En violinbyggers ord

En violinbyggers ord

Af GEORGES DUPUY

Georges Dupuy er violinbygger i Paris (søn og sønnesøn af musikere), født i Paris 1904. Han er elev af Marcel Vatelot og Ch. Brugere. Faderen beskæftigede sig også med violinbygning og havde værksted i Rue Deniours 4 indtil sin død i 1941. Sønnen etablerede sig derefter i Rue de Rome. Han er gift med en datter af den kendte buemager Satory i Paris, ved hvis død han arvede dennes enestående samling af gamle mesterbuer, er sekretær i »La chambre syndicale des facteurs d'Instrunients de musique de France« og violinbygger for operaens orkester. Hans søn, Philippe Dupuy, født i 1932, arbejder på faderens værksted.

Den nedenstående artikel har været publiceret i det franske kvartalsskrift »Le conservatoire«, oktober 1951.

Violinbyggerkunsten er en stilfærdig kunstart. Dermed mener jeg, at den kun kan vurderes af folk, der interesserer sig for gamle ting og for den gradvise udvikling, der har bragt konstruktionen af strygekvartettens instrumenter frem til sin nuværende fuldkommenhed.

For de uindviede kan det faktisk synes paradoksalt, at der i midten af det 20. århundrede, i en civiliseret og mekaniseret verden, endnu lever mennesker, der har viet hele deres liv til at bygge violiner, og delt deres virksomhed i to helt adskilte områder: restaurering af gamle instrumenter og bygning af nye, efter de samme principper, der anvendtes for tohundrede år siden af fortidens mestre, -- og tilføjet lidt, - meget lidt -, af deres egne erfaringer.

Man kan med rette hævde, at violinbyggerne, hvilken religion eller filosofi de end hylder, som alle andre kunstnere kan sige til sig selv: jeg vil efterlade mig noget!

Hvad efterlader de sig da? Et af de mest fuldkomne midler til at meddele den inenneskelige tanke. Komponisten skaber et værk, men det er den udøvende kunstner, der fremfører det, for at publikum kan lære det at kende. Dertil behøver han - en violin, en bratsch, en bue, en violoncel eller en kontrabas, og det er her, violinbyggeren træder til.

Hvorledes bygger han sin violin? Véd De, at dette musikinstrument, et vidunder af enkelthed ---- fire strenge, svingende over en lydkasse - er formet af hundredevis af træstykker, hvis bygning, lakering, sammensætning og ordning kræver ugers, ja måneders arbejde ... og års erfaring.

Violinbyggerlærlingen må betragtes på samme måde som en studerende ved konservatoriet, ved det medicinske eller det juridiske fakultet. Læretiden er lang og vanskelig, undertiden fuld af skuffelser, og man må så at sige have »giften i blodet«. Det er en kunst, der forplanter sig gennem en vis tradition og familiearv, og derfor handler historien om violin og buebyggerlaugets kunst om en stor familje, hvis forgreninger strækker sig fra Mirecourt til Paris og videre ud til vore store provinsbyer. Gennemblad et værk eller et leksikon om violinbyggere og De læser som oftest: X - - -, violinbygger, søn, broder eller svigersøn til foregående. Denne store familje har for en halv snes år siden forenet sig i »Groupe des Luthiers et Archetiers d'Art« (Samfundet for violin- og buebygningskunst), som viser os et fuldstænditgt billede af fransk violinbyggeri i vor tid.

Skal vi vende lidt tilbage til -værkstedet? Jeg kender mange, der ikke uden en vis ærefrygt træder ind i violinbyggerens arbejdsrum. Det skyldes den særlige atmosfære, der stammer fra en lidt mystisk virksomhed. De tilsyneladende enkleste ting er altid de vanskeligste at forstå. Og hvad er violinbyggerkunsten? Vore ti fingre, vort hjerte, kærligheden til faget, og ... træ, det er alt.

Jeg har ofte undret mig over den uvidenhed eller ligegyldighed --, unge musikere lægger for dagen overfor violinbyggeriet, som de dog er afhængige af. Hvor mange gange har jeg ikke fortalt dem, at man må have godt værktøj for at arhejde godt ... Det er at tale for sine egne varer, vil man påstå, og forfatteren af disse linier er violinbygger ... Ja, men han taler i det mindste om noget, han har forstand på, og der må De tro ham.

Tænk lidt over alt dette, I unge konservatorieelever, fremtidens førstepristagere, der måske læser denne artikel! Denne »Førstepris«, som er Deres mål, Deres første officielle stempel, og som betyder udgangspunktet for en streng vej fremad, der skal overvindes ved hjælp af Deres eget arbejde, fliden til at følge Deres læreres vejledning og undertiden ved hjælp af den violinbygger, som De har sat Deres tillid til, som vil hjælpe Deml når den store dag kommer og som gennem hele Deres kunstnerbane vil være en medarbejder, De ikke kan komme udenom.

Denne vor levevej, det som forener os og som vi er stolte af - det er kærligheden til faget. Violinen er ikke en uafhængig opfindelse. Den er det logiske og kloge resultat af de forandringer, musikinstrumenterne har gennemgået efter komponisternes (ikke altid normale) krav: Vivaldi og Mozart skrev ikke på samme måde som Saint-Saéns og vore samtidige. Violinbyggerne anstrenger sig uophørligt for indenfor mulighedernes grænse at tilfredsstille disse krav, men de kunne ønske, at komponisterne ikke glemte, at strygekvartettens instrumenter har begrænsede klanglige muligheder og at en violin er og bliver en violin; man kan ikke af en violin eller en bratsch forlange en (selv stoppet) trompets styrke, thi det, som man må lægge vægt på, er ligeså meget tonens kvalitet som dens styrke.

Men hvordan vil det nu komme til at gå med musikken? Pessimisterne mener, at musikken vil dø; man spiller ikke mere; lysten mangler, børnene har ikke længere mulighed for at bruge deres fritid til musik, lektierne optager al deres tid. Og hvorfor skulle man iøvrigt spille? Sæt en grammofonplade i gang, luk op for radioen og De kan høre alt! Hvilken misforståelse og hvilket kortsynet argument! Musikken er netop som aldrig før trængt ind i alle hjem, takket være denne radio og disse plader. Der findes flere musikere end vi aner - både amatører og professionelle - og det er til dem, violin- og buebyggernes sammenslutning henvender sig.

Violinbyggeren må kæmpe som alle andre kunstnere. Og disse få linier har kun værdi, hvis læseren kan være enig med mig, eftersom de simpelthen er inspireret og skrevet af kærlighed til faget.