Nærbillede af Toscanini

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 03 - side 95-96

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nærbillede af Toscanini

Af GIOVANNi Di BELLA

Den 25. marts fylder Arturo Toscanini 85 år. Gennem generationer har han stået som idealbilledet af en dirigent - han- er simpelthen blevet et musikalsk begreb. DM har derfor bedt den italienske dirigent Glovanni Di Bella, der hører til de få udvalgte udenfor orkestermusikernes kres, der har haft lejlighed til gentagne gange at overvære orkesterprøver med Toscanini, om at give vore læsere dette »nærbillede« af begrebet Toscanini.

Allerede for to menneskealdre siden gik der ry om den unge dirigent Arturo Toscaninis fortolkningskunst. Han havde allerede da svunget sig op til musikalsk enehersker i den berømteste europæiske opera, »La Scala« i Milano. Udenfor Italien var det dog kun de få, som valfartede til Italien, der kunne vidne om hans kunst og opleve hans operaopførelser på »Scala« eller hans symfonikoncerter med den årlig tilbagevendende cyklus af Beethovenske symfonier. Men hans kunst havde verdensomfang, - og de bånd, der knyttede hans kunstneriske virksomhed til fædrelandet, måtte naturnødvendigt løses.

Toscanini blev kaldt til de førende centrer i Amerikas musikliv, - og samtidig var han tilbagevendende gæst ved Wiens statsopera eller ved Wienerphilharmonikernes symfonikoncerter og ved festspillene i Salzburg. Man oplevede ham i Tyskland som dirigent for sine New Yorker philharmonikere på deres Europaturné, - i Bayreuth, - eller da han som operadirigent gav et omfattende gæstespil i Berlin med hele ensemblet og orkestret fra »La Scala«. Det var dengang Berlin endnu stod som højborg og centrum for de musikalske begivenheder i Europa. Uforglemmeligt var det, da publikum efter afslutningen på sidste akt af en italiensk opera stormede over rampen ned til orkestergraven for at omfavne Toscanini.

Han var også i Skandinavien. I København dirigerede han (1932) »Konsertf,5reningen«s orkester fra Stockholm - desværre kun én gang. Krigen og alderen tvang Toscanini til at begrænse sit virkefelt, - og nu, da han er 85 år gammel, helliger han sig næsten kun sit eget NBC-orkester i New York. Men takket være radioens, grammofonens og televisionens tekniske udvikling er det stadig muligt - omend på afstand - at følge Toscaninis kunst, selvom man må savne den mageløse oplevelse i koncertsalens levende atmosfære.

Det er intet under, at Toscaninis fortolkningsmåde måtte virke indtrængende, ja revolutionerende overalt, hvor man fik den at høre. Gennem sin kunst gav han ikke blot de Verdi'ske og Wagner'ske værker, som han med forkærlighed dirigerede, et nyt stempel, men fortolkningen i det hele taget af klassisk og moderne musik fik nye træk. Det nye i hans spillemåde, især den nodetro gengivelse af partituret, respekten for nodeværdierne, overholdelsen af en, klar og ubønhørlig rytme -, faldt i god jord netop da den »Neue Sachlichkeit« rent stilmæssigt var ved at afløse romantikken. Ikke blot dirigenter, men reproducerende musikere af alle slags, sluttede sig til den nye stil i hans fortolkning. Man håbede gennem en ligeså nodetro gengivelse at kunne tilegne sig stilen i Toscaninis udførelse og derved nærme sig idealet. Men sådanne forsøg på efterligning viste imidlertid klart, at disse midler for Toscanini ikke blot var en recept eller en ydre facon, men hos ham tjente til at nå et dybere kunstnerisk mål. Trods den øjensynlig nodetro gengivelse af partituret, får en musikopførelse under Toscanihi aldrig nogen overfladisk karakter. Hemmeligheden ved denne fortolkning, ligger derfor snarest i en dyb, tæt og ægte forbindelse mellem værket og Toscaninis sydlandske temperament og kunstneriske personlighed, - den objektive gengivelse i subjektiv belysning.

Hvordan kommer nu denn e mesterdirigents enestående kunst til udfoldelse i praksis? Ja, man mnå faktisk begive sig ind i hans eget værksted, der hvor mesteren former kunstværket, med andre ord: følge og opleve hans prøve-arbejde. Selve koncerten kan ikke alene give forklaringen, thi så står man allerede overfor den fuldbyrdede kendsgerning: Mesterpræstationen gennem orkestrets og dirigentens énhed. Men med hensyn til orkesterprøverne støder man straks på den første og måske største vanskelighed: Hos Toscanini er tilhørere ved prøvearbejdet strengt forbudt, det er kun for de indviede, orkestret og de medvirkende. Urokkeligt fastholder Toscanini denne bestemmelse og skyer ingen personlige anstrengelser for at gennemføre den. For eksempel hørte han ved en orkesterprøve pludselig en fremmed lyd, som kun kunne komme fra den tomme tilskuerplads og for at undersøge årsagen til denne lyd, gennemstøvede han i egen person alle etaper i det mægtige teater for at finde den uvedkommende. Hvor stor var ikke hans overraskelse over at finde en rengøringskone, der bevæbnet med spand og klud var i gang med sit daglige arbejde! Og hvor mange dirigenter ville ikke have givet guld og grønne skove for en tid at kunne have byttet rolle med denne rengøringskone!

Toscanini er af skikkelse lille og elegant, - i en rnørk silkejakke, knappet tæt op i halsen. Yed prøvearbejdet står han stadig på sit podium med let sprcdte ben, som om lian søger en, fastere kontakt med dirigentpodiet. Pulten rykker han halvt til venstre rimeligvis for ikke at blive forstyrret af dens livløse træstativ og for at få bedre kontakt med instrunientgrupperne foran sig. Desuden er han så nærsynet, at han ved prøvearbejdet ikke kan benytte partituret, som ligger sammenlukket på pulten. Men partituret har han i forvejen ad ren optisk vej fæstnet i erindringen ved et studium, som han siges bedst at foretage i sin seng med en stærk elektrisk lampe over hovedgærdet.

Så står nu mesteren der, grundig forberedt, - han og værket samlet i én person, åben og parat til kunstnerisk udøvelse, som formidler mellem værk og gengivelse. Og nu indtræffer en kras modsætning til, hvad man ville have ventet og forestillet sig. Toscanini løfter højre hånd og med sin tykke dirigentstok giver han med to hårde slag i pulten tegn til at begynde. Man skulle tro, at denne tykke stok var for robust og tung til at kunne gennemføre det uhyre fine manuelle detailarbejde, som man hører hos Toscanini. Nutidens dirigenter foretrækker i dette tilfælde netop den tynde og lette stok. Men Toscanini benytter ikke denne nyere manuelle metode, tværtimod. Hans slagteknik er i det store og hele udifferentieret; den venstre hånd hviler endda tit mod hoften, og set sammen med den dirigerende højre arm, der ofte svinges i store kurver, dannes et billede som et stort omvendt S -: 2. En tid lang blev naturligvis denne armstilling mode blandt en del dirigenter, men jeg tror ikke, det var til gavn for nogen af dem. Og ikke nok dermed; man mente tillige at måtte overtage den ejendommelige venstrehåndsfingerstilling, hvor tommelfingeren er spilet ud fra de andre fingre.

Man undrede sig over, at der i hans manuelle tegngivning ikke kunne findes ækvivalens for hans musikalske udførelse. Men hos Toscanini ligger prøvearbejdet for størstedelen på et andet og dybere grundlag. Med en - ganske vist - ru og uskøn sangstemme kan han finde udtryk for, hvad han ønsker, især fordi han syngende præcist kan karrikere det, der mishager ham. Hans rettelser får derigennem en kolossal intensitet. Han bryder af med et højt: »No« - gentager ordet crescendo - og næsten fornærmet, trækker han partitursiden helt op til øjnene og banker ustandselig på det sted, hvor fejlen blev begået, for at overbevise orkestret om, at han har ret. Hvis fejlen er af ren elementær art, kender han ikke til pardon; han gentager nøjagtig rettelsen i et crescendo, og kan komme i et sandt raseri, som ikke mangler de kraftigste tilføjelser af skældsord.

Det er intet under, at orkestret frygter den slags udbrud og derfor fra begyndelsen sætter alt ind på at gengive de skrevne noder på det nøjeste. Naturligvis kræver et sådant korrekturarbejde lang prøvetid, som han udnytter fuldt ud og så længe han finder det nødvendigt. Allerede under sin faste dirigentvirksomhed ved »Scala« var han mand for at kalde sit orkester til prøve om natten. Det kan sikkert føres tilbage til Toscaninis dirigenttid i Italien, at man der har den prøveoverenskomst, at en gæstedirigent ikke kan engageres uden med et nærmere bestemt antal prøver.

Dette udvendige billede af Toscaninis prøvearbejde kunne måske give indtryk af en pedantisk og skolemesteragtig metode, - og ganske vist opnår han en korrekt og nodetro gengivelse fra orkestrets side, men han fremtvinger samtidigt den nødvendige klarhed, grundlaget for sin musikalske opbygning; derved kan alle musikalske funktioner opnå den største intensitet. Rytmen forbliver ubønhørlig i sin flugt, dynamiken. behersket i sin opspænding eller af spænding, orkestreringen gennemsigtig klar eller kompakt uden at miste sin énhed, klangfarverne bliver en skala fra det klareste lys til det tungeste mørke (Verdi) og melodien en eneste syngen af et fuldt, varmt og ægte hjerte.

Med disse midlers nådegave og med et temperament og pulsslag, der har sin oprindelse i italiensk jord under italiensk sol, fuldbyrdes under prøvearbejdet den egentlige proces i Toscaninis værkfortolkning. Her får værket sin endelige form i en fast sammenføjet ramme og modnes til den kommende koncert. Alle tvivlsspørgsmål er tilbagelagt, intet er længere overladt tilfældigheden. Ligesom klokkeren ved at trække i rebet får kirkeklokkerne til at ringe, således får nu Toscanini sit orkester til at klinge under sine store, rolige og svingende armbevægelser. Orkestret har underkastet sig Toscaninis vilje, har gjort sig til en musikalsk énhed med ham.

Årgang 27/1952, nr. 03