Grammofon

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 03 - side 101-104

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Grammofon

- Orkesterwærker

BACH: 6.Brandenburger-koncert. Slots

kirkens kammerorkester, dir. MO-

GENS WØLDIKE. HMV DB 20121/3.

I foråret 1721 læmer Bach sidste hånd på sine 6' koncerter til markgreve Christian Ludwig af Brandenburg. De er skrevet for kammerensenible med forskellig solistisk besætning og stiller ret betydelige krav til de udøvende. Man har lieraf mente at kunne aflæse, at inarkgrevens privatkapel må have været af usædvanlig høj kvalitet, nien Bach kan med de virtuose solostenimer lige så vel liave tænkt på at give stof til de rejsende musikere, der ikke sjældent besøgte de musikalske fyrstehoffer, således at niarkgreven derined fik et niateriale til disposition for sådanne ekstraordinære solistkoncerter nied sit eget orkester. Det ser nemlig ud til, at li-,an ikke har værdsat disse koncerter i større stil (måske fordi der ikke er blevet så megen brug for dem), i hvert fald blev de efter hans død solgt på en offentlig auktion i nummer med forskelligt andet nodeinateriale tinder fællesbete,gnelsen »Koncerter af diverse komponister«, til trods for, at de betegner højdepunktet inden for Bachs orkestermusik. Selv havde Bachs navn ikke større klang i samtiden end at det overstråledes af idag totalt glenite berømtheder.

I den danske serie optagelser for »His Master's Voice« af samtlige »Brandenbungere« er Mogens Wøldike nu nået til »Concerto 6to a due Viole da Braccio, due Viole da Gamba, Violoncello, Violone- e Cembalo«, som Bach sirligt har prentet på partijturet. Allerede dengang havde violininstrumenterne nok taget føringen fra de gamle arm- og benvioler, som i modereret form er overlevet i bratschen, men naturligvis har der til stadighed

været et vist antal i privateje. - Denne anvendelse af dybe strygere har imidlertid betydet, at den 6. brandenburgerkoncert har ført en mere stille tilværelse, fordi den vanskeligt lod sig overføre til senere orkesterpraksis. Wøldike der i denne optagelse spiller med Slotskirkens kammerorkester, giver den naturligvis i originalbes,--etningen, og der er næppe nogen tvivl om, at den vil blive populær ikke mindst hos en swing-ni.inded ungdoni, som i ydersatsernes gående rytmer kan genfinde en letbevægelig niotorik og med

n Z"",
den langsomme midtersats få et indtrængende billede af barokmesterens mystiske udtryksfuldlied. Det kompletteres i- ned 6. pladeside, hvor Thomas Rosenberg og Asta Eivind Andersen lægger et nobelt musikerskab i gengivelsen af adagiosatsen fra en af Bachs ganibesonater. Man kan beklage, at det engelske selskal) har foretrukket den gængse teknik med at supplere pladesættene iyied løsrevne satser i ,stedet for at skære koncerterne i en fortløbende society-serie, lworved der alt ialt kunne være sj)aret et Par pladesider - og de[ betyder vel tillige, at man næppe får en ftildstænidig optag

gelse af i hvert fald denne gani-

besonate foreløbig. Men ellers er

presningen meget vellykket, lige

til at vække fornyet opmærk-

somhed om den danske barok-

fortolkning. V.

BORODIN: Poloweizzer-danse af »Fyrst Igor«. RIAS symfoniorkester, dirig. FRICKSAY. - Deutsche Grammophon 16006 Ilp.

Alexander Borodhis store beundring for Glinka - den russiske musiks fader - sætter sig naturligvis spor i Borodins musik. Romantikens nationale tendenser slår tydeligt igennem hans kunst og forlener den med en

egen østerlandsk farve. Han knyt-

ter si, til gruppen af de såkaldte

ungrussere med Balakirew som

centrum og kommer endvidere

til under sine medicinske stu-

dieår udenfor Rusland at stå en

del under indflydelse af den

vesteuropæiske nyromantik. Men

aldrig satte han sin kunstneriske

egenart til. Det programmatisk

malende har lian udefra, men

farverne i hans musik er helt af

national oprindelse, og intetsteds

finder man deni. anvendt med

festligere glans end i Polowetzer-

dansene af operaen »Fyrst Igor«.

Disse danse har tillige en ryt-

inisk su,,gerende, alt med sig ri-

vende kraft, og de er med far-

a hans, orkestrale palet

verne på

gjort til mesterlige karakterstyk-

ker i et bl-ændende virtuost tone-

sprog. liitet under, at denne epi-

ske opera kom til at stå som for-

billede for senere russiske gene-

rationer. Borodins indfl-ydelse

kan føres helt frem til Mjaskof-

ski og Sjaporin og til Katchatu-

rian, i livis »sabeldans« af ball.

»Gajanée« (optaget på TON-0, se

DM 2, 1952) man finder en

ling af Polowetzer-dansene.

Der er en helt orientalsk overdådighed af klange og rytmer i Fyrst Igor-dansene, som RIASsynifoniorkestret ødsler med i et fremra-ende o«~, inciterende spil under Fricksays ledelse. Lpoptagelsen er også teknisk af fineste karat; de mindste detaljer i den klangligt velafbalancerede indspilning f remtræder mønstergyldigt klart, og så kan man glæde si,, over en gengivelse, komplet fri for overfladestøj. (2. pladeside optager Rich. Strauss' »Till Eulenspie-,e W. fsp.

LJSZT: Klaverkoncert nr. 1, Es-dur.

VICTOR SCHIØLER (piano), Statsradiofoniens symfoniorkester, dir. ISSAY DOBROWEN. HMV DB 20165/7 (aut.).

Det er netop 100 år siden, Franz Liszt skrev sin første klaverkoncert, der senere uropførtes af komponisten sammen med Hector Berlioz i Weimar (1857). Efter en lang række symfoniske digtninge overfører han her det cykliske princip på koncertfor~ men, som således f år ét dominerende liovedteima, livilket Liszt efter en forespørgsel oni meningen med det skal have underlagt ordene »Das verstelit. ilir alle nicht!«. Der er rigtignok heller ikke nogen tekst at udlægge i koncerten, som spiller på det pianistisk effektfulde med motiver af gribende banalitet. Det er s,,alonmusik i den helt store stil, kulminerende meden B-dur pass---,,ige for trækbasun, der er næsten uniulig at slippe. Men inden finalen åbner med kadencen fra første sats, lægger man mærke til scherzoens skærsommernatstryllerier med slagtøjet, hvorfra tilnavnet »Triangelkoncerteii« (der måske altså rettere har 4 satser, mens etiketten angiver 3; (la de forskellige temaer imidlertid stadi,,, vender tilbage mellem hinanden, kan man såmæ- nd ollså betragte værket som en~ s

' atset eller 5-kantet, gl,,,anske ef~ ter behag).

Kvaliteten af gengivelsen kan

imidlertid ikke diskuteres. Da

koncerten udkom, hed det sig,

at den v-,,ir uspillelig, men Vic-

tor Schiøler gør det nied alle 10

fingre, så det ryger oni ørerne

med oktavpassager og kromati-

z,

ske skalaer. Det er en strålende virtuospræstation, og sammenspillet i-ned radioorkestret under Issay Dobrowen fungerer til punkt og prikke. Pladesættets blanke overflader svarer ganske til koncertens kunstneriske kvalitet, og i tilgift får man på. 6. pladeside en lige så teknisk pletfri opta,,,else: af Liszt's elegante

1-11

»Valse impromptu« med en meget præcis klaverklang.

V.STRANVINSKY: Capriccio. MONIQUE HAAS, RIAS-orkestret, dir. FERENCE FRICSAY. - RAVEL: Klaverkoncert i G-dur. 'MONIQUE HAAS, NWI)Rorkestret, dir. HANS SCHMIDT-ISSERSTEDT. Deutsche Grammophon Gesellschaft, 18004 LPM.

Efter at have spillet sin første klaverkoncert en fyrretyve gange, fandt Strawinsky i 1928 tiden inde til at forny sit repertoire som koncertpianist. Det sker med »Capriccio for klaver og orkester«, med hvilken titel komponisten vil udtrykke værkets lysere karakter i inodsætning til den ældre klaverkoncert, soin bygger på baroktidens strengere former. T.Men også »Capriecioen« tager udgangspunkt i musikhistorien, fortæller Strawin,sky i sin »Chronique de.,rna vie«:

»Jell tæ- iikte på den definition af ordet, som den lærde musikforsker fra det 17. årh., Praetorius, gav. Han betragtede det som synonynit med Fantasia der var en fri form for fugerede instrument,alstykker. Denne form gav mig mulighed for at lade min musik udvikle si-, gennem sideordnede episoder af forskellige genrer, som følger efter hinanden og ved Selve deres natur giver stykket den kapriciøse karakter, som titlen giver udtryk for.«

For Strawinsky bliver det klassiske forbillede i-musikalsk lienseende deri-ned Weber, hvis romantiske lyrik netop fandt sit bedste udtryk inden for denne rapsodiske ramme. Den 6. december 1928 præsenterede Ernest Ansermet »Capriccioen« med komponisten som solist ved en koncert ined Paris' synifoniorkester. To år efter stod Strawinsky selv på podiet nied den samme koncert i Barcelona, mens hans søn Sviatoslav debuterede som pianist på solostemmen.

Samine år som Strawinsky beslutter også Ravel sig til at skrive en klaverkoncert. Den sære lille franskniand, som lielst hyggede sig i sit klunkede plysniilieu, havde -,,,,æret på Amerikatourné og var blevet feteret overordentlig, og mærkeligt nok havde lian befundet sig så godt i dollarstaterne, at lian planlagde snart -at tage derover igen. Foreløbig inspirerede rejsen ham til den berønite »Bolero«, men et par år efter er lian for alvor igang med arbejdet på den klaverkoncert, som han selv ville spille for sine nye amerikanske venner, indtil han midt tinder det hele får et brev fra den østrigske pianist Paul Wittgens-tein, der havde mistet højre hånd under verdenskrigen. Han bad ham skrive sig en koncert for venstre hånd alene, og Ravel, der sværinede for det kuriøse, tog straks fat på denne nye opgave og skrev således sine to klaverkoncerter samtidig. Allerede på det tidspunkt stod hans nerver på højkant, og den sædvanlige eftermiddagsaperitif på boulevardeaféen var ikke længere tilstrækkelig afspænding.

~""I

Han søgte til de små natklubber, hvor samtidig jazzmusiken holdt sit indtog, og fra denne nye musik,alske atmosfære hentede han inspiration til sit kr,-,vende foretagende. Efter få måneders. intenst slid havde lian også løst den dobbelte opgave, men til gengæld måtte lian opgive sine rejseplaner og overlade uropførelsen af G-dur koncerten til den fortrinlige pianistinde Marguerite Long, rnens han selv stod på podiet ved tiropførelsen i Salle Pleyel den 11. november 1931. (Uropførelsen af venstrehåndskoncerten fandt kort efter sted i Wien, også under Ravels ledelse. Senere opgav lian samarbejdet med Witt genstein, som ikke magtede koncerten teknisk og havde tilladt sig at forenkle klaverstemmen mod komponistens ønsker.)

I et brev fortæller Ravel, at lian oprindelig havde tænkt sig at kalde G-dur koncerten for »Divertissement«, men ved senere eftertanke fandt han titlen fuldstændig dækkende værkets karakter: »Den er en koncert i ordets bogstaveligste forstand, skrevet i Mozarts og Saint-Saéns ,ind. Jeg tror, en koncerts indliold kan være muntert oe, brilliant, og at det ikke behøver at være dybsindigt eller have tendens eller dramatisk effekt. G-. dur koncerten minder på en måde oin inin violinsonate, indeholder elementer af jazz, men i modereret form.«

Jazzpåvirkningen er tydeligst i finalens rytmiske,, og klanglige former, klaver og orkester imellem, Mozart anes i den langsomme midtersats' store åbningssolo, hvor en typisk wienerklassisk figur er sat på tværs af en indsmigrende E-dur melodi.

Ravel skal her have haft Mozarts klarinetkvintet i tankerne.

Deutsche Gramniophon Gesellschaft har haft den fortrinlige idé at kombinere Strawinskys, o, Ravels samtidi-,e klaverkoncerter på én long-playing. Som det fremgår af komponisternes egen karakteristik er der tale om lettilgængelig modernisme med aktuelle jazzindslag i evige former. Den unge franske pianistinde TNIonique Haas fortolker begge værke~r med lysende fingerfærdighed og varmende poesi, og for Strawinsky-koncertens vedkommende leverer RIAS- orkestret i Berlin under Frene Friesay et passende skarpt profileret akkompagnement. Ravels koncert er skåret i Haniburg,

hvor Hans Schmidt-Isserstedts

ledsagelse i NWDR forekommer

unødig stram og nøgtern. Den

tørre klang gengives imidlertid

meget levende af den tyske gram-

mofonteknik, hvis publikationer

hermed igen ligger i forreste

række, og det må lige bemærkes,

at pladen leveres i en ualminde-

lig smagfuld kasette, der lige

som de engelske bringer en in-

struktiv gennemgang af værker-

ne, men ikke prydes ined farve-

klip i billige kulører. Det er en

yderst værdifuld. indsats, der

hermed er ydet for samtids-

musikens trivsel. V.

Instrumentalvcerker

BACH: Toccata og fuga, d-nioll, for orgel. FINN VIDERØ (Frederiksberg kirke). -- HMV 10500.

Bachs produktion er overvejende og klart adskilt i ret afgrænsede perioder. I Cöthen f. eks. koncentrerer han sig væsentli I ' I st

om kammeri-nusiken og de store klaverværker, og i tiden som Thomaskantor i Leipzig skaber han de store korværker. Der er en ret nøje sammenhæng mellem det, de ydre omstændigheder giver mulighed for, og det, Bach skaber. I langt højere grad end nu, skrev man*dengang musik efter de lejligheder, der bød sig, uden at det nyere, lidt odiøse ord »lejlighedsmusik« derfor i denne betydning kan heftes på tidens kompositioner. Dette hænger naturligvis sammen med, at man i datiden som den naturligste ting af verden opførte tidens musik og skrev værker til samtiden o-, ikke for en tvivlsoni eftertid.

Bachs orgelværker bliver da også stort set til i en bestemt periode, nenilig da han i sin Weimartid skabte sig sit store navn som orgelspiller i det andet decennium af 1700-tallet. Det er også i denne tid, den store toccata og fuga i d-moll bliver til, et vældigt værk, der udstråler en fantasi, som har fristet arrangører og komponister i vort århundrede til at transkribere det til orkestrale former med mere eller mindre kunstnerisk held men dog aldrig uden en vis effektfuld virkning.

Men naturligvis er orglet dets eneste rette plads, og grunden til, at det har måttet friste en tilværelse blandt symfonikere, må sikkert også søges i den uaktuelle stilling, orglet har indtaget i vor tids musikliv. Noget tyder på, at en orgelrenæssance forestår, og heri har grammofonpladen sin ikke ringe andel. Pladen gør det niuli-,t at sprede orgelkunsten ud til de mange, som ikke tidligere har kunnet komme den på nært hold, og grammofonselskaberne på deres side har nu opdaget, at her er et musikalsk stof, som tnænger til at blive kaldt tillive på ny.

Denne optagelse af Bachsstorværk tjener såvel den udøvende kunstner Finiz Viderø, som HMV's teknikere til megen ære. Viderøs spil er gennemført renlivet og alligevel virtuost i holdningen, men man savner i den storladne arkitektoniske opbygning af værket en større klanglig fantasi i registreringen, svarende til den uudtømmelige kompositoriske fantasi, Bach udfolder. Bachs eget orgelspil. skulle jo netop være blevet berømmet for den særprægede registreringskunst, han betjente sig af og derved skabte helt nye klanglige perspektiver med sit spil. Dem finder man f. eks. anvendt nie,-,et smukt i den blinde tyske z,

organist Helmul Walcha's fantasifulde fortolkning af samme

værk. f sp.

AUG. WINDING: »Blomster i vår«. - TH. LAUB: »Et jævnt og muntert,

virksomt lit~«. - ESICILD RASK

NIELSEN. - Felix FX 208.

Disse to ganske enkle og i udtrykket friske og jævne danske sange stiller ikke krav til sangeren om nogen større vokaludfoldelse. Operasanger Eskild Rask Nielsen har da også sangligt søgt frem til en god klanglig balance uden stor sonoritet. Han afvejer den med en måske lidt pertentlig tekstudtale, men gør -meget sympatisk - ikke noget ud af den musikalske »servering«. Det er helt i disse enfoldigt smukke sanges ånd.

Årgang 27/1952, nr. 03