skabe en større tillid til at disse indvendinger har vxret udtryk for en forud gennemarbejdet interessediskussion, således at kommissionens medlemmer har kunnet være sikre på-at de fremførte krav virkelig bunder i nødvendighed.

Nu er det jo ganske interessant at txnke på, at medens man før i tiden altid talte om »Forfatterloven» og medens det tydeligt fremgår af den gældende lovtext at der fortrinsvis har været tænkt på forfatterbeskyttelsen - idet jeg i det følgende ganske ser bort fra kunstnerretten, som ikke kommer det nærværende emne ved - så har den rent praktiske udnyttelse af autorretten lige siden midten af tyverne, i meget høj grad været baseret på de musikalske rettigheder - takket vxre opførelsesretsselskaberne, som forfatterne slet ikke har magen til. Ikke desto mindre lider det nu foreliggende udkast til lov om ophavsrettighederne, trods gentagne påmindelser fra de musikinteresserede organisationers side, stærkt under, at der stadig ikke er taget fornødent hensyn til de musikalske rettigheders særlige natur og de særlige vilkår for offentliggørelse - herunder mangfoldiggørelse - af musikværker. Det er bestandigt bogudgivelsen, der danner norm for bestemmelserne i lovudkastet, medens forståelsen af nodeudgivelsens særlige problemer har svigtet til den grad, at der oven i købet i kommentarerne til loven henvises til existensen af en nordisk normalkontrakt mellem udgiverne og forfatterne og til at dennes existens forud løser en væsentlig del af de problemer som endnu kunde tænkes løst ad lovgivningens vej ved obligatoriske bestemmelser. Det er gentagne gange blevet påvist overfor kommissionens medlemmer, at en tilsvarende normalkontrakt ikke findes på musikudgivelsernes område og at - selv om der i de senere år har været gjort ihærdige forsøg på at få en sådan gennemført - udsigterne hertil indtil den sidste tid ikke har været synderlig lovende.

Det må da også blive et af de punkter, hvor man fra musikorganisationerne må sætte ind når lovforslagene nu i den kommende tid forelægges for de respektive rigsdage og det vilde, ikke mindst i betragtning af hele den udvikling det tekniske apparat omkring udnyttelsen af de musikalske rettigheder har nået - medens forfatterrettighederne endnu henligger i det væsentlige uudnyttede - være rimeligt, om der i det endelige lovcomplex blev taget tydeligere hensyn til, at loven i lige så høj grad omhandler musikalske rettigheder - ti selv om dette naturligvis faktisk er tilfældet i det foreliggende udkast, viser som før sagt kommentarerne, at der hovedsagelig, på vigtige områder -indenfor retsudnyttelsen, er taget ensidigt hensyn til og argumenteret ud fra bogudgivelsesforholdene.

Det vil måske på dette sted være naturligt at anføre de punkter, på hvilke det nye lovforslag adskiller sig fra den gældende danske lov om autorrettigheder. Først og fremmest er det vel påkrævet at understrege selve titelxndringen fra »forfatterret» til »ophavsret» - et udtryk der er meget rummeligere, omfattende såvel forfatterens, komponistens som kunstnerens rettigheder. Hertil kommer, som noget helt nyt, den udøvende kunstners rettigheder, hvorom senere.

Loven er da bygget op som en enhedslov for alle disse områder indenfor beskyttelsen af skabende og udøvende kunstneres interesser, både de rent materielle og de åndelige (den moralske ret). Endvidere udvider udkastet beskyttelsen til at omfatte ikke alene offentliggørelsen, men også mangfoldiggørelsen og det er fastslået, at beskyttelsen også gælder når et værk. fremføres for en sluttet kreds, dersom dette sker i erhvervsøjemed. Hertil kommer, at adgangen til privat gengivelse af kunstværket indskrænkes - en bestemmelse, der yderligere skærpes gennem den foreslåede særordning med henbilk på benyttelsen af magnetofoner (home Recorders), der efter udkastet bør belastes med en årlig af gif t i form af en licens på apparaterne og en særbeskatning på omsætningen. Dette sidste punkt er bemærkelsesværdigt fordi det betyder en fuldstændig revolution af den hidtidige betragtning af udnyttelse under private former af kunstnerisk ejendomsret. Medens man før i tiden under alle omstxndigheder har villet se bort fra den rent private udnyttelse - hvad der foregik i hjemmene kom ikke kustnerens ret ved! - er man nu kommet ind på at også den skabende kunstner må have ret til at modsætte sig den private udnyttelse af hans ejendom, hans åndsværk - selv om det f or magnetofonens vedkommende drejer sig om et særtilf æjde, i det dette apparat vitterligt vil kunne berøve den skabende kunstner hele den praktiske værdi af beskyttelsen som han hidtil har nydt gennem den offentlige udnyttelse. Det erkendes altså, på dette område, at den private benyttelse må sidestilles med den offentlige- og tilsvarende betragtning må naturligvis gøres for så vidt angar de udøvende kunstneres rettigheder. Et praktisk prxcedens er forøvrigt forlængst skabt ved den gældende radiolicensordning, hvor staten ganske simpelt forud har sat sig på distributionsapparaterne og stillet sine betingelser for den private brug af disse: licensordningen!

En anden bestemmelse af betydelig værdi og rækkevidde er den, at »lån» til skolebøger bortfalder idet der fremtidig skal betales vederlag til ophavsmanden for sådan benyttelse. Den gældende regel har simpelthen været aldeles uanstændig og har medført utrolige tilsidesættelser af den skabende kunstners mest elementære moralske rettigheder. Dette bringes nu til ophør og de sangbogsudgivere, som før har siddet fedt på andres rettigheder, må nu pænt betale for »lånet» således at komponisterne ikke længere skal være den eneste part i sagen ved udgivelsen af sangbøger, der ikke f år noget for deres del af arbej det - oven i købet det arbejde, som mest af alt betinger sådan udgivelse: selve melodierne.

En ny - og højst moralsk - bestemmelse er den at aftaler der strider mod god skik på ophavsrettens område, kan kræves ændret når de fører til åbenbart urimelige resultater. Selve Det kgl Teater i København sidder jo på sådanne gamle urimelige kontrakter, hvor en sulten komponist for år tilbage har afsat sine dramatiske rettigheder til teatret for en lille eengangssum - medens hans enke idag intet får, selv for varige repertoirestykker.

Meget væsentlige bestemmelser er indført med hensyn til reglerne for forlagsaftaler, men disse forhold er antagelig for specielle til at der bør ofres dem særlig omtale her. Derimod må det være rimeligt at standse ved den før nævnte nye beskyttelse af de udøvende kunstnere, der ved de nu foreslåede regler pludseligt får deres fulde ret på lige fod med de skabende kunstnere. Hvordan hele denne beskyttelse i praxis vil kunne gennemføres, er et andet spørgsmål som vistnok ikke bliver så let at besvare. Der må nok forudses oprettelsen af de udøvende kunstneres KODA, der skal varetage disse nye rettigheder. Hvordan mån så til sin tid vil finde ud af, hvor meget hver enkelt musiker, i et orkester der har inspillet et musikstykke på grammofonplade skal have for denne sin medvirken, bliver et delikat anliggende, der må søges løst på et eller andet kollektivt grundlag.

Hensigten med foranstående betragtninger har været at give et kort rids over det nu f remkomne forslag til lov om fællesnordisk ophavsret. Der er i det forelagte endnu adskilligt man kan ønske ændret jævnfør også hvad forud er sagt om de særlige forhold på det musikalske udgivelsesområde - men det bliver nu en sag mellem organisationerne og de respektive rigsdage. Det positive er derimod dette, at der nu er udsigt til, indenfor en overskuelig tid at nå frem til en ensartet nordisk autorretslovgivning og at denne vil komme til at betyde væsentlige forbedringer fra den gældende lovgivning, afgørende fremskridt på en række områder og medføre en lettelse med hensyn til retstilstandene de nordiske lande imellem.

Uanset, at der endnu kan være et og andet, som man fra de interesserede rettighedsindehaveres side kan ønske ændret, tilføjet eller yderligere uddybet, må det imidlertid frernhæves at det arbejde, der er nedlagt i det foreliggende udkast fortjener overmåde stor påskønnelse. Her i Danmark har vi grund til at nære taknemmelighed overfor den danske kommissions medlemmer, nu afdøde departementschef Fr. Graae og professor, dr jur. Torben Lund for den lydhørhed disse har udvist overfor de indlæg, der under hele udarbejdelsen er fremkommet fra de interesserede parter og især for den loyalitet hvormed de ønskemål som kommissionens medlemmer enten ikke har ment overhovedet at kunne imødekomme eller ikke har villet tage afgørende Stilling til, er fremstillet i det foreliggende lovudkasts bemærkninger, således at det ved kommende bearbejdelse dels i Undervisningsministeriet, dels på Rigsdagen klart kommer tilorde at der har været sådanne Ønsker fremme. Alt i alt betyder jo lovudkastet væsentlige forbedringer og afgørende stillingtagen til vigtige, hidtil upåagtede problemer.

I Formuleringen af § 18 om afvigelsen fra den almindelige beskyttelse, nemlig ved offentlig fremførelse ved undervisning og gudstjeneste forekommer uforståelig. Texten lyder således:

»Et udgivet literært værk eller musikværk kan fremføres offentligt ved undervisning og gudstjeneste og såfremt adgangen er fri, ved anden religiøs opbyggelse, såfremt tilhørerne har fri adgang.»

Den norske text taler her kun om at »adgangen» skal være fri, medens den finske text taler om at tilhørerne skal have »fritt tilträde» d. v. s. gratis adgang. Der synes at foreligge en sammenstilling af disse to formuleringer af den samme mening. Ser man efter i kommentarerne finder man da heller ikke nogen forklaring på forskellen mellem at »adgangen er fri» og at »tilhørerne har fri adgang». Hvis der ikke foreligger en ren og skær lapsus, trænges der i hvert fald til en forklaring.

Årgang 27/1952, nr. 01