En opera-kommentar

En opera-kommentar

Af ERLING WINKEL

Det var velgørende at læse Vagn Jensens »anmeldelse« af Svend S. Sehultz' operaer »Høst« og »,,,Bryllupsrejsen« i november-nummeret af Dansk Musiktidsskrift. Uden på nogen måde at lægge uenighed for dagen er der et enkelt punkt, som udmærket kan diskuteres: problemet helaftensopera kontra eenakter.

Vi ved jo godt, at næsten enhver, der overhovedet er i stand til at sætte nogle toner sammen på et stykke nodepapir, går rundt med lønlige drømme om engang at komponere en »ri,:,ti,,,« opera. Men har netop (lette forhold ikke været en af de triste sider ved dansk musik? Er det ikke på en vis måde et udslag af »morbus germanicus«? Tragedien om alle de danske operaer, der aldrig nåede at flænge, fordi de først blev sat op i sæ.sonens 11. time og aldrig genoptaget næste sæson, er hyppigt nok gentaget. Der har tit nok været grædt over de spildte kræfter efier kværuleret over den mere end sindige teaterdirektion. Men mon vi egentlig havde vundet så meget, hvis dan,ske operaer havde fået en bedre behandling i tidernes løb? Dette være ikke sagt for at undskylde teatre.t. Men ser vi På de større operaer, der virkelig har haft sukces, må vi gøre visse indrømmelser. Ingen af dem har vundet bifald, fordi der virkelig var tale om en velformet teatermæssig helhed i dramatisk, ernnemæssig eller musikalsk henseende. Carl Nielsens* to. mesterværker danne~ dog delvis en undtagelse. Det er gerne enkelte af de slagkraftige »numre«, der har skabt værkets position.

Hvor ligger da fortrinet vå tidligere dansk teatermusik? Svaret er nemt, det bliver balletmusikken, syngespillet og navnlig vaudevillen. Nu kan det være meget godt med traditioner. Ganske

~1

vist kan selv den kradseste modernist ikke komme uden om visse elementer fra bestående og tidligere stilarter. Men fordi man tidligere ikke i større udstrækning har haft held med lielaftensoperaer, skulle det nok være muligt for andre at skabe noget, der var bedre i bemeldte branche. Desuden må vi se på det rent praktiske.

Balletmusikken er affødt af gamle Bournonville og hans livsværk, som vi nyder godt af den dag idag: højnelsen af den danske ballet. Desværre har ingen siden i samme grad som Bournonville

forstået at finde de rigtige komponister til de rigtige opgaver, omend tiden efter hans bortgang dog kan opvise flere pæne resultater. Der er fremdeles brug for balletmusik*). Men det var nu teatermæssig sang, vi skulle tale om.

~1

En genopliven af vaudevillen o-, syngespillet behøver vi vist ikke at tale om, men mon der nu alligevel er et og andet, der kunne overføres til vor tid. Sammenstillingen af talt dialog og skønsange virker næppe fristende for nutidskomponister. Men en passende sammensætning af talesprogagtig sang og serierytmiske numre må vist siges at danne basis for nutidens sangdramatik. Den moderne musikstils frie rytme runinier unægtelig mulighed for frodig og fantasifuld tekstdeklani.ation; men komponisterne må virkelig være i besiddelse af sprogsans; man kan ikke længere hjælpe sig med lidt nødtørftig viden om metrik. Her til lands sætter vi pris på komik, rørelse uden for meget svulst, flegma og ironi, jævnhed og enkelhed, menneskelighed, fin lyrik og naturlig skønhed. Det konstruerede og alt for sammensatte har aldrig ligget for os. De sluttede serierytmiske nurnre kan derfor udmæ-rket lade sig præge af folkelig sang og visen. I det hele taget: hvorfor i al verden sætter danske komponister ikke mere ind på at skabe fine visemelodier? Denne mulighedsrige genre skulle ikke klæbe så fast til forslidte vendinger.

En afvekslende mosaik af karakteristiske afsnit, bygget på et koncentreret eller ret enkelt enine, skulle synes passende for dansk operaproduktion. Det stemmer med vor nationale e-,enart, og formen passer bedst på kortvarighed. Dertil kommer, at der er god brug for halvaftensforestillinger i dette land, hvor vi gerne vil nyde balletten som en pikant dessert. Lad os i hvert fald ikke betragte helaftensoperaen som noget finere og mere ophøjet end eenakteren. Og lad os heller ikke gå rundt og tro, at man kun bør komponere eenaktere som træning til de større udgydelser. Det faktiske er dog, at her er en form, hvor der er muligheder, ikke blot praktiske, men også kunstneriske.

*) Jfr. artiklen »Dansk ballet gennem 30 år«. DM 1950,

s. 147. Red.