Metamorfose og variation

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 03 - side 112-112

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Metamorfose og variation

Af JAN MAEGAARD

Ordet metamorfose er i vor tid blevet et slagord, ja mere end det: en trylleformular, hvormed alt og alle med usvigelig sikkerhed bringes til øjeblikkelig og andagtsfuld tavshed. Måske var det gavnligt for et øjeblik at lade hånt om ordets magi og prøve at præcisere, hvad det dækker over; thi man ser det efterhånden nok så ofte anvendt ved lejligheder, hvor det efter min mening overhovedet ikke hører hjemme - hovedsagelig i tilfælde, hvor ordet (karakter-) variation snarere var på sin plads.

Metamorfose betyder forvandling, omskabelse; og det vil musikalsk sige en udviklingsproces fra een musikalsk tanke til en anden - altså stik modsat variationsrækken, hvori princippet som bekendt er fastholdelsen af en og samme musikalske tanke i forskellige belysninger. Mens opmærksomlieden i variationsrækken er henvendt på de enkelte variationer og disses indbyrdes rækkefølge i deres kredsen om hovedidéen, temaet, udmærker metamorfosen sig ved koncentration om den udviklingsproces der foregår mellem to, tre eller flere helt forskellige musikalske idéer; eller med andre ord: der hersker et statisk forhold mellem et tema og dets variation (stedet), mens der her sker et organisk forhold mellem tema og metamorfose (vejen). Variationsrækken tilstræber mangfoldighed i enheden, metamorfosen lovmæssig orden i mangfoldigheden.

For at et tema skal være velegnet til variation kreeves, at det ikke skal være for lukket, for prægnant, for færdigt, det må tværtimod hjertensgerne være en smule almindeligt, åbent for mange muligheder - i hvert fald, hvis der skal laves en længere række karaktervariationer over det (jfr. Beethovens Diabellivariationer, Schumanns symfoniske etuder, Brahms"", Håndel- og Haydnvariationer). Pointen er jo, at ligheden med temaet ikke tabes af syne trods variationernes indbyrdes forskellighed. Til metamorfosebrug kræ-ves, derimod to eller flere særprægede, klart profilerede temaer, som kan stå så individuelt overfor hinanden som muligt; thi her er det jo forskelligheden, der skal understreges, og komponistens opgave er at etablere en organisk forvandling fra det ene til det andet.

Naturligvis kan man i en længere variationsrække efterhånden komme så langt bort fra temaet, at det kunne se ud, som om der var foregået en metamorfose, forudsat at der består en indre organisk sammenhæng mellem de enkelte variationer; man kan ad den vej komme så langt, at man må tage de mellemliggende variationer til hjælp for overhovedet at spore en sammenhæng med temaet. Dette er et grænsetilfælde; men afslutningen vil her afgøre enhver tvivl: bliver den »nye« musikalske idé fastslået og dens særpræg (dvs. forskellighed fra det oprindelige tema) uddybet, så er der tale om en mangfoldighed (in casu: tvefoldighed) i organisk - lovmæssig orden, altså en metamorfose. Bliver derimod temaet til slut ført i marken og dets indre sammenhæng med den »nye« tanke klarlagt, så er enhedsprincippet det lierskende, og der er tale om en variationsform.

Iøvrigt er variationsformen en temmelig anstrengt måde at lave en metamorfose på, dels fordi den er vildledende, men hovedsagelig fordi den frie, organiske udvikling mellem to vidt forskellige musikalske tanker kun vanskeligt lader sig presse ind i den til stik modsatte hensigter skabte variationsform. Der er her tale om to kontrære principper, som neæppe kan forenes uden formel f orstyrrel.""se.

For mig ser det ud, som om der blandt komponister for tiden er en tendens til at lave karaktervariationer og så kalde det metamorfoser for at plumre vandene og derved kaste en usårlighedens kappe over ophavsmanden; denne tendens bør ikke få lov til at udvikle sig til et princip, da metamorfosen som klart defineret begreb er en særdeles velvalgt betegnelse for en meget karakteristisk tendens i megen, men ikke al nutidig musik. Misbruges ordet, vil det miste sin værdi, og så kan det blive vanskeligt nok at finde en anden betegnelse, der er ligeså god.

Hvis nogen mener, at jeg har taget fejl i mine betragtninger eller måske skudt over målet, vil det være mig kært at høre nærmere derom.

Årgang 27/1952, nr. 03