Litteratur

LITTERATUR

Dansk

ANDRE GIDE: Notater om Chopiii. Oversat af Tage Brilel. - Wilh. Hansens forlag, Kbh. 1951. 67 s. Pris 4,50 kr.

Flere af dette blads læsere vil sikkert være bekendt med Andre Gide's »Strøtanker om Chopin«, som blev trykt i DM årg. XVI, s. 153 og 173 i Finn Viderøs oversættelse. Nu foreligger Gide's samlede essays om Chopin og musik, og jeg tror, at den store franske forfatters idéer og korte aforismer må virke inspirerende både på fagmusikeren og den udenforstående, mere litterært. orienterede læser. Gide's betragtninger om Chopin kan bedst koncentreres i følgende to punkter, som i virkeligheden udtrykker det samme: det poetiske (således som Heine længe før Gide intuitivt sagde om Chopin: Han er ikke blot virtuos, m en samtidig en digter, en poet). For det første går Gide skarpt i rette med den overfladiske, virtuose Chopinfortolkning. Forfatteren søger at komme den egocentriske klaverhelt til livs, idet denne på komponistens bekostning gennem ydre brillans søger at skabe furore for sig selv.-For det andet stilles den virkelige Chopin, musikeren, i en klar belysning gennem en stemningsmættet men ingenlunde overeksponeret ka

rakteristik, idet Gide analyserer en række detailer fra nogle værker. Typisk for forfatteren kredser han om de »galliske« træk, mens de specielt polske forbigås. Men netop herigennem formår den galliske sprogmester ved hjælp af det rene ord (altså ikke ved banale, illustrerende vendinger) at give et litterært. billede af kærnen i den store klaverkomponists kunst. Lad mig blot give en lille prøve på det sagte. Der tales om udførelsen af den store a-moll etude op. 25: »Hvorledes vil De egentlig i et Bravurstykke som f. eks. den energiske og stormende a-moll Etude bringe mig i Stemning, naar De ikke selv føler noget herved og ikke lader mig mærke, at De, Pianist, føler noget ved uventet at gaa over i As-Dur og straks efter i E- Dur,-en pludselig Solstraale, som, uden at det var til at haabe, bryder igennem Stormen og Regnbyen -, hvis De ved Deres Sikkerhed lader mig forstaa, at De keiidte det i Forvejen, og at alting var nøje forberedt? Hver enkelt Modulation hos Chopin, - aldrig banal eller forudset,

bør bevare og værne den Friskhed, den næsten frygtsomme Følelse af det ny, som skal sprudle frem, den hemmelige Undren, hvormed Sjælen vover sig frem ad hidtil ukendte Veje, hvor Landskabet først aabner sig lidt efter lidt«.

Måske kan Gide virke lidt irriterende, når han ustandselig angriber de store pianister, men hans uforlignelige digteriske karakteristik af den mest fundamentale side af Chopins kunst deekker over den til tider forfejlede kritiske tone, og man må ønske, at alle danske elskere og dyrkere af Chopins værker vil læse Gide's notater om Chopin i lektor Tage Brilels oversættelse.

Bengt Johnsson.

SERGE MOREUX: »Bé1a Bartók, Liv - værker - stil«. Oversat fra fransk af Sven Møller Kristensen. - J. H. Schultz forlag, Kbh. 1951. 123 s. Pris 9,75 kr.

Med den stærkt, stigende interesse for Bartóks musik, der ligesom i udlandet også har vist sig i Danmark, er det glædeligt, at der nu foreligger et værk på dansk om denne betydelige personlighed i det 20. århundredes musik. Serge Moreux' bog, den foreløbig eneste større beskrivelse der findes, giver dog ikke noget fuldt dækkende billede af Bartóks kunst - læseren henvises til anmeldelsen.af den tyske udgave af samme værk DM 1951, s. 82-83 - ihvertfald får man ikke et så karakteristisk indtryk, som det ville være muligt at give gennem ordet i dag, til trods for at tiden endnu ikke har sat hans livsværk i perspektiv.

Der er dog mange facts at hente heri, og for den, der vil sætte sig dybere ind i Bartóks produktion giver såvel værkfortegnelsen som den ganske vist noget ufuldkomne diskografi en udmærket vejledning.

fsp-

SØREN SØRENSEN: Heinrich Schilt- * Særtryk af Dansk Kirkesangs årsskrift 1950/51. 28 s. m. et portræt og nodeeksempler. Kbh. 1951.

Denne afhandling er skrevet på grundlag af et foredrag, forfatteren har holdt ved Dansk Kirkesangs sommermøde i Ry 1949. De sidste to tomme sider burde have indeholdt en fortegnelse over den efterhånden ret omfangsrige literatur om Schfitz, hvorved heftet kunne være blevet en vigtig kilde til videre studium. Som det foreligger, er det imidlertid et meget velskrevet lille arbejde, der foruden at redegøre for baggrund og forudsætninger for Schdtz' kirkekompositoriske virksomhed også forsøger at bringe en vurdering af Schdtz' betydning for eftertiden, som i høj grad skyldes denne komponists evne til at fortolke en foreliggende tekst i et ekspansivt og dramatisk tonesprog med en stærk kunstnerisk udtryks

k raf t. B.

Engelsk

E. HERBERT-GÅESARI: The Voice of

the Mind. -- Robert Hales forlag,

London. 1951. 366 s. Pris 21/- sh.

Forfatteren, der nu er professor i sang ved Trinity College of Musie, har fået hovedparten af sin uddannelse i italien. Han er født i London, hans mor var engelsk, hans far var italiensk. Ud fra sit store kendskab til sang og sangere og ud fra sin erfaring som sanglærer har han ment at kunne fastslå, at sangteknikken er i rivende forfald og går sin undergang i møde, hvis der ikke gøres noget effektivt. Han har ment, at det var hans uafviselige pligt at skrive dette værk, der er tænkt som grundlag for nutidig

n

sangundervisning med de gamle italienske bel canto-idealer som mål. Hvis forfatteren har tænkt sig, at alle sangstuderende skulle have denne bog som grundlag for deres studier, kan man vist med det samme fastslå, at han har overvurderet sangelevernes intelligens og tålmodighed i meget høj grad, idet forfatteren mangler præcision i sine udtryk og gentager i det uendelige. Med præcision og mådehold kunne bogen let være kommet ned på det halve sideantal. Men for den alvorligt arbejdende sanglærer og for den erfarne, men søgende sanger er denne bog meget værdifuld. Forfatteren øser med rund hånd ud af sine rige erfaringer, og man får nye impulser til arbejdet med registervanskeligheder, »dækning«, toneplacering, vokal- og konsonanttræning, vejrtrækning o.m.a. To afsnit er særlig interessante, nemlig et om sangerens »fornemmelser« og tilhørerens indtryk og et om falsetsangernes teknik. Når forfatteren prøver videnskabeligt at underbygge sine teorier, kan man ikke følge ham. Man føler derimod større saglighed hos akustikeren Noel Bonavia Hunt, M.A., der har ledsaget flere af kapitlerne med en videnskabelig udredning, som er meget værdifuld. Også Gigli's introduktion er læseværdig, mere end sangeres subjektive fremstilling af deres følelser under sang plejer at være.

Hvis denne bog blev befriet for forfatterens teorier, så man nøjedes med hans erfaringer og anvisninger, der er baseret på grundig viden om sangteknik og en overbevisende psykologisk indsigt, samt nogle udvidede videnskabelige støtteartikler af Bonavia-Hunt, så ville den ikke være i fare for at blive et inindesmærke over svundne tiders sangidealer, men den ville blive en hovedhjørnesten i en genopbygning af den gamle italienske sangskole. Kristian Riis.

HENRY GEORGE FARMER: Miisic Making in the Olderz Days. - Hinrichsen, London. 1950. 122 s. Ill. Pris 15 sh. indb.

I dette værk har den kendte irske musikolog H. G. Farmer givet en livlig fremstilling af koncertlivet i Aberdeen 1748- 1801. Man får et inorsomt indblik i, hvordan den pågældende periodes musikliv og musikinteresse blev bygget op gennem et intimt og ihærdigt samarbejde inellem professionelle musikere og amatører (universitetsprof essorer, byrådsmedlemmer, præster, købmænd og håndvæ- rkere), som skulder mod skulder arbejdede for musikkens sag. Forfatteren hylder disse gamle pionerer for deres idealistiske indsats, som, når alt kommer til alt, blev en grundvold, der bygges på den da-, idag. Bogen er stateligt udstyret med smukt illustrationsmateriale og fyldige litteraturhenvisninger.

JOHN HORTON: Grieg. - Duckworth, London. 1950. 110 s. m. et portræt. Pri s 4 sh. 6 d.

Litteraturen på engelsk oin Grieg er forholdsvis fyldig. De tidligste arbejder var D. G. Mason's »Froin Grieg to Brahm- s« (1902) og H. T. Finck's »Edward Grieg« (1906, med flere følgende oplag). Senere (1938) fulgte en oversættelse af Monrad-Johansen's Grieg-bog fra 1934; dertil kommer specielle afhandlinger af Finck, Mason, C. L. Purdy, B.

F. Tapper, A. Brodsky, Percy Grainger, A. Desmond, Kathleen Dale in. fl. - og nu John Hortons lille populære mono.:,,rafi fra 1950, der v,,--,esentlig bygger på den tilgængelige Grieg-litteratur, men som tillige, ifølge forordet,

Z!, z,

støtter sig på upubliceret mate-

riale, dels fra musikforlaget Pe-

ters efterfølgere i London og

New York og dels fra oplysnin-

ger fra prof. 0. M. Sandvik. Om-

end mangt o, meget i Hortons

bog kan diskuteres, bl. a. hans

nådeløse behandling af g-moll-

strygekv,artetten, som han kalder

et uniktiin af monotoni og mani-

ererthed, der ])ringer kvartetten

til at virke som en parodi på

komponistens egen stil, - så vil

bogen sikkert virke efter sin hen-

sigt; den er skrevet med en

fængslende livlighed og i-nå siges

i det store o-, hele at være ud-

tømmende i sin egenskab af po-

pulær musikbog. Den afsluttes

med en fortegnelse over Griegs

værker i systematisk orden.

R. ILLING: A. Dictionaril of 31usie. - Penguin Books. 1950. 318 s. Pris 2 sh. 6 d.

Denne lille musikalske loninieordbog giver f orklaringer på musiktidtryk og notationsspørgsmål, oplysninger om musikinstrumenter saint diminutive fakta om de vigtigste komponister før 1900. Kun ganske få af de nulevende er medtaget. Det er et spørgsmål, om ikke forfatteren helt burde have udeladt alt personelt stof, da dette ofte forekommer sa* kortfattet, at det praktisk talt er tiden nytte og desuden let findes i enhver anden musikalsk opslagsbog. Ved nogle få stik røver p

viser det sig ne'm'iig, at det øvrige stof godt kunne trænge til udvidelser. F. eks. findes der en beskrivelse af Bassoon (fagot), nien ikke noget sted en forklaring på det italienske ord fagotto, der dog mange steder i den øvrige verden er benæ- viielsen på dette instrument. Det samine gælder ordet Trumpet, hvor det internationale ord Tromba savnes. Ligeledes mangler Clarino, den høje baroktrompet. Bogen vil dog udenfor England altid kunne gøre en vis nytte som opslagsværk for engelske musikudtryk, som man -af og til kan være, i tvivl om.

KENNETH COOK: »Oh, Listen to Ihe Band«. - Hinrielisen, Londom 1950. 96 s. Ill. Pris 5 sh.

En fornøjelig lille bog for alle, der kan lide »messingsuppe« samt for dem, der i praksis dyrker denne orkesterbesætning, bl. a. militærmusikere. Bogen ruinmer en hel antologi over en meengde forskellige forfatteres og musikeres meninger om blæseorkestre (Chesterton, Bernhard Shaw, Longfellow, Burns, Adrian Boult m. fl.) og giver tillige nyttige bibliografiske oplysninger, både litterære og musikalske.

B.

Tysk

ALFRED EINSTEIN: »Den, lille Kóchek, 96 s. - Breitkopf & Härtel, Wiesbaden. 1951. (Skandinavisk Musikforlag, Kbh.).

Den lille K8chel er en kronologisk og systematisk fortegnelse over samtlige Mozart S Værker, sammenstillet på grundlag af den

Z-,

tredje af prof. Alfred Einstein bearbejdede udgave af Ludivig Ritter von K6chel's Mozart-fortegnelse. Som moderværket giver Den lille Kóchel rent leksikalske oplysninger om ethvert Mozartværk. Det er blot en mere handy udgave, praktisk og økonomisk let til-,,.engelig, derfor at anbefale enhver, der ønsker nærmere oplysninger om wienermesteren-s værker, forsåvidt det gælder tilblivelsesår, instrumental og/el. vokal besætning. Derimod indeholder »den lille« ingen generel temafortegnelse men kun en tematisk oversigt (ca. 250 eks.) over de værker, der har samme titel og toneart f. eks. Menuet f. klaver, F-dur, af hvilke man kan finde en del, som ikke har an(len titel.

Naturligvis kan »Den lille K6chel« ikke blive nogen fuldstændig erstatning for storebror, men i måske langt de fleste tilfælde vil den kunne give tilstrækkelige oplysninger og for mange - f. eks. amatør- og skoleorkestre og

kaminermusikensembler - er den en uvurderlig hjælp til at finde frem til værker, som originall er skrevet for en bestemt ønsket besætning. Kender man kun K. V.-nummeret, finder man i den kronologiske oversigt hurtigt frem til et værk, og de specielle ønsker finder man nemt i den systematiske i kate-gorier opdelte fortegnelse. Uden K6chel ville det være en umulig opgave at finde vej gennem I~lozarts produktion. Hans numre er da også, som opusnumre hos andre, knyttet så nært til de enkelte værker, at Alfred Einstein ikke har vovet at forandre på numrene, hvor ,senere undersøgelser har ført til en ændring af den kronologiske rækkefølge. Derfor - er et »Anhang« og en udstrakt bogstavbetegnelse blevet nødvendig,, hvilket godt kan f orvirre. Hvor nemt havde det ikke været for efterverdenen, om Mozart slet og ret

11

h,avde anvendt en opusbeteg-

nelse? f s p -

Nordiske musik-arsskrifter

Norge og Sverige er så lykkelige at kunne udgive hver et musikologisk årsskrift, som vi her i Danmark har måttet savne snart i mange år. Norsk musikkgranskning, årbok 1947-50, er redigeret af professor 0. M. Sandvik. Skriftet startede i 1937 og er udgivet af Norsk samfund for musikkgranskning (Tanums forlag, Oslo 1950). Som i tidligere årgange er der lagt stor vægt på det bibliografiske stof. Universitetsbibliotekar Øystein Gaukslad bringer både en 24 sider stor Haarklou-bibliografi over såvel H.s * musikalske som litterære produktion - og som en slags tilgift (og med særskilt paginering) en bibliografi over norsk folkemusik (84 s., Oslo 1951), der indeholder en oversigt over de trykte udgaver af norsk folkemusik og over litteraturen om dette emne. Af særlig interesse for os danske er Børre Qvammes afhandling om Fr. C. Lemming »en dansk eventyrer i norsk musikliv« og 0. M. Sandviks undersøgelse af »Nordiske Musikblade«, en publikation fra 1870'erne, der redigeredes af Grieg, S,5derman og C. F. E. Horneman og som havde til f ormål at udgive mindre nordiske kompositioner, men som ikke findes komplet på noget nordisk bibliotek. Årbogen indeholder ialt 14 afhandlinger om vidt forskellige emner vedrørende norsk musikhistorie samt anmeldelser af ny nordisk musiklitteratur.

Svensk tidskrift får musikforskning under redaktion af Carl-Allan Moberg har udsendt sin 33. årgang (Stockholm 1951). Denne årbog udgives af Svenska samfundet f ór musikforskning og rummer på sine 178 sider en del stof af mere internationalt tilsnit end den norske årbog. Til de fire hovedartikler: Mobergs: Från kåmpevisa till locklåt, Blomstedts: Om Joh. Seb. Bachs sym~ fonier, Svenssons: Om intervallernas dissonansintensitet og Englånders: Om Problem kring Mozarts violinsonat i e-moll, kommer en del mindre afhandlinger og anmeldelser og på de

t,

sidste 12 sider Åke Davidssons: Svensk musikhistorisk bibliografi 1950.

Forskelligt

Fløj tenistinden Ragna Norstrand har skrevet sine memoirer »Fra min Erindringsbog« (Carit Andersens Forlag, 1950), en temmelig uinteressant fremstilling med mange billedtavler, der desværre for en stor del gengiver forfatterindens egne malerier og tegninger. - På Thorkild Becks forlag udkom 1951 »Balletten i Dag«, billeder og kunstnere fra det løbende repertoire (14 balletter), med indledning og tekster af Svend Kragh-Jacobsen og fotografier af H. I. Mydtskov. Dette 20 sider store hefte er forsynet med både dansk og engelsk tekst og er væsentlig beregnet på turister. Uheldigvis er gengivelsen af fotografierne skæmmet af det anvendte dybtryk, der i høj grad forgrover f otograf iets fine virkemidler. (Pris kr. 5.75). - Slatsbibliotekel i Århus er ved at foranstalte en ny udgave af sit katalog over udenlandske musikalier; det er

planlagt at skulle udkomme 11 f ire dele. Første del (330 s., Århus 1951) er nu udkommet og rummer: Samlingsværker og musik for eet instrument. Det er redigeret af Erling Winkel og Ingeborg Heilmann og står ikke på nogen måde tilbage for Statsbibliotekets tidligere fremragende katalogudgivelser.

Gutenberghus har til husets forretningsforbindelser udsendt et overdådigt udstyret storhefte med omtaler af nogle af årets og tidens skelsættende begivenheder, - og man må sige, at de fire redaktører, Willy Jacobsen, Onni Kyster, Arne Melgård og Harald Toksvig med teknisk assistance af Gunnar Fischer har nedlagt et ualmindelig smukt arbejde i det 64 sider store hefte. Mest iøjnefaldende er Sigurd Schultz' artikel »Hvor den mo

derne kunst st~år i' dag«, - med en rigdom af farvereproduktioner. Blandt de øvrige artikler hefter man sig især ved Nils Schiørrings afhandling: »Musikkens 1951. Nogle retninger i nutidig dansk tonekunst«, hvor forfatteren som naturlige tyngdepunkter har placeret de to i 1951 afdøde komponistskikkelser, Jørgen Bentzon og Ebbe Hamerik tillige med de til samme generation hørende Knudåge Riisager og Finn Høffding. Som de næste slægtleds hovedskikkelser fremheeves Vagn Holmboe og Niels Viggo Bentzon. Schiørrings artikel er et klogt og velafbalanceret arbejde, der rent musikhistorisk giver en udmærket status over dansk musik af idag, - og den er udstyret med en række brillante portrætter samt to farvereproduktioner af Svend Johansens tegninger til balletten »Qarrtsiluni«. B.