Jeg er komponist

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 03 - side 97-98

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jeg er komponist

Af ARTHUR Ho NEGGER

Den 10. marts fyldte komponisten Arthur Honegger 60 år, og han står i dag på sin kunstnerbanes højdepunkt med en lang og broget række kompositioner bag sig. Honegger, der er født af schweiziske forældre i Le Havre og har virket hovedsagelig i Frankrig, var ikke mere end 29 år gammel, da han med ét slag kom frem i første række blandt vor tids komponister. Værket var oratoriet »Kong. David«, en genfødelse af oratoriekunsten og samtidig indledning til en række lignende værker fra hans hånd, hvoriblandt titler som »Jeanne d'Are au bâcher« (1935) og »La danse des morts« (1938-39) lyser med særlig glans. Denne genre er dog kun én side af Honeggers rigt facetterede kunst, som spænder praktisk taget over hele vor tids musikalske udtryksskala, og hvori man finder alle tænkelige musikalske effekter anvendt med et blændende dygtigt kompositorisk håndelag.

Denne umådelige kunnen i forbindelse med Honeggers svingende kunstnernatur gør det vanskeligt at holde ham fast på en éntydig musikalsk karakteristik i en bestemt genre, da den naturligvis har fristet ham til at gå ilag med de mest forskelligartede opgaver. Selvom lian med lige stor sikkerhed behersker alt fra de mest ophøjede bibelske emner til den rene illustrative tonedigtning (»Pacific 231«, »Rugby« eller balletten »Skating Rink«) og den dramatisk illustrerende filmmusik, så har det dog ikke bragt den kunstneriske lødighed i fare. Han jonglerer med alle muligheder, også pastichen, men hans personlighed præger enhver af hans frembringelser og giver dem, så forskelligartede og. uforenelige de kan synes at være, kunstnerens stempel.

Nedenstående uddrag af hans bog »Je suis compositeur« viser Honegger som pessimisten, der anklager og revser det overfladiske og ser sort på vilkårene for vor tids musik, som ofte må kæmpe en hård kamp for eksistensen. Han skyder måske over målet, men også herved åbenbarer han den ildsjæl, der altid brænder for musikens sag.

-----

Komponistens metiér freinbyder den særlige omstændighed, at den samtidig med at være en virksomhed tillige er til bekymring for et menneske, der bestræber sig for at frembringe et produkt, som ingen vil bruge. Jeg sammenligner ham gerne med én, der fabrikerer høje hatte eller knapsko.

Vi véd nok, hvorledes publikum idag afviser ting, som igår var indbegrebet af elegance. I musikken - og her halter min sammenligning - ønsker man kun, hvad der skabtes for hundrede år siden.

For publikum er musikalsk kunstudøvelse ensbetydende med opførelser af klassiske og romantiske værker. Den samtidige komponist er derfor en slags snyltegæst, der absolut vil med til bords, hvor han ikke er indbudt.

Af 100 partiturer er faktisk de 80 skadelige for den samtidige musik. Men det publikum, som siger sin mening om en bog, et maleri, en skulptur, kan kun udtale sig om et musikværk, når det har hørt det. Før opførelsen er det største mesterværk kun et hefte papir, fuldt af tegn, der er uforståelige for lægmand. Det er den forbandelse, der hviler på vor kunst.

Man siger, at publikum ikke vil høre dette eller hint. Men måske ville publikum netop hellere høre hint end dette ... Dog, hvem afgør, hvad der spilles? Se engang på operaens repertoire; i halvtreds år har det ikke forandret sig. Når en ny direktør tiltræder, erklærer han overfor pressen: »Jeg er fast besluttet på at opføre alle nyheder på dette teater og opfriske repertoiret«. Det er præcist lige så overbevisende som en ministertale ved slutningen af en banket; man opfører nemlig straks de få stykker, der giver kasse. På Opera comique har jeg hørt sige: »For at det skal gå godt, skulle man egentlig spille Carmen hver aften«.

Jeg går nu over til kapitlet symfonikoncerter. Den symfoniske koncert regeres af en komité, som Laegger årets program. Og hvad sker så? Til begyndelsen af sæsonen egner sig især en lille Beethoven-cyklus. Og man spiller altså Beethovens symfonier. Dernæst bringer man det forrige års program, - næsten nøjagtigt.

Jeg har 37 elever i »École Normale de Musique«. Mit skoleår begynder altid - hvad også andre kan bekræfte - med en lille tale af omtrent følgende indhold: »Mine herrer, De vil absolut være komponister. Men har De tænkt over, hvad De ønsker? Hvis De skriver ægte musik, vil man ikke spille Dem og så kan De ikke leve. Hvis Deres fader kan underholde Dem, så er der ganske vist intet til hinder for, at De skriver nodepapirer fulde ... Deres eneste undskyldning er, hvis De rigtig ærligt, omhyggeligt og med al den samvittighedsfuldhed, som kendetegner et punktligt menneske, nedskriver den musik, som De vil udtrykke. Men De må betænke, at hvis der af 37 - jeg siger ikke geniale, men dog talentfulde mænd - skrives blot ét årligt værk, som måtte blive opført, så ville det medføre en sand katastrofe i den musikalskeverden.«

I romaner, teaterstykker og film ser man ofte en komponist, der har fået sukees: Han gifter sig med den unge pige, han elsker, og flytter ind i en villa i Avenue du Bois de Bologne. Jeg har ofte påtalt denne falske optimisme hos uvidende skribenter. En sukees på operaen! Så vil de blive berømte? Dumhed! Måske var det engang således, men det har ganske ændret sig i de sidste halvthundrede år. Man kunne gøre sin lykke ved operaen, fordi der endnu var en opera. Således levede Massenet i Frankrig, Richard Strauss i Tyskland og Puccini i Italien. Nu er det meget sjældent, at nogen skriver for operaen. Operaen ligger i dødskamp. Tilbage bliver altså symfonierne, sonaterne og andre bagateller.

Jeg vil nu anføre nogle tal og - hvad jeg beder Dem undskylde - stille mig selv i forgrunden. Forestil Dem, at jeg komponerer en symfoni eller .et oratorium med kor, som jeg skamløst nok plejer. Jeg er midt i arbejdet. Hvoraf kommer de bekymrede furer i min pande? Hvad søger jeg? Efter temaer? Nej, slet ikke. Jeg tænker: »Bliver det nogensinde opført? Hm! Udgivet? Ho! Ho! Genopført? Aldrig! Lad os altså tænke os om. Jeg skal endnu bruge ... godt tre måneder. Så kommer orkestreringen: Fem måneders uafbrudt arbejde ... Nu er det gjort. Jeg sætter den sidste streg ... Men nu først begynder ubehagelighederne! Ja, jeg vil vise det til Desormiére eller Paray. Et eller to år ligger så partituret i deres mapper, det er den uundgåelige ventetid: På denne måde modnes værkerne ligesom pærerne på træet.... «.

Og endelig er det så vidt. Men allerede neeste morgen bliver jeg tilkaldt til den lykkelige dødelige, der vil dirigere mesterværket. Han er bekymret. Er det adagioen med kor, der ikke passer ham? Eller vil han protestere mod - takten. Han tvinger mig hen til sit skrivebord og foretager i mit påsyn en addition. Tal, ikke andet end tal.

Vi må sikkert have seks korprøver. Seks korprøver med 120 sangere à 650 francs, dertil en generalprøve og en opførelse: er ialt 684.000 francs.

Tre orkesterprøver + generalprøve og opførelse beløber sig til 715.000 francs. Salen koster 165.000 francs, reklame 100.000 francs, administrationshonorarer ca. 50.000 francs - og det bliver ialt ca. 1.714.000 francs.

- Så meget?

Jamen de t er ikke alt; man må regne med en afgift på 300.000 francs, så at slutsummen stiger til 2.100.000 francs, hvilket giver et underskud på ca. 1.300.000 francs.

En million og trehundrede tusind, det er et mareridt, som vil følge mit tvangsarbejde med sit monotone omkvæd ... En million og tre hundrede tusind for en eneste opførelse. En million og tre hundrede tusind; - det gør mig modtagelig for en filmsmands forslag. Lad os hurtigt blive færdig med oratoriet og tænke på alvorlige ting. På en film, på to film ... Navnet på det hvide lærred, en rigtig tækkelig musik, der ikke tiltrækker sig opmærksomheden. - Publikum må ikke blive skræmt!

Tror De virkelig at en åndsarbejder, en typisk individualist er i stand til at leve ret længe under disse omstændigheder, til at hengive sig til sin kunst, til at komponere? Han må frem for alt stræbe imod ikke at dø af sult og kulde.

(Efter Arthur Honegger: Je suis conipositeur. Collection, »Mon metier«, dirigee par Bernard Gavoty, aux editions du »Conquistador«, Paris.)

Årgang 27/1952, nr. 03