Grammofon

GRAMMOFON

Orkesterværker

MOZART: Klaverkoncert nr. 2;~ C-dur

- IANN (klaver),

KV 503 CARL SEEN

Winchener Philliarnioniker, dirigent FRITZ LEHMANN. Deutsche Granini. 92016/17 LV.M.

I årene omkring midten ,tf 1780erne var Mozart den fejrede virtuos. Dengang var det jo en selvfølge, at kunstneren til stadighed mødte ined nye værker, når han holdt »akademi«, og Mozart havde derfor så travlt med at skabe sig et repertoire af klaverkoncerter, at disse dominerede hans produktion i denne tid. Man regner efter Kóehel ined, at Mozart skrev 28, sådanne, deriblandt dobbeltkoncerter, koncertrondoer etc., og efter denne tabel får C-dur koncerten K. 503 nummeret 25, der er det g,,,-engse. Men blandt de rene koncerter for eet klaver og orke,ster indtager denne herlige koniposition den 21. koncerts plads, fuldført den 4. december 1786 omtrent samtidig ined D(lur symfonien tiden nienuet, den såkaldte »Prager«.

På den tid var »koncerten« i alle dens fornier af i-et udadvendt karakter, L,,igt ,.in på elegant instrunientaludfoldelse og sødniefyldt i det melodiske. Det var diverterende musik i egentligste forstand, af Mozart li.,-cvet ol) på et højt plan. Men wienerinesteren stna1)te i denne periode mod en ,,tørre personlig f ord~

,vbelse i sin kunst, en tendens der spores først i synifonierne, men som også begynder at gennemsyre koncerterne. Forud for den 25. (21.) koncert nu---erkes det tydeligt i de eneste moll-koncerter i rækken (d-moll K. 466 fra 1785 og c-moll K. 491 fra foråret 1786). 1 c-dur koncerten vidner alene dens længde om, at Mozart er på vej bort fra den glat diverterende form; det er i udstnækning et af hans ,største instrunientalværker, men

S-amtidig hører det også til hans inest inelodirige kompositioner, z,

hvori lian strør om sig nied en fylde af indfald, der koinpositorisk får en meget fascinerende udforiiining.

Den 42årige tyske pianist Carl Seen2an -iver værket en skøn klar udførelse uden at være for kølig i sit spil og i et mønstergyldigt sammenspil med orkestret. Man kan savne lidt mere charmerende klanglig duft, lidt 1)øjelighed og spaniding i fraseringen, men musikermæssigt er det en renlivet og fin gengivelse.

Uden uheldige skæringssteder kunne denne koncert ikke have ,stået på plader med nornial rilleafstand. Det er en stor fordel, at den er blevet indspillet med variable normalriller ined op til 9 ininutters uafbrudt spilletid 1)r. pladeside. Det betyder, at de to sidste satser ubrudt kan stå på liver sin pladeside, inedens den store førstesats kun behøver ét skæringssted. Der er kun lidt overvægt på klaverklangen i balancen med orkestret, ellers er tekniken i fineste orden. NB: Pladerne bør helst kun spilles ined norinal men fin safir pickiip af nensyn til de tætliggende pladeriller.

BRAHMS: Violinkoncert op. 17. -- Sol.

OSSY RENÅRDY, Concertgebouw-

orkestret, dir. CHAELES M1UNCIL

Decca AK 205,5/59.

Der har ikke været nogen mangel, på fornemme navne, som har indspillet Bralinis' violinkoncert. Til de berømte optagelser hører de lo, som. Kreisler har gjort for flere år tilbage. De krav, man idag med riinelighed kan stille til den rent graniniofontekniske kvalitet, lionoreres selvsagt ikke af disse ældre inds-pilninger, selvom kunstnerpersonligheden Kreisler heri har sat sig et monument, som til stadighed vil have værdi særlig for samlere. Desværre er dog heller ikke en del af de nyere optagelser med f. eks. Heifetz, Neveu, og Szigeti af allerbedste pladetekniske kvalitet, så meget desto mere må man hilse den seneste indspilning -af dette skønne mesterværk. blandt romantikens violinkoncerter velkon-inien, som den også i teknisk henseende kan tilfredsstille den rent musikalske kræsne pladelytters krav.

Det kunstneriske samarbejde er af internationalt tilsnit, forsåvidt som den unge 32årige solist er østrigsk af fødsel, nu amerikansk statsborger, dirigenten er franskmand, ensemblet fra Holland og værket er skrevet af en til wiener naturaliseret tysker i 1878. Det er øjensynligt en i-neget fin blanding, for det kunstneriske resultat ligger på et højt niveau. Og først og sidst: det er i holdningen et Brahmsværk af ædel karat; det tætflettede stemmevæv er formet i spændningsfyldte kurver, udtrykket er levende og varmt, de cantabile strofer er båret freni af kunstnere, der har intim kontakt med Brahms' naturlyrik, og (ter er en fin klanglig balance mellem solist og orkester. Mod Ossy Benardys renlivede spil kan der kun rettes den lille anke, at hans espressivitet på steder kan virke en anelse for presset, og hans vibrato er ikke overalt behersket. Endvidere kunne han have valgt en kadence, der står bedre til værket som helhed. Småting er også et lidt uheldigt skæringspunkt mel

leni 7. o-, 8. pladeside o,, en ikke helt god centrering af denne 8. side.

Men elet er en optagelse, man glæder sig over.

DEBUSSY. Forspil til »En fauns efter

middag«. Århus byorkester, dir.

THOMAS JENSEN. - Tono X 25178.

»Prélude å l',aprés-midi d'un faune« --- når man ser denne titel oversat til dansk, er det, som om der allerede på forhånd tages noget af farven, duften og ,trømmen fra Debussys første orkestrale mesterværk. Man får ined den originale titel en for

z»I

nemnielse af v,-~erkets karakter ligesom f. eks. ined Stravinskis »Le sacre du printemps«, der (log i reglen ikke oversættes herhjemme, men som tager si

t, zn

noget kraftesløst ud, når det eksenipelvis på svensk bliver til »N~åroffer«.

Dette prélude, der oprindelig var tænkt som første del af en orkestral trilogi, musikalsk illustrerende atmosfæren i Mallarmé's digt af samme navn, blev aldrig til mere end et forspil. Men det var tilstrækkeligt til at skabe epoke i n3,ere fransk musik, og det ble-,, den 22. decemher 1894 ved uropførelsen i Pai-is Debuss~,~'s første virkelige sukees, hans »kendingsmelodi«, som Jiirgen Ba Izer træffende kalder værket i sin Debussy-bog

n, »fremmanende en stemning af en soldirrende sommerda-, i et arkadisk landskab, hvori faunens flojte tegner sine bukoliske arabesker som akkompagnement til hans erotiske begær«, som det videre hedder i en fint dækkende karakteristik.

Det var ikke alene de orkestrale farver, der blev skelsættende for det 20. århundredes orkesterkunst, men også selve den begyndende harmoniske frigjorthed viste ind til de nye o,,, fru-,tbringende veje, som især Ravel, Stravinski og Bartók få år senere skulle slå ind på.

På ny under Thomas Jensens ledelse viser Århus by-orkester en fin musikalsk standard. De mange prekære episoder er formet naturligt i en smukt flydende strømmen. Men netop til dette

værk har optagelsesrummet været særlig uheldigt. Det lukker sig omkring klangen og tager en del gl-ans fra strygerne, samtidig i-ned at det har tendens til at skille orkestrets totalklang, mere end det skaber en orkestral syntese. Iovrigt er optagelsen lykkedes godt.

SMETANA: »Konzedianternes dans« af

»Den solgte brud«. -- KIIACHATU-

RIAN: »Subelela-iis« af ball. »Gaja-

née-x. Århus Byorkester, dir. THO-

NMAS JENSE,,N. -- Tono 1, 280-44

(2;' ) em).

Den nu 48-årige russiske komponist Aram Khachaturian fik for 10 år siden Stalinprisen for sin ballet ,»Gajaiiée.«. Denne ære er blevet hain til del et par gange for to cellokoncerter (1940 og 1946). Han selv har til gengæld ydet statens ledere deres med en Ode til Stalin i 1937 og en Symfonisk ode til minde om Lenin ti år senere. Det giver lidt balance i tingeiie --- et æble for en pære. Bortset herfra har Khachaturian lært flittigt af sine nationale forgængere,og Sabeldansen bringer umiddelbart Borodin og lians »Fyrst Igor«-musik i tankerne. Det er trods sin oppiskede, lidt støjende karakter et inciterende og veldrejet stykke musik, der gennem sin rytniisk pulserende strøm og det råt tilskårne, asiatisk prægede rnelodistof virker ined en egen primitiv raffineret ef f ekt.

Snietatia er mindre pågående i det ydre, men også han kan som i Kolnedianternes dans på siii egen gemytlige måde få orkestret i kog, og Thoinas Jenseii gør ihvertfald sit til, at skabe festivitas om Århus-orkestrets geiigivelser. Han kan jo ikke gøre for, at s-andsyiiligvis rummet stj.æler noget af glansen. f s 1) -

Instrurnentalværker

SCHUMANN: Åbegg-vuriationer op. 1 -- Tono A 169; »I-lapilloiis« op. 29. »,-tufschivmige ol). 122 - Tono A163 --64; »Toec«zl(z« op. 7 - Tono K 8081 (2.5 eni). -- ANDOR FOLDES (klz,.ver).

Selitunann var (te små forniers inester. Han var størst, hvor forinem var mindst. Når han derfor kastede sig ud i de ,tf ydre store opgaver, imærker niaii ofte, at de egentlig er 1)levet sniedet saninicii af miniaturer til en niosaik, som virker gennem detaljerne i mønstret rnere end- ved de stort dragne linjer, der soin en altsamlende understrøni. skulle forl)inde stoffet til et til)rudt kompositorisk liele.

Der gives (log større fornier, livori hovedvægten Lægges på detaljen og den musikalske karakteriseringskunst: variationsformen. Det var også lier Seliuinann begyndte. Det første opus, som lian for godt 120 år sideii pr,,wsenterede for den tyske nitisikverdeii, kaldte lian Abeg(1variationer, nien dedikationen til, en »Madenioiselle Pauline Conitesse d'Abegg« var blot et roniantisk skalkeskjul for den tinge Mela A1)egg i Mannheini, som v-ar den egentlige inspirationskilde for den 20årige Sehumann. Variationerne over tonerne a-b-e-g-g, disse yndige steniningsfyldte ofte løseligt henka-' ,stede skitser, var de ikke blot et

musikalsk selvportræt af en forelsket ung kunstner?

»Papillons« (sommerfugle)

skrev lian som titel på op.2, og

vi finder igen her denne kæde

af lyriske indfald, der kun fast-

holdes i korte øjeblikke, ligesom

man kun flygtigt aner somine,,r-

fuglens skønhed i dens viltre

flugt. Schuniann er her på vej

ind i den litterært-musikalske

roniantik og beskriver sluttelig

en karnevalsnat, det festlige

flimmer af farver og folk, der

z,

spredes og forsvinder, nar mor,genen gryr og klokkeii slår seks. Med »Aufschwung« af »Fantasist~icke« ol). 12 er vi midt i den romantiske »Sturm und Drang«. Toceata,en ol). 7 har kmi i den niotorisk arbejdende r~

,,rtnie et fællestræk med visse sider af den oprindelige barokke toccata, iøvrigt er det blot et godt skrevet klaverstykke, der ikke er j)r«,.£get synderligt af Schumanns musikalske poesi.

Og poesien er desuden ikke Andor Foldes' sag, derfor står de to sidstnævnte værker nied deres udprægede klaverstil. bedst ,tf hans gengivelser. Han,,,- objektive kølighed i op. 1 og 2 kalder ikke det lyriske hos Schumann til live; haiis spil lyser mere end det varnier.

SCH6NBERG: Third quariel op. 30. 111R0 ARTE QUARTET. - Metrø

nonie CI5006/09 (albuni).

Bkesten har ofte rejst sig oni~ kring Arnold Selióiffiergs navn. Lige til sin død i Anierika efteråret var lian geiistand for niegen, ofte forbitret diskussion, hyldet og lia-we,-t til skyerne af fan,atiske tiffiedere, fornægtet ,tf andre, der alene, så gold spekulation i lians værker, skrevet i ~~den musikalske kompositionsteknik nied tolv toner«.

Nu har nian uden tvivl altfor ofte stirret sig blind på (lette ~»priiieip« og i diskussionen om »børnene«, der ])lev født under sådanne vilkår, smidt (.lem ud med badevandet. som så ofte i liistorisk tid skal det nu nok vise sig, livad -.tf Seliónbergs kunst der har levedygtighed, når tiden selv sørger for at skille klinte fra hvede. Hvadenten denene eller anden form for teknik ligger til grund for opbygningen af et værk, så har dog aldrig tidliure dette spillet nogen afgørende rolle for dets værdi, nien ,,ilene selve musiken, dens klingende væsen, dens menings

~71

fyldte toneleg, dens kunstneriske holdning. Herigennem må man, og heri nia man søge værdierne og lade alle principper fare, for sådanne i sig selv har aldrig været kunst - lieller ikke for Sch8nberg.

Allerede nu finder man ofte en ganske naturlig atmosfære over Seliónbergs musik. Lytter man f. eks. til Niels Viggo Bentzons indspilning af de »Sechs Klavierstdeke« op. 19 (H3117 X 7261, 25 em), så er det påfaldende så nær Selibnbergs klanglige stil ligger op ad f. eks. visse espressive sider af N.V.B.'s egen musik.

I 12-toneværkerne udviskes totalklangen noget niere til fordel for et yderst konipleks satsarbejde. Stilen - som i denne ilivertfald musikalsk fornemme Pro Arte-indspilning af 3.stryge

C1

kvartet (1926) - bliver mere dissonant, men det er interessant at mærke, hvordan denne skar e udlægning af stoffet i p

virkeligheden bidrager til at øge klarheden i idéernes formulering. Kun hvis nian alene lytter vertikalt, kan man stødes af klangenes hårdhed. Men naturligvis kræver det megen koncentration og træninp, at udlede meningen og dermed finde ind til

1-1

skønheden, som ikke udleverer sig selv uden at dette arbejde gøres af den, der lytter. Derfor kan man kalde Sch,5nbergs musik intellektuel, livis man ikke nied denne titel lieftet på alene tror, det er hjernespind. Lyt blot til første sats' begyndels e, nied bratschens springende figurationer, hvorover violinen introducerer sit udtryksfuldt bårne motiv. Det kan kun en stor kunstner skabe. .

Pro Arte-kvartetten, der uropførte værket i Wien 1927, og som nu er knyttet til University of Wisconsin i USA, hvor denne autentiske optagelse er gjort, borger for den musikalske kvalitet, men presningen af plader

ne kunne have været noget finere. Sanime optagelse ventes at komme hertil på long-playing.

ALBAN BERG: »Lyrie Suite«. PRO ARTE QUARTET. - 'NIetrononie GI

5003/05 (albuni).

Der gik adskillige år efter Alban Bergs død 50 år gammel i 1,935, førend hans musik for alvor slo"" i-enneni hos deri, der h,ar åbent sind for det nye i musiken. Til Danmark nåede hans violinkoncert først i denne sæson, og medens operaen »wo Zzeck« stadig hyppigere bliver fremført rundt omkring i Europa, så er der, nned det ringe initiativ som udgår fra Det kgl. Teater, næppe nogen chance for, at dette værk kommer hertil foreløbi,,,

Ønsker nian orientering om denne lyriker blandt århundredes såkaldte atonalister, er det en lykke, at man nu kan ty til grammofonen, og for et v,--,,erk som den »Lyrische Suite« - strygekvartetten fra samme år som Sch~mbergs 3. stry- gekvartet (1926) -- så meget desto mere, som det er en komposition, man ikke uniiddelbart tilegner sig ved enkelte sporadiske opførelser i koncertsal og radio, h-,,,or den iøvrigt så godt som aldrig fremføres i dette land. Det har naturligvis sine årsager, som bl. a. består deri, at det selv i sammenligning med Bartóks strygekvartetter er det måske vanskeligst spillelige værk, der er skrevet for denne besætning. Her foreligger det nu bevaret i en fuldt autentisk gengivelse af Pro Arte kvartetteiz, hvis primarius Rudolph Kolisch var med til at holde det over dåben i 1927.

Til trods for at Berg - som,

Sch5nbergs mest begavede elev - i teknisk henseende arbejdede ud fra samme principer som sin læremester, adskiller denne strygekvartet sig meget fra Sch8nbergs tredje. Det er ikke ubegrundet, komponisten har givet værket titlen »lyrisk«, for det er opbygget af en række lyrisk ekspressive indfald, som er kædet sammen til en lielhed gennem substansfællesskab mellem de enkelte idéer. Hvert instrument er ophøjet til artistiske individer, som »konverserer« overraskende og subtilt ofte i en yderst raffineret satsbehandling. Karakteristisk for Bergs tolvtonestil er hans særprægede form for melodiøsitet;' hermed mildner han også det klanglige helhedsbillede. Han søgte at in~~nneskeliggøre dette tonesprog og satte dette sprog det fineste lyriskmusikalske monument ined flere af sine værker. Med et citat af de beromte »Tristaii«-,,il~korder i finalen vedkender han sig sin rod i den ekspressive romantik.

HINDEMITH: »Ludus tonalis« (1943). ROBERT RIEFLING, klaver. -- HMV

DB 20124/30.

Gennem Alf Thoor's artikel om Hindemitlis »Ludus tonalis« (s. 63) skulle man kunne. få et udmærket dækkende indtryk af dette ret enestående værk indenfor vor tids klavermusik. Nogen dybere indtrængen i selve kompositionen skulle derfor ikke være nødvendig på denne plads. Det kan dog understreges, at selvom fu-aerne ""iver anledning til inere detaljerede og yderst interessante undersøgelsej- og dej-for i selve artiklen af Thoor står nied en.vis overvæ-gt, så vil interludierne, der optager lienved lialvdelen af værket, for niange give den mest umiddelbare Oplevelse.

D,,.i fornien i disse 11 stykker, hvortil. kommer præ- og postludiet, ikke på forhånd er lagt i så stramine raninier som fugaeriie, finder inan heri en kunstnerisk niangfoldighed, som giver

t,

et langt niere alsidigt billede af den f rodige kunstner Hindemitli. Der er mæppe tvivl on-i, at man genneni interludierne langt lettere og mere umiddelbart vil

In

finde ind til Hindemitlis særprægede stil end ved først at gå vejen over fugaerne. Det præg af »k,,ir,,iktei,st3,,kke«, mange af disse interludier har, fies-tner sig hurtigt i mindet, og det v. il sikkert overraske inaiige lieri at finde en g,,a',,,iske ligefrem inusicereglaede, ~,,oni virker direkte på sindet ved sin charme, elegance og rige opfindsomhed

ikke mindst i I'N-ti-nisk lienseende.

Nogen finere interpret end Robert Rieffing kunne man ikke liave valgt til fortolkningen af dette værk via gramniofonp Laden. Det kan anbefales enhver, der ønsker at føle sin musikal,ske sanitid på pulsen, at lytte sig ind til denne kompositions skønhedsrigdonime gennem Rieflings renlivede spil. Han gennenilyser værket indtil de mindste detaljer ved sin krystallinsk klare klaverbehandling men uden nogensinde at blive denionstrativ pedantisk i sin udlægning af stoffet. Bach har lært at gøre rede for en fuga, Beethoven har lijulpet ham til at uddybe en musikalsk karakter. Disse er Rieflings klassiske læremestre, og lian overfører sin kunst direkte til Hindei-nitli oll beånder hans værk dermed. Så meget desto mere glædeligt er det, at de 14 pladesider i optagerteknisk henseende er lykkedes meget smukt.

DAG NVIRÉN: »Ironiska, småstycken«. C,~MILLA KINBERG ozlaver). -

Synifoni RT 1013.

Det må være den rene ironi, når den svenske komponist Dag 1Virén kalder sine fem yndige klaverbagateller »ironiska«.

Ihvertfald er det forbundet i-ned nogen vanskeligheder at finde ud af, hvad denne musik egentlig ironiserer over. Skulle titlen måske bare hentyde til, at Wirén ikke mener det lielt alvorligt, livad han har prentet pi*t nodepapiret? Nej, selvfølgelig er (lejingen skjulte ~»alvorlige« liensigter bag denne sorglose musik, og da den jo ligner sin autors tonesprog i hver svingning, er der heller ingen grund til at beskylde ham for at vise selvironi.

Tilbage står »ironien, der blev vw,k« og så naturlil-,vis fern søde klavertingester, soin selv en middelgod khaverspiller kan hamle op med, og for hveni den 33-årige graminofondebuterende svenske pianistinde Camilla Kinbergs følsomme, friske og elegante fortolkning på denne plade kan stå som kunstnerisk forbillede.

NILS BMRKANDER: Sonalina op. 20. STIG RIBBING (klaver). - Synifoni RT 1019/20.

JMed rette liar B. J. i en anmeldelse af 13j5rkanders sonatine op. 20 (DM 1951, nr. 4, s. 84) peget på det misvisende i at, værket bærer denne betegnelse, da satsernes brede udformning peger direkte niod sonaten (uden dii-ninutivendelse). Alene udstrækningen på fire store pladesider ,-ned godt et kvarters spilletid ialt an,-,iver værkets ret omfattende format. Bjórkanders navn er praktisk taget ukendt i Danmark, men han må åbenbart vurderes i sit hjemland, siden denne optagelse er gjort, og sandsynligvis gør der sig gældende lokale årsager, soin vi ikke har foruds.,ætninger for at forstå. Afskåret fra at kunne gøre betragtninger på national baggrund tager sonatinen sig ud som en romantisk efterklang; det er retrospektiv musik, hvori en del forskelligartede elementer er rystet sammen til en på steder traditionel lyrisk roniantik på andre steder en noget nationalkoloristisk melodik med sporadiske indslag af lidt tyktflydende impressionistisk farvede klangvirkninger. -Slig Ribbing gør klart rede for værket og præ ger det ofte med en følsom klaverbehandling.

CARL NIELSEN: Fire præludier: 5, 10, 13, 28 af »29 smaa Præludier« f. orgel op. 51. - N. 0. RAASTED (Domkirken). - Tono A 155.

Carl Nielse-,n »29, sniaa Præludier« fra 1929, skrevet i hans 64. år, er han første bejlen til instrunienternes dronning. Mange af hans karakteristiske egenskaber koninier tilsyne i disse kontrapunktiske smukt skrevne stykker, selvom man tydeligt niærker, at stilen ej- modificeret i retning --af kirkelig brugsmusik. Undertitl-en »for orgel eller harmonium« ant-,,der præludiernes diminutive forinat særlig i klanglig henseende. Selvom den om~ stændighed, at de overvejende er skrevet for et pedalløst instrument langtfra betyder, at de ikke bør spilles på et større kirkeorgel, så synes det dog noget betænkeligt at lade deni optage på plader i et af Københavns vældigste kirkerum.

I det hele taget er dette runi ined dets store efterklangstid kun lidet egnet. for orgeloptagelser, og det er besynderl igt ' at musikeren i domorganist N. 0. Raasted ikke instinktivt har følt, at der måtte opstå en skæv balance mellem præludiernes musikalske karakter på den. ene side og instrument plus runi på den anden. Man inærker det tydeligst i samlingens største pr,-wludium ni-. 28, hvor det nieste af det helt gotisk svungne passageværk smelter sammen til en grødet klang, der ofte helt skjuler den kunstneriske hensigt. ined den fintvævede polyfoni. Selv en inere distinkt og klar spillemåde kunne næppe have ydet dette præludium musikalsk retfærdighed i dette ruin.

Som den første optagelse af Carl Nielsens orgelmusik i-nå den dog ikke afskrække selskabet fra at gøre nye forsøg med optagelse af Carl Nielsens orgelmusik, hvilket i realiteten bety(ler hans svanesang »Cominotio« i et velegnet kirkeruin naturligvis.

N. 0. RAASTED: Pastorale, koral og fuga over »Af Højheden oprunden« op. 87 f. orgel. I~omp. (Domkir.ken). -- Tono A 153.

Stort set er optagelsen af Raasteds orgelværk lykkedes bedre end Carl Nielsen-præludierne. Det skyldes til dels, at der er langt finere balance mellem stoffets stort anlagte udformning og rummets volumen, men der er også langt større klarhed i gengivelsen, hvilket kommer pastoralen tilgode. Værket i sig selv er et dygtigt arbejde, gjort af en musiker, der er lige så fortrolig med sit instruments udtryksmuligheder, som han er omhyggelig og pietetsfuld overfor den traditionsbundne orgelstil.

Raasted skænker os ikke noget. nyt med sit værk; han synes ikke at søge nogen vej frem for at sætte instrumenternes dronning på en naturlig plads i det 20. århundredes musik. »Hun« har altfor længe måttet stå udenfor »strømningerne«, og hun løber en fare for på denne måde at miste den værdighed, hun var selvskreven til, om vogterne noget mindre nidkært holdt hen(le isoleret fra det verdslige musikliv. Hun behøver ikke derfor ligefrem at blive nogen musikalsk »fodboldpræst«. Med sine fra naturens hånd fornemme egenskaber i behold, skulle hun nok vide at sætte sig i respekt i nye omgivelser. Det har andre Ude danske og udenlandske komponister (log allerede vist ekseinpler på.J. P. E. HARTMANN: Sørgeniareh ved

Thorvaldsens bisællelse, f. orgel.

N. 0. RAASTED (Domkirke D). -

Tono A 154.

Den dag i dag lyder Hartmanns Sørgemarch ved Thorvaldsens bisættelse for store danske mænd, der begraves fra Domkirken i København. I dette vældige orgelepos har Hartinann nedlagt den danske nations sorg over tabet af en stor søns bortgang. Det er et lejlighedsarbejde ganske vist, men formet i et præ-gtigt poniposo, der fra Hartinaiiiis side utvivlsomt er følt og født i en sorgens atniosfære. Optagelsen må nærmest betragtes som et tidsdokument, der er 1)levet bevaret i den skikkelse, som Domkirkens orgel kan give det. Her er der ikke nogensomhelst, tvivl om, at dette rum er det rette, og Raasted har da også baseret sin gengivelse på de registreringer og rumvirkninger, der kan give værket dets nionuinentalt mejslede karakter.

NIen iman bør ikke betragte det som et decideret stykke orgelmusik - hvad det heller ikke er tænkt. som, da det oprindeligt er skrevet også for en tung blikblæserbesætning. fsp-

Vokalværker

HÅNDEL: »Årt tho troubled« af op. »Rodeliiida«. GLUCK: »1Vhat is life« (Che faro) af op. »Oi-pheus«. KATHLEEN FERRIER og London Symph. Orcli., dir. MALCOLM SARGENT. - Decca KD 1466.

Få sangerinder i vor tid har formået at gengive Håndels og Glucks klassisk rene operaarier med en sådan menneskelig varine soin Kathleeiz Ferrier. Det er denne sjældne forening af klangskønhed og dramatisk indlevelse, der præger hendes kunst, der gør den til et menneskeligt anliggende, som virker umiddelbart betagende. Det g,,---elder også for denne optagelse, at nian gribes af Kathleen Ferriers inderlige musikalske udtryk. Men teknikerne har ikke været helt gode ved klangen, som på sine steder lyder skurrende o,,, for strygerne ikke lielt naturligt i karakteren.

I. A. P. SCHULZ: »I'i pløjed', og vi så'de«. OLUF RING: »Når egene A-izoppes«. Unge Aka-denilkeres Kor, (lir. SV. G. ASMUSSEN. - Felix FX 188.

Sammenstillingen af disse to sange på én plade viser særlig tydeligt fra hvilke kilder, Oluf Ring lientede inspiration til sine folkelige sange. Det var ikke alene Carl Nielsen, der var forbilledet, nien også -- og for deni begge iøvrigt --- ganile I. A. P. Seliulz, der niere end hundrede år tidligere fandt ind til den folkelige tone, som skulle genopvækkes i det begyndende 20. århundredes Danmark. Den ligefremme og muntre karakter i Rings fori`irsfriske sang »Når egene knoppes« har de samme træk, nian. kan finde i Schulz' »Volkston«, og slægtskabet mellem dem bekræ- ftes af Schulz' »Vi pløjed' ---« på denne plades ene side.

Unge Akadeinikeres Kor har rigtigt truffet den ' sangglade, jævnt slentrende stemning hos Schulz og i vekselsang mellem inands- og kvindestemmer den livfulde '/,,-rytme hos Ring (Mozart kunne have fået en dejlig

klaverkoncert-finale ud af denne melodi). Klangligt er UAK's gengivelser ikke så fintslebne som Kbhviis Kammerkors, muligvis er det bevidst for at skabe indtryk af sang på vandring.SCHUBERT: »Der Ei-ll~óitig«, »bn Frflkling«. HEINRICH SCHLUSNUS. - Deutsche Gramni. 67740 LIN1.

Af Heinrich Schlusnus' store grammofonrepertoire har Deutsche Graminophon udvalgt disse to Schubert-lieder og koblet dem på én plade, der burde få en selvskreven plads i enhver sangers og sangelskers diskotek. Dermed være ikke sagt, at det grammofonteknisk er noget uni

n

kurn, for det er ældre optagelser, der er kommet til værdiglied på ny, men det er en ære, ,wi-n ined fuld ret tildeles denne fremragende Schubert-fortolker. Overfladestøjen på første pladeside glemmer man hurtigt til fordel for Schlusnus' kunst, der her er pr-æsenteret med yderpunkterne indenfor Schubertliedernes rigt varierede udtryksskala. Den drainatiske fortættede gengivelse af »Erlkónig« er ligesom den lyse, lyriske forarstone i »Ini, Frfililing« præget af et dybfølt musikalsk udtryk, der aldrig bevæger sig ud i hverken det eksalterede eller det overfølsomme og netop derfor, ved sin beherskede form for den fuldkonine tekstudtale og varme stemmeklang, bereder lytteren en sjælden Sehubert- oplevelse.

fsp.

Nyt pib long playing

En række moderne værker

,står På listen over den sidste tids

anierikanske long-playings. For-

rest Béla Bartóks indspilning af

35 stykker f i--a »Mikrokosmos«

(Columbia 12-inch dise), publi-

ceret i serien »Meet the compo-

ser«, hos samme firma desuden

.:Iaz,oiz Coplands koncert for kla-

rinet og strygeorkester, skrevet

på opfordring af Benny Good-

man, der har indspillet den med

komponisten på podiet; b-siden

indeholder Coplands klaverkvar-

tet i en optagelse med Mieczy-

slaw Horszowski, Alexander

Selineider, Milton Katims og

Frank ~Jiller. For »The Walter

W. Nauniberg-Aiiierican compo-

sers har Columbia skå-

i-et ~Villiain Schuinans 3. syni-

foni (1941), indspillet af Phila-

delphia-orkestret i-n. Eugene Or-

niandy (Naumberg-edition ind-

ledtes ifjor med Sessions 2. syni-

foni). Plademærket Alco bringer

Ernst Tochs pianokvartet op. 64

(1938), indspillet af komponi-

sten i spidsen for American Art

Quartet, og Westminster har ini-

porteret Hinden2iths »De fire

temperamenter« og kammermu-

sik ni-. 4, op. 36 i Wiener Syni-

fonikernes fortolkning under

Henry Swoboda og med Frank

Holetseliek og Peter Rybar som

henholdsvis klaver- og violinso-

list. Endelig føjer Columbia en

t'

nyoptagelse af Gershivffis »Por-y and Bess« til sine komplette operaindspilninger. - Hovedrollerne synges af Lawrence Winters, Cainilla Williams, Avon Long og Helen Dowdy, dirigenten er Lehrnan Engel.

Dette hidsa4tes til orientering for dem, der ønsker at følge med i, livilke nye værker der kommer på graminofon, og til ærgrelse for dem, soin er niere nysgerrige og gerne vil eje et eller f lere eksemplarer men udmærket

« - adig er boni godt ved, at der st, for denne kulturiniport lierhjeinnie. De kan istedet trøste sig med kulørt ai-nerik,,ansk lekture det kan jo fås.